»Da skal det være med Himmeriget som med ti jomfruer, der tog deres lamper og gik ud for at gå brudgommen i møde. « Matt. 25,1.
I lignelsen om de ti jomfruer skildrer Jesus tilstanden blandt de kristne i tiden umiddelbart før hans genkomst. Det bliver søvnens tider, alle slumrede ind og sov.
Det er karakteristisk for den sidste tid, at de kristne ikke forstår, hvad der sker rundt om dem, og at de ikke kan skelne mellem det, der er kristendom, og det, der blot ser ud til at være det.
Da brudgommen kom, var kun halvdelen parat til at tage imod ham. Det er et billede på, at en stor del af kristenheden ikke er parat til at tage imod Jesus, når han kommer.
I lignelsen siges der om de uforstandige jomfruer, de, der ikke var parat til at tage imod brudgommen, at de ikke havde olie på lamperne, så de slukkedes. Det rejser spørgsmålet: Hvad er olien i lamperne billede på?
Det må være et billede på noget, som mange bekendende kristne mangler, og som gør, at de ikke bliver frelst, når Jesus kommer igen.
Der er givet mange svar på dette. Men Jesus har tydeligt sagt, hvad det er, de mangler. Han vil sige til dem: »Jeg kender jer ikke!« v. 12.
De, der ikke bliver frelst, kender ikke Jesus, og derfor kender han heller ikke dem, for det er to sider af samme sag. Som Jesus siger i Joh. 10,14: »Jeg kender mine, og mine kender mig.«
Det evige liv består i at kende Jesus. Joh. 17,3.
Ved den tid, da Jesus kommer igen, vil der være en stor del af kristenheden, der ikke kender ham.
Derfor gælder det om at prøve sig selv for Guds ansigt. Det er ikke nok at være med i al mulig kristelig aktivitet. Det er netop denne kristelige aktivitet, der luller så mange ind i åndelig søvn.
»Våg derfor,« siger Jesus, »for I kender hverken dagen eller timen!« Har du lært Jesus at kende? Ved du, at du ejer ham?
(Andagt af Øivind Andersen - VED KILDEN - DANSK LUTHERSK FORLAG 1978- Shafan 24-11-22)