Asbjørn Kvalbein - NÆRMERE
Han blev kun 49 år gammel, den kristne politiker Henry Vane. Som en helhjertet troende af puritansk støbning forlod han England i 1635 og blev snart guvernør for den unge stat Massachusets i USA. Tilbage igen i England blev Vane involveret i store konflikter. Han faldt i unåde hos Cromwell og blev halshugget ved Tower i London i 1662.
Fra fængslet skrev Vane til sin kone: "Denne mørke nat og
sorte skygge, som Gud nu har trukket ned over os, er måske
grundfarven i et smukt maleri, som han nu vil tage frem i
lyset."
Kristne mennesker bliver ikke sparet for sorte skygger og
mørke nætter. Trængsler kaldes det i Bibelen. De er lige så
hårde for troende som for vantro. Men de bliver noget særligt,
når vi ved, at Jesus på sin krop har smagt alle slags
trængsler, og at han er en levende Herre, som har lovet at
være med sine børn.
Gud er som en sølvsmed:
"Han sidder og smelter sølvet og renser det," siger
profeten Malakias.
Han sidder. Koncentreret. Ikke et øjeblik for længe, ikke et øje-blik for kort. Sølvet skal smeltes, renses og formes, som han vil. Det skal spejle hans eget billede. Eller som Vane sagde: Gud vil skabe grundfarven i et smukt maleri.
Måske ser du, som læser dette, hverken sølv eller malerier,
men kun skygge og nat. Tag denne glæde fra Gud til dig: Han er
selv med dig, det onde i det onde skal ikke få magten over
dig.
Til mesteren i trængselsoplevelser, Job, blev det lovet:
"Seks gange befrier han dig fra trængsler, syv gange rammer ulykken dig ikke."
Den gode sjælesørger og trøster, biskop Hans Edvard Wisløff,
skrev engang: "Djævelen bruger trængslen til at gøre os
mismodige og svage. Gud bruger den til at gøre os frimodige og
stærke. Derfor er han os aldrig nærmere, end når trængslens
ild omgiver os. Og aldrig er hans kraft mere virksom."
MAL 3,3; JOB 5,19
(Andagt 21.okt. af Asbjørn Kvalbein - NÆRMERE - Dansk Luthersk Forlag 1999 - med forfatterens tilladelse Shafan (26-10-24))