Således udråber apostelen i det sidste kapitel af brevet til hebræerne. Når tiderne forandres og omskiftes, da er dette en herlig trøst, at Kristus endnu lever og er i går og i dag den samme, ja, til evig tid. Da kan der rådes bod på alt, og alt kan blive godt. Hvilken betragtning kan ved et årskifte være mere trøsterig og kær for kristne - for hvem Kristus er alt i alle - hvilket løsen eller feltråb kan være mere passende for dem end dette: »Jesus Kristus er i går og i dag den samme, ja, til evig Tid!«

I, som kender Kristus, I, som en gang har erfaret, at Herren er god, og har smagt og set, hvor lillig Herren er, hvor stor han er i nåde og barmhjertighed, hvor trofast og hvor mægtig til at hjælpe i alle Ting - betænk og glem aldrig, at netop således er han til alle tider, i dag som i går; i år som i det år, der svandt, ja, til evig tid. Han kan umuligt forandres, han er »Evigheds Fader«, han er aldeles uomskiftelig, under alle tidens omskiftelser den samme. Det er kun her på jorden, i os, i vore tanker og følelser, der er forandring og omveksling. Under alt dette er Kristus aldeles uforanderlig, aldeles den samme - så at hvis vi f. eks. mindes, at han engang har forladt os vore synder aldeles uforskyldt, at han engang har retfærdiggjort os, just da vi var helt ugudelige, og det af idel fri nåde på grund af sin egen fortjeneste, så gør han det samme alle dage. Har han før trøstet os, skønt vi ikke var værdige dertil, men tværtimod havde fortjent at straffes og forskydes, så vil han lige uforskyldt trøste os i dag. Mindes vi, at han en gang friede os fra nød, fra synd og fristelser, da vi ikke selv havde den mindste kraft til at befri os derfra, så ved vi, at han endnu både vil og kan til sin tid gøre det samme. Kan vi fortælle: »Den og den gang var jeg fuldstændig bortkommet, forvildet og forvendt, et fortabt får, men han, den gode hyrde, opsøgte mig og hentede mig tilbage, rørte mig på ny med sit ord og tog mig i sin favn, se, så ved vi, at han også i de kommende tider altid vil gøre det samme; thi han er bestandig den samme. »Jesus Kristus er i går og i dag den samme, ja, til evig Tid.« Han har sikkert ikke bevist os den sidste velgerning. »Han elskede os først.« »Og, som han elskede sine egne, som var i verden (frit, uforskyldt og inderligt), således elskede han dem indtil enden.«

Denne trøst har vi ikke blot af vor egen korte og begrænsede erfaring. Nej, lige fra verdens skabelse, igennem alle århundreder strækker den samme erfaring sig af vor Herres Jesu Kristi nåde og kraft. »Jesus Kristus er i går og i dag den samme, ja, til evig tid !« Når vi ser, hvorledes han før modtog syndere og tilgav de groveste misgerninger, da ved vi, at han også nu gør det samme med os. Når en berygtet, stor synderinde, som græd ved hans fødder, fik det tilsagn: »Dine synder er dig forladt; gå bort i fred;« når Saulus, som var en bespotter og en forfølger, bliver den mest benådede apostel, og David, der efter at have nydt den allerstørste nåde, endnu falder i de blodigste misgerninger, atter får tilsagn om nåde og forladelse, da ved vi, at der ikke er nogen ende på vor Herres Jesu Kristi nåde, at han endnu vil forlade alle dem deres synder, som kommer til ham. Ja, når vi ser, hvorledes han aldrig blev træt af sine disciples skrøbeligheder, hvorledes han stedse tugtede og formanede dem, men aldrig forkastede dem, da ved vi, at han heller aldrig skal blive træt af os. Og når vi ser, hvor villig han var til at høre bøn, selv om bønnen var så kort, at den kun gav sig til.kende ved berøring af hans klæder, da ved vi, at han endnu hører den korteste bøn. Over for alt dette skal vi betænkie, at Kristus endnu i dag er den samme. »Jesus Kristus er i går og i dag den samme, ja, til evig tid.«

Dette er dog en ubeskrivelig stor trøst og en fast borg, når tiderne skifter, og det bliver stormfuldt og mørkt. Da kan en kristen endnu med glæde synge: »Jeg begærer at være under hans skygge og sidde derunder. Du Herre er min styrke, min klippe, min borg og genløser, min Gud og min trøst. Du er den samme, og dine år får ingen ende.«.

O Jesus, i dit kære navn begynder end et år;
Du er vor tilflugt og vort håb i dag som og i går,
Thi dine år forandres ej. du bliver den, du var,
Dit rige du af evighed på jorden grundet har.

Så lad for denne nye tid din nåde være ny,
Lad mørket for din sundheds lys lig nattens skygge fly!
Og da det er et evigt liv i tro at kende dig.
Så lær os det, og led du os på stien rettelig!

(C:O: - ROSENIUS - HUSANDAGTSBOG 1. JAN - EVANGELISK LUTHERSK MISSIONSFORENINGS FORLAG 1948 -Shafan 30-12-22)