skrevet
-
Shafan
Dette siger Herren:
" ... spørg efter de gamle stier .. "
Jer.6,16

Fri fra loven
Carl Frederik Wisløff - "I evangeliets tjeneste"

Prædikener om den kristne frihed - 19. Fri fra loven 

Fra bogen »At være fri«, der indeholder bibeltimer fra ungdommens landsmøde (NLM) 1980. 

»Da han talte sådan, kom mange til tro på ham. Jesus sagde nu til de jøder, som var kommet til tro på ham: “Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie”« (Joh 8,30-32). 

Når man hører emnet “fri fra loven”, tror jeg, en del tænker i deres stille sind: »Hvad betyder det? Det går langt ud over min forstand. Jeg forstår det ikke.« Det samme gør sig gældende, når man hører emnet “lov og evangelium". Da siger mange fra. Som følge deraf er der nok også dem, der siger, at noget sådant bør vi ikke tale om. Det, folk ikke forstår, får de jo ingen gavn af at høre om. Vi må lade folk høre noget, de har forstand på og spørger om. Forkyndelsen er til for at svare på folks spørgsmål, hedder det for tiden. Det står næsten så fast, at det ikke engang kan diskuteres. 

Nu vil jeg altså tale om noget, som folk ikke begriber, og som hverken du eller jeg forstår den mindste smule af, før Helligånden oplyser vort hjerte. Først vil jeg dog sige, at vi, som taler Guds Ord og har ansvaret for det kristne vidnesbyrd, ikke kun er sat til at svare på folks spørgsmål. Vi er derimod sat til at lære folk at stille de rigtige spørgsmål. For vi mennesker ved ikke selv, hvad der er vigtigt. Det må vi have at vide, og det må gøres ud fra Guds eget Ord. “Fri fra loven" er vort emne i dag. 

Lad os læse fra Romerbrevets 3. kapitel. Det giver os en god indgang til vort emne. »Der er ingen forskel; for alle har syndet og har mistet herligheden fra Gud, og ufortjent gøres de retfærdige af hans nåde ved forløsningen i Kristus Jesus. Ham gjorde Gud ved hans blod til et sonoffer ved troen for at vise sin retfærdighed, fordi han havde ladet de  tidligere synder ustraffede, dengang han bar over med dem, for i den tid, der nu er inde, at vise sin retfærdighed, så han selv er retfærdig og gør den retfærdig, som tror på Jesus« (v.22-26). 

Her er noget, der gælder alle mennesker, enten vi forstår det eller ej. Guds Ånd vil hjælpe os til at forstå det. Jeg ved godt, at der er nogen, der mener, at kristendommen kun angår dem, der er “religiøse" som det hedder. Der var en dame, som engang sagde til mig: »Jeg skal sige Dem en ting, professor, jeg er ikke religiøs!« »Ja så,« sagde jeg, »det er jeg heller ikke.« »Jeg troede ellers, De var teolog,« sagde hun. »Javel, men det, De forstår ved at være religiøs, er jeg ikke.« 

Der er mange, der tror, at nogle er "religiøse" og andre ikke, akkurat som nogle er musikalske, andre ikke. Er jeg ikke musikalsk, nytter det ikke at tale til mig om musik, for det forstår jeg mig ikke på. Er jeg ikke religiøs, så nytter det ikke at tale til mig om kristendom, for det forstår jeg mig ikke på, og det interesserer mig ikke. Har du hørt det ræsonnement? Det har du hørt mange gange, og måske er du her, som selv tænker sådan. 

Du tager fejl! Vort emne angår alle mennesker, for vi skal alle engang frem for Gud på dommens dag. Da får vi anvist den plads, vi skal have i evighed. Og det bliver frelse eller fortabelse, det bliver Himmel eller Helvede. Det angår alle. Derfor angår også Guds Ord om lov og evangelium alle

Jeg læste engang om noget, der skete i Sverige. Det kunne for den sags skyld lige så godt være sket i Norge. En fritænker havde holdt et foredrag om, at der ikke fandtes nogen Gud. Han ville rigtig slå det fast og sagde: »Gud, hvis du er til, så slå mig ned her, hvor jeg står. Jeg giver dig to minutter.« Så tog han sit ur frem. Der gik to minutter under stilhed i forsamlingen. Gud i Himlen sparede "sin skabning", og manden stak stolt uret i lommen og sagde: »Der kan I se, der findes ingen Gud.« Nu var der en gammel “bedstemor" nede i forsamlingen. Hun mumlede lidt og sagde så: »Å du, han hittar dig nog endå.« (»Han finder dig nok alligevel«). 

Det er det, sagen drejer sig om. Det, Gud vil dømme efter, er hans eget ord. Han vil ikke dømme efter, hvad du og jeg tænker. Ofte hører man, at Gud er kærlig og ikke slår folk i hovedet og dømmer dem til Helvede, sådan som nogle prædikanter gør. Nej, Gud er overbærende.  

Ja, Gud er god, det er sikkert, og det skal vi høre om. Men Gud skal dømme os efter sit ord. 

Allerførst må vi være klar over, hvad vi mener, når vi siger “Guds lov”. Der er ikke tale om et lands straffelov. Den kan de fleste af os måske klare os fri af. Vi har måske en ren straffeattest og har ikke betalt bøder. Selv om det var tilfældet, er der jo tilgivelse for det. - Nej, det er ikke den lov. Det et Guds evige lov, vi nu tænker på. Den finder vi i de ti bud. - De ti bud, ja. Der skulle have været sagt meget om dem, for folk sætter gladelig en streg over de ti bud i vor tid. Det er, som om de ikke gælder mere. Åh jo, de gælder endnu! 

I 5 Mos 5,9-10 finder vi det ord, som Luther har sat ind i den Lille Katekismus, og som vi pænt måtte lære udenad i gamle dage, da jeg gik i skole. Det er du måske sluppet for. Men det er ikke dårligt, hvis du kender dem! Der står i Katekismen: Hvad siger nu Gud om alle disse bud? Og så kommer svaret: »Jeg, Herren din Gud, er en lidenskabelig Gud. Jeg straffer fædres skyld på børn, børnebørn og oldebørn af dem, der hader men dem, der elsker mig og holder mine befalinger, vil jeg vise godhed i tusind slægtled.« 

Det vil altså kort og godt sige, at du er forpligtet på Guds lov. Gud våger over sit ord, og han vil kræve dig til regnskab. Da må du forstå, at Gud har krav på dig. »Den, der synder, skal dø!« står der hos profeten Ezekiel (18,4). Denne Guds lov er ubønhørlig. Den er ikke tilfreds med, at du gør det, så godt du kan. Det er der nogen, der tror. Nej, nej! Det, du tror, du selv kan klare, holder ikke efter Guds målestok. Guds Ord siger nemlig, at hvis du har syndet imod et af budene, er du skyldig i dem alle! (Jak 2,10). Der er ingen forskel, læste vi i Romerbrevet. Alle har syndet. Og i Rom 3,19 står der: »Og vi ved, at alt, hvad loven siger, taler den til dem, der er under loven, for at hver mund skal lukkes og hele verden stå strafskyldig over for Gud.« 

Der er ingen forskel. Alle har syndet og har mistet herligheden fra Gud, dvs. at alle uden undtagelse er skyldige efter Guds hellige lov. Det oplever den, der bliver en kristen. I Rom 7,9 har Paulus fortalt om, hvordan han oplevede det. »Jeg levede engang uden lov, men da budet kom, levede synden op, og jeg døde.« Paulus kendte jo loven. Han troede endog, at han havde holdt den, ja, at han var »uangribelig i lovretfærdighed« (Fil 3,6). 

Så mødte han for alvor loven, Guds hellige lov, som trængte ind i samvittigheden. »Jeg levede engang uden lov, men da budet kom, levede synden op, og jeg døde. Budet,som skulle have ført til liv, viste sig at blive min, død. For med budet fik synden et påskud og forledte mig og dræbte mig med det. Så er loven da hellig og budet helligt og retfærdigt og godt. Blev dette gode da min død? Aldeles ikke! Men det blev synden, for at den kunne fremtræde som synd, og den brugte det gode til at volde min død, for at synden ved at bruge budet skulle vise sig at være syndig ud over alle grænser« (Rom 7,9- 13). 

Guds lov er god, men det er jeg ikke. Når Guds lov så kommer ind i samvittigheden, viser det sig først for alvor, hvordan jeg er. Det er vækkelse. Det er at blive vakt. 

Jeg står for Gud, som alting ved 
og slår mit øje skamfuldt ned, 
jeg ser min synd, at den er stor 
i tanker, gerninger og ord.
Guds bud og Guds lov er hellig, men fordi jeg er, som jeg er, bliver loven mig til dom

Vi kan tage et eksempel, som siger lidt om dette. Vi kan tænke på vand. Det er noget, vi alle har brug for på mange måder. Uden vand kunne vi ikke leve. Vi kan bl.a. bruge det til at slukke ild med. Men hvis vi hælder vand i ulæsket kalk, begynder det at boble og ryge. Det er ikke vandets skyld, det er kalkens. Ulæsket kalk er af en sådan beskaffenhed, at når vand bliver tilsat, koger og ryger det. 

Loven er god, men det er du og jeg ikke. Da budet kom, blev synden levende. Jeg, derimod, døde. Det er vækkelsens kendetegn, at vi oplever det på den måde. Da står jeg for Gud som en fortabt synder - skyldig - for loven har dræbt mig. Da er det ikke nok med religiøse følelser. Mange mennesker mener, at religion og kristendom består i at have gode følelser og herlige oplevelser. Men når samvittigheden bliver vakt, er der ikke plads til gode følelser. Tværtimod. Da er jeg som død for Guds ansigt, for da ser jeg, at jeg er skyldig. Det er ikke kun det, at jeg har gjort et og andet forkert, men jeg er en synder og fortabt i mig selv. Det siger Guds lov. 

Du forstår, at hvis der ikke bliver gjort noget ved dette, går du evigt fortabt. Loven anklager. Den er ganske ubøjelig og har ingen dispensation for den, der »gør det så godt, han kan«. Loven siger, at den, der synder, skal dø. Der skal ske en forandring, ellers går du evigt fortabt. Nu kommer de herlige ord om frihed fra loven, evangeliet, som er noget helt andet end loven. Det er den hemmelighed, som de evangeliske fædre havde lys over. I dag hører vi næsten ingenting om loven og evangeliet. Loven, som dømmer, knuser og tilintetgør. Og evangeliet, som er et helt andet ord fra Gud, et ord, som ikke kræver noget som helst, men som bare fortæller dig, hvad Jesus har gjort. 

Hør nu, hvad evangeliet siger. Læs Gal 4,4-6. »Men da tidens fylde kom,« dvs. da den tid kom, som Gud så var den rette, »sendte Gud sin søn, født af en kvinde, født under loven« (v.4). Da kom vor Herre Jesus. Gud af Gud. Født af Faderen fra evighed. Ét med Faderen. Vi fatter det ikke med vor forstand, men sådan siger Bibelen. Gud sendte sin søn. Han blev undfanget ved Helligånden og født af jomfru Maria. Det er det, man i dag ryster på hovedet af og siger: Det tror jeg ikke på. Men det gælder for enhver forkynder, uanset om han er præst eller lægprædikant, ja, for enhver kristen, at han ikke kan sige noget andet end det, der står i Bibelen. Hvis han forkynder noget andet, er han en falsk profet og fører sjælene vild. 

At Guds søn blev født under loven betyder, at Jesus kom som vor stedfortræder og gik ind under Guds hellige lovs forpligtelse. Sådan opfyldte han loven. Han gjorde ingen synd. Han elskede Gud og fulgte hans vilje lige ind i døden på korset for din og min skyld. Han opfyldte loven. 

Vi vil nu slå op i Gal 3,13-14. Der står noget mere om, hvad Jesus gjorde. »Kristus har løskøbt os fra lovens forbandelse ved selv at blive en forbandelse for vor skyld - der står jo skrevet: "Forbandet er enhver, der hænger på et træ” - for at velsignelsen til Abraham kunne nå ud til hedningerne i Kristus Jesus, og vi ved troen kunne få Ånden, der var lovet os.« Hvad betyder det? Det betyder, at Jesus som vor stedfortræder og repræsentant tog lovens dom og straf på sig, da han hang på korset. Han blev en forbandelse for os. 

Situationen er den, at vi alle står under Guds lovs forpligtelse, og at vi ska| dømmes efter loven. Da er det ude med os. Derfor måtte der gribes ind, hvis nogen skulle frelses. Det gjorde Gud. Han sendte sin søn som vor stedfortræder og vor bror. Han opfyldte loven for os. Alle dens forpligtelser til kærlighed, tjeneste, lydighed og hengivelse. Han tog også straffen på sig, den straf, som vi havde fortjent, fordi vi har brudt Guds lov. Det gjorde Jesus. 

Forladt du og af dine blev, 
ja, af din Fader med, 
og aldrig jeg udgrunde kan, 
hvad da dit hjerte led.
Et andet sted synger vi: Min Jesus, du er såret 
for mine synder så, 
jeg skulle have båret 
den straf, som på dig lå.

Gud har taget sig af vor situation, og så lyder evangeliets velsignede ord, som vi får lov til at tro. I Gal 2,15 læser vi: »Vi er jøder af fødsel, ikke syndere af hedensk herkomst.« Det kunne få os til at tro, at vi er pæne, retskafne mennesker, som Gud må synes om.

Der står imidlertid mere i Gal 2,16: »Men fordi vi ved, at et menneske ikke gøres retfærdigt af lovgerninger, men kun ved tro på Jesus Kristus, har også vi sat vores lid til Kristus Jesus for at gøres retfærdige af tro på Kristus og ikke af lovgerninger.« 

Der gik et lys op for Paulus en dag. Der var noget, han pludselig forstod. Han indså, at man ikke bliver retfærdig for Gud ved noget, man selv gør. Det samme må vi indse. Vi bliver ikke retfærdige ved at holde loven, for det kan vi ikke. Aldrig eg ved egen magt 
får din lov, 0 Gud, fuldbragt, 
om min iver stod i glød, 
om mit hjerte græd af nød, 
synden slettes dog ej ud, 
førend du har frelst mig, Gud.

Sådan synger vi. Vi kan stræbe, til vi dør og alligevel ikke få betalt den gæld, som vi skylder. Vi er under loven, under forbandelsen. Vi må indse én ting til: Vi får lov til at tro på Kristus Jesus. Herlige og vidunderlige erkendelse, som Gud tænder i hjertet ved Ordet. Vi bliver altså ikke frelst ved kun at tage et standpunkt og en beslutning. 

I et halvt hundrede år har jeg været med på lejre og til ungdomsstævner. Der har jeg mødt unge, som siger: »Sidste år overgav jeg mig til Gud, men det holdt ikke. Nu vil jeg overgive mig helt til Gud, så må det vel holde.« Nej, sig ikke sådan, men tro ved Guds Ånd ordene: »Fordi vi ved, at et menneske ikke gøres retfærdigt af lovgerninger, men kun ved tro på Jesus Kristus, har også vi sat vores lid til Kristus Jesus« (Gal 3,16). Tag derfor din tilflugt til ham for at blive retfærdiggjort af tro på Kristus. For intet menneske bliver retfærdiggjort ved lovgerninger, ikke ved noget, vi kan præstere. 

Der går et lys op for dig, når Guds Ånd viser dig dette i sit ord. Da bliver du løst og fri i din samvittighed. Da forstår du, at du er fortabt i dig selv. Det står ikke til at ændre, og ingenting, som du kan gøre for at forbedre dig, gør dig værdig for Gud. Ingenting. Du må tage din tilflugt til Jesus. Han er din stedfortræder, han er din Gud og bror. Han har opfyldt loven. Han blev født af en kvinde, født under loven for at købe dem fri, som var under loven, så vi kunne få barnekår. 

Hvilket herligt ord! Barnekår! Da står vi for Gud som hans børn, og dermed træder vi ved troen på Jesus ind i en helt ny stilling, en helt ny relation, et helt nyt forhold til Gud. 

Vi kan stille os over for Gud på to måder. Enten ved loven eller ved troen på evangeliet. Hvis du mener, du skal klare dig selv, er det loven, du forpligter dig på, enten du forstår det eller ej. Og da skal du dømmes efter loven. Hvordan vil det gå? Det bliver fortabelsen for dig, for du står ikke mål. 

Da vi indså, at vi ikke bliver retfærdiggjort ved lovgerninger, troede vi på Jesus Kristus. Når vi bliver retfærdiggjort, dvs. frelst, benådet og frikendt af Gud ved troen på Jesus Kristus, er vi fri fra loven i vor samvittighed. Da ved vi, at ingen gode gerninger kan frelse os. Ingen synd kan fordømme os. 

Jesus siger: »Den, der hører mit ord og tror ham, som har sendt mig, har evigt liv og kommer ikke for dommen, men er gået over fra døden til livet« (Joh 5,24). Det er vor nye stilling, hvor vi er fri fra loven som frelsesvej. 

»Brødre, I blev kaldet til frihed. Brug blot ikke friheden som et påskud for kødet« (Gal 5,13). Vi er altså ikke fritaget fra at leve efter Guds vilje ved den kraft, han vil give os. Det er en helt anden sag. Men vi skal ikke dømmes efter loven, når vi kommer frem for Gud. Det er frihed fra loven. Priset være hans velsignede navn for det! 

Hvo vil mig fordømme? 
Iesu blodestrømme 
sænker jeg mig i; 
Gud for alle riger 
dømmer selv og siger: 
Denne han er fri; 
han er to´t  
i Iesu blod! 
Satan, synd og død må rømme, 
hvo vil da fordømme?
Hvo vil mig anklage 
og for dommen drage
hen på Sinai? 
Synden jeg bekender. 
- Det er det, du skal gøre. 
Synden jeg bekender, 
mig til Jesus vender, 
dermed er jeg fri. 
Mød mig da på Golgatal 
Jesus skal min sag antage, 
hvo vil mig anklage?
Fri fra loven - det har betydning i spørgsmålet om frelsesvished. 

Hvordan kan jeg få vished om, at jeg er frelst? Det spørgsmål er vanskeligt for mange, for når de ser på sig selv, bliver de forfærdet over det, de opdager af slaphed og sløseri i kristenlivet. 

Du kan nok have grund til at blive forfærdet, men pas på, at du ikke søger hjælp det forkerte sted. Man kan så hurtigt glemme, at grunden til, at jeg må være et Guds barn, ikke ligger i mig selv, men i Jesus. Derfor går man i gang med at lægge en solid grundvold for ens kristenliv. 

Du tænker måske: leg kan ikke være en kristen, før jeg bliver totalt forandret. Jeg må have en ny oplevelse, en helt ny udrustning. Hvis jeg f.eks. kunne tale i tunger, kunne jeg nok have vished om, at jeg var en kristen. 

Ja, Gud vil gerne udruste dig med Ånd og kraft, men i al din nød og kamp skal du ikke glemme, at du er Guds barn alene for Jesu skyld. Hans retfærdighed er din. Han har lidt straffen for dig. I ham - og kun i ham - står du retfærdig for Gud. I stærke såvel som i svage tider har du samme nåde hos Gud, så sandt dit hjerte altid søger Jesus, og din tro altid er rettet mod ham. 

(Kap. 19 - Prædikener om den kristne frihed -  "I evangeliets tjeneste" af Carl Frederik Wisløff - Luthersk Missions Bibelskoles Elevforening 2005 - Shafan 01-06-19)


Webmaster, Andreas Michelsen

Forside: www.shafan.dk

skrevet Bibeltekster er hentet fra den autoriserede oversættelse, 
© Det Danske Bibelselskab 1992  og kan læses på BibelenOnline