skrevet
Shafan
Dette siger Herren:
" ... spørg efter de gamle stier .. "
Jer.6,16

Profetkaldet i storm ( Jer.20,7-11)
Dag Risdal - "Levende forkyndelse eller tomme ord?"

Disse vers i Jer. 20,7-11 taler om den enkle kendsgerning, at der ikke kun er kamp i begyndelsesstadiet i profetkaldet, men kampen består i at blive i kaldet. Det var her, det begyndte at brænde på for Jeremias, det var her, det var ved at gå galt for profeten. 
Det er stærke ord, når han udbryder: »Thi så tit jeg taler, må jeg skri­ge, råbe: 'Vold og overfald!' Thi Herrens ord er mig dagen lang til skændsel og spot. Men tænkte jeg: 'Ej vil jeg mindes ham, ej tale mer i hans navn. '« (v.8-9a). Jeremias besluttede i sit hjerte, at han ville afbryde sin profetgerning, han ville ikke længere tale Guds ord til folket. Smerten blev for stor, modstanden fra omgivelserne blev for voldsom. 

Men så oplevede han - til sin overraskelse - en endnu større smerte. »Da blev det som brændende ild i mit indre, som brand i mine ben« (v.9b). Hvad betyder det? Jo, det må betyde, at den Åndens ild, Gud havde tændt i hans hjerte, skulle have udløb gennem forkyndelse af Guds ord. Det var »mad for hans sjæl« at være i kaldet. At lyde profetkaldet og fortsat stå i det, var en livsnødvendighed for ham. Han kunne ikke bare lade være uden at miste livet i Gud. »Jeg er træt, jeg kan ikke mere, jeg evner det ej« (v.9b). 

Det er vanskeligt at følge kaldet, men endnu vanskeligere ikke at følge det. Smerten ved at svigte kaldet til at forkynde Guds ord var endnu stør­re end ved at lyde det. Profeten var kommet ind under et guddommeligt: Du skal! 

Efter denne vældige storm som blæste i hans indre, kunne han allige­vel råbe ud i jubel: Men Herren »er med mig som en vældig helt« (v.11). Ud fra Bibelens vidnesbyrd om profeterne og specielt om Jeremias for­står vi, at det ikke var let at stå alene med Gud imod et folk, som sagde, de tilhørte ham, men som alligevel var på vej bort fra ham.

En kristen leder sagde før sin død: »Husk, det er bedre at stå alene sammen med Gud, end sammen med mange uden Gud.« Men det ople­ves ikke behageligt, mens kampen står på. Der er fare for at blive selvop­taget. Det kan føre til hovmod - eller til mismod. Hvis vi skal bevare bæ­rekraften til at blive i kaldet, må vi se på storheden i kaldet i evighedens lys. 
For i tjenestens hverdag bliver de nære problemer ofte så store og så mange, at vi ikke ser nogen storhed ved det kald, som gjorde os til sende­bud i Kristi sted. »Du overtalte mig, Herre, og jeg lod mig overtale« (v.7). Her har Gud taget det første skridt, og sådan må det også være i fortsæt­telsen ( Fil. 1,6). Selvbegyndt aktivitet i Guds navn har ingen velsignelse og ingen varig værdi. Det er på Guds løfter vi kan gå i kald og tjeneste for ham. 

Hver gang Jeremias kom ind i en kaldskrise, måtte han vende tilbage til kaldsoplevelsen: »Før jeg danned dig i moderskød, kendte jeg dig; før du kom ud af moderliv, helliged jeg dig, til profet for folkene satte jeg dig« ( 1,5). Kaldet til tjeneste ligger indbygget i kaldet til frelse. Alligevel skal det siges med eftertryk: Storheden ved kaldet til tjeneste er alligevel noget langt større end kaldsøjeblikket! For kaldet må fornyes hele tiden, ellers tørrer man ud i sin forkyndelse. 
Fornyelsen i kaldet sker ved, at man bliver fornyet i nåden, i evangeliet, i samfundet med Guds Søn, og ikke mindst i de helliges samfund. Det er Guds udvælgelse, som giver kaldet dimension, perspektiv og hellighed ( Joh. 15,16). Kaldets storhed for Jeremias lå i Guds opgave til ham: »Tal alt, hvad jeg byder dig« (1,7). 

Men det største ved kaldet er de løfter, Gud giver den, han kalder. »Frygt ikke for dem, thi jeg er med dig for at frelse dig, lyder det fra Her­ren« (1,8). Jeremias havde ikke kun behov for den slags løfter i begyndel­sen, men endnu mere i fortsættelsen af sin kaldsgerning ( 15,20-21). Herren udrustede Jeremias til kaldet: »Nu lægger jeg mine ord i din mund« (1,9). Så er det let at tænke: Nu ligger der en rig og »problemfri« fremtid foran mig, men nej. Det modsatte er tilfældet. Det har aldrig været problemfrit at give sig Gud i vold i en verden, som står Gud imod. 

Apostelen Paulus skriver: »Nu glæder jeg mig over det, jeg må lide for jer; og hvad der mangler af Kristus-trængsler, udfylder jeg i mit kød til bedste for hans legeme, kirken« ( KoI. 1,24). Det, Paulus her tænker på, er ikke at tage noget af den stedfortrædende straflidelse, som Jesus led. Den er udført af Jesus Kristus en gang for alle og en gang for altid. 

Men det, han tænker på, er, at i denne verden, hvor evangeliet skal ha­ve frit løb, lider Herren Jesus stadig gennem sine tjenere. Det er i nøden for at udtage et folk for hans navn, og i møjen med at bygge en sand kri­sten menighed på Ordets grund, han lider. At sige ja til kaldet, at gå ind i en lidelse sammen med Jesus Kristus i en verden, som er blevet frem­med for sin Skaber og genløser, vil medføre smerte for Herrens tjenere.
Alle romantiske tanker om store sejre og triumfer i Herrens navn var blæst bort for Jeremias i kaldets hverdag. Det var godt! Tilbage stod en ribbet og forfulgt tjener, og en storm blæste i hans indre. Det kan være til trøst for os andre, når vi ser, at selv de store »enere« i Guds rige kom ind i det største mørke og den dybeste nød under deres kald. Jeremias klagede over denne tilstand: »Jeg er den, der så nød ved hans vredes ris, mig har han ledet og ført i det tykkeste mulm« ( Klages. 3,1-2). 

I dette afsnit (Jer. 20,7-11) skildres dybest set en kristens kår i denne verden, hvis han altså er et sandhedens vidne. Når det koster noget, er det et tegn på, at det er sandheden, vi forvalter i løgnens verden. Sådan var det for Jeremias i den gamle pagt. På samme måde er det for Herrens di­sciple i dag: »Vær med til at lide ondt for evangeliet ved den kraft, Gud giver« ( 2.Tim. 1,8). 

Vi har set, at det stormer i tjenerens indre (20,8-9). Ja, fra omgivelser­ne er modstanden så stor, at selv Herrens løfter synes at være uden me­ning og kraft. Det må skyldes indholdet i profetens budskab: »Thi så tit jeg taler, må jeg skrige, råbe: 'Vold og overfald!' Thi Herrens ord er mig dagen lang til skændsel og spot« (v.8). 

Ja, det er ikke let at leve med forkynderkaldet under pres fra masserne. Som en kristen leder skrev: »Mange forkyndere og udsendinge blev lig­gende ilde tilredt langs vejen på grund af presset fra massen. Nogle op­gav deres overbevisning på grund af presset fra tidsånden. Andre forblev tro mod budskabet, men svigtede på en måde kaldet ved at gemme sig bag ydre ordninger.« 
En forkynder kan miste evnen til at have en overbevisning, hvis han ikke hele tiden følger sin overbevisning. »Du skal passe på, at du ikke dør af hensynsfuldhed«, har man sagt. Dit kald som Guds medarbejder og udsending må aldrig bare blive et »job«. Det ville indebære en stærk re­duktion af kaldets storhed, og af evighedsdimensionen.

Den stærkeste storm blæste i Jeremias' eget indre. Den kamp, som in­gen andre ser, er den værste. Resultatet blev en frygtelig pine (20,10). Det er ikke let at leve fortroligt med Gud, når man har besluttet at afbryde den tjeneste, han har betroet en. Det kan føre en forkynder til sammen­brud. Sådan var det ved at gå for Jeremias.

Der er noget helstøbt ved Jeremias' oprør mod sin egen situation (v.9). Og Jeremias kæmper kampen til ende for Guds ansigt, og han sejrede: »Men Herren er med mig som en vældig helt« (v.11). Til dig, som er i færd med at opgive forkynderkaldet, vil jeg sige: »Agt vel på den tjene­ste, du har fået i Herren, så du gør fyldest i den« ( Kol. 4,17). 

Kaldstroskaben bliver sat på prøve, når resultatet af tjenesten tilsyne­ladende udebliver. Men så er det bedre at lade din aggression og vrede ramme Guds hjerte end at overfalde Guds venner i missionshuset. For troen på Guds kald strækker sig længere end til troen på egen duelighed, for »vor duelighed er fra Gud« ( 2.Kor. 3,5). 

Hvad så med frugten af kaldet? Jeremias var en foragtet profet (11,21ff.). Han så kun lidt frugt af sin gerning, mens han levede. Han var alligevel trofast og udholdende. Ordet bar frugt - men på længere sigt. Men endnu vigtigere end Jeremias' trofasthed er Guds trofasthed. »Tro­fast er han, som kalder jer, han vil også gøre det« ( 1Tess. 5,24).

(Fra "Levende forkyndelse eller tomme ord" Kap.8- s.90-93 af Dag Risdal - Luthersk Missionsforenings Elevforening 1989 - Shafan 27-05-10 )


Webmaster, Andreas Michelsen

Forside: www.shafan.dk

skrevet Bibeltekster er hentet fra den autoriserede oversættelse, 
© Det Danske Bibelselskab 1992  og kan læses på BibelenOnline