FRANK JACOBSEN - TIL TRO PÅ JESUS

Vi har indtil nu fejret tre store begivenheder i Jesu liv, nemlig hans fødsel, hans død og opstandelse og hans himmelfart. Og når vi fejrer disse begivenheder, er det, fordi det er store begivenheder, som har umådelig betydning for os selv og for den hele verden - helt uanset hvad folk vil tænke om dem. I dag skal vi fejre endnu en af de store begivenheder i Jesu liv, og det er den sidste store begivenhed, inden vi skal fejre hans genkomst. Vi skal nemlig fejre Pinse. Og hvad den fest drejer sig om, kan siges enkelt med Jesu egne ord i dag; »Jeg kommer til jer.« Pínsedag er den dag, Jesus kommer - ikke i kød og blod, men i hellig Ånd.

I Den gamle pagts dage skete der det, at da man havde bygget Herrens tempel, tog Herrens herlighed bolig i Det Allerhelligste. Gud rejste sin herlighed en trone i sit folk. Det er det, som sker Pinsedag på langt mere fuldkommen vis. For her tager Kristus ikke bolig i et hus bygget af sten, men i menneskehjerter - som Paulus skriver til menigheden i Korinth: »I er Guds tempel« (1.Kor. 3,16). Det er denne store virkelighed, vi ser et syn af i Åb. 4, hvor vi ser menigheden som en del af den evige verden, der hører til omkring Guds mægtige og salige trone. Det er Pinsens menighed. Den er en del af en himmelsk verden, fordi Jesus har taget bolig hos den.

Hvor man forstår Judas' spørgsmål til Jesus, da han har talt med dem om det, som skulle ske i Pinsen: »Herre, hvordan kan det være, at du vil give dig til kende for os, og ikke for verden?« For den, som har fattet bare et glimt af denne utroligt salige virkelighed, må det blive et spørgsmål af afgørende betydning: Hvem giver Herren del i dette store gode, at Jesus kommer til dem i Ånden og tager bolig hos dem? Og det svar, Jesus giver, må vi se på.

Han svarer: »Den, der elsker mig, vil holde fast ved mit ord, og min Fader skal elske ham, og vi skal komme til ham og tage bolig hos ham.« Han kommer til mennesker, som elsker ham. Og denne kærlighed finder han udtrykt i én eneste ting: ikke i varme og inderlige følelser og stemninger, men i at de holder fast ved hans ord - det er: det ord, hvori Han er.

Det er noget særdeles væsentligt at vide, at der er en nær sammenhæng mellem Ordet og Jesus. Paulus udtrykker i Romerbrevet troens erfaring hermed således: Du skal ikke for at møde Kristus stige op til himlen for at hente ham ned, og heller ikke stige ned i afgrunden for at hente ham op fra de døde. Nej, Ordet er dig nær i din mund og i dit hjerte, nemlig det ord vi prædiker til din tro. Det er dette troens ord, som åbner døren til Pinsens store, underfulde begivenhed. Vi ser da også, hvordan apostlene flere steder i vort nye Testamente peger på denne sammenhæng mellem Ordet og den hellige Ånd. Jeg skal blot nævne to steder.

Det ene er Paulus' ord til galaterne: »Fik I Ånden ved at gøre lovens gerninger eller ved at høre i tro?« (Gal. 3,2). Den sammenhæng var så klar for dem, at Paulus blot behøver at erindre dem derom, selvom de i den grad er kommet bort fra troen, så han lige forud kalder dem »uforstandige galatere«. Men hvor uforstandige de end er, så sidder erindringen om, hvorledes de modtog Helligånden, endnu så tydeligt i dem, at han blot behøver at stille dem spørgsmålet: Hvad førte jer til den store og lykkelige erfaring at blive delagtig i Helligånden? Var det den slidsomme møje med lovens gerninger? Eller var det, da I hørte ordet om Jesus, så det førte til tro på ham? Her var ingen tvivl. Helligånden fik de ved at høre ordet om Jesus. Han var selv kommet til dem, fordi de holdt fast ved hans ord.

Det samme kan Lukas fortælle om i Apostlenes Gerninger. Han fortæller her om en mand, som hedder Cornelius (kap. 10). Lukas fortæller om ham, at han var en »from og gudfrygtíg mand, som gav mange almisser og stadig bad til Gud.« Men noget manglede i hans liv, og det må han have udøst for Gud i sine bønner. I hvert fald giver Gud ham en dag den tanke at sende bud efter apostlen Peter, som da befandt sig i byen Joppe. Og da Peter kommer til Cornelius' hus i Caesarea. modtager Cornelius ham med disse ord: »Nu er vi så alle her for Guds ansigt for at høre alt, hvad Herren har pålagt dig.« Derefter prædikede Peter for dem om Jesus, og så står der: »Mens Peter endnu talte, kom Helligånden over alle, som hørte Ordet.« Cornelius var from. Han frygtede også Gud. Han havde givet mange almisser og trofast holdt fast ved bedetiderne. Men aldrig førte disse ting til, at han fik del i Helligånden. Først da han satte sig ned og ikke foretog sig andet end at høre Peter prædike om Jesus, kom Helligånden over ham. Ved denne prædiken kom Jesus og tog bolig også i ham og de andre, som hørte.

Men, hvad er det da, der sker? Hvordan kendes det, at Helligånden tager bolig hos os?

Jesus sagde det selv sådan, da han beredte sine disciple på Åndens komme: »Han skal herliggøre mig« (Joh. 16,14). Det er det sikreste tegn på den hellige Ånd: at Jesus bliver herliggjort. Helligånden herliggør aldrig sig selv. Han gør aldrig sig selv kendt. Han herliggør Jesus og gør Ham kendt. Hvor der derfor tales meget om Ånden, kan man være sikker på, at Ånden ikke er til stede. Men hvor der tales meget om Jesus og hans store gerninger for os, kan du være helt sikker på, at Ånden er der.

Jesus siger selv, hvorledes Helligånden herliggør ham: »Han skal herliggøre mig. For han skal tage af mit og forkynde jer det« (Joh. 16,14). Det er Helligåndens måde at herliggøre Jesus på, så Jesus kommer og tager bolig hos os: han tager alt, hvad der hører Jesus til, og forkynder det til os. Mens vi sidder og lytter som Cornelius, får vi, som fuldstændig mangler herlighed fra Gud, alt det givet, som hører Jesus til - alt, hvad han er - alt, hvad han har gjort - alt, hvad han har vundet - en overflod af rigdom gives os i ham. Det er sådan, Helligånden herliggør Jesus. Han føder ved Ordet troens lovsang til Jesu ære og pris.

Det var alt dette, som blev født i discipelflokken Pinsedag. Det ser vi af den prædiken, Peter holdt Pinsedag. I den gør han først rede for, at alt det, som de nu oplever, er opfyldelsen af Skriftordet hos profeten Joel, som taler om, hvorledes Gud vil udgyde sin  Ånd, før Herrens store dag kommer. Men efter at have påvist, at alt dette skete som en opfyldelse af Skriftordet, taler han til skaren om, hvorledes Gud i overensstemmelse med Skrifterne har gjort Jesus til Herre og Kristus ved at lade ham korsfæste, opstà og give ham plads ved sin højre hånd i Himlen.

Se, det er bemærkelsesværdigt! Ikke bare ser han Pinsens begivenheder som en opfyldelse af Skriftens tale - det var jo det lys, han og alle de andre manglede, da han døde og opstod - men nu prædiker han selv ud fra Skriften om betydningen af Jesu død og opstandelse - det som for kort tid siden havde været dunkel tale for dem, da Jesus forud havde talt derom.

Helligånden havde simpelthen åbnet Skrifternes tale om Jesus for dem. De havde ved pinseunderet oplevet den Åndens gerning, som Paulus beskriver i 2.Kor. 3-4: at hvor Helligånden kommer til, fjernes det dække, som altid er over Skriften for dem, der fortabes, og som kun kan forstå Skriften med deres viden og fornuft. Og hvor det sker, at Ånden fjerner dækket over Skriften, åbenbarer Skriften Herrens herlighed for os, eller som det hedder lidt senere: der skuer vi lyset, der stråler fra evangeliet om Kristi herlighed (3,18 og 4,4). Og det var jo netop det, Jesus forud sagde, var Åndens gerning: Han skal herliggøre mig. Og det gjorde han Pinsedag ved at åbne Skrifterne for disciplene. Da fik de lys og mund og mæle til at vidne om ham, som ved sin død og opstandelse og himmelfart blev Herre og Kristus.

Hvor kunne jeg dog ønske, vi måtte forstå, at dette er Åndens måde at tolke Skrifterne på: at afdække Jesu herlighed - ikke at give en ret historisk eller grammatisk, sproglig forklaring, men forklare Jesus, så Skriften gør os »vise til frelse ved tro på Jesus,« som Paulus siger det.

Ganske vist skete der store tegn omkring denne begivenhed: den pludseligt opståede stærke susen som af et vældigt vejr, tunger som af ild, der satte sig på disciplene, disse ulærde menneskers tale om Guds store gerninger på de forskellige folks egne sprog. Men sådanne vældige ting skete, hver gang Gud handlede på helt afgørende måde í historien. Vi husker tegnene ved Jesu fødsel: stjernen over stalden og englesangen. Vi husker tegnene ved hans død: mørket, jordskælvet osv. Og vi husker tegnet ved hans opstandelse: englen, som åbnede graven. Således bekendtgjorde Gud også Pinsedag ved tegn, at han nu udførte noget afgørende i menneskeslægten. Men det var ikke tegnene, der var hans storværk, men det som skete med hans Søn, at han i hellig Ånd tog bolig i dem, som elskede ham og holdt fast ved hans ord.

Men lad os slutte med i lyset af Joels ord at se, hvorledes Joels profeti (kap. 3) taler om det, som skete: »Jeres sønner og døtre skal profetere,« siger han. Og at »profetere« er det samme ord som at »prædike« - det vil sige: at tale, hvad Gud selv har talt i sit ord. »Jeres unge skal se syner,« siger han. At se syner er: at skue, hvad Ordet fra Gud taler - sådan som Bileam oplevede det, da Ånden kom over ham, og han hørte den Almægtiges ord (4.Mos. 24,2ff). Da skuede han, hvad der var usynligt for øjet, men som Herren talte til ham. Og endelig: »Jeres gamle skal have drømme.« De skal, som Jesus sagde om Helligånden, mindes, hvad han har talt til dem gennem deres liv med ham - rige, rige drømme om et liv med Jesus.

Sandelig, jeg må sige: Priset være Gud for Helligåndens gave! Den har gjort mange livsvandringer rige og salige. Også din? Amen.

(Fra  Til tro på Jesus - Prædikener til første teksrække - af Frank Jacobsen  - Luthersk Missions Bibelskoles Elevforening.  I kommisssion hos Forlagsgriuppen Lohse 2012  Shafan (18-05-24)