skrevet
Shafan
Dette siger Herren:
" ... spørg efter de gamle stier .. "
Jer.6,16

Kirkens enhed og kirkens grænser
Jan Bygstad - "Overgivet til Herrens Ord"

Kirkens enhed

Når vil taler om kirkens enhed, ved vi, at dette først og fremmest er en trossandhed. Derfor bekender vi i den nikænske trosbeken­delse: »Credo in ... unam sanctam ecclesiam«, dvs. jeg tror på en hellig kirke. Kirkens enhed er noget, vi ikke ser, men noget, vi tror. Og hvad det er, der konstituerer denne enhed, nævnes i den Augsburgske bekendeises 7. artikel: »Ligeledes lærer de, at der bestandigt vil forblive en hellig kirke. Kirken er nemlig de helli­ges forsamling, hvori evangeliet forkyndes ret og sakramenterne forvaltes ret. Og til kirkens sande enhed er det tilstrækkeligt at være enige om evangeliets forkyndelse og sakramenternes for­valtning«.

Hermed er vi fremme ved det, som er akut aktuelt i den kirke­lige situation i dag: Det er ikke kirkens ordninger, der hverken skaber eller konstituerer enheden. Ej heller kan kirkens embede skabe eller konstituere denne enhed, heller ikke bispeembedet. Ud fra den lutherske måde at tænke på kan bispeembedet i bedste fald kun symbolisere denne enhed; men det kan ikke konsti­tuere den.

Al den tid kirkens enhed er en trosartikel, stilles vi dermed også over for det økumeniske problem: »Hvordan forholder de mange kirker eller kirkesamfund sig til den ene, sande kirke, som vi bekender i troen?«. Her svarer de gamle lutherske dog­matikere klart og entydigt på baggrund af Det Nye Testamente:Dybest set eksisterer der kun to kirker, den sande og den falske. Inden for de ydre konfessioner og trossamfund vil man kunne finde både den sande og den falske kirke under samme tag.

Det næste spørgsmål er da: Hvilket forhold er der så imellem det, vi i daglig tale kalder kirken - det ydre kirkesamfund - og den størrelse, som er den sande kirke? Her giver bekendelsen os god og klar hjælp. I og med at artikel 7 i den Augsburgske bekendel­se peger på ordet og sakramenterne som kirkekonstituerende, in­debærer det, at evangelisk kirkeret og kirkeordning har et be­stemt formål: At muliggøre og understøtte den rette forkyndelse af evangeliet og den rette forvaltning af sakramenterne. Nådens midler skal sikres en ordnet og korrekt forvaltning.

Indenfor den evangeliske kirketænkning er det af denne grund sådan, at man ikke blot regner med, at kirken er en usynlig størrelse inden for den ydre, synlige kirke, hvor vi finder de ydre ordninger, som skal ordne brugen af nådemidlerne. Dette peges der på i artikel 8: »Skønt kirken egentlig er de helliges og sandt troendes forsamling, er det dog tilladt at modtage sakramenter, der forvaltes af onde, da kirken i dette liv er blandet med mange hyklere og slette mennesker«.
Den ydre kirke bliver en falsk kirke, en løgnekirke, dersom nå­demiddelforvaltningen ikke stemmer overens med det, vi lærer i bekendelsen. Hermed har vi fat i noget af det centrale i vor tids problem.

Når vi her taler om kirkens enhed, konfronteres vi med et begreb, som har fået central betydning indenfor folkekirken: Loya­litet. Loyalitetsbegrebet bruges som noget, der skal sikre kirkens enhed. Der er ikke længere tale om ret forvaltning af sakramen­terne og ret forkyndelse af evangeliet som grundlag for enheden, men om loyalitet imod de ordninger, kirken til enhver tid måtte have. Inden for disse ordninger kan man sagtens have stor lære­mæssig spredning. Under debatten om homofili blev det f.eks. hævdet, at der i den kristne kirke skal være plads til »velbegrun­det uenighed«. Det er illoyalitet imod ordningerne, der øde­lægger enheden, ikke velbegrundet uenighed, hævder man. Den­ne tænkning omkring »velbegrundet uenighed« fører imidlertid til, at kirken bliver pluralistisk i sin lære. Og læremæssig plura­lisme må siges at repræsentere det største problem i vores kirke i dag.

Kirkens grænser

Hvad er den sande kirkes grænser, og hvad konstituerer disse grænser? Det kan ikke være andet end det, der konstituerer kir­kens enhed. Disse grænser har været konkretiseret igennem to bestemte ordninger, som altid har eksisteret i den kristne kirke: Læretugt og kirketugt.

I vores kirkesituation er læretugten noget af en varm kartoffel, fordi man har bygget pluralismen ind i det kirkelige system. I Norge ses dette tydeligst i Lærenævnet,som består af de tre teo­logiske fakulteter. Og vi ved, hvordan det står til med den rene og klare lære inden for disse fakulteter. Men i Det Nye Testa­mente finder vi meget klare og stærke ord, når det gælder forhol­det til vranglære. I Åbenbaringsbogens sendebreve hører vi alle­rede i kapitel 2 om tre menigheder, hvor dette omtales. Først hører vi om menigheden i Efesos, som roses af Herren for man­ge ting, ikke mindst opmærksomhed i forholdet til den sande lære: »Du har prøvet dem, der påstår at være apostle, men ikke er det, og har fundet; at de lyver«. Og til menighedens ære siges det: »Jeg ved, at du ikke kan døje de onde«.

To andre menigheder, i Pergamon (2,12ff.) og Thyatira (2,18ff.), tugtes af Herren, fordi de tåler, tolererer, nikolaitternes lære (om denne lære ved vi ikke meget, andet end at det med sikkerhed var en lære, som åbnede op for løsagtighed på det sek­suelle område). Til disse menigheder siger Herren: »Omvend digt«. Intet mindre. I dette ligger der en dyb alvor. Det Nye Te­stamente kender ikke til læremæssig pluralisme. I stedet under­streges det med stor kraft, at afvigelser fra den sunde lære fører et menneske mod fortabelsen. Det er derfor, apostlen taler som han gør i Galaterbrevet: »Men om så vi selv eller en engel fra himlen forkyndte jer et andet evangelium end det, vi har for­kyndt jer, forbandet være han« ( 1,8).

Ligeledes hører vi konkrete eksempler på, hvordan apostlen forholder sig til forsømmelser på dette område. Bedst kendt er Paulus' irettesættelse af Peter (Gal 2), som sker offentligt - i hele menighedens påhør. Den var ikke privat, i sjælesorgens rum. Vi forstår af dette, at den offentlige irettesættelse er aktuel, når der er tale om offentlig afvigelse fra troen. Det niveau, vranglæren mødes på, svarer til det niveau, den er udtalt på.

Vores situation i kirken i dag er sådan, at pluralismen er blevet tildelt kirkelig legitimitet ved at man aktuelt (f.eks. blandt bi­skopperne) har nedskrevet homofilispørgsmålet til et adiafora. Dette kan vi under ingen omstændigheder gå med til. Det nye syn på homofili er vranglære af en så alvorlig art, at det fører mennesker i fortabelse. Om dette taler apostlen Peter: »Der var dog også falske profeter i folket, ligesom der også blandt jer vil komme falske lærere, som vil indsmugle ødelæggende vranglær­domme og tilmed fornægte den Herre, som købte dem. De ned­kalder en brat tilintetgørelse over sig selv« ( 2 Pet 2,1).

Men det, der på mange måder vil blive vores problem fremo­ver, er ikke alene, hvordan vi skal forholde os til en kirke, som bliver mere og mere pluralistisk i sin lære. Spørgsmålet går langt videre: Hvad gør vi, når skriftstridig lære bliver kirkeordning? Det ser vi bl.a. i sagen om ordination af kvindelige præster.

Den anden sag, som definerer kirkens grænser, er kirketugten. I skriftet »Om koncilierne og kirken« omtaler Martin Luther »nøglerne« (den sande kirketugt, jfr. Matt 18,15-20) som et af kirkens syv kendetegn: »Hvor nøglerne er, der er Guds folk. Hvor nøglerne ikke er, der er Guds folk heller ikke«.

En ret brug af nøglerne er et af den kristne menigheds sande kendetegn. Pointen i denne sammenhæng er, at den rette forvalt­ning af alle nådens midler er knyttet til den rette brug af nøgler­ne. Hvordan dette konkret skal forvaltes, er afhængig af det en­kelte nådemiddels proprium: Når det gælder ordets nådemiddel, kommer nøglerne til anvendelse igennem en ret forkyndelse af lov og evangelium. I forbindelse med nadveren må nøglerne - i kraft af dette nådemiddels egenart - anvendes på en anden måde. Her er det, kirketugten er kommet ind med det, som gerne kaldes den lille bandlysning.

Lad mig her først understrege en vigtig sag: Både i Det Nye Testamente og hos reformatorerne bliver det udtrykkeligt gjort klart, hvad der er kirketugtens hensigt. Det er ikke, at der skal være nogen form for politi i den kristne menighed, så troens folk skal gå omkring og vogte på og overvåge hinanden. Tværtimod ligger kirketugtens hensigt i omtanken for den enkeltes evige frelse, dvs. den er givet for at redde den, som står i fare for at for­lise sin sjæl. Dette ser vi klart i 1 Kor 5, hvor en konkret kirke­tugtsag er til behandling: »Han skal, når I er forsamlet i vor Her­re Jesu navn, og jeg er åndeligt til stede, med vor Herre Jesu kraft overgives til Satan, så det kødelige kan ødelægges, for at ånden kanfrelses på Herrens dag« (5,4-5). På samme måde tales der i Jakobs brev: »Mine brødre, hvis en af jer forvilder sig bort fra sandheden, og en anden får ham til at vende om, skal han vide, at den, der får en synder til at vende om fra den vildfarelse, han lever i, frelser hans sjæl fra døden og skjuler mange synder« (5,19-20).

I tillæg hertil har kirketugten også en anden hensigt: At værne menigheden. Dette siges også udtrykkeligt i 1 Kor 5: »Ved I ikke, at den mindste smule surdej gennemsyrer hele dejen?« (v.6). Her tales der om at værne menigheden imod, hvad man kunne kalde en åndelig miljøkatastrofe, for der hvor synd tåles og godtages i den kristne menighed, vil hele menigheden efterhånden blive gennemsyret af denne ånd, som er i strid med Kristi Ånd. [...]

Her til sidst nogle ord om hvem det er, der efter den nytestament­lige og reformatoriske kirketænkning·underlægges kirketugt. Til grund for dette er der to kriterier, nemlig at der skal være tale om en synd som er (1) åbenbar, og (2) fastholdt efter formaning. Åbenbar vil sige, at synden er offentligt kendt (notorisk), og alle og enhver ved, hvem det gælder. Det burde derfor være selvsagt, at det ikke blot er samlevende homofile, der skal underlægges kirketugt. Nej, enhver synd, som er åbenbart i strid med Guds bud og kendt af menigheden, skal der reageres imod.

At der er tale om en fastholdt synd, hentyder til Jesu forma­ning om, hvordan man skal handle, når dette er aktuelt (Matt 18,18f.). Her ser vi Herren beskrive en klar procedure for, hvor­dan man rent praktisk skal gribe ind. Først skal der være forma­ning i enerum, under fire øjne. Formaningens indhold må her være det centrale: At pege på, hvad Herren siger i sine bud, og med dette som grundlag mane til omvendelse. Dersom vedkom­mende ikke vil vende om, skal dette så gentages sammen med et andet vidne fra menigheden, og det skal stadig foregå i sjælesor­gens lukkede rum. Formålet er hele tiden at vinde den bror, som har forsyndet sig. Først efter gentagen samtale og formaning i det lukkede rum, skal sagen gøres offentlig. Og kriteriet for, at dette skal ske, er, at vedkommende genstridigt fastholder sin synd: Mod Guds ord vil personen ikke omvende sig, men hævder at den synd, han lever i, er forenelig med Kristi Ånd og ikke fører ham ud af nåden.

Det er altså den åbenbare og fastholdte synd, der er forudsæt­ningen for, at den kristne menighed må gå således til værks.

En af hovedårsagerne til, at der må reageres på denne måde over for åbenbar synd, er, at dersom dette uforstyrret og upåtalt får lov at fortsætte, kompromitteres den kristne kirkes egenart. Evangeliets egenart finder vi jo netop i det, at Jesus døde for at frelse fra synden, ikke for at give tilladelse til fortsat at leve i den.

På denne måde definerer læretugten og kirketugten, hvad der er kirkens grænser, dvs. her fortælles os, hvem der har del i evan­geliet, og hvem der ikke har det, hvem der er indenfor og udenfor. Med kirketugten og læretugten siger den kristne menighed, hvad der skal til, for at et menneske kommer til Himlen. Med dette forkynder den kristne menighed i handling, at det er dem, der skal være sammen i Himlen, som også hører sammen på jor­den. Det er denne evighedsalvor, kirketugten skal oppebære, for at alverden skal vide klart og tydeligt, hvad der er nødvendigt til salighed, og hvad der sætter et menneske udenfor i evig fortabel­se. Den materiale konkretisering af dette finder vi i læretugten, den personale i kirketugten.

I de gamle kirkelove var der givet klare og bindende kirkerets­lige regulativer for, hvordan man skulle gå frem i sådanne sager. Intet var overladt til tilfældighederne, for at der skulle sikres værn og retssikkerhed for det enkelte medlem i menigheden. På denne måde forsøgte man at undgå enhver form for vilkårlighed.

Vor tids problem på dette område er, at vi ikke længere har no­gen kirkeretslige regulativer. Bag dette faktum ligger folkekirke­tænkningens ønske om at gøre enhver tale om grænser og tærsk­ler ikke-eksisterende. Det er blevet vigtigere, at kirken skal være åben, end at den skal være hellig. Derfor ekskommunikeres eks­kommunikationen. Men skal vi fastholde, hvad Det Nye Testa­mente og reformationen lærer os, da burde det være klart, at kir­kens grænser hænger nøje sammen med, hvad det er, der er kir­kens fundament. Og hvor det ene ødelægges - dvs. hvor græn­serne udviskes - ødelægges også fundamentet. Og vice versa.

Dette hænger uløseligt sammen med kirkens hellighed: For der, hvor grænserne nedbrydes, ødelægges også kirkens hellig­hed. Når jeg nævner det her, er det ikke på baggrund af et ønske om rene menigheder. Så længe verden står, vil dette aldrig være hverken muligt eller ønskeligt (jf. artikel 8 i den Augsburgske bekendelse). Vi ved alle, hvad ordet hellig betyder: Udskilt fra verden for at være indviet til Gud. Hellighedsbegrebet er også et grundbegreb i beskrivelsen af kirkens væsen og hører derfor ­sammen med troen på enheden - med i trosbekendelsens »en, hellig kirke«. Grundbetydningen af ordet hellig indebærer, at der også er en grænse: Ud skilt - og - indviet.

Derfor: Der, hvor grænserne nedbrydes, ødelægges også kir­kens hellighed. 

(Uddrag fra "Overgivet til Herrens Ord 4.3" - Luthersk Missionsforenings Bibelskolens Elevforening 2004  - gengivet med forfatterens tilladelse) - Shafan 03-02-10


Webmaster, Andreas Michelsen

Forside: www.shafan.dk

skrevet Bibeltekster er hentet fra den autoriserede oversættelse, 
© Det Danske Bibelselskab 1992  og kan læses på BibelenOnline