skrevet
-
Shafan
Dette siger Herren:
" ... spørg efter de gamle stier .. "
Jer.6,16

Guds evangeliums fjende - PDF - 
Frank Jacobsen - "Jeg hørte en røst"

Sejrssyn ( Åb. 11,15-19)

Den åbenbaring, som her tager sin begyndelse, er det læng­ste syn i Johannes' Åbenbaring, idet det strækker sig helt frem til og med kap. 19. Når vi siger, at det er det længste syn, må vi ikke derfor overse, at det består af flere, af hinan­den uafhængige syner. Sammenhængen består egentlig kun deri, at det er det samme emne, der belyses på forskellig vis i alle disse syner, nemlig menighedens farligste fjende, me­dens den lever her på jorden, Antikristen.

At Åbenbaringen gør meget ud af denne fjende, er helt i overensstemmelse med de øvrige skrifter i NT. Der er ikke et af de store skrifter i NT, hvor ikke troens kamp for evan­geliets frelsessandheder indtager en central plads, ja, tit endda hovedpladsen. Det er tydeligt, at denne sag er en livssag for menigheden at holde klar. Mod ingen synd kæmper den første menighed så hårde kampe, som den troen kæmper mod forvanskning og fordunkling af det glædesbudskab, at Gud har fattet det råd imod syndefordærvet i verden, at en synder ved troen på Jesus Kristus skal få tilregnet Kristi fuld­komne retfærdighed.

Så meget mere betænkeligt er det at iagttage, at i en tid, hvor der ellers kæmpes bravt nok fra »kristent« hold imod porno, forringelse af kristendomskundskabstimernes kår i sko­len o. m. m. høres næsten ingen røster, som strider for, at der i gerning og ord gåes lige frem efter evangeliets sandhed, skønt vi lever i en tid, hvor der er en åbenlys ringeagt for læ­ren, en så letfærdig omgang med evangeliets sandhed, at det må harme enhver, for hvem det evangelium er Livets Ord. Men her harmes ingen. Her harmes og forarges man derimod, om nogen vover, hvad de første kristne skulle iflg. de for­maninger, de modtog både fra Jesus og hans apostle, at tage afstand fra »medkristne« ud fra Guds evangelium.

Luther er helt i pagt med den hellige Skrift, når han i sin fortolkning til Gal. 2,14 siger: 
»Kærligheden skal tåle alt, tro alt, håbe alt. Men Troen skal intet tåle, men herske, befale, triumfere og bestemme i alle ting. Kærligheden siger: »Jeg udholder alle ting, jeg viger for alle.« Troen derimod siger: »Jeg viger ikke for nogen, men for mig skal alle vige, stammer, folk, konger, fyr­ster og jordens dommere«, som det hedder i Salme 2: »Så kom dog til forstand I konger, og lad jer vejlede, I jordens dommere, - - - at Sønnen ikke vredes og I forgå.«

Sådan er troens holdning. Og udfra den kæmpedes i NT kampen for evangeliet fra Gud. Og det er denne for menig­heden så livsvigtige kamp, der her åbenbares i sit inderste væsen. Måske var det nyttigt påny at minde om, at »åbenbaring« betyder »afdækning af det, som skjuler sig bag tilværelsens ydre facade«. Og når en åbenbaring af evangeliets hoved­fjende er nødvendig, er grunden den enkle, som Jesus og apostlene med stor kraft pegede på, at han ikke fremtræder som modstander af Guds frelse og Jesus, Guds Søn, men tværtimod kalder sig ved Kristi navn, prædiker et evange­lium så nært sandheden, at en menighed, som har kendt evangeliets rette lys og engang frydet sig over det, kan lade sig drage deraf, og lader sine tjenere tage skikkelse af »ret­færdigheds tjenere« ( Mt. 24,4-5, Gal. 1,-6--7 og 2. Kor. 11,14-15 m. m. fl.). Guds frelses farligste fjende fører ikke sjælene ind i fortabelse og mørke og strider ikke mod Guds evige frelsesplan ved åbenlys modstand og gudløshed, men - siger Skriften - ved »forførelse« (Mt. 24,4 jvfr. Ab. 13,3 og 14). Han bekæmper Guds Ånd og Guds Ord ved at lade dem, han vil forføre tilbede ved alteret i Herrens Helligdom, som vi så i kap. 11,1.

Derfor er åbenbaring nødvendig - for at den, som hører, hvad Ånden taler til menigheden, kan erkende, hvad denne »Anti-Kristus« - denne »Stedfortrædende-Kristus« i virkelig­heden dækker over. 

Denne åbenbaring kaldes »Det tredje Ve« og indledes med et syn af dommens dag. Hensigten er tydeligt at holde det frem for menigheden, at det her drejer sig om ting, som, hvor ringe og ubetydelige de kan synes her i den ydre verden, dog er ting, som den dag skal stå som evigt herlige og fulde af ære, pris og tilbedelse. 

Allerførst ser han i v. 15, hvordan den dag stadfæster, hvad glædesbudskabet i den lille åbne bogrulle fra Herren så ty­deligt siger, men verden ikke formår at tro i dets fulde sand­hed, at evighedens herredømme tilhører Gud og hans Sal­vede (hebr.: Messias), og ingen andre - ingen anden Gud end han, som er et med Sønnen - ingen anden religion - in­gen anden tro, hvor oprigtig og from den end er. Dommens store, afgørende dag skal åbenbare, hvordan alt, hvad der kommer fra denne verden, er under vrede: dens idealer, dens religioner, dens meninger, dens tanker, dens mål, dens stræ­ben. Bare hos Gud og hans Salvede findes et herredømme, som ikke forgår og fører dem, som hører dette herredømme til, ind under undergangens vrede. 

Og frelst på den dag ser Johannes da også kun den me­nighed, hvis ære, tak og pris er rettet mod hans kongedømme (v. 16-17), det herredømme, som udgår fra Davids Trone, den hvis grundvold er Golgatas kors, hvilket fremgår af v. 19, hvor Herrens pagts ark kommer til syne - den ark, som ved sin ydre indretning symboliserende forsoningen, idet lovens tav­ler lå skjult under sonedækket, hvorpå Aron på den store forsoningsdag skulle stænke noget af offerdyrets blod (læs: 2. Mos. 25,10-22 og 3. Mos. 16,11-14). Alt dette havde et himmelsk forbillede siger Skriften (2. Mos. 25,9 og Hebr. 8,5)., idet Kristus er det virkelige sonedække over det an­klageskrift, som er rettet imod os med alle sine lovbestem­melser ( Rom. 3,24-25 og Kol. 2,14). Det er denne frelsespagt, dette nådens herredømme, som her kommer til syne på dom­mens store dag, som den pagt, hvori alle Herrens hellige, store som små, nu får del i lønnen, medens der fra den selv samme ark udgår lyn, bulder og tordenskrald og jordskælv og store hagl - en sønderknusende vrede mod alle dem, som agtede Guds frelseevangelium ringe, så de ikke ved det blev en del af Åndens menighed ( de 24 ældste, som stod i uafbrudt kontakt med de fire livsvæsener, som vi så i kap. 4,8-11).

Når menigheden her ser Guds frelsesevangelium i skikkelse af pagtens ark, er det tydeligt med henblik på den kamp, den har at kæmpe for sin tro imod Antikristen og hans kri­stenhed. Intet kunne give Israel ny tro og ny kraft til kamp, som når pagtens ark blev ført ind i lejren ( 1. Sam. 4,15). De forstod, at hvor pagten var, der var Gud. Det er dette, menigheden skal se i dette sejrssyn: at hvor evangeliet er, der er det evigt faste - der - og bare der er den ene, sande Gud.

Den store kamp (kp. 12) 

I dette kapitel åbenbares så at sige denne kamps forhistorie og indre væsen. 

Kvinden er i Bibelens symbolsprog først og fremmest et billede på Herrens menighed. Bestandigt omtaler Herren hos profeterne sin menighed som sin brud ( Es. 54, 5-6, Jer. 3,1-6, Ex. 16,6-34, Hos. 2,2 m. f l. ). Drengebarnet, som hun føder, er ganske tydeligt Kristus. For det første, fordi det er naturligt at tænke på Kristus, når Skriften taler om et dren­gebarn - sådan blev han jo omtalt hos profeterne (eks. Es. 9,6) - for det andet, fordi citatet fra Salme 2 om, at han skal vogte alle folkeslag med jernspir, klart er tolket i NT om Jesus ( Hebr. 1,5 og Ap. G. 13,33), ligesom udtrykket gen­tages om Kristus i kap. 19,15. At samme ord citeres i kap. 2,27 og her står om den enkelte kristne, åbner ingen mulig­hed for at tolke dette drengebarn om hver enkelt kristen ­endsige om menigheden.

Men hvad er det da for en kvinde, som føder Kristus? Det fremgår af hendes attributer i v. 1: solen, månen og de tolv stjerner, som er Jakobsslægtens symboler, som vi så i kap. 8,12. Kvinden må således være den gammeltestamentlige me­nighed.
Dragen er iflg. v. 9 Djævelen. Og vi lægger mærke til, at Satan her ikke blot har magt på jorden (symbolerne i v. 3 er de samme som Dyret har i 13,1 og 17,9-12 og udtrykker verdslig magt), men endnu reel magt i himlen (v. 4), hvilket jo også klart siger, at vi befinder os i en periode, som ligger tidsmæssigt før Kristi fødsel. 

I denne åbenbaring får menigheden at se, hvorledes Guds argeste modstander fra første færd har sigtet mod at gøre den sæd til intet, som Gud havde sagt om, at den skulle knuse slangen s hoved ( 1. Mos. 3,15). Det er uden tvivl dels med henblik på det ord, at Jesus her udtrykkes med ordet »et drengebarn«. Men dels kan det også være for menighedens skyld for at udtrykke det, som er verdens syn på frelsens evan­gelium, at det er noget ubetydeligt - ikke mindst når vore øjne sammenligner det med dets fjender. Men des stærkere virker det da også, at se den opmærksomhed Djævelen skænker dette barn. Han ved nok, hvad der ligger af guddommelig magt i dette barn.

Ganske kort slås det fast, at hans forsøg på at standse Guds frelsesplan mislykkedes over for Jesus selv (v. 5). Stor åndelig ødelæggelse når han at forvolde i sin efterstræbelse af Kristus (v. 4). Om alle disse ødelæggelser kan vi læse i GT. Men Jesu komme og fuldendelse af frelsesværket ude på Golgata og i haven påskernorgen lod sig ikke hindre. Barnet bortrykkes gennem alt sammen til Gud. 

Og med denne begivenhed sker to ting: 
Kvinden flygter ud i ørkenen (v. 6), og Dragen styrtes ned fra himlen (v. 7-9). 

For at forstå det første ganske klart må vi holde os for øje, at kvinden er menigheden - og altså ikke slet og ret Israel, den gamle menighed, men Guds troende folk. Guds folk har aldrig haft race eller ceremonier eller embeder som kendetegn, men altid alene troen, som gør Gud fast og giver ham ære. 

Ørkenen er i Skriften først og fremmest udtryk for Guds vrede (f. eks. 3. Mos. 26,32-33, Jer. 12,7-12 og Ez. 29,9-10 m. fl.). Men derefter kommer ordet også til at betyde »hed­ningelandene«, idet disse altid indgik som et led i Guds vrede. Således står »ørkenen« i Es 40,3 og 41,18 f. eks. som et bil­lede på Babel, når det hedder: »Der lyder en røst i ørkenen« og: »Ørkenen gør jeg til vanddrag«.

Billedet her skulle altså således udtrykke, at menigheden efter barnets bortrykkeIse fik sit hjem i hedningeverdenen, hvad jo også skete. Og vi bemærker, hvor nøje det passer til, at vi også her møder det symbolske tal 1260 dage, som vi også mødte i kap. 11,3, og som svarede til de 42 mdr., der nævnes i 11,2. Det var nok ikke helt galt, at vi sammenholdt disse ord med Jesu ord i Luk. 21,24, for menigheden i hed­ningernes verden er jo i realiteten identisk med den tid me­nigheden får lov at virke, indtil den besejres af Antikristen. 

Det, som sker med Dragen, er ganske tydeligt det, som andre steder i Skriften nævnes som en frugt af Kristi frelsesgerning (se fortolkn. til 9,1): at der går dom over ham, at han kastes ud af den himmelske verden, at han bindes og føres i Kristi sejrstag, at hans magt tilintetgøres - alt sammen ting, som i Skriften er forbundet med Jesu død på korset, hans opstan­delse påskernorgen og hans tilbagevenden til sædet ved Guds højre hånd ( læs: Mt. 12,28-29, Luk. 10,18, Johs. 12,31 og 16,11, Kol. 2,14-15 og Hebr. 2,14).

For Djævelen er denne sejr simpelthen dødssåret (v. 10): »Fra nu af er frelsen og kraften og riget vor Guds og mag­ten hans Salvedes.« Fra denne stund er kampen i grunden afgjort (v. 12). For Satan er tiden nu kort. Og han er sig sin skæbne helt bevidst. Det er helt i erkendelse af sin af­magt, at han nu raser og fråder. 

Men lad os mærke os, hvori hans nederlag består: at det er et nederlag i den himmelske verden og ikke på jorden, hvad vi ser i v. 12. Dette er nok et perspektiv ved Jesu gerning, som tit overses, at Jesu gerning ganske vist skete her i histo­rien - vi er jo vidner til at han døde på Golgatas kors - det er sket her på jorden for menneskers øjne - det er sket her i hi­storien, begrænset af rum og tid - MEN: det skete alt sam­men med virkning i den himmelske verden. Hebræerbrevet, som er et af de skrifter i Bibelen, som stærkest understreger det, siger, at Kristi tjeneste for os var en tjeneste i selve den himmelske Helligdom (se f. eks.: kp. 8,2 og 9, 11-12 og 24 m. fl.) . 

Hvori dette Satans nederlag i den himmelske verden består fremgår af ordet »anklager« i v. 10 og af det følgende v. 11. Det er hans anklagemagt, som er brudt. Han har ingen magt mere inde hos Gud som anklager, efter at Jesu blod er ble­vet en fuldgyldig soning for al synd og er i stand til at fremstille selv en ugudelig som retfærdig for Gud alene ved, at han i tro er vendt mod Jesus som sin frelser (jvfr. Rom. 4,5-8). »Vore brødre«, som de troende her kaldes, besejrer nu alle anklager, som de stod værgeløse overfor, så længe Loven gjaldt, og deres eneste værn imod alle Satans anklager var deres forbedring og sejr over synden. Nu besejrer de alle disse anklager - ikke ved at forbedringen ny endelig lykkes, men ved troens vidnesbyrd: »at er vor syndeskyld end stor, dog større er det nådens ord: »Den dig forladt skal være« ­thi større, end at jeg er en synder, er det, at Jesus er død for mine synder. Og over for dette værk formår Satan nu ingen­ting i den himmelske verden. Det er ham umuligt hos Gud at gøre mine synder så store, at han derved gør Kristi ger­ning for mig ugyldig. Først må Gud forkaste Jesus og hans gerning ude på korset - det, som var hans egen tanke - før Satan kan anklage den, som tror på Jesus, for bare en synd.

Om denne troende menighed siges i v. 11, at de havde ikke deres liv for kært til at gå i døden. To ting kan der ligge i de ord - to ting, som hver for sig er sandhed. For det første kan der ligge det, som f. eks. Paulus taler så ofte om, at han selv er død i troen - at han ikke i troen har sit eget liv kært, men overgiver det til døden, fordi hans liv alene er Kristus (f. eks. Rom. 6,1-11 og Gal. 2,19-20). Det er sådan troen altid besejrer alle Satans anklager, for det er sådan Satan besejres af Gud selv: at alt, hvad han viser frem hos os, erklæres for dødt og tilintetgjort på korset. Det er forbi med det - ikke i mit kød, men hos Gud. Hos Gud gælder kun en for mig - hos Gud har jeg kun et liv - ikke mit eget, men Kristus (jvfr. Kol. 3, 3-4). Intet hos mig har jeg kær. Gerne må det vise sig dødt alt sammen. Et liv er kært for mig deri­mod: alt, hvad Jesus er.

Ordene i v. 11 kan dog også have en anden - og lige så rigtig og sand betydning: at dette evangelium om Jesus var dem så dyrebart, så de for det gik i døden. Vi har jo set, hvor det er et kendemærke for den tro, som bor i Lammets menighed, at den må lide døden og alle slags trængsler her i verden, ikke blot fordi de er udsat for verdens had, men endnu mere fordi de er udsat for den falske kristenheds had. Tænk f. eks. bare: hvem er udsat for kætternavn og had og ond  omtale inden for Kristenheden i dag som dem, for hvem dette evangelium er så dyrebart og elsket, fordi det virkelig er LIVET for dem, at de må stride og tale imod den økumeniske ånd og tanke, som ubetydeliggør dette evangelium. 

At tro evangelium og leve med det som »en ren brud« (14,4), det er smerte og død på legeme eller sjæl for den, som tror. Derom er alle i Lammets menighed fælles, som vi allerede har set. 

Men da det nu er umuligt at gøre Kristi værk til intet i himlen, vender Satan sig nu mod jorden for at gøre det til intet her. Og nu er hans mål menigheden (v. 13). 
Er dette en åbenbaring af den historiske udvikling - og det tyder jo alt på - så sigter v. 13 til de forfølgelser, som menig­heden oplevede efter Jesu himmelfart og pinseunderet. For at der blev givet menigheden ørnevinger, er et billede på, at deres »flugt« ikke sker i afmagt, men båret af guddommelig kraft (jvfr. 2. Mos. 19,4 og Es. 40,31). Dette svarer da også til beretningerne både i Ap. Gern. og fra de tidligste kilder til den første menigheds historie. For alt imedens de blev for­fulgt, så er det dog tydeligt, at det er en åndelig kraft, som bliver spredt. Det er ikke en samling forfulgte stakler, som jages af Satan. Det er fakler. Det er mennesker, som er båret af evangeliets kraft.

Herude i ørkenen - hedningeverdenen - søger Satan at skyIle menigheden bort med en vældig vandstrøm (v. 15). Vandet er i Bibelen et billede både på velsignelse og den totale forbandelse og udslettelse - simpelthen fordi man ken­der vandet sådan. Uden vandet er landet en ørken. Men med vandet er landet et frugtbart Eden. Samtidig ved man dog også, at kan vand gøre et land frugtbart, så kan det dog også bringe total udslettelse, når skybruddene får floderne til at strømme over sine bredder (jvfr. de to betydninger med f. eks. 1. Mos, 2,6 og kap. 7). Her er vandstrømmene tydeligt udtryk for, at Satan i hedningeverdenen søger me­nighedens totale udslettelse, hvilket jo bekræftes af historien.

Men jorden kommer kvinden til hjælp. Vi skal ovre i kap. 13 høre om et dyr, som stiger op af »jorden« (v. 11), og her bekræftes den formodning, som flere fortolkere er enige om, at jorden i Åbenbaringens billedsprog symboliserer det politiske, velordnede samfund (se nærmere fortolkningen af kap. 13,11 flg.). Denne forståelse af billedet vil da også svare godt til de historiske kendsgerninger. For i de første århundreder var menigheden bestandigt udsat for forfølgelser, som direkte tog sigte på dens udrydelse. Alt dette fik først ende, da kri­stendommen blev lovfæstet og »Rigets begunstigede religion« (Holmquist & Nørregaard) .

Men dermed opgav Satan ikke at gøre alt, hvad Jesus havde udrettet, til intet. Ganske vist må han opgive at ud­rydde kirkens ydre eksistens - den var nu beskyttet af de jordiske love - men han kunne vende fjendskabet mod noget ganske andet: han kunne vende det mod troen selv - vende det mod dem, som holdt fast ved Guds bud og Jesu vidnes­byrd (v. 17). Der ville han fortsætte denne gamle krig med Drengebarnet, han som i det profetiske ord bliver kaldt for »Kvindens Sæd« (1. Mos. 3,15). Og det er sikkert med henblik på det navn, at Herren her i sin åbenbaring kalder dem, som hører Sønnen til i troen, for »Kvindens Slægt« (v. 17). 

Men der er især et ord, som påkalder sig vor opmærksom­hed i dette vers, og det er ordet »de andre« af hendes slægt. At lade »de andre« stå i modsætning til Drengebarnet i v. 5 er ikke rimeligt, da den i så fald havde hørt hjemme i v. 13, hvor Satan må vende sig fra og opgive kampen med Drenge­barnet selv og i stedet indlede kamp med menigheden. Nej, ordet »de andre« må hentyde til det, der er sket lige forud, hvor Satan også måtte opgive kampen mod menighedens ydre eksistens og i stedet vende sig mod troen. Derved kommer »de andre« til at stå som modsætning til dem, som repræ­senterer den ydre menighed, medens »de andre« repræsenterer den rette, troende menighed. Det er dem, kampen nu gælder. Kristus kan Satan intet gøre ved. Den ydre kirke og kristen­dom er der ikke grund til at bekæmpe. Men troen. Her, og alene her har Satan endnu noget håb om sejr. Og det er denne kamp, menigheden vil stå i helt frem til Herrens store dag, og som vi skal følge i de næste kapitler. 

(Uddrag fra afsnittet Antikristen Åb.11,15-19,21 i "Jeg hørte en røst" af Frank Jacobsen -  Frimodts Forlag 1973 - genoptrykt 2009  Nyt Livs Forlag Shafan 21-06-13)



Webmaster, Andreas Michelsen

Forside: www.shafan.dk

skrevet Bibeltekster er hentet fra den autoriserede oversættelse, 
© Det Danske Bibelselskab 1992  og kan læses på BibelenOnline