Asbjørn Aavik - Ikke glemt af Gud

Flygtningen er ingen ringere end profeten Elias.
Elias - helten fra Karmel?
Ja, netop!

Og han kommer lige fra bjerget, hvor Herren på så mægtig en måde havde åbenbaret sin magt og herlighed. En kort bøn op til tronen ved stenalteret rejst i stor hast i en krise i folkets liv, og Herren svarede med ild. Flammerne ikke kun fortærer offerdyret og vandet. Nej, de æder sig gennem den hårde sten for til sidst også at opslikke vandet i grøften, som profeten havde fået gravet omkring alle disse stene - for at ingen skulle mistænke ham for at fare med »fremmed ild«. .

Således havde Elias oplevet Herrens udrakte hånd i en krise, set flammerne fra hans ånde og oplevet nederlaget for alle falske profeter i Israel.
Lige efter må Skriften sige om Elias: -

Og vandrede selv en dagsrejse ud i ørkenen og satte sig under en gyvelbusk og ønskede sig døden, idet han sagde: »Nu er det nok, Herre; tag mit liv, thi jeg er ikke bedre end mine fædre! (1. Kongebog 19, 4).

Han er heldigvis kun kommet en dagsrejse i sin flugt bort fra Herrens ansigt, men retningen er øst - mod Nod. Guds store helt fra Karmel er blevet en åndelig flygtning.

Der er måder nok, hvorpå man kan forklare sig ud af dette. Krisen i folket havde været stor. Profetens belastning ligeså. Spændingen kunne gå til marv og ben. Og så nu den onde dronning Jesabel, som svor ved sig selv: - Guderne ramme mig både med det ene og det andet, om jeg ikke i morgen ved denne tid handler med dit liv, som der er handlet med deres (Ba’alprofeternes liv)! (19, 2).

Når vi læser alt dette, er det tungt, at pendulet så pludseligt kan skifte retning. Men sådan er Skriften. Den skjuler ikke heltens nederlag, dækker ikke over de svage sider selv hos den største profet.
Hvorfor?
- Ethvert skrift er indblæst af Gud og gavnligt til at belære, til at irettesætte, til at genoprejse, til at optugte i retfærdighed (2. Tim. 3, 16).

Derfor skal vi også læse Det gamle Testamente, studere det og forkynde det - for lærdommens, for irettesættelsens og optugtelsens skyld. Ja, hvornår taler vi i dag om Skriftens optugtende sandheder?

Så vil vi videre og sammen med Herrens engel finde Elias’ spor - følge dem en dagsrejse bort fra Herrens ansigt.

Nu kunne Herren fra sin trone i Himmelen have sagt til alle tjenende engle, som ventede på ordrer:
- Jeg har fulgt min tjeners flugt en hel dag. Nu er han krøbet ind under en busk og ønsker sig døden... At han virkelig kunne skuffe mig på denne måde, han, som netop har set min herlighed åbenbaret i under, magt og vælde. Nu må han bare fortsætte sin vej gennem ørkenen mod øst. Jeg vil aldrig mere bruge ham, som han har svigtet...

Nej, sådan er Gud ikke.
Netop det er det vidunderlige evangelium i et kapitel som det, vi her læser af i Det gamle Testamente. I flugtens første solnedgang sender Herren en engel i profetens spor. Det er vidunderligt at læse, hvad der videre sker.
Heller ikke denne engel har hårde tugtens ord med fra tronen. Heller ikke et opsigelsesdokument. En guddommelig hånd rører ved den trætte, sovende profet og vækker ham.
Og hvad ser han?
Ved hovedgærdet ligger der et ristet brød. Ved siden af en krukke vand…

Hvor velsignet med alt dette! For hvem af os forkyndere, missionærer, ledere, præster i høje og lave stillinger har ikke vandret vor dagsrejse til ende med et suk: - Nu er det slut, Herre. Dette var mit sidste dagværk for dig i Asien, i Afrika, i kirken, i foreningen... 
Ikke bedre end mine fædre…

Det er godt for en lille missionær at måtte gemme sig i en fold af denne mægtige profets kappe og sige det samme som han. Måtte dække sit ansigt med en flig af kjortelen og endnu engang i nød bekende for Mesteren, at jeg er bare et ganske almindeligt menneske med arv fra far og mor, bedstefar og bedstemor. Deres blod flyder i mit... Denne dybe selverkendelse kaldte engelen til.

Tænk - i stedet for hårde, bebrejdende ord - et nyristet brød og kildevand.
- Stå op og spis...!
Ikke: - Op og prædik...! Se nu at komme ud fra denne busk og til dine opgaver.

Dette er tronens sjælesorg over for en nedkørt, træt og helt ud modløs profet. Han fik føde. Guddommeligt. Ingen menneskehænder havde vendt og ristet det brød. Vandkrukken kom lige fra tronens kilder.

En lang sørejse fra Asien til hjemlandet rettede det hele op (det var, før flyene kom ind i billedet) for en nedkørt ung missioner. I sin mappe havde han nemlig en hel del breve fra hjemmeledelsen om møder, ofte store og vigtige, som ventede, nar han og familien kom tilbage til hjemlandet. Brevene var kommet i den sidste måned i Asien. De gjorde den unge i sin første, famlende periode i et nyt land  ængstelig og urolig. Han magtede det ikke. Han forstod vel ikke selv, at det var reaktionen efter disse første vanskelige år i en helt ny verden.

Men Herren kendte sit barns begrænsning. Også fædrenes. Derfor sendte han sin engel ned til et stort skib, som pløjede havet fra øst mod vest. Igen og igen lå der et ristet brød ved min ørkenbusk. Jeg fandt det i Salmernes Bog, hos profeterne, i evangelierne. Jeg drak og drak af nye kilder, som sprang frem i Ordet. Og tænk - jeg skulle ikke nu prædike over nogle af disse tekster. Bare tage imod...
Sådan er Elias’ Gud.

Sådan besøgte han også den, som i dag beskriver dette. Stærkt og rigt gjorde han det, sådan at jeg, da skibet nærmede sig mit hjemland, var ubegribelig glad og taknemmelig for de breve, jeg havde i min mappe...
Og profeten -?
Jo, der star om ham:
- Da stod han op og spiste og drak; og styrket af dette måltid vandrede han i fyrretyve dage og fyrretyve nætter lige til Guds bjerg Horeb (1. Kongebog 19, 8).

I sandhed et brød!
Han gik på deti fyrretyve dage og fyrretyve nætter. Han spiste først lidt. Sov så igen. Da kunne engelen have opgivet ham og vendt tilbage til tronen. Men sådan er den Herre ikke, som Elias så trofast tjente. Han kendte sit barns menneskelige svaghed. Derfor kom engelen igen til gyvelbusken - anden gang (19,7).

Og resultatet?
Nye opgaver.
Han skulle salve to nye konger, Hazael over Syrien og Jehu over Israel. Så skulle han drage til Abel-Mehola. Der skulle han finde frem til en ung mand på en stor gård, hvor han gik efter det tolvte par okser i efterårspløjningen. Ham skal du salve til profet efter dig.

Elias finder hans fædrenegård.
Det var Elisa, Safats søn.
Heldigvis blev Elias’ flugt kun til én dagsrejse. Vandringen til nye opgaver blev til fyrretyve.

Lad mig fortælle, hvordan Herren på en speciel måde opsøgte mig, der på skibet var på vej hjem mod mit hjemland med disse mødeopgaver i en ny og god mappe købt i Shanghai.
Skibet skulle anløbe Singapore. Der lå det et par døgn. Vi gik også i land. Opsøgte den kendte store park udlagt af de britiske myndigheder, som ved den tid havde herredømmet her.

Flere timer vandrede vi her i en vidunderlig skønhed. Hvilke palmer, prydbuske og blomster i alle former og farver... Nej, aldrig havde vi drømt om at få noget så skønt at se. Og så de store, dybgrønne plæner - som at vandre på mosebund.
Og så her lige ved ækvator, lige under en varm og brændende sol! Denne park burde jo være ørken... Disse tanker tumlede jeg med, da vi igen var tilbage på det store skib.

Ud på aftenen kastede vi los med kurs mod vest. Ved siden af mig ved rælingen stod en englænder. Han havde opholdt sig i Singapore i flere år og skulle nu hjem på ferie. Under samtalen ved rælingen, mens slæbebåde trak og skubbede for at få os ud af havnen, kom jeg til at nævne for ham min undren over så skøn en park her lige ved ækvator.
Han ser på mig:
- Det er regnskyllene.
- Regn?
- Ja, der kommer et regnskyl hvert eneste døgn. Det kan komme ved dag eller nat, men det kommer...

Disse ord sank dybt i mig.
De blev en prædiken.
Det fik noget med den nye mappe at gøre - med brevene hjemmefra. Så jeg senere på aftenen, da skibet var i åbent hav og stævnede hjemover, måtte finde mig et ensomt og stille sted. Men hvor kunne man finde det nu, hvor der blev gjort klar til stor nattefest om bord i en skøn tropenat? Orkesteret var ved at stemme sine instrumenter. Tjenere ryddede stordækket til dans og fandt plads til småborde til drinks.

Jo, helt fremme i stævnen fandt jeg mit »alter« - en stor tovrulle fint stablet. Og her nåede skibets stærke projektører over dansegulvet ikke mig. Hen til dette alter kom Jesus vandrende:
- Mit barn, du har hørt om regnskyllene over byen her ved ækvator. Du har set det skønne, de frembringer af det, som kunne være blevet ørken. Hvis du nu i dine døgn vil komme ind under mine nådestrømme og tage dig tid, sådan at forsoningens kraft strømmer til dig, skal du ikke frygte for de små og store møder, der står om i papirerne i mappen...
Ja, sådan kom Frelseren fra Golgata til min ørkenbusk. Og blev der længe, fordi tovrullen blev en himmelport, og den unge missionærs oplevelse sank dybt...

Det blev sent, før jeg kunne rive mig løs fra mit mærkelige alter. Mit ur sagde midnat. Men som jeg vender mig agterover mod storbyen, vi forlod, ser jeg, at det trækker sammen langt, langt mod øst - trækker sammen til et kraftigt regnskyl i tropenatten, Der langt, langt borte vil store plæner drikke, palmegrene samle himmelgaven og lade det skylle og pible ned til skjulte rødder. Hver blomst får ny kraft og retter stilkene efter en solhed og lidt farlig dag.

(Afsnit af Asbjørn Aavik fra "Ikke glemt af Gud" , Dansk Luthersk Forlag 1979   Shafan (12-10-24))