skrevet
Shafan
Dette siger Herren:
" ... spørg efter de gamle stier .. "
Jer.6,16

Når friheden for nogen bliver til tvang for andre.
Immanuel Fuglsang, Herning

Det er en kendt sag, at der gennem mange år har været forskellige opfattelser af, hvordan udøvelse af sang og musik skal varetages i de kristne forsamlinger. 

Jeg vil ikke gennem disse linier gå ind i en debat om de forskellige syn, men inden jeg lægger mit anliggende frem, vil jeg fastslå, at der findes i hvert fald to forskellige opfattelser, der gensidigt udelukker hinanden. 

1.Nogle mener, at selve musikken er fuldstændig neutral i forhold til muligheden for at bringe evangeliet videre til tilhørerne. Og at det udelukkende drejer sig om teksten, når der skal drages en konklusion om, hvorvidt sangen og musikken skal bringes i anvendelse. 

2.Andre mener derimod, at musikken er et åndsprodukt, og at den dermed ikke kan være neutral i forhold til den forkyndelse, der ønskes videregivet gennem sang og musik. 

Fælles for de to syn er dog – så vidt jeg opfatter de forklaringer, jeg har fået – at fremførelse af sang (og tilhørende musikledsagelse) er en del af forkyndelsen i et møde og/eller en gudstjeneste. 

Med ovenstående som baggrund vil jeg så lægge mit anliggende frem. Tilhængerne af det førstnævnte musiksyn mener, at der er tale om en såkaldt ”mellemting” (et adiaforon). Det har den konsekvens, at der gives frihed til, at den enkelte kan følge sin samvittighed uden at få problemer af den grund. Andre må tilsvarende gøre, hvad de finder rigtigt med tanke på, at den gode samvittighed kan blive bevaret. Som en slags ”parallelsituation” bliver det ofte nævnt, at nogle kristne kan drikke vin/øl uden problemer, mens andre må vælge at praktisere afholdenhed. Og her må man ikke gensidigt fælde dom over hinanden. F. eks. kan to kristne brødre i troen på Jesus være til den samme fest, hvor den ene tager et glas vin til maden, mens afholdsmanden naturligvis vælger en alkoholfri drik. 

Den bibelske begrundelse for at vælge en rigtig løsning er præciseret i Romerbrevet, kapitel 14 og i 1. Korintherbrev, kapitel 8. Her kan vi bl.a. se, at Paulus – i sit Gudsforhold - havde frihed til at spise visse madvarer uden at få dårlig samvittighed. Samtidig lægger han megen vægt på, at han vil tage hensyn til en kristen bror, som ikke har samvittighed til at spise den samme mad Helt præcist udtrykker Paulus sig således i sin konklusion: ”Derfor, hvis mad bringer min broder til fald, vil jeg aldrig i evighed spise kød for ikke at bringe min broder til fald” ( 1. Kor. 8,13). 

Når det gælder anvendelsen af musik, er der imidlertid den forskel i forhold til legemlig mad, at her skal vi jo ikke bruge et glas eller en tallerken at indtage ”åndelig mad og drik” af. Vi skal bruge ørerne, og her er der altså ikke noget valg. Vi må alle - som tilhørere ved det pågældende møde - lytte til den samme sang og musik. Og her er sagens kerne: Der er kristne, som i frihedens navn vil udøve musiksyn 1 og dermed tvinge andre (med musiksyn 2) til – så at sige – at spise en åndelig mad, som disse ikke har samvittighed til! 

Hvad skal vi så gøre i en sådan situation? Svaret er enkelt, idet broderhensynet må veje tungest. Hvis man har kendskab til, at der er nogen til stede ved et kristent møde, som får problemer med den såkaldte moderne/rytmiske musik, må der tages hensyn til dette. Der skal anvendes en musik som ikke giver samvittighedsproblemer for sådanne deltagere. Ellers er der risiko for, at nogle kristne brødre og søstre nødes til at vælge at blive borte fra møder og arrangementer, hvor de ”i frihedens navn” skal tvinges til at tage imod en musikforkyndelse, som strider imod deres samvittighed. 

( Af Immanuel Fuglsang, Herning - gengivet med forfatterens tilladelse - Shafan 26-03-10)



Webmaster, Andreas Michelsen

Forside: www.shafan.dk

skrevet Bibeltekster er hentet fra den autoriserede oversættelse, 
© Det Danske Bibelselskab 1992  og kan læses på BibelenOnline