skrevet
Shafan
Dette siger Herren:
" ... spørg efter de gamle stier .. "
Jer.6,16

To veje Matt.7,13-14
D. A. Carson - " Men jeg siger jer"

Først siger Jesus: »Gå ind ad den snævre port; for vid er den port, og bred er den vej, der fører til fortabelsen, og der er mange, der går ind ad den. Hvor snæver er ikke den port, og hvor trang er ikke den vej, der fører til livet, og der er få, som finder den!« ( Matt.7,13-14 ). 

Metaforen er ganske ligetil. Vi skal forestille os to veje. Den første er bred, og dens port er vid. Den har plads til man­ge, men selvom mange rejser ad den, ender den i fortabelsen. Den anden vej er trang, og porten er snæver. Pladsen er kneben, og forholdsvis få rejsende færdes ad den. Men den fører til »livet« - et synonym for Himmeriget. 

Hvilke konklusioner giver disse to vers os lov til at drage? Jeg vil nævne fem ting. For det første er Guds vej ikke rum­melig, men trang. At være fattig i ånden er ikke let; at bede er ikke let; en forvandlet indstilling, hvor Gud er i centrum, op­nås ikke let. Ja, disse ting er faktisk umulige for os, hvis det ikke var for Guds nåde. De er fremmede for meget af det som er i os, og som kræver at blive hørt; og derfor er den ompriori­tering, som er uløseligt forbundet med ægte omvendelse, en indsnævring. Der er ikke plads til at jeg kan sætte min mening op mod Guds, ikke plads til at opstille mål som går på tværs af hans, ikke plads til at knytte sig til noget som konkurrerer om den centrale plads som Herren Jesus må have. 

Der er nok en betydelig fare for at det billede jeg maler, vil blive opfattet som trist og gråt, for ikke at sige sygt; og derfor skynder jeg mig at tilføje visse indvendinger mod det jeg netop har sagt. Den kristne har en hel vifte af glæder og friheder. Den dybeste glæde er glæden ved personligt at kende Gud gennem Kristus, ligesom den dybeste menneskelige glæde altid har været nære, personlige venskaber. Der er friheden ved den til­givne synd og den stadig hyppigere sejr over fristelsen. Der er mange nye venskaber med andre Kristi efterfølgere. Jesus sag­de: »Sandelig siger jeg jer: Der er ingen, der har forladt hjem eller brødre eller søstre eller mor eller far eller børn eller mar­ker på grund af mig og på grund af evangeliet, som ikke får det hundreddobbelt igen nu i denne verden, både huse og brødre og søstre og mødre og børn og marker, tillige med forfølgelser, og evigt liv i den kommende verden« ( Mark 10,29-30). 

Men vejen er dog indsnævrende. Ja, faktisk er det sådan at jo større tøven mennesket har ved helhjertet, uden reservation, at gå Kristi vej, jo mere indsnævrende virker hans vej. Men jo større begejstring der er for at følge ham - ubetinget og uden hensyn til omgivelsernes pres - jo mere frigørende vil hans vej forekomme. 

Vi kan for det andet udlede af Matt 7,13-14 at Guds vej ikke kan findes ved en appel til flertallets mening, for flertallet er på den vej der fører til fortabelsen. Den kristne vil anvende Paulus' ord i mange situationer: »Gud må være sanddru og hvert menneske en løgner« ( Rom 3,4). Bliver man spurgt di­rekte om dette betyder at kun forholdsvis få bliver frelst, mens resten går fortabt, er det bedste svar det som Jesus selv gav: 

På sin vej mod Jerusalem vandrede han gennem byer og landsbyer og underviste. Der var en, der spurgte ham: »Her­re, er det kun nogle få, som bliver frelst?« Han svarede dem: »Kæmp for at komme ind gennem den snævre port; for jeg siger jer: Mange skal stræbe efter at komme ind, men de vil ikke kunne. Når husets herre først har rejst sig og lukket døren, og I stiller jer udenfor og banker på døren og råber: Herre, luk os ind! - så vil han svare jer: Jeg ved ikke, hvor I er fra. Når I så siger: Vi har spist og drukket sammen med dig, og du har undervist i vore gader, vil han svare: Jeg ved ikke, hvor I er fra. Bort fra mig, alle I, som Øver uret! Der skal der være gråd og tænderskæren, når I ser Abraham og Isak og Jakob og alle profeterne i Guds rige, mens I selv kastes udenfor. De skal komme fra øst og vest, fra nord og syd og sidde til bords i Guds rige. Og da skal nogle af de sidste blive de første, og nogle af de første de sidste ( Luk 13,22-30). 

Hårde ord! De blev første gang udtalt til de jøder på Jesu egen tid som forkastede deres Messias, men kernen i Jesu svar æn­dres ikke. Af dem der spørger således, forlanger han mindre spekulation med hensyn til det præcise antal af dem der »bli­ver frelst«, og mere personlig optagethed af deres egen frelse.

Den tredje konklusion er at man ikke kan gå ad den trange vej til livet så længe man motiveres af et ønske om at behage flertallet. De fleste færdes på den brede vej; der er lidt mere ensomt på den trange vej. Dette er en anden måde at udtrykke en sandhed på som flere gange dukker op i Bjergprædikenen, nemlig at sande Jesu disciple ikke vil spille for galleriet, ej heller danne deres værdier efter forbigående modegriller. Sa­ligprisningerne fortæller os at det alene er Guds anerkendelse som har absolut betydning. I Matt 6 hudfletter Jesus den form for hykleri der praktiserer fromhed for at vinde menneskers bifald. Og her i Matt 7 fortæller han os at vejen til livet er trang og ikke nær så populær som vejen til fortabelsen. 

»Vælg i dag ... Jeg og mit hus vil tjene Herren« ( Jos.24,15). Josvas opfordring til Israel kommer til os i dag med samme kraft, en kraft der udspringer af en klar analyse. Den minder mig om kirkefaderen Athanasius fra det fjerde århundrede som en tid stod praktisk talt alene i sit forsvar af Kristi gud­dommelighed. Hans tanket har stort set stået deres prøve, og på sin egen tid sejrede han til sidst. Men i de mørkere perioder hvor han blev suget ind i de teologiske disputters malstrøm og syntes isoleret fra venner og kolleger, blev han rådet til at op­give sine meninger fordi hele verden var imod ham. Hans svar var lammende enkelt: »Så er Athanasius imod hele verden.«

Det er selvfølgelig muligt at indtage en sådan holdning af ren og skær arrogance og stædig uafhængighed. Men enhver der hengiver sig til en sådan utålelig selvoptagethed, har ikke begrebet noget af Bjergprædikenen. De forskelle hvormed et sådant menneske søger at opretholde sin isolation, er snarere traditionelle og personlige end bibelske. Selv når man ser bort fra sådanne tilfælde, forbliver det ikke desto mindre en kends­gerning at den trange vej ikke vinder mange popularitetskon­kurrencer. Dette skyldes delvis at den gennemførte retfærdig­hed i Bjergprædikenen er for omfattende og krævende til at være alment tillokkende for mennesker der foretrækker kom­promis og forskellige former for personligt fordærv. Desuden er Bjergprædikenens insisteren på sandheden så stor at dette nødvendigvis medfører en personlig intolerance over for falsk lære (hvilket vi skal se i 7,15-20). 

For det fjerde er de to veje ikke mål i sig selv, men har en evig betydning ud over sig selv. Den ene ender med fortabel­se, den anden med liv. Ironisk nok er det den rummelige og populære vej som fører til fortabelsen, mens den snævre og forholdsvis upopulære fører til livet. Og samme pointe gælder om begge veje; det er ikke vejen, men vejens bestemmelses­sted der er af afgørende betydning. Det er en tragedie at ellers fornuftige mennesker bliver så optaget af deres vejs rumme­lighed og popularitet at de ikke kerer sig om hvor den ender. Skulle det komme dem for øre at den fører til fortabelse, vil de benægte det, idet de vil henvise til at de ikke er værre end så mange andre på samme vej, og at Gud under ingen omstæn­digheder ville tillade at så mange gik fortabt. Lad mig sige det ganske klart: Skriften opmuntrer ikke en sådan optimisme. Je­sus insisterer selv på at kun den trange vej fører til livet. Kun den vej der synes indsnævret, vil til sidst folde sig ud og blive det fuldbyrdede gudsrige. 

Lad det så til sidst siges endnu en gang: der kun er to veje. Vi kunne også sige det på den måde at der ikke er nogen anden vej til livet, ingen anden måde hvorpå man kan undgå forta­belsen, end den smalle vej. Man kommer ikke ind i Guds rige ved at tilbede naturen, heller ikke ved fromme tanker, ej heller bliver man frelst uden afgørelse og tilegnelse, endnu mindre ved livsudfoldelse og selvrealisering. Man går ind til livet ved at komme ind under Himmerigets normer, og man bliver frelst af Guds nåde ved tro på Kristus. Uden dette har man retning mod fortabelsen. Jesus er meget klar på dette punkt.

(Fra "Men jeg siger jer" af D.A.Carson - Credo Forlag 2000 - Shafan 29-04-10)



Webmaster, Andreas Michelsen

Forside: www.shafan.dk

skrevet Bibeltekster er hentet fra den autoriserede oversættelse, 
© Det Danske Bibelselskab 1992  og kan læses på BibelenOnline