Øivind Andersen - I sjælesorg hos Jesus

I den del af Mattæus-evangeliet, som dette afsnit er hentet fra, hører vi gang på gang om, at Jesus færdes med sine disciple på afsides steder. Det kommer af, at modstanden mod Jesus efterhånden tilspidser sig, så han derfor koncentrerer sig om undervisningen af sine disciple.

Her har Jesus så trukket sig tilbage til landet omkring Tyrus og Zidon sammen med disciplene. Der regner han med at kunne fortsætte undervisningen af dem uforstyrret af omgivelserne.
Men da hænder der noget uventet: »Og se, en kananæisk kvinde kom fra de egne, råbte og sagde: Herre, Davids søn! forbarm dig over mig! min datter plages slemt af en ond ånd.«
Denne kvinde var hedning. Alligevel tiltaler hun Jesus som Davids søn, d.v.s. som Messias. Dette er højst påfaldende. Det er det første, vi må marke os for at få den rette forståelse af afsnittet. Men der er også en anden ting, vi i samme forbindelse nøje må mærke os. Det vil vi pege på, inden vi går videre: Jesus siger, at han ikke er udsendt til andre end til de fortabte får af Israels hus (v. 24).

Dette er helt ud ment, som det er sagt. Det er ikke noget, Jesus siger f.eks. af pædagogiske grunde. Under hans jordeliv gjaldt hans virke alene Israel. Men Jesus siger ved en anden lejlighed, at når han bliver ophøjet fra jorden, korsfæstet, vil han drage alle til sig (Joh. 12,32-33). Indtil da skulle han altså koncentrere sig om Israel. Hvad dette kommer til at betyde for den kananæiske kvinde, vender vi tilbage til senere.

Denne kvinde tiltaler som sagt Jesus som Messias. Det skete ikke ofte i Israel. Om nogen troede på ham som Messias, vovede de sjældent at sige det højt. Da en blind tigger råbte på Jesus som Messias uden for Jeriko, så alle hørte det, truede man ad ham for at få ham til at tie (Mark. 10,46- 52), Men her, midt i hedningeland, er der en kvinde, som højt og tydeligt påkalder Jesus som Messias.

Rygtet om Jesus havde ikke bare spredt sig i Israel, men også til landene rundt omkring. Det ser vi i Matt. 4,24-25. Dette rygte havde kvinden hørt, Mærkelige ting havde hun hørt om Jesus - hvordan han helbredte syge, uddrev onde ånder og tog sig af mennesker i al slags nød. Rygtet kunne også fortælle, at Jesus havde tolv disciple, som stadig fulgte ham, og som han underviste. Da hun derfor en dag så Jesus og disciplene, forstod hun straks, hvem de var. Så påkalder hun Jesus som Davids søn og beder ham om noget, som intet menneske, kun Gud alene, kan gøre.

Til denne kvinde er det, at Jesus siger: »Kvinde, din tro er stor!« Et underligt ord, ikke mindst i betragtning af, at Jesus til sine disciple sagde: »l lidettroende!« (Matt. 6,30). Den kananæiske kvinde fremstilles af Jesus som eksempel på et menneske med stor tro. Dette ord er højaktuelt.
Mange spørger i dag: Hvad er egentlig en stor tro? Det giver beretningen om den kananæiske kvinde os svar på Inden vi ser nærmere på dette skriftafsnit, er det nødvendigt at være klar over en meget vigtig kendsgerning: Det kommer ikke an på, om troen er stor eller lille, men på, hvem man tror på, og hvad man sætter sin lid til. Hverken troens kvantitet eller dens kvalitet spiller nogen rolle. Alt beror på troens genstand.

Som nævnt karakteriserer Jesus i Bjergprædikenen sine disciple som lidettroende. Men han hjælper dem alligevel. Han siger ikke - som det så ofte bliver sagt i dag - at bare de havde tro nok, skulle de nok blive hjulpet. Tværtimod siger han: »Skulle han (deres himmelske Fader) ikke meget snarere klæde jer, I lidettroende« (Matt. 6,30). Jesus indprenter alle, som har taget deres tilflugt til ham: Hvorfor er du bekymret? Hvorfor stoler du ikke på mig? Tror du ikke, at jeg kan hjælpe dig, selv om du kun har en lille tro? Jesus vil ikke, at vi i tillæg til alle andre bekymringer også skal have den bekymring at ikke være bekymrede. Han vil jo netop vise os, at der i det hele taget ingen grund er til at være bekymret, eftersom han har taget ansvaret på sig for alt, hvad der angår dem, som har taget deres tilflugt til ham. Ordet om ikke at være bekymret er ikke et krav, men et evangelium.

Ikke desto mindre er spørgsmålet om en stor tro aktuelt. Det er jo Jesus selv, der bringer det på bane. (Sml. også Matt. 8,10).
Hvordan ser en stor tro ud? Hvad er det karakteristiske ved den?

Ved det spørgsmål går manges tanker til ekstraordinære ting: helbredelse ved bøn, undergerninger, tungetale, uddrivelse af onde ånder og andre ting på linie hermed. Man tænker på store nådegaver, som skal bevise troen, Ikke mindst tungetalen bliver regnet som bevis på en stor tro.
Sandt nok - Gud har sat nådegaver af denne art ind i menighedens sammenhæng. Det ser vi i 1 Kor. 12: »Gud har i kirken for det første sat nogle til apostle, for det andet nogle til profeter, for det tredje nogle til lærere; dernæst undergerninger, dernæst nådegaver til at helbrede, til at hjælpe, til at styre, og forskellig slags tungetale« (v. 28). Sammenlign også v. 8-11

Men er disse nådegaver sat i menigheden for at bevise nogens tro?
Nej, de er givet af Gud for at være til hjælp for mennesker og for, at Guds menighed kan vokse sin rette åndelige vækst (Ef, 4). Og det vigtigste af alt ved nådegaverne er det, som 1. Kor. 13 taler om: kærligheden. Uden den betyder nådegaverne intet. Kærligheden er Jesus selv, som bor i sine troendes hjerter og gør sin gerning gennem dem. Han er sin menigheds hoved, det er ham, der dirigerer og leder nådegaverne. De skal så vist ikke dirigere sig selv, og de skal fremfor alt ikke fremhæve sig selv

Når ting som profetisk tale, undergerninger og uddrivelse af onde ånder kommer i forgrunden og får et formål i sig selv, er der fare på færde. Det ser vi af Jesu ord i Matt. 7,22-23
»Mange skal sige til mig på hin dag: Herre, Herre! har vi ikke profeteret ved dit navn, og har vi ikke uddrevet onde ånder ved dit navn, og har vi ikke gjort mange undergerninger ved dit navn? Og da vil jeg sige dem rent ud: Jeg har aldrig kendt jer; vig bort fra mig, I, som øver uret.«
Dette er i sandhed et alvorsord! Det er ikke bare en og anden, der skal møde med den slags på dommens dag. Det er mange.

Har disse haft en stor tro?
De har i hvert fald ikke haft en frelsende tro. De har aldrig været kristne. For Jesus siger til dem: »Jeg har aldrig kendt jer!«

At være kristen består i at kende Jesus og at være kendt af ham. Det er to sider af samme sag: den, som kender Jesus, er også kendt af ham - og omvendt. Den, som Jesus aldrig har kendt, har heller ikke på noget tidspunkt hørt ham til
Det drejer sig her om mennesker, som har haft tro for at bruge Jesu navn. Og Jesu navn har beholdt sin kraft, formidlet gennem dem, Gud har brugt disse mennesker, og der er sket store ting ved dem. Alligevel siger Jesus, at de øver uret. De har ved at gøre kraftige gerninger og tale profetisk i Jesu navn fremhævet sig selv. Det, Gud har brugt dem til, har de selv brugt som bevis på deres egen position i Guds rige, Dette er ikke stor tro. Det er at øve uret. Og de, som gør det, går fortabt. Lad os ikke glemme, at det er Jesus, der siger dette! Til hvem skal vi lytte i en sådan sag om ikke til ham?

Vi er hermed tilbage igen ved vort spørgsmål: Hvad er egentlig en stor tro?
Som nævnt giver denne beretning os svar herpå, og vi skal nu se lidt nærmere på den.

Her kommer en kvinde i nød og påkalder Jesus som Messias. Hun beder om hjælp, som alene Gud kan give. Hvad sker?
Ingenting! Jesus svarede hende ikke et ord. Men det standser hende ikke. Det er tydeligt, at hun fortsætter at råbe og om og om igen fornyr sin henvendelse til Jesus, Disciplene finder situationen lidt pinlig og henstiller til Jesus, at han skal få hende til at gå sin vej.
Da svarer Jesus hende, men afvisende: »Jeg er ikke udsendt til andre end til de fortabte får af Israels hus.«
Det er omtrent, som vil han sige: Jeg kan ikke hjælpe dig. Jeg er ikke udsendt for at hjælpe dig. Du hører ikke til dem, jeg er kommet for at tage mig af.
Men kvinden lader sig ikke afvise heraf. Hun kommer helt frem til Jesus, kaster sig ned for ham og beder: »Herre, hjælp mig!«
Da svarer Jesus endnu mere afvisende: »Det er ikke smukt at tage børnenes brød og kaste det til de små hunde.«

Jesus siger lige rent ud, at det ikke ville være rigtigt af ham at hjælpe hende. Men heller ikke nu lader hun sig standse. Hun giver Jesus ret i det, han siger, og svarer: »Jo, Herre! thi de små hunde æder dog af de smuler, som falder fra deres herrers bord.«

Det er, som om hun vil sige til Jesus: Jeg ved, at det er til Israel, du er sendt, Jeg ved, at du ikke ville gøre ret i at gå uden om det, du er kommet for, Men det er med mig som med de små hunde, der æder af smulerne fra deres herrers bord. For de smulers skyld får jo ikke børnene mindre. Om du hjælper mig, gør det intet skår i din gerning i Israel. Du går ikke uden om det, du er kommet for. Det er så lidt, jeg behøver, ”en smule” er nok; til, at jeg får den hjælp, jeg beder dig om. »
Da svarede Jesus og sagde til hende: »Kvinde, din tro er stor, det ske dig, som du vil! »Og hendes datter blev helbredt i den samme time.«

Jesus hjalp hende. Hun fik det, hun bad om. Men hun fik meget mere: Ved at Jesus først tier og så svarer afvisende og så endnu mere afvisende, er det sjælesorg, han øver over for hende. Det resulterer i, at hun ikke bare får dét, som hun beder om. Hun får også en stor tro! Så længe verden står, skal hun stå som eksempel på et menneske, som Jesus siger det til: Din tro er stor.

Efter dette kan vi give et positivt svar på spørgsmålet om, hvad en stor tro er. Vi vil gøre det ved at pege på fire karakteristiske træk ved den.

For det første: Man bliver hos Jesus, selv når det ser håbløst ud at være hos ham.
Vi taler ikke her om det, at borte fra Jesus ser alt håbløst ud for en kristen. Det hører jo selve kristenlivet til. Men der kan komme tider for en kristen, hvor det ser ud, som om heller ikke det at være hos Jesus hjælper.
I SL. 34,5 hedder det: »Jeg søgte Herren, og han svarede mig og friede mig fra alle mine rædsler.«
Der kan komme tider, hvor en kristen fristes til at sige: »Jeg søgte Herren, og han svarede mig ikke, og alle mine rædsler syntes at ville slå sammen om mig for at gøre en ende på mig.«
Man er i en lignende stilling som kvinden her, og ingen stilling synes mere håbløs end den: Først tier Jesus - så svarer han afvisende - dernæst endnu mere afvisende, ja, han siger rent ud, at det ikke vil være rigtigt af ham at hjælpe hende. Kan noget se mere håbløst ud?
Den kananæiske kvinde blev alligevel hos Jesus. Og på samme måde er det med en, som virkelig har stor tro til Jesus i dag: Han bliver hos Jesus uanset, hvor håbløst det måtte se ud at være hos ham. Han siger til Jesus i sit hjerte og med sine ord: Du er den, du er, du er til at stole på, dine løfter rokkes ikke, de står fast og holder, ganske uanset det, jeg synes at opleve nu.

Man regner med, at Jesus er nær, han er ikke langt borte, om end det ser sådan ud. For Guds ord siger: »Jeg vil aldrig slippe dig og aldrig forlade dig.« Vel kan Jesus skjule sig for os, men forlade os eller glemme os kan han ikke. Man stoler ubetinget på, at det står fast, at Herren svarer den, som søger ham, og frier ham fra alle hans rædsler.
Når en kristen således bliver hos Jesus, gør han netop det, som Guds ord opfordrer til ved at stille Abraham op som et forbillede for os:
»Han troede mod håb med håb, så han blev fader til mange folkeslag, som det var sagt: »Således skal dit afkom være.« Og uden at svækkes i troen kunne han se på, at hans eget legeme allerede var udlevet (han var nær ved hundrede år), og at Saras moderliv var udlevet; på Guds forjættelse tvivlede han ikke i vantro, men han blev styrket i troen og Gud æren, fuldt forvisset om, at det, Gud har forjættet, har han også magt til at gøre.« (Rom. 4,18-21)

Mod håb betyder efter grundtekstens ord: uden for håb, hinsides alt håb. Abraham var kommet i en situation, hvor det, Gud havde lovet ham, menneskeligt set ikke længer var muligt. Det var mod håb. I denne situation er det, at Abraham holder sig til Guds løfte. Det håb, han holder sig til er at Gud har sagt til ham: »Således skal dit afkom være.« Gud havde bedt Abraham om at tælle stjernerne og sagt, at talrige som dem og som sandet ved havets bred skulle hans afkom være. Og Abraham vidste, at både hans egen og hele menneskehedens frelse afhang af, at dette løfte blev opfyldt. Men tiden gik. Der skete ingenting. Abraham og Sara fik ingen søn. Nu var det kommet så langt, at det menneskeligt set ikke længer var muligt, det, som Gud havde lovet, Menneskeligt set altså en fuldstændig håbløs situation. Abraham er realistisk og vurderer situationen, som den er. Men det får ham ikke bort fra Guds løfte, På Guds forjættelse tvivlede han ikke i vantro. Om så Abraham nok kunne gribes af tvivl, fik det ham ikke til at vige bort fra løftet og ind i vantro. Ved at klynge sig til løftet bliver han stærk i sin tro. Han får en stor tro. Og han bliver ikke til skamme. Det gik, som Gud havde lovet.
At blive hos Jesus og klynge sig til Guds løfter på denne måde er et afgørende kendetegn på den store tro,

For det andet kendes en stor tro på, at den venter sig alt af Gud, men takker for og tager imod det, som ser ud til bare at være »smuler« Sådan var det med den kananæiske kvinde. Hun ventede sig det umulige, det, som alene Gud kunne gøre, men holder for, at de smuler, som falder fra Jesu virksomhed i Israel, er fuldstændig nok for hende til at få denne hjælp.

Sagt uden billede betyder det, at man stoler på Guds løfter. Når en kristen er i en vanskelig situation og behøver hjælp, kan et løfte fra Gud se ud som »en smule«. Faktisk er det heller ikke mere, når vi tænker på, hvor lidt vi forstår af Guds ord. Selv den, der forstår mest f.eks. Paulus, forstår jo bare stykkevis (1. Kor. 13,12).

En stor tro takker for og tager imod løftet fra Gud uden at spørge efter store oplevelser, varme følelser eller ekstraordinære ting.
Det er ikke noget godt tegn, når en kristen begynder at spørge efter undergerninger og sensationer og bliver indstillet på ekstraordinære ting. Mange er vel af den opfattelse, at sådanne ting er tegn på en stor tro, men det er i virkeligheden modsat.

Med det kommer vi til det tredje og kan hænde mest afgørende tegn på en stor tro: Den udspringer af et hjerte, som ikke går på akkord i sin selverkendelse.
Da Jesus brugte billedet om de små hunde, som æder af de smuler, der falder fra deres herrers bord, anvendte den kananæiske kvinde det uden reservation på sig selv. Det siger meget om hendes selverkendelse. For hunde er billede på noget uværdigt, noget, man ikke regner med.

Når Jesus tier - og så svarer afvisende - og så igen mere afvisende, da sker der noget med os: Vi afsløres af Gud. Da ser vi vor synd, som vi aldrig har set den før. Da kommer det uægte, det usande frem for vort blik. Vi ser vor æresyge, vort hovmod, vor trang til at hævde os, vor urenhed, vor indre usandhed, vor ondskab, ja, ret og slet vort fjendskab mod Gud dybt i os selv. (Sm. Rom. 8,7).

Da siger det hjerte, som den store tro udspringer af: Det er sandt, Herre! Sådan er jeg. En stor tro er altid forbundet med selverkendelse og syndsbekendelse.
Vi har mange forbilleder på dette i Guds ord, her skal vi pege på ét af dem. Det gælder en mand, som både var kendt for sin store tro og sin store gudsfrygt: Daniel. Fra hans bøn i Dan. 9,5-6 citerer vi:
»Vi har syndet og handlet ilde, været gudløse og genstridige; vi veg fra dine bud og vedtægter og hørte ikke pa dine tjenere profeterne, som talte i dit navn til vore konger, fyrster og fædre og til alt folket i landet.«

Daniel siger ikke, at folket har syndet, folket har været gudløst osv. Han tager sig selv med og siger: Vi har syndet. Daniel var en from og gudfrygtig mand, men vi tager nok ikke meget fejl, når vi siger: Han følte sig som den værste af dem alle.

Blandt mennesker er det ikke populært at tale om selverkendelse og syndsbekendelse - ofte ikke engang blandt folk, der bekender sig som kristne. Men i Himmelen, hos Gud, er ingen bøn mere velset og bliver bedre modtaget end netop en bøn som den, vi møder hos Daniel, Det ser vi i kap. 10:
»Daniel, du højt elskede mand, mærk dig de ord, jeg taler til dig, og rejs dig op, thi nu er jeg sendt til dig! Frygt ikke, Daniel, thi straks den første dag, du gav dit hjerte hen til at søge indsigt og ydmyge dig for din Guds åsyn, blev dine ord hørt, og jeg er kommet for dine ords skyld« (v. 11).
Når du og jeg kommer frem for Gud og siger: Jeg har syndet, jeg er stor i mig selv, jeg har uret i hjertet, jeg har svigtet, jeg er ond - når vi nævner vore synder ved deres rette navne uden at prøve på at undskylde dem eller bortforklare dem - da kan du være vis på, at den bøn er velset og bliver vel modtaget i Himmelen. Det siger Guds ord.

I disse stunder føles det tit, som om Gud skulle forkaste os, og som om det var den eneste retfærdige følge af vor synd og utroskab. Men her betyder det intet, hvad man føler. Vi har Guds ords egen forsikring om, at vi er renset fra vore synder ved Jesu blod, og at Herren sender os hjælp fra Himmelen til alt, hvortil vi har hjælp behov.

Som før nævnt er denne selverkendelse det væsentligste tegn på en stor tro. Der er ingen hjælp i at tale om en tro, langt mindre om en stor tro, hvis den ikke udspringer af et sandfærdigt hjerte. En stor tro er altid forbundet med, at man erkender, hvem man er, og hvad man er.

Gennem en sådan erkendelse bliver evangeliet alt for en kristen. Det vil med andre ord sige, at Jesus bliver alt for ham. En kristens tro er så stor, som Jesus er stor for ham.
Det er en underlig skole, en kristen går i. Den ligner ikke andre skoler, Skoler går man jo i for at dygtiggøre sig, blive perfekt. Men i Jesu skole bliver man tilintetgjort. Det giver et vidunderligt resultat:
»Med Kristus er jeg korsfæstet, og det er ikke længer mig, der lever, men Kristus lever i mig; og det liv, jeg nu lever i kødet, det lever jeg i troen på Guds Søn, som elskede mig og gav sig selv hen for mig« (Gal. 2,20).

En kristen, som har stor tro, er præget af Jesus. Han bliver også et redskab for sin frelser. Jesus handler og virker gennem ham. Og de mennesker, han møder, både kristne og ikke-kristne, modtager indtryk af Jesus gennem ham,

Det fjerde kendetegn på en stor tro ligger i ordene: »Da svarede Jesus og sagde til hende: »Kvinde, din tro er stor, det ske dig, som du vil!« Og hendes datter blev helbredt i den samme time.«

Den, der klynger sig til Jesus, som vi har prøvet at skildre det her, bliver altid bønhørt. Man venter ikke forgæves på Herren. Vel kan bønhørelsen komme i en anden form, end vi havde tænkt, men Herren svarer os og hjælper os, Herren har givet sine usvigelige løfter til den, som klynger sig til ham. Således læser vi f.eks. i SL. 91:
»Da han klynger sig til mig, frier jeg ham ud, jeg bjerger ham, thi han kender mit navn; kalder han på mig, svarer jeg ham, i trængsel er jeg hos ham, jeg frier ham og giver ham ære« (v. 14-15).
Han, som har givet dette løfte, er trofast, trofast til evig tid, (Hebr. 10,23 og Sl. 146,6).

Om også bønhørelsen kommer anderledes, end vi havde tænkt, fylder den alligevel vort hjerte med taknemmelighed. Således, at vi af vort hjertes inderste trang kan sige: Jeg ville det ikke anderledes, end Herren har gjort det! På den måde siger Herren også til os: »Det ske dig, som du vil!«

( Øivind Andersen -  I SJÆLESORG HOS JESUS, DANSK LUTHERSK FORLAG 1973 - Shafan 21.09-24)