»Så siger Herren, som skabte jorden og dannede den, idet han grundfæstede den, han, hvis navn er Herren: Kald på mig, så víl jeg svare dig og k?mdgøre dig store og lønlíge ting, du ikke kender« Jer. 33, 2-3.

Vi er ikke af os selv i stand til at forstå Guds ord. Vi er heller ikke i stand til at forstå os selv og vor egen situation. Vi har ingen evne til at hjælpe os ud af de vanskeligheder, vi selv bringer os ind i gennem vor synd og vor utroskab mod Gud. Hvis vi kommer i nød, sygdom eller andre ting, der fører os ind i en håbløs situation, hvor vi ingen udvej ser,  synes hele livet at blive et eneste meningsløst kaos. Så fristes vi til at opgive alt håb. Så er stillingen kritisk, for at opgive håbet er det farligste, et menneske kan gøre.

I denne situation og over for alt det, der er umuligt for os, er det, Gud taler de ord, der står over denne andagt. Hører vi på ham og tager hans ord til os, er vor situation så vist ikke håbløs.

Han er den, der gør det, han vil, og udtænker det, der kan hjælpe os. Han skuer møje og kvide for at tage det i sin hånd, siger hans ord. Sl. 10,14. Han ved udvej, hvor ingen udvej ?ndes, og giver hjælp, hvor der ingen hjælp er. Han er Herren, vor Gud, den Almægtige, der har skabt himmel og jord, og som sætter alt det, han vil, i værk.

Det er ham, der siger: »Kald på mig, så vil jeg svare dig.«
Du, der synes, at alt er håbløst: Hører du denne opfordring fra din skaber og frelser? Vil du ikke gøre brug af den? Tror du ikke, at han, der beder dig om at kalde på ham, holder sit løfte? Tror du ikke, han ved råd for dine vanskeligheder? Han forsikrer gang på gang i sit ord, at han er trofast. Han er til at stole på!

Du kan være forvisset om, at den, der stoler på ham, ikke bliver skuffet!

»Jeg víl kundgøre dig store og lønlige ting, du ikke kenden« Jer. 33,3.

Dette svar får den, der råber til Gud.

Vi er ikke ud fra vore egne forudsætninger i stand til at forstå Guds ord. Dette kan føles som en vanskelighed. Det kan også føles som en hindring for vort liv med Gud og for, at Gud skal kunne bruge os i sin tjeneste.

Denne følelse er pinefuld, men den er sund og god for en kristen. Den giver os den rigtige indstilling både til os selv og til Gud og til den gerning, han har sat os i.

Vi har ikke kendskab til alt, hvad der er nødvendigt at vide for vort liv med Gud og for vor gerning i Guds rige. Hvis vi ikke indser det, vil det gå helt galt med os.

Lad os derfor se den sandhed i øjnene, at vi ud fra os selv mangler den vigtigste forudsætning for vort åndelige liv og for vor gerning. Så bliver vort hjerte åbent for Herrens løfter til os: »Jeg vil kundgøre dig store og lønlige ting, du ikke kender.«

Dette skal du tage til dig, du der altid kommer til kort med dig selv og ofte ikke ved ud eller ind om, hvad du skal tænke og gøre. Gud har givet dig denne opfordring: »Kald på mig, så vil jeg svare dig«

Alt det, Gud ønsker, vi skal være og gøre, vil han selv virke i og gennem os. Han vil selv åbenbare sit ord for os. Han giver os den Änd, som er af Gud, for at vi skal kende det, der er givet os af Gud, og være i stand til at tage det til os og gøre brug af det.

Men du må lære at søge svaret i Guds eget ord, når du kalder på ham. For det er gennem sit ord, han opfylder dette løfte om at forkynde os ting, vi ikke kender.

(Andagter af Øiovind Andersen fra VED KILDEN - 25.- 26 april. - DANSK LUTHERSK FORLAG 1978   Shafan 28-04-22)