1.Alle Christne siæle skynder
Eder op til bøn og bood,
Faste-tiden nu begynder,
Og fremviser Jesu blod.
All den deel der græde kand,
Alle øjne staaer i vand,
Alle hierter sukker, bløder,
JEsus til sin pine møder.

2. Ingen kand den jammer sige,
Som man her paa jorden saae,
Gud sin søn af himmerige
Lod til pine-bænken gaae,
For at faae os frelst og frie
Udaf syndens slaverie,
Og en evig helved-plage,
Derom tale disse dage.

H.A.Brorson
Troens Rare Klenodie (1739)
(Kalliope.org)

PÅSKETEKSTER

Vinduer mod Jerusalem  - Af Dag Risdal	Se, vi går opp til Jerusalem! - Af Kristian Fagerli
Jeg må gå fri -   Sange af Anne Kristine Haahr	På avstand - Af Egon Jensen
Tre ved et bord - del 1 -      Tre ved et bord - del 2  -     Tre ved et bord - del 3 -     (Hele artiklen som PDF) Af Asbjørn Aavik - "Efter påskemorgen - Jesus møder sine svigtende børn"   - Emmausvandrerne
Påskeord hos Sakarja - Af Nils Dybal Holthe	Timen er kommet - Af Kjell Dahlene
Kom meg i hu i dit rike! - Af Hans Erik Nissen	Stedfortreder og forsoner - Af Carl Fr. Wisløff
KORSORDENE af  Hans Erik Nissen  -	4. Korsord: Min Gud, Min Gud! - 5. Korsord: Jeg tørster
6. Korsord: Det er fuldbragt 1-2  -  3-5  -  6-7 -	7. Korsord: I dine hænder - Hans Erik Nissen
Vårt skyldbrev - Af Per Bergene Holm	Eksamen ved en båd - Af Asbjørn Aavik
Fra nådestolen vil jeg tale med deg -- Av Olav Hermod Kydland	Føregarden - samlingsplass og skiljeplass - Af Otto Jakobsen
Fader - Af Hans Erik Nissen	Knust   - Av Odd Eivind Stensland
Offerlammet Jesus  - Af Erik Høiby	Den store forsoningsdag - Af Wilhelm Busch

FRYGTER DU IKKE ENGANG GUD

Den ene røver siger disse ord til den anden. Hans åndelige erkendelse er bemærkelsesvær­dig. Han ser, at bag hån og spot ligger mangel på gudsfrygt. 

Hvad vi siger om Jesus, er bestemt af vort forhold til Gud. Når Bibelen siger, at vi skal dømmes efter gerninger, betyder det ikke, at en eneste af dem kan frelse os, men i Guds øjne afslører de, hvordan vort forhold er til ham. 

Gudsfrygt udgør den store forskel på de to røvere. Også i dag trækker gudsfrygt et skel i menneskeheden. Uden den kan et menneske hænge på et kors og være øjeblikke fra evighe­den og så alligevel ophøje sig over sin skaber og frelser, ja, tilmed møde ham med hån og foragt. 

Døden lærer dig ikke gudsfrygt. Det gør deri­mod mødet med Herren i hans ord. Det gamle testamente lærer dig at frygte Gud, og i Det nye testamente understreges det ikke mindst af Jesus. Bibelens samstemmige vidnesbyrd viser, hvor velsignet det er at lægge sig i den levende Guds hænder; men også hvor forfær­deligt det er at falde i dem. For Gud er en for­tærende ild. I mødet med ham skal alle engang bøje knæ og bekende, at Jesus Kristus er Her­ren. Men så er det for sent at omvende sig. Det er nu, det er nådens tid. I dag er frelsens dag.

(Fra "Det er fuldbragt" - reflektioner over Jesu syv korsord - af Hans Erik Nissen - LogosMedia 2008 - Shafan 13-03-13)

1) Jeg ser dig, søde Lam, at stå
på Zions bjergetop.
Men ak, den vej, du måtte gå,
så tung, så trang derop!
O byrde, som på dig var kast:
al verdens skam og last!
Så sank du i vor jammer ned
så dybt, som ingen ved.

2) Uskyldig Lam! så ynkelig
du ville ofres hen.
Din kærlighed har bundet dig
at få os løst igen.
Du led og sled vort fængsels bånd
med naglet fod og hånd;
du gik som løve af din grav,
vor død du plyndred af.

Hans Adolph Brorson (1765).
Den danske Salmebog nr.572,1-2

3) Til Emmaus går vejen tit
i følgeskab med sorgen.
I mørket går vi skridt for skridt,
der er så langt til morgen!
Klar op vort mod,
lys for vor fod,
stå op, gå os i møde,
stå op for os af døde!

4) Luk skriften op og hjertet med,
lad påskesolen skinne,
så uforstand og tungnemhed
som tåger må forsvinde!
Da skal al trods
forgå i os,
som sten fra graven vælte,
som dug for solen smelte.

Luk 24,13-35 Johannes Johansen 1976 og 1990.
Den danske Salmebog nr.245,3-4

Tre ved et bord (Del 1)

To af de tre går ad en ganske almindelig landevej mel­lem Jerusalem og Damaskus. Den tredje indhenter dem og følger med.
De to er disciple. 
Den tredje er den opstandne Jesus Kristus. 

Dette finder vi nedskrevet i Lukas-evangeliet 24,13- 35. Tag dig nu tid til at læse det afsnit langsomt igen­nem. Under et guddommeligt lys fra oven og ved Den hellige Ånds ledelse vil der blive ret mange pauser for dig og mig. For der sker noget undervejs. Der bliver nogle stop i vor vandring, sådan som der blev det for de to, fordi den tredje indhentede dem. Ord fra Jesus, der standser os og bliver til personlig ransagelse. På­trængende spørgsmål om mit discipelforhold til ham, der opsøger mig på ny og tager sig tid til at vandre nog­le stadier sammen med mig. 

De to var ikke hedninger fra grænselandet mod Ty­rus og Sidon. De var heller ikke turister fra en vestlig provins i det romerske verdensrige. Det var troende mennesker. To disciple. Vi læser ud af sammenhæn­gen, at de ikke blev regnet til de tolv. De har muligvis været blandt de halvfjerds, som Jesus sendte ud. Det finder vi heller ikke nedskrevet. Vi får navnet på den ene - Kleopas. 

Netop denne baggrund gør tekstafsnittet fra vort evangelium så levende og dagsaktuelt. Det er Jesus ef­ter påskemorgen. Det er Frelseren, der opsøger og indhenter de svigtende børn. Det er disciple med tyn­gende tvivl. En bedrøvet vanding på en støvet lande­vej. Det er hyrden Jesus, som tager sig tid til at vandre disse stadier med dem for at hjælpe, retlede, trøste og formane. 

I dag er det os, han indhenter - dig og mig, der blev hans børn. En discipel, men en, som trænger til et nyt besøg af den opstandne og sejrende Jesus Kristus. 
For det første er der da to ting, som særligt kende­tegner disse vandrere,før Jesus indhenter dem.

(Fra "Efter påskemorgen - Jesus møder sine svigtende børn"- af Asbjørn Aavik -Dansk Luthersk Forlag 1985 - Shafan 28-02-13)
 

1 Hvor lifligt er det dog at gå
med Jesu ord i munde,
hans sår, hans død at tænke på
og alt hans værk begrunde!

2 Den glæde to disciple fik,
så deres hjerter brændte,
da ud til Emmaus de gik,
og Herren sorgen endte.

3 Thi Jesu kors, hans død og grav
var deres vandrings tale,
som dem et smerteminde gav,
det ej de kunne svale.

4 Men Jesus var dog i den nød
så ganske nær til stede,
at han, de tænkte være død,
var standen op med glæde.

5 O Jesus, o, du ved, jeg går,
din pilegrim og borger,
i disse korte verdensår
fuld af titusind sorger.

6 Dig vandrer jeg så gerne med,
opstandne Jesus milde,
til Himlen jeg i dine fjed
så gerne følges ville.

Luk 24,13-35 Thomas Kingo 1689.
  Den Danske Salmebog  nr. 244