Laodikea:
Frank Jacobsen - "Jeg hørte en røst"
Menigheden i Laodikea repræsenterer den sidste fare for menigheden:
den er blevet rig. Den kender sig altså lige modsat menigheden i
Smyrna (
Åb.2,9).
Til menigheden i Laodikea
v14 Og skriv til englen for menigheden i Laodikea:
Dette siger Amen, det troværdige og sanddru vidne, Guds skabnings
ophav: v15 Jeg kender dine gerninger, du er hverken kold eller varm.
Gid du var enten kold eller varm! v16 Men nu, da du er lunken og
hverken varm eller kold, vil jeg udspy dig af min mund. v17 Siden du
siger: Jeg er rig, jeg har samlet til huse og mangler intet, og du ikke
ved, at hvis nogen er elendig og ynkelig og fattig og blind og nøgen,
er det dig, v18 så råder jeg dig til hos mig at købe guld, der er
lutret i ild, for at du kan blive rig, og hvide klæder at iføre dig,
for at din nøgenheds skam ikke skal ses, og salve til at salve dine
øjne med, for at du kan se. v19 Alle dem, jeg elsker, revser og tugter
jeg. Vær nidkær og omvend dig! v20 Se, jeg står ved døren og banker på;
hører nogen mig og åbner døren, vil jeg gå ind til ham og holde måltid
med ham og han med mig. v21 Den, der sejrer, vil jeg give sæde hos mig
på min trone, ligesom jeg har sejret og har taget sæde hos min fader på
hans trone. v22 Den, der har øre, skal høre, hvad Ånden siger til
menighederne.«
Åb.3,14-22
At Jesus i v. 14 kaldes »Guds skaberværks Ophav« tyder
på, at her i første række er tale om timelig
velstand. Men med denne timelige velstand fulgte også en ny åndelig
tilstand: v. 15-16: man var ikke blevet ligeglad med det åndelige, man
var heller ikke brændende, man var interesseret. Engang havde de været
elendige, ynkværdige, fattige, blinde og nøgne, - o, da havde de
trængt til Jesu Kristi evangelium, da var Herrens ord kosteligere end
guld, da hungrede hjertet efter at blive iført Kristi rene, hvide
retfærdighedsklædning, da havde de næsten råbt det til Herren: »Herre,
luk mine øjne op, at jeg må se dig - Herre, vis mig, hvad min frelse
har kostet - Herre, lad mig se.« Nu var al denne længsel ophørt. De
trængte ikke til noget. De følte sig mætte. Vel mødte de stadig op i
menigheden. Og vel kendte de alle, at de havde det godt i menigheden,
og at de ikke kunne undvære den. Men atmosfæren var en
velbehagelighedens atmosfære, hvor ingen hænder var rakt
længselsfuldt mod himlen for at gribe efter Jesus, Guds Lam, hvor
ingen øjne spejdede efter bare et glimt af Forsoneren på korset.
Vidunderligt er det at se, hvorledes
også en sådan tilfreds menighed er
inde under Herrens kærlighed (v. 19), men lad det dog være en trøst til
frelse og ikke til bestyrkelse i denne døde, selvtilfredse tilstand.
Herren, som elsker dig, vil elskes af dig (v. 20).
Vi har nu set menigheden i syv forskellige situationer, hvor de enten
havde vendt Åndens tale ryggen - i fem tilfælde eller stod i fare
derfor - de to øvrige. Fælles for dem alle er det nu, at det gælder om
at sejre (kp. 2, 7, 11, 17, 26 og kp. 3,5, 12,21).
Som vi allerede har set, beror sejren
på, at de atter vender sig til det, som Ånden siger til menighederne.
Vi skal nu til slut se, hvorledes Ånden bringer dem til sejr.
Der er et træk, som går igen i alle
disse menighedsbreve, og det er, at hver eneste menighed bliver bragt
ind i lyset af den himmelske verdens Herre og Fyrste med hver deres
fare.
Den, som havde mistet sin første
kærlighed, ser Ypperstepræsten der, hvor han vandrer i sin menighed
(
2,1
). De ser deres åndelige, evige højhed - ikke i kraft af alle de
dyder, de kunne fremvise, men i kraft af Ham, som holdt dem i sin hånd,
og som i deres sted havde stridt, lidt, sonet og sejret hos Gud.
Den, som levede med de overmåde store
trængsler for øje og sin egen fattigdom og afmagt og bestandigt mødte
spot fra dem, som kaldte sig »Guds folk«, »Israel«, den blev bragt ind
i lyset af ham, som p. gr. a. sin evige magt og guddommelighed kunne
dø og opstå (
2,8
), fordi ingen trængsel, intet fængsel, intet nederlag,
ingen afmagt, kan holde den fangen, som i sin dybeste grund er af
himlen.
Den, som midt i troens kamp blev svag i
læren, fører Ånden frem i lyset af himlens evige Herre, fra hvis mund
Ordets skarpe sværd udgår (
2,12
), det sandhedens ord, hvorved sjælene
enten vil blive frelst eller fordømt (v. 16 jvfr.
1. Pet. 2,1-8).
Og den, som p. gr. a. sin »indsigt« blev
svag i tugten, stiller Ånden ind i hans lys, som har flammende øjne og
fødder som skinnende malm (
2,18
), han, som med sit bliks ildsluer
rammer synden, ser den og slår ned på den, og hvis komme vi uundgåeligt
vil opleve.
Den som i tidens løb blev svækket i sin
omgang med ordet, sløv til at høre, sløv til at tage imod det, og uden
kraft til at bevare det og holde det fast, minder Ånden om, at han, som
i evigheden har menigheden i sin hånd, han har også den Ånd i sin hånd,
som kan gøre de sløve sanser vågne påny og levende (
3,1).
Medens menigheden, som var ved at give
op over for de lukkede døre og begyndt at tænke på nye veje og nye
metoder og nyt indhold, fordi ordet og forkyndelsen af Lammet ikke var
»tidssvarende«, løfter Ånden ved sin røst op, så den skuer ham, som har
Davids nøgle - det er nøglen ind til »Davids Hus«,
Es. 22,22, hvilket
vil sige Kristi rige (jvfr.
2. Sam. 7,11-16) - og kan lukke op, så
ingen kan lukke i, og lukke i, så ingen kan lukke op (
3,7).
Og endelig: den, som p. gr. a. timelig
velstand mistede sin åndelige trang til at gribe om frelsen i Kristus,
stilles af Ånden over for den evighed, som evigt skiller løgn og
sandhed, uægte og ægte, døde og levende, og afslører, hvad der i
sandhed er ynkværdigt, elendigt, fattigt, blindt og nøgent, så de atter
forstår, hvad det betyder at være elendig, ynkværdig, fattig, blind og
nøgen over for ham til sidst (
3,14).
Vi lægger altså mærke til, at al sejr ligger på troens plan. Intet kan
udfylde manglen, om· en kristen kommer bort fra at høre, hvad Ånden
taler, så han mister det lys, det er, at møde Kristus i hans himmelske
væsen og guddommelige, evige kraft og vilje. Ingen gerninger, ingen
udholdenhed, ingen ofre, ingen ydre fremgang, ingen rigdom eller
åndelig mæthed kan erstatte denne tro. Alene den kan sejre over verden
(
1. Johs. 5,4).
Vi har i Hebræerbrevet kp.
11,24-27 et
godt vidnesbyrd om den sejrende tro. Moses havde to muligheder: enten
stillingen som søn af Faraos datter og del i Ægyptens rigdomme, eller
at lide ondt med Guds folk og dele dets skændsel. For mennesketanken
var valget selvfølgeligt: »Du får aldrig så gode muligheder for at
hjælpe Guds folk, som hvis du vælger at være søn af Faraos datter.
Tænk, hvilken magt, du da får. Tænk, hvilken indflydelse, du da kan
opnå - ikke blot for dig selv, men til gavn for dit folk.« Gud hjalp
imidlertid Moses med valget, og Moses måtte bogstaveligt talt flygte
fra de menneskelige muligheder, fordi han indså, at det var
mennesketankens muligheder. Hvad valgte han da efter? Guds folk og
Kristi skændsel. Han spurgte, hvor Gud var - der ville han være. Han
spurgte, hvor forsmædelsen for Kristi skyld var at finde - der ville
han være. For han vidste, at der var lønnen (v. 26). Han vidste, at
lønnen aldrig ligger i nogen menneskelig magt eller nogen jordisk og
verdslig fordel, men alene i en tings åndelige væsen og virkelighed.
Derfor fik han også at se, hvorledes Ægyptens kraft endte i nederlag,
medens Israels svaghed endte i sejr. Moses så Den Usynlige (v. 27), og
fulgte HAM.
Sådan sejrede Moses og Lammets
menigheder til alle tider.
(Uddrag
-"Kap2-3 Menigheden i dens jordiske skikkelse" s.37-40 fra "Jeg hørte
en røst -
Bibelforedrag over Johannes Åbenbaring" af Frank Jacobsen - Frimodts
Forlag 1973
- gengivet med forfatterens tilladelse og efter aftale med
initiativtageren til genudgivelsen, Thomas Teglgaard -
Shafan 04-12-09)