skrevet
Shafan
Dette siger Herren:
" ... spørg efter de gamle stier .. "
Jer.6,16

Bønnens plads i evangelisationen
Mikkel Vigilius - "Ved evangeliets kraft"

Det er værd at bemærke, hvad det er, Jesus kalder sin disciple til, da han ser ud over folkeskarerne, der er vanrøgtede og forkomne som får uden hyrde: 
»Da sagde han til sine disciple: 'Høsten er stor, men arbejder­ne få. Bed derfor høstens herre om at sende arbejdere ud til sin høst.'« ( Matt 9,37-38

Jesu første ord er ikke: gå! Det ville ellers have været forståe­ligt. Han ser denne store mængde af fortabte mennesker. Her er vel ingen tid at spilde? Nu gælder det vel om at komme af sted og arbejde så hurtigt og så meget som muligt? Men sådan tænker Jesus ikke. 

Jesu første ord er: bed! Vend jer mod Gud! Han som er høstens Herre. Han som alene kan virke omvendelse og tro i hjerterne. Bed ham forbarme sig og gribe ind! Missionsarbejdet er en åndskamp. Det er en kamp om hjerter­ne. Og her beror i sidste ende alt på Gud, hans velsignelse, hans indgriben og hans medvirken. Bag de uomvendte folkeskarer står en åndsmagt, som hersker over dem. Det er en åndsmagt, som vi ikke kan stille noget op overfor. Han er langt stærkere end os. Vi kan ikke hverken rive, lokke eller overtale et eneste men­neske ud af hans greb.

Vi kan gøre meget på egen hånd. Vi kan programmere, arran­gere, og invitere. Vi kan få mennesker med i vore menigheder, hjælpe dem til at aflægge en kristen bekendelse og vejlede dem til at leve på en ny måde. Men en ting kan vi ikke give dem, det eneste altafgørende: en levende og frelsende hjertetro på Jesus. Uden Guds velsignelse og medvirken og uden hans Ånds kraft og gerning kan vi slide og stride med al vor menneskelige snilde, dygtighed og iver - det giver ingen åndelig og evig frugt. 

»Hvis ikke Herren bygger huset, arbejder bygmestrene for­gæves« ( Sl 127,1). 

Men omvendt: vender vi os til den levende Gud, påkalder ham og betror os til ham, så formår han at virke det største gennem det mindste. 
Når vi ser ned over kirkehistorien, er der et fælles kendetegn ved de kristne, der har været redskaber for store fremskridt for missionsarbejdet. De har haft et levende syn for missionsarbej­det som en åndskamp, og derfor har bønnen til Gud haft en helt central plads og afgørende betydning i deres arbejde.

Hvad er vores mest påtrængende behov i missionsarbejdet? Er det at finde gode og effektive strategier, som vi for alvor kan tro på? Er det ikke snarere det modsatte? At få nedbrudt vores køde­lige tro på egne kræfter og muligheder og på alt det, vi selv kan udrette, hvis vi gør tingene på den rette måde? At få syn for, at vi står i en åndskamp, hvor alt beror på Guds hjælp og velsignelse. I denne sammenhæng gør det ingen væsentlig forskel, om vores tro er knyttet til gamle eller nye strategier. Det afgørende er, om vores tro er rettet mod os selv og vores måde at gøre tingene på, eller mod ham, som er høstens herre, og som alene formår at give fremgang, kraft og sejr i åndskampen. 

Er det tilfældigt, at Gud i Skriften gang på gang vælger de sva­geste mennesker som sine tjenere og ved prøvelser, modgang og uoverskuelige udfordringer fastholder dem i ydre magtesløshed? Er det tilfældigt, at Israels konger forbydes at skaffe sig store og stærke hære? ( 5 Mos 17,16). Er det tilfældigt, at Guds dom fal­der over David, da han laver en opgørelse over størrelsen af sin hær? ( 2 Kong 24). Er det tilfældigt, at Gud i kirkens første tid kalder de menneskeligt set ringeste, svageste og mest uanseelige som sine disciple ( 1 Kor 1,26)? Ifølge Pau1us er det ikke tilfæl­digt: 
»Det, som er svagt i verden, udvalgte Gud, for at gøre det stærke til skamme
« (1 Kor 1,27). 

Hvad er Guds hensigt med dette? Paulus svarer selv: » ... for at jeres tro ikke skulle afhænge af menneskers visdom, men af Guds kraft« ( 1 Kor 2,5). 

Guds hensigt er at løse os fra vores krampagtige tro på, at alt beror på os: vor dygtighed, styrke og indsats. Han vil vise os, at han dybest set ikke er afhængig af os! At det er en gave og en nåde, at vi får lov at stå i hans tjeneste, og her være vidne til hans gerninger! Gud vil hjælpe os til frihed i tjenesten, og det kan han kun gøre på en måde - ved at vende vort blik og vor forventning fra os selv mod ham! 

Dette er vejen frem til åndelig frihed, glæde og åndskraft i tje­nesten. Det kan være en hård vej. Vores tillid til os selv må bry­des ned, og det gør ondt. Men det, som er hårdt for kødet, er godt for ånden. Kan vi bede om noget bedre end at blive løst fra troen på os selv og fornyet i synet på Guds magt og kraft? 

1. O, måtte snart dog ilden brænde,
som du, vor frelser, tænde vil!
Lad hele verden freden kende,
som kun Guds rige hører til!
 2. Vel glimter der i vantrosnatten
en liden gnist snart her, snart der;
og blevet er dog nådeskatten
for mangt et hjerte dyr og kær.
 3. Til nådens ild må du os holde,
så alles hjerter står i glød.
Lad os ej længer gå så kolde
for egen og for andres nød!
4. Ja, styrk din ild i vore hjerter,
lad alle slagger renses ud;
men send, når Åndens flamme smerter,
os lindring ved din nåde, Gud.
5. Lad alle egne forråd brænde,
lad vore brønde tørres ud;
du os fra vore støtter vende,
så du alene bliver Gud.
6. Som dine svage lemmer, Herre,
bevar du os fra splidens vej.
Vi er kun få, så meget værre
om ikke vi er ét i dig.
7. Smelt alt, som skiltes, atter sammen,
lad ingen kold og lunken gå,
styrk os, når svag og mat er flammen:
Du alt i alle blive må!
(Lina Sandell).

I sin bog om kristent lederskab skriver Magnus Malm om det be­friende og trosfornyende i at se Gud som åndskampens og mis­sionsarbejdets Herre
: »Hver eneste reformation og fornyelse i menighedens historie er begyndt - ikke med en genopdagelse af, hvad åndeligt leder­skab er - men med en genopdagelse af, hvem Gud er ... Vi har brug for at blive befriet fra den spottende tro, at Gud famler sig frem her i verden og har et desperat behov for, at mennesker vil satse på ham og udføre hans værk. Denne indstilling skaber en håbløst menneskecentreret kristendom og et lederskab, som er utåleligt fikseret på sin egen uundværlighed. Det skaber et for­krøblet gudsbillede, som er en krænkelse af den Hellige. Det skaber et opblæst jeg-billede, som i begyndelsen kan tage sig ud som sund selvbevidsthed, men som ubønhørligt går sin under­gang i møde i udbrændthed og bristede illusioner«.

Når vi ser Gud, som han er, løses vi fra den kødelige og opsli­dende tro på, at alt står og falder med vore evner, vor dygtighed og vor indsats. Vi ser, at alt er muligt for Gud - helt uafhængigt af vor styrke eller svaghed! Vi fornyes i troen på og glæden over, at Gud både kan og vil frelse mennesker i dag som til alle tider forud. Og vi ser, at vi næppe kan gøre noget bedre for menne­skers frelse end at sætte os stille ned og bede for dem. Da betror vi dem i Guds hænder, og da kan det umulige ske! Det hårdeste hjerte kan gennembrydes. Den, som er kommet længst væk fra Gud, kan vindes tilbage. Den mest verdslige, ubekymrede og selvhjulpne kan stoppes, vækkes og frelses. For Gud er intet umuligt! Heller ikke det, som vi oplever umuligt. Når vi træder ind i bønnens rum, træder vi ind i Guds virkelighed, hvor det umulige bliver muligt! 

»Dette siger Hærskarers Herre: Fordi dette folks rest i de dage finder det umuligt, skulle jeg så også finde det umuligt? siger Hærskarers Herre« ( Zak 8,6). 

Hvorfor sker der så lidt i vort arbejde? Kan det tænkes, at Gud holder sin hjælp tilbage fra os, for at nedbryde vores tro på os selv? For at lære os, hvor lidt vi kan udrette i egen kraft? Vil det overhovedet være godt for os, hvis Gud lod os opleve ydre frem­gang og vækst i vores arbejde lige nu, eller vil det bare bekræfte og forstærke vor hovmodige tillid til os selv og vort gode arbej­de? 

»I ... opnår intet, fordi I ikke beder,« siger Jakob ( Jak 4,2). 
Men hvorfor beder vi ikke? Ole Hallesby har måske indirekte givet os svaret: 
»Det er kun den hjælpeløse, der kan bede.« 

Sand kristen bøn er på det allernærmeste forbundet med erfa­ringen af hjælpeløshed og afmagt. Kan der ske noget bedre for os end, at Guds Ånd lader os erfare vor dybe åndelige hjælpeløs­hed? Det er her, vi bliver løst fra os selv og knyttet til den leven­de Gud. Det er her, vi drages ind i bønnens rige og befriende fæl­lesskab med ham. Det er her, vi erfarer den fred, som overgår al forstand, når vi betror alt til ham! ( Fil 4,6-7).

(Fra "Ved evangeliets kraft" s.101-104 - Luthersk Missionsforenings Bibelskoles Elevforening 2005 - af Mikkel Vigilius)  - Gengivet på Shafan med tilladelse af Elevforening og forfatter - 24-06-10


Webmaster, Andreas Michelsen

Forside: www.shafan.dk

skrevet Bibeltekster er hentet fra den autoriserede oversættelse, 
© Det Danske Bibelselskab 1992  og kan læses på BibelenOnline