ANDAGT

Straks råbte drengens far: “Jeg tror, hjælp min vantro!“ (v.24).

Manden, der kom til Jesus med sit barn, havde det slemt. Der var en storm i hjertet. Han var sikkert ærlig, da han bekendte sin tro på Jesus. Jeg tror – det var store ord. Men ikke så snart havde han sagt ordene, før tvivlen kom væl­tende ind over ham, og en inderlig bøn presser sig frem: Hjælp min vantro! Tro og vantro kæmper i ham, og han ved snart ikke, om det er rigtigt at sige, at han tror.

Har du det på samme måde, så er der her en trøst til dig. Denne mand blev hjulpet. For han havde mere tro, end han selv troede.

Manden var i stor nød.

Desuden: Han gjorde sig ikke bedre, end han var.

Men dette er ikke det samme som at tro. Det er snarere troens vilkår. Troen viser sig altid i handling. Sådan også her. Vi ser her, at manden kom til Jesus med sin nød. Det viser, at han tror. Som den syge viser lægen tillid, når han kommer med sin sygdom, sådan ejer alle trætte syndere, som kommer til Jesus, den frelsende tro. Så kom da til Jesus! Kom i din nød! Kom som du er! Kom med din vantro! Kom med dine vanskeligheder. Kom selv om du har prøvet det før! Sig ikke, at det er nytteløst. Men kom og grib hans ord; han, som har sagt, at den, som kom­mer til ham, aldrig bliver stødt bort.

Andagt fra I KONGENS NÆRHED