MARTIN LUTHER - JESU AFSKEDSTALE 2.DEL

Nu går jeg til ham, som har sendt mig, og ingen af jer spørger mig: Hvor går du hen? Men fordi jeg har talt sådan til jer, er jeres hjerte fyldt af sorg. Men jeg siger jer sandheden: Det er det bedste for jer, at jeg går bort.

Han har nu tilstrækkeligt forkyndt og forudsagt, hvordan det vil gå dem her i verden, og angivet grunden til, at det er nødvendigt at fortælle dem det, så de ikke bringes til fald ved det, men på forhånd ved det eller i det mindste, når de kommer ud for det, tænker på, at det skal gå dem sådan, når han er taget fra dem og selv skal henrettes forsmædeligt af sine egne landsmænd. ”Dette,” siger han, ”ville jeg ikke sige til jer fra begyndelsen for ikke at ængste og bedrøve jer, dengang jeg udvalgte jer til mine disciple og tog jer i min varetægt. Og hvis jeg var blevet længere hos jer, havde jeg heller ikke sagt det til jer, men havde båret alt alene, sådan som jeg stadig gør. Men når jeg nu forlader jer, kan jeg ikke tie stille med det. Jeg må efterlade mit ord til jer, så I ved, hvad jeg tænker om, at I forfølges og behandles så skændigt og forargeligt af dem, der vil være Guds folk og kirke, og så I kan få trøst og holde stand. Men lige nu er I så bekymrede, at I ikke forstår noget som helst eller af sorg lægger mærke til, hvad jeg siger, og heller ikke vil spørge.”

Men hvad betyder det, når han siger: ”Ingen af jer spørger mig: Hvor går du hen?” I kap. 14 har han jo sagt: ”Hvor jeg går hen, derhen kender I vejen” (Joh 14,4). Tidligere, efter aftensmåltidet, sagde han gentagne gange, at han skulle forrådes af en af sine disciple og overgives til døden, så endda Peter udbrød: ”Herre, sammen med dig går jeg gerne både i fængsel og i døden” (Luk 22,33). Thomas spurgte jo også for lidt siden, hvor han gik hen, eller hvilken vej han ville gå (Joh 14,5). Hvorfor siger Herren så det modsatte her, at de ikke ved det og heller ikke tør spørge? Hvis vore skarpsindige, kloge hoveder - jeg mener vore dumme paveæsler - havde hørt dette, ville de straks have fundet modsigelser og ladet Kristus vrøvle imod sig selv, som én, der hverken vidste eller tænkte over, hvad han sagde.

Men nu ligger der en særlig mening og forståelse i udtrykket ”hvor jeg går hen”. Det er, som om han vil sige: ”I er så nedslåede og forfærdede over det ord, I hører, at jeg ikke længere skal være hos jer, at I ikke tænker eller finder på at spørge efter, hvor jeg da går hen. For hvis I vidste, hvad det er, ville I ikke være så bedrøvede og forfærdede. Men nu, da I ikke ved noget om det, spørger I heller ikke efter det. I stedet burde I spørge og undersøge, hvad det betyder, at jeg går bort, så I kunne få trøst af det og ikke sørge over min bortgang.”

På den måde talte de før ganske enfoldigt om, at han skulle tage af sted, og spurgte ganske ligefremt om, hvor og hvorhen rejsen skulle gå. Men her vil han gøre dem forståeligt, ikke hvordan, men hvor fantastisk godt det er, at han går bort. ”Derfor skal I ikke spørge,” vil han sige, ”om gaden eller vejen, jeg skal gå på, om jeg tager ud til Betania igen eller går ud til haven, men om hensigten og formålet med min bortgang, det vil sige: Hvad nytte I får af den; den sker nemlig ikke for min, men for jeres skyld. Lige nu må jeg bare indrømme, at I tager jer så lidt af, at jeg går bort, og ikke kan trøstes og glædes over det; for I er så chokerede over at høre, at jeg forlader jer, at I ikke kan samle tankerne til at spørge om det. Det, der skulle være og i sandhed også er en stor trøst, ser I nu som noget ganske forfærdeligt. I er jo blevet så vant til mig og vil så gerne have mig hos jer, at der ikke kan ske noget værre, end hvis jeg tages fra jer.”

Med disse ord vil han altså ruske op i dem og vække dem lidt af den sørgmodighed, der har grebet dem over at høre, at han skal af sted. Han har jo været venligheden selv, og de har frydet sig over ham og været glade for at være omkring ham. Derfor må det naturligvis gøre ondt at miste det dejlige samvær og venskabet med ham, navnlig, når de lades alene tilbage og ikke får nogen andens beskyttelse og venskab. De hører tilmed det modsatte, at de skal fordømmes, forfølges og plages i verden og især af deres egne landsmænd. Hvis de havde turdet eller kunnet af bare bedrøvelse, ville de nok have udbrudt og klaget: ”Skal vi da nu være helt og aldeles forladt? Hvem skal vi dog finde trøst hos i dit sted?” Før de begynder at spørge, kommer han derfor deres tanker i forkøbet med et svar: ”Nej, kære disciple, det er ikke på den måde. Tænk ikke på, at det naturligvis gør ondt, at jeg forlader jer; men tænk på, hvor godt det er. Lad os dog tale lidt om, hvad det er, jeg mener. Det, I skal spørge om og tage jer af, er, hvorfor jeg går bort, og hvad det skal gøre godt for.”

”Det siger jeg jer,” fortsætter han og aflægger endda ed på det, ”så sandt Gud og jeg lever, skal I kun opfatte denne min bortgang som noget, der er meget bedre end min tilstedeværelse. Hvis jeg nemlig bliver her, har I mig kun som en synlig, naturlig trøst og kan ikke få del i det høje, store, åndelige regimente og evige liv. Derfor skal min bortgang, som lige nu bedrøver jer så smerteligt, være jeres største glæde. Lad mig bare gå bort til den største sorg og den skændigste død; I skal ikke bekymre jer, men vide, at det alene sker til jeres bedste. For min egen skyld behøvede jeg ikke hverken at komme til verden eller at forlade den, hverken at lide eller dø; men det er nødvendigt for jeres skyld, til jeres hjælp, glæde og trøst; det er jo netop for at udrette det, at jeg er kommet.” Grunden til sin bortgang forklarer han nu selv:

(Fra JESU AFSKEDSTALE 2.DEL - af Martin Luther
Luthersk Missions Bibelskoles Elevfornings Forlag i kommission hos Nyt Livs Forlag 2016 Shafan (07-05-24)