»Kast ikke eders frimodighed bort.« (Hebr. 10,35).

Over denne tekst har jeg talt ofte, men aldrig for andre, kun for min egen forsagte sjæl. Nu glæder jeg mig til at holde dette trøsterige ord frem for os alle, idet vi samles her til dette møde.

Her sidder vi nu kendte og ukendte venner fra nær og fjern. Og når vi sådan sætter os sammen i en stor og festlig skare af Guds folk, da er der måske mange af os, som føler sig lidt mere trygge og rolige, end da vi gik hjemme hos os selv. Men så er der måske andre iblandt os, som føler ensomheden og forsagtheden stærkere her mellem alle de glade og forventningsfulde ansigter.

Og selv de, som føler sig frimodigst i denne stund, kunne nok ønske, at de ejede denne frimodighed i det daglige, når frimodigheden trænges tusinde gange mere end i en festlig stund. For vi ved af bitter erfaring, at der er ikke meget, man så hurtigt kan miste eller kaste bort som netop frimodigheden.

Den gamle salmist siger i Salme 138,3: »Du gjorde mig frimodig. I min sjæl kom der styrke.« 

Var det ikke det, som skete med os, da vi blev troende? Da vi gik der overvældede af vor synd og bedrøvede indtil døden, da gjorde han os frimodige ved at vise os sine vunder og sår. Vi så det Guds lam, som bar også vor synd. Og det gav os frimodighed. For at blive frelst, behøver vi blot at være en synder, som siger ham den hele sandhed. Vi sagde ham sandheden. Og han gjorde os frimodige og lagde i vort hjerte og i vor mund en ny sang.

»I min sjæl kom der styrke.«

Ja en sjælsstyrke, som vi ikke havde anet, endsige vovet at vente. Kraft til at sige nej til synden, til at leve redeligt med Gud i alle forhold. Frimodighed til at bekende Jesu navn for venner og modstandere, til at finde sig i uret og lade de andre få ret, til at ofre tid og kræfter og penge for Herrens sag, til at møde og bære livets vanskeligheder, sygdom og sorg.

Det var noget forunderligt at føle sig sådan i den almægtige Frelsers nærhed. Det gav en underlig følelse af tryghed og ro, selv når livets bølger gik højest.

Denne frimodighed lægger ikke blot kraft i sjælen. men giver også en rig og stor lykke. Findes der vel nogen dybere lykke end den, som holder i modgangens mørke dage? Kan du tænke dig nogen større lykke her i trængselens land end det frimodige og muntre sind, som ikke kan kues af nogen nød, fordi det ser Herrens vej og Herrens nåde tværs igennem modgang, fattigdom, sygdom, sorg og død.

Og hvor er disse mennesker en velsignelse her på denne vor trøstesløse jord! Har du ikke mærket. hvor let det er at leve sammen med disse frimodige mennesker? Det er som et friskt pust fra de himmelske høje, når de i deres mange små og store vanskeligheder vender deres øjne opad mod ham, hvorfra de venter al Hjælp.

*

Der er mange troende, som har ejet, men siden har mistet denne frimodighed. Måske også sådanne findes her. Du har blot nogle lyse minder tilbage om de dage, da den hellige frimodighed gjorde din sjæl stærk, da du kunne bære livets små og store prøvelser ikke blot med ro og selvbeherskelse, men med en stille fred i Sjælen.

Hvordan mistede du den så?

Ja, det er en lang og tung historie, som piner dig lidt, hver gang du træffer en frimodig kristen på din vej.

Måske du kender dig selv i det lille ord om kong Josafat: »Og hans hjerte blev frimodigt på Herrens veje« (2.Krøn.17,6). Alene på Herrens veje bevares frimodigheden.

Men vi går jo hver dag mer eller mindre bort fra Herrens veje. Hvordan kan da en eneste af os bevare frimodigheden?

Mærk vel, at det er ikke synden, som tager frimodigheden fra den troende; men det er det, vi gør, efter at vi har syndet. Det afgørende er, om vi bekender synden uden svig og således får Guds kraft til at afsky den, eller vi undskylder og besmykker den og glider ind i et hemmeligt forbund med den. Da mister vi frimodigheden til at se Gud ind i øjnene.

Hvor mange troende går ikke i dag med nedslagne øjne, fordi de har sluttet fred med kødets lyst og ikke længere bekæmper den i redelighed. Andre har givet efter for deres forfængelighed eller menneskefrygt eller magelighed eller begyndt at skikke sig lige med verden. l den sidste tid er det måske pengene, som har taget frimodigheden fra de fleste.

Når du nu søger at samle din sjæl i bønnen eller om ordet eller i de helliges samfund, så kommer samvittighedens stille, men alvorlige stemme og siger: Gud har ingen glæde, og du har ingen velsignelse af al din bøn og læsning, deltagen i møder og gaver. Du er en vederstyggelighed for ham på grund af din falskhed. Han venter nu blot på een ting af dig, at du skal tilstå det hele og gøre op der, hvor du har sveget ham.

Når frimodigheden går, kommer bekymring og forsagthed ind i stedet for. Til korset tør du ikke se; thi der møder du din Frelsers ransagende og sørgmodige blik. Så forsøger du at trøste dig selv og håbe det bedste, særlig håber du, at det skal blive bedre siden. Og så lever du videre uden fred og vished. Din livssaft svinder hen som ved sommerens tørke.

Tung i sind, som du er, overmandes du af dit gamle sind. Du sårer dine kære ved hidsighed eller gnaveri eller tavshed. Medgangen kan ikke glæde dig, og modgangen har du ikke længere nogen kraft til at bære. Den, som ikke kaster sin sorg på Herren, han må bære den selv. Og så vælter bekymringerne ind over dig. Og ubarmhjertigere fjender har vi ikke. Hvor kan de sejgpine et menneske dagen lang og natten med.

Der er mange sådanne kraftesløse og forsagte folk med i kristeligt arbejde rundt om i landet i de forskellige organisationer og samfund. Ja, de sidder endogså i ledende stillinger og hindrer således Herrens sag i deres by, i deres sogn og på deres egn.

Det, de udretter i Guds rige, udretter de som lovtrælle uden indre villighed og glæde og uden tro. En del af disse forsagte er gledet helt ud af de troendes rækker. De har nok med deres eget og ejer ingen Interesse og ingen tid mere til at ofre sig for Herrens sag. De kommer dog endnu af og til til møderne.

Men Herren har ikke opgivet dig, min lidende ven. Du har heller ikke opgivet Herren. Der er noget inde i dig, som hele tiden har kæmpet for livet. Du går med de dyrebare minder. Af og til vågner længselen i dig efter et helhjertet samfund med Gud og de troende. I verden føler du dig i alt fald ikke hjemme.

Og nu vil Gud atter en gang tale alvorligt med dig. Og her er det én eneste ting, han først og fremmest ønsker at tale med dig om, nemlig det punkt, hvor du sluttede forlig med synden. Og får Gud ikke talt ud med dig om dette, så vil du ikke få nogen velsignelse ud af disse møder. Men tager du opgøret med ham nu straks i dag, så skal du få en uforglemmelig velsignelse ud af alt det, som her vil blive talt. Ordet skal lægge sig som balsam i din sjæls sår. Og du skal med den gamle salmist erfare, at Ordet er sødere end honning.

*

Der stod om Josafat: »Hans hjerte blev frimodigt på Herrens veje, og han bortskaffede offererhøjene og Astartebillederne.«

Der er også i dag afguder, som må bortskatfes. Der er nogle forsagte sjæle her, som straks ved, hvad Gud mener med dette. Du ved, hvilken synd det er, som er blevet dig kærere end det fortrolige samfund med Herren.

Men der er sikkert også nogle her, som er gledet så langt bort fra den daglige selvprøvelse, at de ikke længere ved, hvor deres hjerte er bundet. Måtte det blive en selvprøvelsens dag for dig her!

Meningen med disse møder var, at vi i fællesskab stiller os ind under vor store læges undersøgelse, villige til en hvilken som helst operation, som han end måtte foretage på os. Å, om han måtte få lov til at operere alle sine hjertesyge, samvittighedsdømte venner her i dag! Det ville sætte synlige frugter i vore hjem, i vore foreninger, i vore bestyrelser, i byerne, i sognene, ja i hele vort land.

Vil du så bortskaffe afguderne?

Det kan ske i dette øjeblik. Overgiv du dig til Herren, så klarer han resten og hjælper dig af med afguderne. I samme nu tør du igen se din Frelser lige ind i øjnene. Og så har du fået din frimodighed tilbage! Udsigten til korset er da fri! Forjættelserne har igen sin gamle, liflige klang. Du hører din Frelsers stemme i dem alle. Ved Jesu blod har du igen frimodighed til at gå lige ind i helligdommen. Frelsens fryd fylder din visne sjæl, og du går herfra som et nyt Menneske.

*

»Kast ikke eders frimodighed bort!«

Det er Jesu ømme og alvorlige råd til sine venner her i dag. Han ved, hvad frimodigheden betyder for vort forhold til Gud, for vor kamp imod syndevanerne, for vort arbejde i Herrens gerning og under vore lidelser. Denne frimodighed er et dagligt under i vore sjæle. Den beror ikke på naturlige anlæg i et lyst og let sind, heller ikke på ydre livskår, hverken et stærkt legeme eller en sikker stilling eller gode forbindelser eller penge i banken. Nej, det er troens frimodighed, vi taler om. Den, som vi har i Jesu blod (Hebr.10,19).

Lad intet tage denne frimodighed fra dig. Lad ikke din synd tage den.

»Forser du dig, så gå den vej, du ved,
Og lad dig straks i Jesu blod forbinde.
Så er din fejl, og hvad du har forset,
Som aldrig sket.«

Lad heller ikke dine daglige nederlag tage frimodigheden fra dig. Sålænge du taler åbent med Jesus om dine nederlag, skal du hver dag i frimodig kamp møde dine gamle syndevaner. Husk hans kærlige ord: »Eders hjerte forfærdes ikke! Tror på Gud, og tror på mig!« (Johs. 14,1).

Og vi ved det jo alle: trængsel, modgang, fattigdom, sygdom, sorg og død tager sig anderledes ud, når vi står ved Jesu side. At være et Guds barn giver os en hemmelighedsfuld livsdygtighed til at møde alle livets forhold. Den hellige Gud har taget os op af vor synd og for Kristi skyld tilgivet os alle vore synder. Han satte os på sit skød og slog de evige arme om os og sagde: Nu kan du være rolig í livet og i døden, ja i dommen. Hold du dig til mig, hvad der end kommer. Jeg har antaget mig din sag. Og jeg skal vide at sørge for dig. Intet skal skade dig. Jeg er jo dog den stærkeste i Himmelen, på Jorden og i Helvede. Og jeg skal værge det, som er mit.

Mine venner! Dette giver frimodighed.

*

»Kast ikke eders frimodighed bort,« siger Herren her i dag til sine medarbejdere. Og vi er alle hans medarbejdere, såfremt vi er hans børn. Han trænger til frimodige medarbejdere. Og skulle nogen have grund til at være frimodige i arbejdet, så er det os, som er Herrens medarbejdere.

Vi kan miste frimodigheden i vort arbejde, særlig på to måder.

For det første ved at slippe partiånden ind, ved at arbejde for mig og mit parti, mit samfund, i stedet for at stå overbevist og glad i mit samfund og arbejde for Kristus. På den måde mister man frimodigheden både overfor Gud og brødrene. Og det værste af alt, man mister Guds velsignelse. Og det er trælsomt, mine venner, at arbejde for Herrens gerning uden Herrens velsignelse. Det har vi vist alle bitre erfaringer om.

For det andet mister vi frimodigheden under vort arbejde, når vi ser på vanskelighederne i stedet for på Herren. Det har taget frimodigheden fra mangen ærlig og trofast Herrens arbejder.

I forældre, I lærere, som arbejder i foreningerne, i bestyrelserne, I, som prædiker Guds Ord, I, som står i de ledende stillinger med det store ansvar, jeg føler trang til at sige eder så broderligt, som jeg kan: »Kast ikke eders frimodighed bort! «

Husk, at al Herrens gerning døbes i vanskeligheder. Og nu har vi særlige vanskeligheder. Og får flere! Hedenskabet, det bevidste og antikristelige, trænger nu ind både i de højere og lavere lag af vort folk. Fortielsen og fornægtelsen af korsets gamle evangelium trænger mere og mere ind både i vor kirke og i vor skole. Mammonstrældommen og forlystelsessygen griber mere og mere om sig blandt unge og ældre. Den økonomiske nedgang vil gøre det vanskeligt for os at få vore budgetter til at balancere. Missionsselskaberne lider hver dag vældige tab på valutaen.

Midt i alle disse vanskeligheder står Herren og siger til os: »Kast ikke eders frimodighed bort!« Jeg skal give eder de folk, I trænger til, og penge nok til al min gerning. Stol på mig! »Sagde jeg dig ikke, at dersom du kunne tro, skal du se Guds herlighed?«

Hør det, du fader og moder, som kommer fra den lille menighed i dit hus, hvor du har din store, men lidet bemærkede stilling. Du elsker dine børn og beder daglig om, at de må blive frelst. Men efterhånden, som de vokser til, erfarer også du sandheden af det gamle ord: »Små børn, små sorger, store børn store sorger.« Du ser, hvorledes verden sluger dem mere og mere. Og når du tænker på de frygtelige fristelser, som i denne tid lægger sine garn ud efter de unge, så synes du, det er så håbløst, at dine børn skal blive frelst. Og denne håbløshed bliver endnu værre, når du ser på dit eget sløve kristenliv i hjemmet og dine mange forsyndelser også mod børnene, hvorved du vanærer Guds navn og svækker børnenes respekt for kristendommen.

Kære forældre! »Kast ikke eders frimodighed bort!« Gå til Gud med dine fejl og forsyndelser mod børnene. Så længe du vandrer i lyset, så renser Jesu Kristi, Guds Søns, blod fra al synd, og så længe er han mægtig til at gøre godt igen alt det, som du gjorde ilde - også overfor dine børn. Og mist ikke modet, når du tænker på, at dine børn skal ud i den store og farefulde verden. Hans frelse er indrettet just for folk i denne onde og farefulde verden. Og for at det skal blive lettere for dig at bede for dine børn med tro og håb, så husk, at det ikke blot er dig, som elsker dem. Du, som er moder, har båret dine børn under dit hjerte og født dem med smerte; men din frelser er gået i døden for dem. Han elsker dem højere, end du nogensinde kommer til at elske dem. Og han - deres evige ypperstepræst - beder for dem hver dag. Bøj du nu dine knæ ved hans side og husk så, at han og du skal elske og bede dine børn løs fra synden helt ind i Himmelen. Det giver daglig ny frimodighed.

Du lærer og lærerinde, som kommer fra din skoles klasseværelse, hvor du slider dig op, :måske under så ringe påskønnelse og megen kritik, kast ikke din frimodighed bort. Hold kun ud i enfoldig bøn for de små og for din stille gerning imellem dem hver dag. Og husk hans eget ord: »Hvad I har gjort mod en af disse mine mindste, det har I gjort mod mig.« Og synes du, at der er kun ringe frugt at se efter din gerning i de små sjæle, så syng det gamle vers:

»Men pløj din fure, strø Guds sæd,
Er jorden dig for tør, så grædl
Vil gråden kvæle røsten,
Så tænk på gyldenhøsten.«

Thi »de, som sår med gråd, skal høste med frydesang.« Og når de troende lærere og lærerinder engang får deres neg at se, da skal himmelen genlyde af deres forundring, og gennem al evighed skal de takke Herren for skolestuen, for lærergerningen --- og for gråden.

Du trofaste foreningsinedlem som ved, at interessen for foreningen ofte er lille, men kritikken og spliden stor, kast ikke din frimodighed bort! Husk, at det regelmæssige og stadige, vedvarende arbejde i foreningen er rygraden, som bærer alt det øvrige frivillige arbejde, ikke blot økonomisk, men også åndeligt. Føles det tørt og trægt og uåndeligt ved møderne, så gå du enfoldigt til Herren og bed ham give eder det, I mangler. Han ønsker at forherlige sit navn, og aldrig er det lettere for ham, end når I er kørt ganske fast.

Du, som taler Guds ord, enten du gør det som præst eller missionær eller uden nogen fast ansættelse, kast ikke din frimodlghed bort! Den redelige forkynder, som prøver sig selv for Guds ansigt, har ofte let ved at miste frimodigheden. Ikke blot det, at du er en dårlig taler, men der er så liden ånd og kraft i din tale, så liden omsorg for sjælene, så liden overensstemmelse mellem dine stærke ord og dit svage liv, så megen æresyge og forfængelighed og anden urenhed i sjælen, som hindrer åndens virkning gennem din forkyndelse.

Mist ikke modetl Men husk, at Gud bruger lutter fejlende og ufuldkomne tjenere. Læg alle fejl og al urenhed daglig frem for ham, så skal hans blod rense dig og gøre dig skikket til gerningen fra dag til dag. Og glem ikke, at det er ånden, som lægger den frelsende kraft ind i dine svage og fattige ord. Det er altså ikke dig, som skal gøre dine ord stærke og virkningsfulde. Og når du trykkes af ansvaret og lider forud for hvert eneste møde, så må du ikke tage det som et tegn på, at du ikke skal tale Guds ord, men tage det som et tegn på, at Herren kan bruge dig. Skal sværdet bide, må det slibes. Men det er smertefuldt, når Herren sliber os. Og en forkynder må være villig til at udholde svære sjælslidelser for sin forkyndergerning, hvis Herren stadig skal kunne bruge ham.

Du, som står i en ledende stilling i Guds rige, kast ikke din frimodighed bort! På grund af din stilling har du mere overblik end de andre. Derfor ved du også, hvor ansvarsløst de mange kristne lever deres liv på land og i by. Hvor let de kaster ansvaret fra sig over på de andre. Du ved også, hvor kritikken florerer. Gør man intet, så er det galt. Gør man noget, så er det galt gjort. Gør man meget, så trækker man for store veksler på de troendes offervilje.

Mist ikke modet. Det, du ser, viser dig jo, hvor nødvendigt det er, at nogle føler ansvaret. Og det skader ikke, at du får at se, hvor lidt man skal regne med mennesker. Så drives du til at se mere opad og regne mere med Herren. Og det skal give frimodighed, ikke blot til dig, men også til dem, der har sat dig i den ledende stilling. Thi frimodigheden i Gud har en egen evne til at meddele sig til andre. Den har noget af det uimodståelige ved sig.

Det er, som om jeg hører Herren sige til de troende i dag: »Så omgjord dine lænder og stå frem og tal til dem, alt hvad jeg byder dig! Vær ikke ræd for dem, at jeg ikke skal gøre dig ræd for dem! Og jeg, se jeg gør dig i dag til en fast stad, til en jernstøtte og en kobbermur mod hele landet, Judas konger og fyrster, præsterne og almuen; de skal kæmpe imod dig, men ikke kunne magte dig; thi jeg er med dig for at frelse dig, lyder det fra Herren« (Jeremias 1,17-19).«

(O. HALLESBY - Kapitel om frimodighed - i TROENS LYDIGHED OG ANDRE TALER - Holdt i Danmark i januar 1934 -
Forlaget O.Lohse København 1934  - Shafan 15-02-2023)