Martin Luther - SÅ FAST EN BORG

Vær ikke bekymrede for jeres liv, hvordan I får noget at spise og drikke (Matt 6,25).

Nogle vil nok indvende, at Paulus lærer os noget andet. Han siger jo for eksempel: ”Den, der er forstander, skal være det med iver” (Rom 12,8). Og kort efter: ”Vær ikke tøvende i jeres iver” (Rom 12,11). Og i Filipperbrevet siger han om Timotheus: ”Jeg har ingen med et sind som hans til oprigtigt at tage sig af jeres sag” (Fil 2,20). Paulus roser sig selv af den daglige bekymring, som han har for alle menighederne (2 Kor 11,28).

Nogle bruger vers som disse til at sige, at vi selv skal kæmpe med iver og bekymre os.

Men mit svar er, at vores liv og kristne livsførelse består af to dele: troen og kærligheden. Troen angår Gud, og kærligheden angår vores næste, Troen ser man ikke - den er det kun  Gud, der ser. Kærligheden ser man, for den viser vi mod vores næste.

Og den iver og bekymringer, som kommer af kærligheden - den er befalet og gudvillet. Men den iver og bekymring, som vil gå hånd i hånd med troen - den forbyder Gud os.
Når jeg tror, at jeg har en Gud, så kan jeg ikke være bekymret. For når jeg ved, at Gud sørger for mig, som en far sørger for sit barn - hvorfor vil jeg da frygte? Hvorfor skal jeg så bekymre mig så meget?

Jeg må sige det enkelt og ligefremt: ”Når du er min far, Gud, så ved jeg, at der ikke kan ske mig noget ondt.” Som der står i salmen: ”Jeg har altid Herren for øje, han er ved min højre side, og jeg vakler ikke” (Sl 16,8) .
Gud har alting i sin hånd. Derfor skal jeg ikke mangle noget. Han vil sørge for mig.

Men når jeg selv griber ind og vil sørge for mig selv, så er det altid imod troen. Derfor forbyder Jesus os at bekymre os for os selv.
Men kærlighedens bekymring vil Jesus vedligeholde. Her vil han, at vi skal sørge for andre og give dem af vores goder og vores gaver.

Hvis jeg er konge, skal jeg sørge for mine undersåtter. Hvis jeg er familiefar, skal jeg sørge for min familie. Og sådan skal vi hver især tænke om det ud fra de gaver og det kald, vi har fået af Gud.

Gud sørger for os alle - og det er det, som troen må tilegne sig og hvile i. Men vi skal også sørge for hinanden i kærlighed. Når Gud giver os noget, skal vi sørge for, at andre også kan få del i det.

Vi må passe på, at vi ikke føjer noget til Jesu ord og fortolker dem i en anden retning, men forstår dem ligefremt, som de står: Vi skal ikke bekymre os for, hvordan vi dog skal klare os. Jesus siger: ”Du må ikke bekymre dig for, hvad der skal gives dig. Du må arbejde, og så må du lade mig sørge for dig. Jeg vil give dig, hvad du trænger til.”

Men når han har givet det, så må du i kærlighedens iver bekymre dig om, hvordan du bedst kan dele ud af det, du har fået. Du skal altså ikke bekymre dig om, hvordan du får det, men stræb efter, at din næste kan blive delagtig i det, som Gud har givet dig.

Se himlens fugle; de sår ikke og høster ikke og samler ikke i lade, og jeres himmelske fader giver dem føden. Er I ikke langt mere værd end de? (Matt 6,26).

Jesus siger her til os: ”Du har endnu aldrig set en fugl gå rundt med en le og høste og samle i lade! Fuglene arbejder jo ikke som os - og alligevel bliver de mætte,
Hermed vil Jesus ikke sige til os, at vi ikke skal arbejde. Men ved at vise os hen til fuglene, vil han tage bekymringen fra os.

En fugl kan ikke drive landbrug, som vi kan. Det betyder dog ikke, at den er uden arbejde. Den gør det, som den er skabt til; nemlig at udklække unger og give dem føden og samtidig synge en takkesang til Herren vor Gud for det. Hvis Gud havde pålagt den mere arbejde end det, så havde den også gjort det. Men nu står den tidligt op, sætter sig på en gren og synger den sang, som den har lært. Den ved ikke, hvad den skal spise, bekymrer sig heller ikke om det. Men når den bliver sulten, så flyver den ud og opstøver et lille korn. Så har Gud lagt et lille korn til den et eller andet sted, hvilket den bestemt ikke tænkte på, mens den sad og sang, selvom den dog kunne have haft grund nok til at tænke over, hvor den skulle finde noget at spise.

Vi må altså skamme os over at se, at fuglene er mere fromme og troende, end vi er! De er glade og synger af hjertens lyst, selvom de ikke ved, hvad de skal spise.
Det er ord, der er sagt til stor beskæmmelse for os. Vi kan ikke så meget som fuglene! En kristen har grund til at rødme af skam, når han ser en fugl, der har forstået den kunst, som den jo ikke har tillært sig. Uden at have hørt nogen prædikener eller formaninger har den tillid til Gud og lader ham sørge for sig.

Hvis du ved forårstid, når fuglene synger allerskønnest, ville stoppe en fugl op og sige til den: ”Hvorfor synger du dog så glad? Du har jo ikke noget korn i laden?” så ville den slå en stor latter op og gøre nar af dig: ”Du vil være en kristen og et Guds barn! Du har da ellers hørt så rigeligt på hans ord og løfter - og alligevel stoler du ikke på, at du uden gerrighed og bekymring med god samvittighed og frimodighed må vente dig det af Gud, som du jo ikke kan give dig selv?”

Det er et stærkt forbillede, Jesus giver os her, og det burde virkelig slå os, så vi blev tilskyndet til at stole mere på Gud, end vi gør. Derfor slutter Jesus også med yderligere at forstærke sine ord, når han siger: ”Er I ikke langt mere værd end de?” 
Er det ikke en stor skam, at Jesus gør fuglene til vores læremestre og foreholder os deres eksempel, for at vi skal lære af dem?
Ve dig, du hæslige og skændige vantro! Fuglene gør, hvad de bør, men vi gør det ikke,

I Første Mosebog finder vi det bud, at vi skal være alle skabni ngernes herre (1 Mos 1,28). Og nu gør vi os selv sådan til skamme, at Gud må gøre de små fugle til vores lærere og gennem dem viser os, hvordan vi tjener Mammon og forlader den eneste sande Gud. 

Og hvorfor bekymrer I jer for klæder? Læg mærke til, hvordan markens liljer gror; de arbejder ikke og spinder ikke. Men jeg siger jer: End ikke Salomo i al sin pragt var klædt som en af dem (Matt 6,28-29).

Jesus siger ikke, at vi ikke skal arbejde. Tværtimod. Vi skal spinde og væve vores tøj, sådan som Gud har givet os midler til det. Men vi skal ikke bekymre os og tvivle på, om han nu også vil give os tøj på kroppen. Vi skal ikke leve, som om vi selv skulle skaffe os det uden Gud.

Den plage, vi har fået, er vores arbejde. Hvis vi så oven i købet vil bekymre os, så bærer vi os tåbeligt ad. For hver dag har nok i sin plage.
Endnu engang må vi altså beskæmmes, når vi ser på de blomster, som køerne træder ned og æder, men som Gud ophøjer som vores lærere, som vi skulle tage hatten af for og vise al ære og respekt. Men vi er blinde for det. Vi ser ikke, hvad Gud vil med at vise os blomsterne.

Blomsten står der for vores skyld. Og for at vi skal få øje på den, banker den på hos os og siger: ”Om du så havde iført dig hele verdens pragt, så ville du stadig ikke ligne mig. Og jeg står her og bekymrer mig ikke om, hvordan jeg skal få denne herlighed. Jeg står bare her og bidrager med ingenting! Og selvom du har udsmykket dig så fornemt, så er du dog et vantro menneske. Du tjener den afmægtige Mammon, men du er og bliver en stakkels, rådden ormesæk, mens jeg er frisk og smuk og tjener den eneste sande Gud!”

Så hæsligt og skændigt er det med vantroen.

(3 andagter  af Martin Luther fra "SÅ FAST EN BORG" Luthersk Missions Bibelskoles Elevforenings Forlag 2017 -
Shafan (2-11-24))