GUDS KRAFT TIL FRELSE

Ifølge flere af de ældste håndskrifter siger Jesus til Martha: ”Martha, Martha! Du gør dig bekymringer og er urolig for mange ting. Men få ting er nødvendige, eller én” (Luk 10,41-42). 

Vi er optaget af mange ting. Livet er mangfoldigt, og Guds rige har med det hele at gøre. Men den sande kristentro kan kendes på nogle få ting – ja, egentlig kun én eneste. Mangler den, eller er den blevet mindre væsentlig i forhold til andre ting, så er der slet ikke nogen kristendom. 
Det er vejen til frelse, der er det ene og altafgørende spørgsmål! 

Da et medlem af jødernes råd (Luk 18,18f f) spurgte Jesus, hvad han skulle gøre for at blive frelst, blev han henvist til Guds bud. Her følte manden sig på rimelig sikker grund. Siden han som ganske ung (det jøderne i dag kalder bar mitzva) blev selvstændigt ansvarlig over for Guds lov , havde han omhyggeligt overholdt alle bud og forskrifter. 
Hertil svarer Jesus: “Én ting mangler du endnu: Sælg alt, hvad du har, og del det ud til de fattige, så vil du have en skat i himlene. Og kom så og følg mig!“ 
Det kan virke underligt, at Jesus siger dette. Som om der er endnu et bud, der skal overholdes, og så endda et bud, der ikke direkte står i Moseloven. 

Men det er heller ikke det, Jesus siger. Det, denne mand mangler , er ikke at overholde endnu et bud. Det, han mangler, er at indse og erkende, at han midt i sin lovoverholdelse hele tiden har brudt det allerførste bud. Pengene var højeste autoritet i hans liv. Det ene, han manglede, var erkendelsen af, at for et syndigt menneske er det umuligt at gå ind i Guds rige. 
Når Jesus derfor siger, at det er lige så umuligt for en rig at gå ind i Guds rige, som for en kamel at gå gennem et nåleøje (NB: en rigtig kamel og et rigtigt nåleøje!), så bliver selv hans disciple, som dog har forladt alt og fulgt Ham, dybt rystede (jf. Mark 10,24-27). De havde forstået, hvad Jesu ord betød, og sagde: ”Hvem kan så blive frelst?” 
Hertil svarer Jesus: ”For mennesker er det umuligt!” 
Ikke blot for de rige; nej, for ethvert menneske er dette umuligt. Det er denne erkendelse, der er nødvendig for ethvert menneske – både for den rige mand og for Jesu disciple. ”Men”, tilføjer Jesus, ”ikke for Gud, thi for Gud er alt muligt!” 

Hvad er det så for en mulighed, Gud har, for at et menneske kan komme ind i Guds rige? Det er sådan set ikke hans almagt, for Gud kan ikke fornægte sig selv. Derfor kan han ikke i sin almagt bortskaffe synden ved at se bort fra synden og oprøret og lade som om, den skyldige er uskyldig. 
Det, Gud kan, men som er umuligt for et menneske, er at sone synden ved at lade den syndfri gå i synderens sted. Guds kraft til menneskets frelse hedder, at Jesus som Guds Lam bærer verdens synd bort (Joh 1,29). 
Derfor kan apostlen Paulus skrive, at ”Ordet om korset er Guds kraft til frelse” (1 Kor 1,18 og Rom 1,16). Det ene fornødne for at et menneske kan blive frelst er , at Guds kraft til frelse forkyndes, modtages og tros! En kristen forkyndelse uden Kristi forsoning som det egentlige og det centrale ejer ikke Guds kraft til frelse. En kristen tro, der ikke har ordet om korset som genstand, er tom og uden frelsende kraft, for alene ordet om korset er Guds kraft til frelse. 

Vi lever i en tid, hvor dette er ved at glide ud af forkyndelsen. Der tales meget om Guds almagt, om Guds kærlighed, om Guds tilgivelse og om Guds omsorg, men sjældent får Guds kraft til frelse – ordet om korset – den centrale plads i forkyndelse, sange og vidnesbyrd, som den må have, for at mennesker kan blive frelst og gå ind i Guds rige ved at lytte til den. 

Den samme sag udtrykkes i Hebræerbrevet, når det i kapitel 8 hedder: ”Hovedsagen i det, der her siges, er , at vi har en sådan ypperstepræst, som sidder på højre side af den Højestes trone i himlene og gør tjeneste ved helligdommen, det sande Åbenbaringstelt, som Herren selv og ikke noget menneske har rejst” (v . 1-2). 
Hovedsagen i al kristen lære, forkyndelse og tro er, at vi har en ypperstepræst, der gør tjeneste ved den himmelske helligdom, som Gud har rejst i Himlen. 
Hvem er denne ypperstepræst? 

Jesus kaldes Kristus (Messias), der betyder ”den salvede”. I dette udtryk ligger der en stor hemmelighed. Den første, Moses salvede med den hellige salveolie, var hans broder Aron, der blev salvet til at være ypperstepræst (2 Mos 29,7). 
Når Jesus derfor kaldes ”den salvede”, så hentyder det først og fremmest til hans tjeneste som den himmelske ypperstepræst, der på fuldkommen vis udfører den gerning, som den jordiske ypperstepræsts tjeneste var et forbillede på. 
Denne jordiske ypperstepræsts tjeneste havde to sider: en gang om året på den store forsoningsdag at bringe et lam som soningsoffer for folkets synd og dagligt at træde frem i helligdommen og gå i forbøn for folket på forsoningens grund. 
Kristus, den salvede ypperstepræst, bragte én gang for alle sig selv som sonoffer for alle menneskers synder , og han går nu i forbøn for alle mennesker foran Guds trone på forsoningens grund. 

Det er hovedsagen i kristen tro og kristen forkyndelse, thi for enhver, der i tro modtager ordet om korset, bliver det en Guds kraft til frelse. Derfor er der én ting, der er fornøden: at ordet om korset bliver hovedsagen for os i hele vort liv. For det er Guds kraft til frelse for enhver, der tror.

(Artikel af Jens Olsen i Nyt LIV 2-2014 - Shafan 25-08-14)

---