skrevet
-
Shafan
Dette siger Herren:
" ... spørg efter de gamle stier .. "
Jer.6,16

Hvad den frelsende tro ikke er
Øivind Andersen - "Livets brød"

a) Af det tidligere vil du forstå, at troen er mere end at stole på, hvad Guds ord siger om Jesus. I og for sig er det både godt og nødvendigt, at et menneske regner Guds ord om Jesus for at være sandt. Men det er ikke det samme som at tro. At regne noget for at være sandt er en forstandssag. Troen derimod er en hjertesag. ”Med hjertet tror man til retfærdighed” (Rom 1o,1oa).

Troen er et tillidsforhold, ikke kun et erkendelsesforhold. Ingen har belyst dette bedre end Søren Kierkegaard. Han siger: ”Det er ingen sag at tro, at et tov kan bære 100 kg. Du kan sætte tovet fast i taget og hænge et 100 kg. lod i det, så ser du, at tovet kan bære 100 kg. Så kommer en mand og tager det samme tov, binder det om livet på dig og fører dig op på Domkirkens tårn i København. Nu vil han hænge dig ud fra tårnet i tovet. Da bliver det ikke let for dig at tro, at det holder! For da er dit liv afhængigt af dette tov." På samme måde er det med troen. Det koster ikke noget at regne med, at hvad Guds ord siger om Jesus, er sandt. Helt anderledes er det, når jeg skal stole på det, men ikke magter at tro. Da er det ikke let, for da er mit liv for tid og evighed afhængigt af dette ord. Da er troen virkelig også blevet hjertets sag. 

I daglig tale bruger vi ofte ordet 'tro' i betydningen 'at mene' eller 'at antage'. På den måde er det ikke brugt i Guds ord om den frelsende tro. Det er ikke spørgsmål om at mene, men om at stole på. Derfor hedder det altid at tro på. 

”Den, der tror på Sønnen, har evigt liv” (Joh 3,36). ”Ingen, som tror på ham, skal blive til skamme” (Rom 10,11; 9,33 m.fl.). Det kan derfor ikke hjælpe dig, selv om du tror rigtigt om Jesus, hvis du ikke tror på ham. Selv de onde ånder tror rigtigt om ham, men de er udelukket fra at kunne tro ham (jf. Jak 2,19). 

Vi skal derfor passe på ikke at forveksle det at tro om, med det at tro . Alt kommer an på, om vi er kommet til den erkendelse af os selv, at vi har brug for Jesus som forsoner og stedfortræder og er blevet afhængige af ham. I denne afhængighed søger vi nemlig vores tilflugt hos ham. 

En forkynder har sagt: Du skal tro på Jesus på samme måde som du tror på det, du læser i avisen. - Han mente det sikkert godt nok, men det er farligt at sige sådan, for det er at gøre troen til en ren forstandssag. Det, der står i aviser og almindelig litteratur, kan man ikke altid stole på, og det kan aldrig danne grundlag for et menneskes evige skæbne. Det kan have kundskabsmæssig betydning for os og på forskellig måde have værdi for vores jordiske liv. Men det er alene Guds ord om sin søn, der kan danne grundlag for vores gudsforhold. Det ligger derfor i sagens natur, at vores forhold til dette ord må være anderledes end til alt andet, der kan tænkes og nævnes. Det må helt og holdent blive et hjerteforhold, så sandt vi skal blive frelst. 

b) Endvidere er den frelsende tro ikke umiddelbart det samme som at søge hjælp hos Jesus. 

I vores tid bygger ikke så få mennesker deres vished på, at de oplever bønhørelser af forskellig art. Det er noget, en sjælesørger får et alvorligt indblik i. Man siger fx, at man er sikker på at tilhøre Gud, fordi man ved flere lejligheder blev bønhørt og hjulpet af Gud. Det beviser, at et menneske har tro til at søge hjælp hos Gud, men det siger intet om, at han er en kristen. Bønhørelser kan en ikke-kristen også godt opleve. Det ser vi af Guds ord. På Jesu tid var der mange, der søgte ham for at få hjælp i nød af forskellig art. Jesus hjalp dem, men de kom aldrig til tro på ham som deres frelser og havde intet behov for at få deres synders forladelse. Det er en af grundene (der er også andre, som vi ikke kommer ind på her) til, at Jesus forbyder dem, han har hjulpet, at fortælle det videre til andre. 

Der er sikkert ikke mange i vores land, om hvem det med sandhed kan siges, at de aldrig beder til Gud. Beder de ikke ellers, så beder de i hvert fald, når de er i nød eller fare. Det skal vi ikke se med ringeagt på, for det har sin store betydning og kan blive begyndelsen til deres frelse. Det, vi vil advare imod, er at gøre det ensbetydende med frelsende tro. Gud hører sådanne menneskers bøn, hvis han ser, det bliver dem til gavn. Derfor er der sikkert heller ikke noget menneske i vores land, som med sandhed kan sige, at de aldrig har fået noget af Gud. Sandheden er, at vi alle har fået langt mere, end vi har forstået at bede om. Det siger sig selv, at det, vi på den måde har fået af Gud, ikke kan gøres til bevis på, at vi er Guds børn. Her er ikke spørgsmål om, at et menneske tager sin tilflugt til Jesu hjælp, men til Jesus selv og hans stedfortrædende gerning. Alene den, som har brug for Stedfortræderen og modtager sine synders forladelse i Jesu blod, har den frelsende tro

I denne forbindelse er det nødvendigt specielt at nævne to ting. Det ene er, at mange søger Jesu hjælp i åndelige spørgsmål, hjælp til at sejre over synd, til at blive anderledes og leve efter Guds vilje, til at tjene Gud osv. Men de har ikke haft brug for Jesus som forsoner. Ja, det sker ikke så sjældent, at de endog indlader sig i diskussion med dem, der ser forsoningen som grundlag for deres tro og siger, at de tager det alt for 'let'. De hævder, at det kommer an på at leve efter Guds vilje. Dette kan lyde så rigtigt, men er alligevel udtryk for, at de aldrig har set sig selv i Guds lys og erkendt, at de i sig selv er fortabte. 

Havde Gud kunnet give os hjælp og kraft, så vi på den måde var blevet retfærdige for ham, var det ingen sag. Da havde han ikke behøver at sende sin søn i vores sted til at tage ansvar for vores synd. ”Hvis der kan opnås retfærdighed ved loven, er Kristus jo død til ingen nytte" (Gal 2,21). Med deres tro og indstilling til Gud antyder sådanne mennesker, at det var helt overflødigt, at Guds søn skulle dø for dem! 

Hjælp og kraft er ikke det, der gør et menneske til en kristen. Når Gud arbejder med det naturlige menneske, går det, som når snedkeren arbejder med råddent materiale. Derfor måtte han sende sin egen søn i synderes sted. Det er ikke hjælp og kraft, men Forsoneren og Stedfortræderen, et menneske trænger til for at blive frelst og leve i samfund med Gud. 

Det andet, vi specielt må nævne, er, at mange betragter bønhørelser af mere overnaturlig art, som fx helbredelse ved bøn, som tegn på særlig åndelighed. Det er meget farligt. Jeg har selv oplevet helbredelse ved bøn, og jeg har set mange mennesker blive helbredt ved bøn i tilfælde, hvor ingen læge kunne hjælpe dem. Det beviser ikke, at de er kristne (se nedenfor), langt mindre, at de er særligt åndelige kristne. Gud har lært mig at se, at det er lige så stort, når han dag for dag bevarer mig fra at blive syg, som han en dag greb ind i mit liv og gjorde mig rask efter forbøn. Lige så lidt, som vi kan tage det som tegn på åndelighed, at Gud bevarer os fra at blive syge, lige så lidt kan vi tage helbredelse ved bøn og lignende oplevelser som et sådant tegn. 

Nej, der er kun ét tegn på sand åndelighed, nemlig at mennesket ser sandt på sig selv og tror sine synders forladelse på Jesu regning og ansvar. Det er til gengæld et sikkert tegn. 

c) Frelsende tro er heller ikke det samme som at lade sig bruge af Gud, når man ikke selv har fået brug for Jesus og tror på hans fuldbragte værk. 

Der tales ofte om, at vi skal give vores liv til Gud og lade ham bestemme over os og bruge os. I og for sig er den tale både god og nødvendig. Især har den betydning som ansporende tale til mennesker, der kun vil leve for sig selv. Dog, hvis nogen tror, at han er en kristen, fordi han lader sig bruge af Gud, er det en fare. Som bevis på det kan det være nok at henvise til et ord fra Jesu bjergprædiken: ”Mange vil den dag sige til mig: Herre, Herre! Har vi ikke profeteret i dit navn, og har vi ikke uddrevet dæmoner i dit navn, og har vi ikke gjort mange mægtige gerninger i dit navn? Og da vil jeg sige dem, som det er: Jeg har aldrig kendt jer. Bort fra mig, I som begår lovbrud!” (Matt 7,22-23). 

Her er der tale om mennesker, som brugte Jesu navn, endog på en måde som kun få kristne gør i vores tid. De havde også bekendt Jesus som Herre i deres liv. Det er udtryk for, at de mente, han kunne bruge dem. Men de havde aldrig været kristne! De havde aldrig haft brug for at tro på Jesus som deres forsoner og havde ikke taget imod syndsforladelse i hans navn. Ellers ville Jesus ikke have sagt, at han aldrig havde kendt dem. Dog havde Gud brugt dem, og navnet Jesus havde virket med sin kraft. Alligevel siger Jesus, at de "begår lovbrud”. 

Det viser i sandhed, at det ikke slår til for et menneske at blive brugt af Gud. Gud bruger nemlig alle, som han på nogen måde kan få lov til at bruge. Det, at Gud bruger et menneske, om det så er til at vække, uddrive onde ånder, gøre undergerninger og profetere (dvs. forkynde Herrens ord), beviser derfor ikke, at den, der bliver brugt, er en kristen. Det viser kun, hvor ivrig Gud er for at fremme sin sag, og hvor stærkt det ligger ham på sinde at frelse sjæle. Når det gælder at bedømme mennesker, der arbejder for Gud, bliver det ofte sagt, at Gud har vedkendt sig deres arbejde. Altså må den, der arbejder, være af Gud. Nej, når Gud vedkender sig et menneskes arbejde, beviser det slet ikke, at det menneske er af Gud. Det er det førnævnte ord fra bjergprædikenen en alvorlig advarsel om. Kun én ting beviser, at et menneske er af Gud, nemlig når det i sig selv er en fortabt og hjælpeløs synder, der er blevet afhængig af syndernes forladelse i Jesu blod. 

For at blive brugt af Gud er det altså ikke nok at have tro. Det gælder om at tro på Jesus, sådan som han er givet os af Gud. 

d) Den frelsende tro er heller ikke en følelsessag, men et tillidsforhold til Jesus. 

Det betyder ikke noget, om et menneske føler, at det tror på Jesus. Det er der mange, der gør uden derfor at være frelste mennesker. Det, at de føler deres tro, bliver deres egentlige trøst. Det beviser kun, at de stoler på deres tro i stedet for at stole på Jesus. Af det vi tidligere har set på om troen, forstår du, hvor farligt det er. 

Derfor betyder det ingenting, at et menneske føler, det slet ingen tro har, når det blot i sin hjælpeløshed søger sin tilflugt hos Jesus. Da tror det menneske på Jesus, selv om det ikke føler sin tro. Det er ikke som en psykologisk tilstand, at troen har betydning til frelse, noget der beroliger, trøster, giver hvile og følbar tro. Nej, det er ene og alene vores hjertes tillid og tilflugt til ham, som har båret vores ansvar for synden og frikøbt os med sit eget blod, der betyder noget. 

Sådan kunne man fortsætte med at nævne eksempler på tro, som ikke er frelsende tro. Som sagt er der blandt mennesker, der bekender sig som kristne, mange slags tro, som ikke kan frelse. Troen er ikke rettet mod Jesus, sådan som han er givet os af Gud og åbenbaret i Ordet. 

Vi vil imidlertid ikke nævne flere eksempler, men hellere prøve at sammenfatte, hvad den frelsende tro ikke er. 

Frelsende tro er ikke på nogen måde at tro på sin egen kristendom! Hvis jeg tror på min omvendelse, min beslutning om at blive en kristen, mine oplevelser og bønhørelser - så ægte de end er - hvis jeg tror på mine bønner, min tro eller min syndsbekendelse, så kan en sådan tro dog ikke frelse mig. 

I alle de tilfælde er troen én af tre ting. Troen kan være en forstandssag. Man slår sig til ro med at vide noget om Jesus, om omvendelsen, troen og kristenlivet, og forveksler det man ved, med det man er. Da har man i virkeligheden kun en kundskab om troen. 

For det andet, kan troen være en følelsessag. Man bilder sig ind at være forenet med Gud, fordi man føler og har det, som man mener, en kristen skal føle og have det. 

For det tredje kan troen godt nok være en hjertesag, et tillidsforhold, men rettet mod en forkert genstand. Man stoler i en eller anden form på sin egen kristendom i stedet for på Kristus. 

En tro som ovenfor nævnt kalder Gud for en død tro, fordi man lever uden Kristus og dermed også uden genfødelse og nyt liv i hjertet.

(Afsnit fra kapitlet "Den tro, der frelser"  i LIVETS BRØD af Øivind Andersen - Nyt Livs Forlag 2015 - Shafan 17-01-19)



Webmaster, Andreas Michelsen

Forside: www.shafan.dk

skrevet Bibeltekster er hentet fra den autoriserede oversættelse, 
© Det Danske Bibelselskab 1992  og kan læses på BibelenOnline