skrevet
Shafan
Dette siger Herren:
" ... spørg efter de gamle stier .. "
Jer.6,16

Døsighed og søvn
Poul Madsen - "Mod Målet"  - nr.6/1996

»Tag jer i agt, hold jer vågne! For I ved ikke, når tiden er inde« ( Mark. 13,33)

I lignelsen om de ti brudejomfruer siger vor Herre Jesus: »Og da brudgommen lod vente på sig, blev de alle døsige og faldt i søvn« ( Matt.25,5). 

Døsighed 

Den døsige magter ikke ret meget. Han er halvt bevidstløs. Han hører nok, hvad der bliver sagt, men hører det alligevel ikke. Han ser også tingene omkring sig, men ligesom i en tåge. 

Når en menighed er blevet åndelig døsig, har det guddommelige ord mistet sin kraft. Det lyder nok – men kun som ord, ikke som kraft. Man hører det og hører det dog ikke.    
    Møderne og gudstjenesterne bliver ikke sammenkomster, hvor Gud som en virkelighed er til stede i vor Herre Jesus, skønt man citerer ordet om, at hvor to eller tre er forsamlede i Hans navn, vil han selv være midt iblandt dem. 

Derfor afsvækkes Gudsfrygten, ansvarsbevidstheden og trangen til helliggørelse. Man kommer sammen for at have, hvad man kalder »et godt møde«. 
Man nævner Jesu navn for let – man lader ikke Lyset fra Guds og Lammets trone afsløre den forfærdelige afstand, der er imellem ord og virkelighed i menighedens tilstand. 
Venligheden hersker på bekostning af sandheden. Længselen efter fremgang i livet med Gud dør ud. Man mødes og bekræfter hinanden i middelmådigheden. 

Men man tror da på Jesus. Man læser da hver dag i Bibelen. Man giver også sit bidrag til Guds riges arbejde. 
Man er ikke opmærksom på, at man er havnet i lunkenheden, fordi man er blevet døsig. I døsigheden kan ingen gøre noget af hele sit hjerte, al sin kraft og al sin beslutsomhed. 

I døsigheden bliver alt af relativ betydning og det absolutte, der fordrer alt, fortoner sig i tågedisen. 
Når alt er mere eller mindre relativt, får Guds vrede ingen virkelig betydning. Der er ikke noget at være bange for! Her er fred og ingen fare! Vi har det hyggeligt og rart her i menigheden! Vi har gode møder! 

Frelsens herlighed 

I en døsig tilstand er der intet, der er herligt. Frelsen er blevet en ting iblandt så mange andre – ganske vist en god ting – en ting, man »selvfølgelig« har og er glad for! 

Men den er ikke underfuld – og slet ikke et under! Ligesom Guds vrede ikke er noget at være bange for, er frelsen heller ikke noget at være begejstret for.

Fortabelsens gru og frelsens herlighed er blevet borte i døsighedens tågedis.
Korsets ord eller ordet om korset er udtømt for dets ydmygende og oprejsende kraft. Ingen bliver rystet i sit inderste – samvittighederne overbevises ikke om synd – man nikker bifaldende til, hvad der bliver sagt – det er jo et godt møde! 
Man kalder Jesus for Herre – med læberne – men man er for døsig til at dyrke Ham med hele sit hjerte! 

Lidt efter lidt forvandles evangeliet til at blive et budskab, der sikrer os en betrygget tilværelse her på jorden. Livet skal leves under sikrede forhold. Økonomien skal hvile i sig selv. Alt skal gå pænt og velordnet til. 
Begrebet offer forsvinder i realiteten. 
Man mister evnen til hellig alvor og hellig glæde. Ingen har et sønderknust hjerte og en sønderbrudt ånd, thi hvem kan få det, når alt er relativt? 

Guds Ånd er derfor borte som en virkelighed, thi Han bor kun i det høje og hellige og i den, der har en sønderbrudt ånd. 
I stedet for er åndløsheden der. Den forvandler sandheden til nogle floskler – glæden til tomhed – og nikker bifaldende til middelmådigheden. 

I åndløsheden og døsigheden er der ingen lidenskab, ingen nidkærhed – jo, man er lidenskabelig nidkær for sit eget ve og vel her på jorden! Så har Guds børn mistet højheden uden selv at vide det – uden at sørge derover! Det uværdige og undermålige trænger ind, alt det, der hører tidsånden til, men bedrøver Helligånden. 
Menigheden bliver mere og mere sølle. Men da den afviser Guds vrede og Guds domme, bygger den intet værn op imod sit eget forfald. 

Forførelserne 

Forførelserne møder ingen energisk modstand. De melder deres ankomst, ikke som forførelser, men som fornyelser – og da menigheden meget gerne vil have fornyelse, blot den kan undgå ydmygelsen under Guds domme, er den rede til at lytte venligt og imødekommende til det »nye«. 

Det »nye« er bl.a. at lade ungdommen komme mere til både i forkyndelse, i optræden, i lederskabet og i at sætte et »nyt« præg på vidnesbyrdet. 

I døsigheden bæver man ikke ved tanken på, at den, der vandrer efter egne eller tidens tanker, vandrer en ond vej ( Esaj. 65,2). Alt er jo relativt – hvordan kan det da være ondt at følge nogle »gode«, »nye« ideer? 

Enhver, der påstår det, er utålelig! 
Så er døren åben for den uværdige sang, der bedrøver Den hellige Ånd. 
Og for den underlødige forkyndelse, der trækker Guds ord ned fra dets højhed og herlighed. 

Menigheden er ikke mere det folk, hvor Gud åbenbarer sig som DEN, HAN ER – det sted, hvor alt kød er stille for Den Herre, HERREN – det folk, der lever i en stadig fornyelse til ligedannelse med deres Skaber og Frelser og Herre. 
Menigheden er ved at gøre sig selv ligegyldig, fordi den selv er blevet ligegyldig med Det Absolutte! 
Den er rede til at aflægge et falsk vidnesbyrd! 

Våg! 

Herren siger ikke blot, at de alle blev døsige og faldt i søvn, men også: »Våg derfor, thi I ved ikke, hvad dag jeres Herre kommer« ( Matt. 24,42). 

Er der en mulighed for ikke at blive døsig og falde i søvn? Ja, det er der, ellers ville Herren ikke sige: »Våg!« 
Vor indstilling bør ikke være denne: Herren har selv sagt, at alle jomfruerne blev døsige og faldt i søvn – det kan ikke være anderledes! 

Nej: »Våg!« 
Det kan andre ikke gøre for dig. Det er du ene om. Du kommer uundgåeligt i et modsætningsforhold til dem, der ikke våger. 

At våge er at kæmpe imod tidsånden. Det er at stå døsigheden imod, så den ikke får magt. 
At våge betyder, at Den Absolutte og Det Absolutte, d.v.s. Gud og Hans vilje altid beholder den absolutte førsteplads. 

Guds dom over dette og hint i mit liv afvises ikke – svækkes ikke af undskyldninger og bortforklaringer – men bevarer sin absolutte gyldighed. 
Hans hellighed afsvækkes ikke. 
Hans Nej er også mit Nej – Hans Ja også mit! 

At våge fører os ind i stilheden for Hans åsyn. 
At våge og at bede hører sammen. Det er imidlertid ikke selvarbejde, men Åndens herredømme. Derfor kan man kun våge i frivillighed og dermed i overbevisningen om, at det lykkes. 

Det er ikke et eksperiment, der kan mislykkes, men troens væsen. 
Den, der våger, kan ikke indpasses i det gængse menighedsliv med al dets relativitet og kødelige foretagsomhed – men han finder altid andre, der våger – der er et åndeligt fællesskab i årvågenheden og fornyelsen, som ingen skal have magten over uden Ånden selv. 

 »Våg derfor! thi I ved ikke, når husets Herre kommer, om det bliver ved aften eller ved midnat eller ved hanegal eller ved daggry. Lad Ham ikke finde jer sovende, når Han pludselig kommer! Hvad jeg siger til jer, det siger jeg til alle: våg« ( Mark. 13,35-37). 

Tak, Herre, at du med dit ord vækker os! Tillad aldrig, at vi bliver døsige og falder i søvn!

(Fra Mod Målet - artikler af Poul Madsen Juni 1996 - på hjemmesiden "Mod Målet" med artikler og MP3 filer af Poul Madsen -  Shafan 16-02-12)



Webmaster, Andreas Michelsen

Forside: www.shafan.dk

skrevet Bibeltekster er hentet fra den autoriserede oversættelse, 
© Det Danske Bibelselskab 1992  og kan læses på BibelenOnline