skrevet
Shafan
Dette siger Herren:
" ... spørg efter de gamle stier .. "
Jer.6,16

Guds Ord
Jan Bygstad - "Overgivet til Herrens Ord"

»Guds ord er levende« ( Hebr 4,12).
»De ord, jeg har talt til jer, er ånd og liv« ( Joh 6,63).
»Evangeliet er Guds kraft til frelse for enhver, som tror« ( Rom 1,16).
»Sådan er mit ord, som udgår af min mund; det vender ikke virkningsløst tilbage til mig, men det gør min vilje og udfører mit ærinde« ( Es 55,11).
»Er mit ord ikke som ild? siger Herren, som en hammer, der knuser klippen?« ( Jer 23,29).

Se også Mark 4,26ff.; l Thess 1,5; 2,13 osv. 

Af denne type skriftord fremgår det, at Guds ord er mere end et rent informationsmeddelende medium. Det henvender sig ikke udelukkende til menneskets forstand for at meddele kundskab om Gud og hans vilje. Ordet er i sig selv virkedygtigt og »skaber, hvad det nævner«. Denne virkekraft hænger netop sammen med, at Helligånden har bundet sig til dette ord på en sådan måde, at han gives igennem det ( Gal 3,1-5; ApG 1O,44f. m.fl.), og udfører sin gerning ved det ( Luk 8,4ff.). Ja, i lignelserne om Guds rige i Matt 13 siger Jesus lige ud, at dette riges hemmelighed ligger gemt i hans ord, et ord som har spirekraft i al evighed. Ved ordet som middel skabes, fornyes og opretholdes troen og det nye liv, jf. artikel 5 i den Augsburgske bekendelse og den lille katekis­mes forklaring til tredje trosartikel.

Den virkekraft, vi her taler om, er særligt knyttet til det fak­tum, at Skriften taler i lov og evangelium og derfor først og fremmest henvender sig til menneskets samvittighed, ikke til dets forstand. Ved at Skriften taler til samvittigheden, taler den til det hele menneske, for samvittigheden er den instans, som defi­nerer de øvrige sider af personligheden. Derfor er det ikke kor­rekt at sige, at »jeg har samvittighed«, men hellere at »samvittig­heden har mig«, for en levende samvittighed er dommer og her­re over vilje, tanker og følelser. I samvittigheden gør loven sin gerning, knuser, dræber og river ned. Og der gør også evangeliet sin gerning: Læger, genopbygger og gør levende. 

Fordi ordet er levende, er det også livgivende. Det er tanke­vækkende at lægge mærke til, hvordan apostlen Paulus formulerer sig, når han taler om sit embede i Gal 1,1: »Paulus, apostel, ikke fra mennesker, ikke udsendt af et menneske, men af Jesus Kristus og Gud Fader, som oprejste ham fra de døde«. Hvorfor knyttes talen om opstandelsen sammen med apostolatet? Ved hjælp af denne koncentrerede måde at udtrykke sig på, får apost­len dermed frem, at han i sit embede, ved det budskab han er ble­vet givet, formidler Kristi opstandeIses liv og kraft. Det er denne magt, som er i opstandelseslivet, der ligger i det ord han forkyn­der (if. Gal 2,20; Fil 3,10; 1 Kor 15,lf.).

I Johannesevangeliet ser vi dette eksemplificeret ved, at Jesu ord og Faderens gerninger knyttes sammen, så de bliver identi­ske størrelser: »De ord, jeg siger til jer, taler jeg ikke af mig selv; men Faderen, som bliver i mig, gør sine gerninger« ( Joh 14,10). Dermed gør Jesus det klart, at Guds gerning i hans menighed på jorden er bundet til og afhængig af disse ord. Ved hans budskab gives evigt liv ( Joh 5,24. 39f.; 6,63), den, som er bundet i ufri­hed, frigøres (8,31ff.), hans folk ledes (1O,3ff.), den urene renses (15,3), mennesket gives det rette kendskab til Faderen og Søn­nen (17,7f.), og hans disciple helliges og udskilles fra verden (17,14. 17). Tilsvarende findes det grundlæggende kendetegn på hans disciple i deres forhold til hans ord: »Elsker I mig, så hold mine bud« (14,16), og »den, der har mine bud og holder dem, han er den, der elsker mig« (14,21), og »den, der ikke elsker mig, holder ikke fast ved mine ord« (14,24), og »enhver, som er af sandheden, hører min røst« (18,37 - se også 6,45; 8,47; 10,27). Begrebet »holde« betyder i denne sammenhæng ikke først og fremmest »overholde« (dvs. gøre det, som et bud foreskriver), men er en oversættelse af det hebraiske shamar, som f.eks. kan bruges om at vogte, tage vare på værdigenstande og er et udtryk for det at bevare Skriften som Guds ord. Inden for skriftlærd jøde­dom hang dette begreb sammen med termerne »modtage« og »overlevere« ( 1 Kor 15,1-3), som blev brugt om den trofaste over­levering af hellig skrift og tradition fra generation til generation.

Skriften er Kristi menigheds arvegods, som den trofast skal vog­te og videregive, og kendetegnende for hans menighed er netop, at den »holder hans ord«. Det giver os ret til at sige, at forholdet til Kristi ord er identisk med forholdet til ham selv. Gudsbilled og skriftforståelse er kongruente størrelser. 

Derfor er der for mig at se ingen tvivl om, at den humaniserin. af gudsbilledet, som vi ser i kirken i dag, hænger sammen med, en tilsvarende humanisering af Bibelen. Når dybdedimensionen i forholdet til Bibelen ødelægges, sker det samme med gudsforholdet. Og når troen på ordets virkekraft forsvinder, må mennesket træde til for at hjælpe Gud, for at »noget skal ske«. Det skyldes, at hvis bibelordet alene skal meddele kundskab, bliver det vores sag og opgave at omsætte det, vi ved, i praksis. Det får som følge, at for at holde hjulene i gang drejes forkyndelsen i retning af at fungere som legitimering af den kristelige aktivitet: »Gud er afhængig af vores indsats! «. Resultatet er en hæsblæsende kirkelig aktivisme, som til stadighed klager over mangel på ressorcer, og som primært er kendetegnet ved udslidte medarbejdere. Hovedbetegnelsen for en, som hører til i menighedens liv, er ikke længere »Guds barn«, men en »aktiv kristen«. En »Bibel« uden virkekraft resulterer i en kirke baseret på menneskeværk. Ligesom det moderne, urbane menneske lever i en menneskeskabt virkelighed, får vi en tilsvarende menneskeskabt kirkevirkelighed. 

I dette lys er det vigtigt at lægge mærke til, at Hellig Skrift hører sammen med begreberne »stilhed« og »hvile«. Kvinden, som havde valgt den gode del, det ene nødvendige, var hende som sad stille ved Jesu fødder og lyttede til hans ord ( Luk. 10,38ff.). Talen om det levende Guds ord ( Hebr 4,12 ) står i sammenhæng med talen om hvilen (v.1-11), som ikke blot skal forstås som noget fremtidigt. Det samme ser vi i Jesu ord i Joh 6,63: At hans ord er Ånd og liv, står i polær modsætning til, at »kødet gør ingen gavn«. Menneskers stræben fører til uro, bekymring og hvileløst jag. Der, hvor Herren får rum til at gøre sin gerning, igennem sit ord, skabes der tillidsfuld ro, stilhed og fred: 

»Lykkelig den, der har sin glæde ved Herrens lov og grunder på hans lov dag og nat. Han er som et træ, der er plantet ved bækken; det bærer frugt til rette tid, og dets blade visner ikke. Alt, hvad han gør, lykkes for ham« ( Sl 1,2-3).

(Uddrag fra afsnit 2.5 i "Overgivet til Herrens Ord" af Jan Bygstad - Luthersk Missionsforenings Bibelskoles Elevforening 2004 - Gengivet med forfatterens tilladelse - Shafan 02-08-10)



Webmaster, Andreas Michelsen

Forside: www.shafan.dk

skrevet Bibeltekster er hentet fra den autoriserede oversættelse, 
© Det Danske Bibelselskab 1992  og kan læses på BibelenOnline