Martin Luther (Jesu afskedstale 1.del)

Her angiver han grunden til de foregående ord, da han begyndte sin formaning om at være fortrøstningsfuld og uforfærdet. ”Lad jer ikke skræmme eller hjertet være modløst, selvom jeg legemligt må skilles fra jer,” siger han, ”og efterlader jer under verdens og Djævelens herredømme, som vil trykke og kue jer og volde jer alle mulige ulykker. Men stå frimodigt og fast imod alt, hvad der vil møde jer. Som kristne skal I jo ikke være bekymrede og mismodige, for I hører hverken til de vantro eller til de vankundige, som ingen trøst og intet håb har, når lidelser, ulykke og modgang rammer. Den slags folk tror ikke og kender heller ikke Guds ord, men sætter deres lid til timelige ting, og deres hjerter hænger kun ved det, som er nærværende og synligt. Når disse ting slår fejl, svigter deres mod og tillid også. Så snart lykken vendes til ulykke, bryder de pludselig sammen og giver helt op, som om det helt og aldeles var ude med dem. Det er mennesker, som ingen Gud har, og som ikke ved af at sige og aldrig har erfaret, at der findes en trøst, som kan bestå og vinde sejr midt i den dybeste nød og elendighed, selv når alt det timelige og forgængelige, man kan skaffe og sætte sin lid til, ophører.”

”Sådanne mennesker,” siger han, ”skal I ikke være. For I har jo Guds ord, og ved det har I lært ham at kende og at tro på ham. Lad jer derfor ikke overvælde eller overvinde af frygt. I stedet skal I modigt og mandigt stå imod og vise, at I kender en helt anderledes sikker trøst og tilflugt i det høje, end verden ejer, og kan sætte jeres lid til en langt større kraft og magt end verdens og Djævelens herredømme og styrke. Lad andre kun holde sig til deres timelige magt og lykke; men trøst I jer med, at I har en Gud og kender ham. Stol på, at han er hos jer og kan hjælpe jer, sådan som han i sit ord har lovet jer. Det skal aldrig slå fejl, skønt alt er imod jer. Nej, han vil hjælpe, beskytte og udfri jer, fordi I lider det alt sammen for hans skyld.

Tror I da på Gud og har I tillid til ham, så tro også på mig. Er jeres tro ægte, så I venter jer alt godt af Gud, så hav også den samme tillid til mig! Den trøst og hjælp, som I søger og venter af ham, den skal I også vente af mig. Jeg vil sandelig lige så lidt som Gud selv svigte jer. Har jeg hidtil hjulpet jer og stillet ethvert savn, og har jeg i ord og gerning bevist, at I kan stole og dristigt forlade jer på mig, og har jeg aldrig ladet jer mangle noget, vil jeg også blive ved med at gøre det fremover og ikke slippe jer, skønt jeg ikke bliver hos jer legemligt. For jeg har stadig den samme kraft og magt fra Gud og i Gud, så jeg både kan og vil gøre det. Men I skal ikke tvivle og miste modet, som om I havde mistet både Gud og mig. Stå derimod fast i troen og lad ikke tilliden dale og svækkes, omend I nu ser mig lide og dø, og I lades alene tilbage.

Ligesom I hidtil har set og erfaret min legemlige hjælp og beskyttelse, sådan skal I nu tro på den, selvom den ikke på samme måde vil være synlig. For er I mine disciple og ægte kristne, må I ikke til stadighed blive hængende ved synet og følelsen af udvortes trøst. Derimod skal I se til, at I lærer den kristne kunst at tro fuldt og fast på, at jeg både kan og vil hjælpe jer der, hvor I hverken ser eller føler det, men ser og føler det modsatte, nemlig midt i lidelser og al slags nød, og alligevel holder fast ved den trøst, at selv når alt andet glipper og brister, har I dog Gud og mig.”

Her ser du tydeligt, hvordan Kristus taler om sig selv og bevidner, at han er Gud den Almægtiges ligemand, eftersom han forlanger, at vi skal tro på ham, ligesom vi tror på Gud. Hvis han nu ikke var sand Gud sammen med Faderen, var troen falsk og et afguderi. For menneskehjertet må ganske enkelt ikke stole og forlade sig på noget som helst andet end på Gud alene. Enhver anden fortrøstning og tillid er det rene afguderi. Som når en rigmand stoler og bygger på sit gods: Fordi han ved, at han har en formue i baghånden, bliver han dristig og stor i slaget. En anden stoler på en eller anden god ven eller nådig herre og tænker: ”Hvis alt andet slår fejl, har jeg dog denne ven tilbage.” Dette kalder Skriften også ”at forlade sig på”1. Men at stole på mennesker eller fyrster er at gøre dem til afgud, fordi man bygger på dem og selv bliver hovmodig og sikker, som om man havde Gud og ikke behøvede nogen anden.

Af den slags og andet lignende afguderi ser og lærer man, at disse to - fortrøstning og Gud - hører sammen. Hvad et hjerte bygger og stoler på, dét er i egentligste forstand dets gud, også selvom det er en afgud. Det står fast, at der er en afgud til – Kristus den Mammon (Matt 6,24) – og i hele verden regerer lutter afguder lige til den dag, hvor den eneste sande, store Gud, som Paulus kalder ham (Tit 2,13), vil åbenbare sig. Men for øjeblikket afhænger alt af den store afgud. Den, der har ham, er stolt og sikker og spørger ikke om nogen anden. Det må altså stå klart, at der ikke kan være nogen stolthed, ros eller sikkerhed, uden at man bygger på en gud. Den, hvis gud er ægte, hans fortrøstning er det ligeledes, og omvendt.

Vi, som er kristne og ikke af verden, bør da hente vores fortrøstning og modstandskraft hos Gud, så vi siger: ”Jeg er i verden, den og Djævelen bekæmper mig, og selv min egen samvittighed nager og bedrøver mig og vil gøre mig ængstelig og mismodig. Hvad skal jeg tænke om det? Jeg vil tænke: Når jeg ser en rig mand, der lever i sus og dus, blive trådt for nær, eller nogen vil skade ham, holder han sig straks til og stoler på sin Mammon i det faste håb, at der ikke er nogen fare, fordi han har sin afgud. Bør jeg da ikke langt mere sætte mit håb til og stole på den sande, evige Gud?”

Kristus vil altså formane os til at lære af den afguderiske verden, hvordan vort håb og vor tro skal være rettet imod den sande Gud. Når vi derfor ser, hvordan én i tillid til sin Mammon eller sin fyrste sætter sig op imod sin næste, lad os da også i tillid til vor Herre og Gud trodse Djævelen og hans pak og sige: ”Hvad kan du gøre, der kan skræmme og skade mig – om du så prøver nok så meget at få held til at overvinde mig? Ved du ikke, at jeg har en Herre, som er langt stærkere end du, og som kan indgyde mig langt større mod, trøst og glæde, end du med dine plager kan skræmme mig? Kan du gøre mig fattig, har han nok til at ernære mig i rigt mål. Kan du bagtale, vanære og myrde mig, kan han give mig æren og livet tilbage.” Således skal vi altid trodse ham og sige: ”Selvom alt slår fejl, har jeg dog min Gud. Hvorfor skulle jeg da bekymre mig om alt det, der er mig imod? Lad den, der ikke vil le, være vred. Lad den, der ikke vil give, lade være. Far bort med dit hovmod, had og misundelse, og far til Djævelen med din afgud, men lad mig beholde min Gud!”

”Ja,” siger verden og dens herre, Djævelen, ”jeg vil tage dig i nakken og kaste dig i fængsel og pine dig til døde på alle mulige måder. Lad os så se, hvad din Gud gavner dig!” ”Nuvel! Så kom og gør det, du ikke kan lade være med. Men hvad får du ud af at pine mig og slå mig ihjel? Hvor meget du end myrder mig, kan Gud dog gøre mig levende igen. Hvor megen skam, skade og pine du end tilføjer mig, kan han dog betale og gengælde mig det tusind gange.”

Se, sådan skal en kristen rose sig, hverken af sig selv eller af noget menneske eller af Mammon, men af Gud. Det er, hvad Kristus har kaldt at tro på Gud og ikke at lade sig forskrække, uanset hvad modgang og modstand der møder os. ”For al den skade,” vil han sige, ”som kan ramme jer på jorden, er jo for intet at regne mod den gavn og fordel, I har af denne tro. I har jo en Herre og Gud, som for hver en mønt, de tager fra jer, kan give jer hundrede igen. Tager de ære, velfærd, liv osv. fra jer, kan han give jer erstatning i rigt mål. Og i stedet for dette korte liv, som I må forlade uden alt det, kan han give jer et andet, uforgængeligt, evigt liv, som ingen kan tage fra jer eller bestride.”

Derfor bør man regne ethvert jordisk tab for småting i sammenligning med den store skat, som Gud giver os. For hos Ham har vi evigt liv, rigdom, magt og ære som erstatning for den sølle jordiske ejendom, der alligevel må efterlades, ligesom jo mange hundredetusinder allerede er gået bort uden at tage en trævl med sig og er styrtet ned i afgrunden med deres afgud, som de havde sat deres lid til. Vi har intet her på jorden, som vi kan prale af. Kan man tage livet af os og øve alskens skarnsstreger imod os, gør man det. Og hvor længe lever vi, når vi lever længst hernede? Det varer kun som en dans på torvet. Derefter bliver det anderledes, for da vil Gud, som vi har troet på, afsige denne dom: ”Man har plaget og hånet dig, men jeg vil ære dig for evigt, så du for hver ond, hovmodig bonde eller anden plageånd, du har haft, skal få tusinde engle til venner, ja til tjenende ånder.”

Her ser du da, hvad det vil sige at tro på Gud: At få et hjerte, der urokkeligt og frimodigt modstår alt, hvad Djævelen og verden kan gøre, såsom fattigdom, ulykke, skændsel, ja synden selv. En kristen må være et menneske, der kan lade hånt om alt, hvad verden ejer af lykke og ulykke, og ikke tage sig af alt det, som Djævelen kan friste og lokke eller skræmme og true med, og som kan stå alene i kampen mod hele hans hær og blive en ægte ridder og helt, der besejrer og overvinder alt.

”Hvis I nu har sådan en tillid til Gud,” siger han, ”så hav også samme tillid og fortrøstning til mig!” Her stiller han sig, som allerede påvist, lige med Gud og kræver den samme ære, som tilkommer Gud. Ikke at han stiller en ny Gud ved siden af og i tillæg til den eneste sande. Men han vil hermed kundgøre, at han først nu vil oprette sit rige på jorden, og netop derfor tager af sted, for at han kan overtage sit rette embede og herredømme. Det er, som om han vil sige: ”Her på jorden regnes jeg endnu for et stakkels, elendigt, afmægtigt menneske” - hvilket Herodes og Pilatus og ypperstepræsterne jo også regnede ham for dengang - ”men når jeg er blevet ophøjet, vil jeg” - som han siger et andet sted (Joh 12,32) - ”drage alle menneskehjerter til mig, så de lader mig være deres trøst og tilflugt, deres håb og deres et og alt. Da skal I erfare, hvilken skat I har i mig, for jeg vil bevise min kraft sådan, at I ikke forgæves skal have sat jeres lid til mig og troet på mig lige så fuldt som på Gud.” (...)

Men der var en lille flok, som troede på Guds ord og ikke fulgte med strømmen, ligesom de sande kristne heller ikke skal tage sig af, hvad de andre foretager sig, der har navn og ry af at være hellige mennesker og kaldes Guds tjenere og kirken.

Derimod skal de sige: ”Her er min Gud! Jeg vil alene tro på den Gud, der er Himlens og jordens skaber, og på ham, der er ét med ham, nemlig Jesus Kristus. På ham skal jeg forlade mig, så ved jeg, at jeg har den sande Gud. Når jeg har ham, kan jeg stå Djævelen og verden imod. Selvom den tager penge, ejendom, ære, liv og lemmer fra mig, har jeg dog Kristus, der er Herre over liv og død, over verden og alt andet. Hvis Djævelen vil forskrække mig ved tungsindighed eller en ængstelig samvittighed, får han intet ud af det. For her er min Herre, som jeg tror på; og tror jeg på ham, da tror jeg på Gud, eftersom han selv er den sande Gud. Hvad der end måtte ramme mig af timelig og legemlig skade, det regner jeg for et tomt hylster eller hul nød, som han giver mig evig rigdom og evigt liv i erstatning for.”

Altså er disse ord også sagt til trøst for de kristne, som han efterlader i en elendighed, hvor de må have Djævelen til fjende, der plager og piner dem, og verden, der bekæmper dem med hovmod, pral, foragt, forfølgelse og mord osv. ”For at I nu midt i alt dette,” siger han, ”kan bevare modet og ikke lade jer overvinde, skal I kun tænke på, at jeg er den sande frelser og Gud. Stol på mig, så skal I finde den sande Gud og erfare min almægtige kraft og magt. Lad verden og de falske helgener trodse og fremture i, hvad de vil. Lad dem tro og gøre, hvad de vil! Det er dog alt sammen forgæves og udretter intet. Imod alt det behøver I ikke andet værn og rustning, end at I klynger jer fast til mig, for da klynger I jer til Gud, og så kan han ikke andet end hjælpe jer. Hvis de derfor hader, forfølger og myrder jer, vil vi elske, modtage, beskytte og levendegøre jer og til evig tid tage bolig hos jer,” som det fremgår af det følgende.(14,2-4)