»Talsmanden, Helligånden, som Faderen vil sende i mit navn, han skal lære jer alt og minde jer om alt, hvad jeg har sagt til jer. Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver. Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst!« (Joh 14 26-27).

Jesus siger her til sine disciple, at han udmærket er klar over, at de hverken kan huske eller forstår særlig meget af det, der er sket. De forstår ikke, hvad han har sagt, og hvad han har gjort - men hvad værre er: Ofte aner de intet om, hvorfor han gør eller siger et eller andet. Selv efter opstandelsen forstod de så lidt. Først pinsedag fornemmer vi en slags afklaring hos dem, ikke mindst hos Peter, som pludselig forkynder evangeliet med saft og kraft, sirnpelthen fordi Helligånden nu vejleder Peter, udlægger Skriften for ham, overbeviser ham om sandheden.

Også dette havde Jesus forberedt dem på. Når de vil anklage jer, sagde han, så skal I ikke være bekymrede for, hvad I skal svare; Helligånden skal nok give jer de rigtige ord og endda sørge for, at jeres anklagere ikke får et ben til jorden.

Sådan sagde Jesus det ikke, ikke med de ord, men meningen var den samme: Helligåndens gerning er at lyse op, så man kan se Jesus. Eftersom apostlene var de første vidner, var det vigtigt, at det, der blev overleveret, ikke skete efter et eller andet tilfældighedsprincip. Den menneskelige hukommelse er ikke altid lige pålidelig, og Gud var nødt til at sikre sig imod misbrug af hans ord. Derfor fik apostlene et særligt mandat, og derfor hjalp Helligånden både med betydningen af det, Jesus havde sagt og gjort, og også i det hele taget med at kunne huske det hele og vel at mærke huske det rigtigt! (Og mennesker har så alligevel forsøgt at forvanske Ordet lige siden, men den slags må vi leve med indtil dommedag.)

Fred, siger Jesus. Det er det, han vil give os. Det er ikke som når Finn og Jakob taler sammen, og den ene spørger, hvad fred er for noget, og den anden så svarer, at det er, når Gudrun er til porcelænsmaling!

Betyder det, at så kan vi bare læne os tilbage, for der er fred og ingen fare? Absolut ikke. Jeg havde nær skrevet, at med den fred, Jesus giver, bliver der først krig. Hvor verden tidligere var vores ven og Gud vores fjende, er det præcis modsat nu. Guds søn har nemlig navnet Immanuel, som betyder »Gud med os« - og det er lige, hvad han er. Men har verden hadet ham, vil den nu også hade os. Det betyder ikke, at vi ikke kan finde venner her i verden og ikke skal forsøge at komme overens med vores medmennesker, selvfølgelig skal vi det, men nu lever vi pludselig som fremmede i denne verden, altid er vi klar til at bryde op og drage til vores egentlige hjem. Se, det kan man kun vanskeligt forklare nogen, og ofte har jeg mig selv og mine kristne brødre og søstre mistænkt for at have det så fredeligt, fordi vi ikke spiller med åbne kort. Vi tilpasser os den verden, vi lever i; vi gør det i en sådan grad, at det ikke er til at se forskel.

Og for lige at rydde en oplagt misforståelse af vejen: Forskellen på en kristen og en ikke-kristen er ikke - siger og skriver: ikke - antallet eller kvaliteten af gode gerninger. Forskellen på disse to, den evige forskel er Kristus: Den ene tror på ham og bekender ham som Herre og frelser og herlig Gud, den anden gør ikke. Det er forskellen.

Denne afgørende forskel har også afgørende konsekvenser. Tro betyder trængsler. Trængsler er især trængsler for troen. Vel er der mennesker, der lider frygteligt, fordi de bærer Kristi navn med sig overalt, dem skal vi bede for, dem skal vi hjælpe. Men troens kamp er kampen for evangeliets sandhed, og den kamp har vi alle vegne. Når vi er alene, når vi læser i Bibelen, og når vi ikke gør det; i menighederne og kirkerne, overalt!

Her, i kampen for troen og ikke i kampen for moralsk oprustning, her, i kampen for evangeliets sandhed og ikke i kampen for den ene eller den anden måde at udføre et eller andet ritual på, her, i kampen mod økumenisk tågesnak om kristent fællesskab trods anden tro end retfærdiggørelse ved tro - her finder vi troens kamp.

Men den største kamp finder vi i os selv. Det er en sorg hos os og bliver aldrig andet, at ligegyldigt hvor gerne vi vil være rene, finder vi os hele tiden syndige og uretfærdige og troløse og feje uden lyst til Guds ord, uden lyst til at slippe noget af alt det, vi ved er under Guds vrede. Og vi råber til Jesus om at komme os til hjælp, at frelse os fra det, - og således gik endnu en dag med masser af ufred.

Men Guds fred har vi. Den kan ingen tage fra os. Alt det andet, alt det, der forstyrrer os og sårer os nu, det forsvinder snart. Guds fred er evig.

( Thomas Teglgaard - JOHNN - LOHSE 2016  - Shafan - 23-05-23)