Men hvad med et menneske, som føler sig fuldstændig fotladt og svigtet af Gud - som råber, men ikke får svar, ganske som det hedder i Jobs bog kap. 23, 8-9: »Går jeg mod øst, da er han der ikke, mod vest, jeg mærker ej til ham; jeg søger i nord og ser ham ikke, drejer mod syd og øjner ham ej.« Hvad har en sådan ulykkelig stakkel at holde sig til?

Så siger Herren: »Jeg forlod dig et lidet øjeblik, men favner dig i stor barmhjenigbed. jeg skiulte i skummende vrede et øjeblik mit åsyn for dig, men forbarrner mig med evig kærlighed, siger din genløser, Herren. Om også bjergene viger, om også højene rokkes, min kærlighed viger ej fra dig, min fredspagt rokkes ikke, så siger Herren, din forbarmer.» Esaj. 54, 7-8 og 10.

Dette har Herren talt. Grib om hans ord, og du skal ikke blive til skamme! Men her vil måske nogen sige: jeg må nødvendigvis have sikkerhed for og vished om dette.
Nu vel - men hvad mener du egentlig hermed? Hvad bedre sikkerhed vil du have, end Guds eget ord? Har Gud givet dig er ord, et løfte, og stadig står fast derved, så kan du ingen bedre sikkerhed få.

Når en troværdig mand, om hvis sanddruhed du ikke er i tvivl, har givet dig sit ord i en sag, så regner du med det og siger, at du er fuldt forvisset derom -- du har jo hans ord.

Der findes vel også en følelsens vished, men denne fortjener næppe nok navnet af vished. Troen holder sig til, hvad Gud har sagt. Er end følelsens vished den lifligste, så er dog troens vished den tryggeste. Dine følelser kan svinge, ja helt forsvinde, men hvad du ejer, nedlagt i Guds løfte, har du altid i behold.

Siger du nu, at du mangler tro - at din tro er så svag, at du ikke kan gribe og holde Guds løfter fast, se, da fører du ærlig tale. Imidlertid er troens Helligåndens værk. Hverken troen eller Ånden kan man tage af sig selv. Spørger du da: Har Gud et ord til den, som mangler troens gave, den, hvis tro er svag? findes der et løfte, der passer for en sådan? så hør, hvad Jesus siger: »Når da I, som er onde, forstår at give jeres børn gode gaver, hvor meget snarere vil så ikke Faderen fra Himmelen give Helligånden til dem, som beder ham!« Luk. 11,13.

Når Jesus har sagt det, så tag ham trøstigt på ordet og sig: Herre, mig ske efter dit ord!
Men, siger en anden, jeg ville ønske ikke blot at have løftet at holde mig til, men også at se det opfyldt. Der er ting, jeg i tro til Guds løfter har bedt om i ti eller tyve år, men uden at bønnen endnu er blevet opfyldt. Hvad skal jeg tro og mene om dette?

Du skal for det første betænke, at når Jesus lærte os at bede: Vor Fader ske din vilje, og når han selv personligt bad: Ske ikke min vilje, men din! så har han dermed lært os, at der er forhold, hvor Guds tanker og Guds veje ikke falder sammen med vore, men dog altid er godhed og trofasthed. For det andet ser vi af Ordet, at Gud undertiden tøver med bønhørelsen, dog altid til vort bedste, og at vi bør bie på ham. »Bi derfor på mig, så lyder det fra Herren, på dagen, jeg fremstår som vidne.« Zef. 3, 8. »Bi på Herren, fat mod, dit hjerte være stærkt, ja bi på Herren.« Sl. 27,14. Lad Herren have sin tid! »Løftets moderskød skal snart åbne sig og føde, det skal ikke gå over den fastsatte tid.« »Og salig er hun, som troede, thi det, der er sagt hende af Herren, skal gå i opfyldelse.« Luk. 1, 45. Dine anfald af vantro kan ikke gøre hans trofasthed til intet. »Er vi utro, forbliver han dog tro, thi fornægte sig selv kan han ikke.« 2. Tim. 2, 13. Herren holder sin pagt og sine løfter i ære. Det lyder med mægtig kraft i hans øre, når et menneske tillidsfuldt siger: Herre, mig ske efter dit ord!

Ja, det er sandt. Guds vilje er den bedste. At følge den er vor lykke. Men hvad skal da jeg gøre, som i en ganske bestemt sag famler i mørke og ikke kan blive vis på Guds vilje?

Befal Herren dine veje, idet du beder: Fader, lad intet ske, lad intet nyde fremme, som ikke er efter din vilje! -- Brug så din forstand og gør, hvad du skønner er ret, men stol på, at Gud vil lede og styre. Han har sagt: »Jeg fører blinde ad ukendt vej, leder dem ad ukendte stier, gør mørket foran dem til lys og bakkelandet til slette.« Esaj 42, 16. »Dine ører skal høre det ord bag ved dig: »Her er vejen, I skal gå!« hver gang I er ved at vige til højre eller venstre,« Esaj. 30, 21. Ja, dette gør Gud både i timelige og i åndelige spørgsmål. Og har han således lovet at lede os ret, så tag ham på ordet og sig: Herre, mig ske efter dit ord!

Men hvad siger Gud om en, som er bekymret og sørger over de nedslående tilstande, der råder blandt Guds folk, over kirkens forfald i vor egen tid og den gudløshed og sikkerhed, der råder overalt? En, som gerne ville gøre noget for at afhjælpe skaden, men med smerte ser, at han intet formår?

Så siger Herren:
»De går deres gang med gråd, når de udstrør sæden, med frydesang kommer de hjem, bærende deres neg.« Sl. 126, 6. »Glæd dig, Jerusalem! Der juble enhver, som har det kær, tag del  i den glæde, alle, som sørger over det.« Esaj. 66, 10. Og i Ezek. 9,4 byder Herren: »Gå midt igennem byen, gennem Jerusalem, og sæt et mærke på de mænds pander, der sukker og jamrer over alle de vederstyggeligheder, som øves i dets midte.«

Flere eksempler behøves ikke. Det må være nok, at Skriften både vidner og beviser, at »Herrens højre hånd kan forandre alt«, at Gud kan hjælpe í al slags nød. Faderens magt, Sønnens fortjeneste og Helligåndens kraft strækker fuldt ud til. Guds barmhjertighed og gode vilje, hans trofasthed og sanddruhed - alt sammen siger det os, at ingen, som påkalder ham og griber hans løfter i tro, behøver i nogen måde at være ulykkelig eller at sørge som de, der ikke har håb. Er jeg syndig, så er Kristus retfærdig. Er jeg uren, så er Kristus ren. Er jeg svag, så er Kristus stærk. Et jeg faldet ud af arken, så er arken ikke derfor slået sønder, jeg kan blive optaget i den igen. Er min tro liden og vaklende, så er Guds trofasthed stor og urokkelig. Føler jeg mig ensom og sukker efter at opleve Guds nærværelse, så siger Herren: »Se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.« Føler jeg mig magtesløs og ude af stand til at bede ret - se, »Ånden selv går i forbøn for os med uudsigelige sukke.« Bæver jeg for døden, graven og helvede - »Død, hvor er din sejr, død, hvor er din brod?« siger Herren.

Hvis vi virkelig troede dette, hvilket himmerige på jorden, hvilket paradis i de troendes hjerter der da skulle blive! De skulle - fyldt med den dybeste glæde - synge og juble, love og prise, som var de allerede i himmelen. De skulle sige med Paulus: »Er Gud for os, hvem kan da være imod os?« - og med David: »Hvor dyrebar er dog din misknndhed, Gud! Og menneskebørnene skjuler sig i dine vingers skygge!«

C.O.Rosenius - Samlede Skrifter Bind XI Trøst mit folk - Luthersk Missionsforenings forlag 1955   (Shafan 16-09-23)