Åndsgaver
1.Kor.12
Her er noget, vi næppe kender til - Der var noget i Guds
forsamling der, som vi ikke kender til nu. Forskel i talen om
Ånden.
Gud måtte gøre noget med Peter, hvis han skulle få ham af sted til
Cornelius. Da faldt Den Hellige Ånd på alle nærværende. Det ser vi
ikke nu om dage. De måtte dog erkende det som Guds værk. Peter
erfarede - en erfaringssag med Ånden. -
DA - Peter spørger en
anden gang: Fik I Den Hellige Ånd, da I blev troende? - De
vidste intet om nogen ånd. Så døbte han dem i Jesu navn.
Om nogen spurgte os nu: "Fik du Den Hellige Ånd da du blev
troende?" Har vi erfaring, oplevelse af Den Hellige Ånd? For os er
det en
trossag. Vi
tror på Den Hellige Ånd. - For dem en håndgribelig kendsgerning.
Trænge ind i enkeltheder kan vi ikke. Man siger: Det antages . .
.Man tænker. De første kristne var anderledes kendt med den sag.
Jesus taler om Åndens betydning. Bedrøvelse fyldte disciplenes
sind. Så sagde han: Jeg siger eder sandheden - gavnligt at jeg går
bort.
Jeg vil sende Talsmanden til jer. - Talsmanden kom blot ved at
Jesus gik bort. I den Nye Pagt skulle Guds Ånd gives til
forsamlingen. De gamle hellige talte drevne af Den Hellige Ånd.
Kan ikke tro på Kristus uden Den Hellige Ånd.
Ånden udøses nu over alt kød - alt i Jesu Kristi Rige. Guds Ånd
stod altid i forbindelse med de såkaldte åndsgaver eller
nådegaver.
I første tid: Altid Guds Ånd i nøje forbindelse med åndsgaver, der
var øjensynlige for alle. Kom Ånden, ytrede det sig i åndsgaver på
synlig vis.
Forskelligt fra vor tid. Vi regner med Den Hellige Ånd. Den skaber
troen i os. Genfødelse er frugten af Åndens gerning; ikke en
prædikants arbejde - glæde, fred er resultatet. Åndens værk kan
ses i det ydre, ansigtets fred, men det er ikke af samme art som i
første kristentid.
Åndens gaver.
Der er forbilleder til dem også i den gamle tid. Israel byggede en
helligdom. Der traf de Herren. Helligdommen var et Kristusværk.
Der lavedes stenpryd, metalstik o.s.v. - Israelitterne manglede
duelige arbejdere. Gud vidste råd. Gav Bazabel (Besalel jvf.
2.Mos.35,30-33
) af sin Ånd til at være arkitekt og kunstner. Oholiab
jvf.
2.Mos.31,5
udrustedes ligeså med Ånden. Her er Åndsgaverne.
Guds folks gerning er den at bygge Guds hus ikke af sten men af
levende stene - af mennesker. Guds hus er vi. I dette nye hus
tjener Guds søn. Huset bliver engang færdigt. Her behøves
nådegaver ligesom til det gamle tempel
Han gav nogle til apostle, nogle lærere. Til mands modenhed - til
legemets vækst. Til arbejdet udadtil, men også til livet indadtil
(Kristi legemes opbyggelse) når frem til enhed i troen (Kristus).
Ser vi det, vil vi inderligt bede Gud skænke os denne nåde og
nådegaverne - vi vil da også se efter det håndgribelige.
I Korinthermenigheden var alle åndsgaver repræsenteret. Menigheden
var nok stor, men havde også skævheder. Gjorde forskel på
nådegaverne. Nogle ubetydelige, andre vurderedes højt. Tungetalen
sættes højest. Det, der havde skin af det overnaturlige passede
dem.
Paulus havde ellers prædiket det blottede evangelium - Kristus
korsfæstet. Troen hvilede da på Guds kraft. Den, der talte i
tunger var i henrykkelse. Talen kunne kun opfattes af Gud og den,
der havde modsvarende gave, at tyde. Begge evner kunne forenes i
samme person.
Åndsgaver skal alle tjene til menighedens opbyggelse. Forstanden
er uden for tungetalen. Det: i stilhed tale til Gud er
opbyggeligt. Det er bøn.
Folkene i Korinth tilsigtede egen fordel, ikke forsamlingens. Vi
søger ære på det åndelige område. Var vi tilstrækkelig åndelige
ville vi ikke føle nogen trang til ære.
Der kunne frygtes for, at den, der talte i tunger skulle fremføre
bespottelse mod Gud. Guds Ånd giver kun god tale
1.Kor.12,3
Nådegaver rækker også til menneskelige tjenester i
menigheden. Vi ser hen til manden. Gud give, vi kan gøre erfaring
af Åndens værk i tjenesten.
Alt bør sættes på samme plads, da det er den samme ånd. Der gives
ikke Ånden uden til det, der er gavnligt. Intet udmærkelsestegn.
Visdoms tale - knyttes til erfaringer bl.a. af Guds nåde. Den
gamle har mere visdom. Satan regner også Skriften. Jobs venner
taler - Elihu tier, han lod dagene tale (årene). Alder i Herrens
tjeneste. Vidnesbyrd om Herren ud fra oplevelserne.
Kundskabs tale - den tillærte. Yngre af år - skarp tænkeevne.
Tro til at gøre undergerning (nådegaver) o.s.v. (
1.Kor.12,9-10
) - Døbte med en ånd.
Ånden sætter enhver på plads i Kristi legeme. Intet lem kan
undværes. Den med den ringere gave må ikke regne sig unyttig.
Åndsgaverne er af højeste vigtighed.
I de første århundreder havde forsamlingen ikke noget Ny
Testamente, som vi har. Derfor var åndsgaverne aldeles nødvendige.
Vi vejledes gennem det ad sandhedens vej. De første menigheder fik
den direkte meddelelse fra himlen gennem ånds- eller nådegaverne.
Datidens profettale behøvede ikke dreje sig om fremtiden. Kunne
godt være alm. vidnesbyrd om nutidsforfald. Der var mange ånder
fremme. Derfor skulle ånderne prøves.-
For at bedøme ånden fik enkelte særlig nådegave. De godkendte
Ordet. Vi øver også kritik af prædikanten. Selv anerkendelse
udadtil er os ikke nok. Tryggere var det, om vi vidste han gik
under Guds direkte tale altid.
Det var stor nåde, at Gud gav de mange åndsgaver. Vanskeligheden
er at bruge dem rigtig. I Korinth regnedes tungetalen særlig højt.
Tungetaleren pralede endda med sin nådegave. Det kødelige
understøttedes af de andre. Så anviser han dem en ypperlig vej i
kærligheden
1.Kor.13
Ingen åndsgaver duer uden den bruges af kærlighed. Ellers bare
intet. - klingende bjælde.
Endnu kan der tales om at en har noget frem for de andre. Det er
f.eks. ikke enhvers sag at prædike. Men har nogen noget fremfor
den anden er det vor skyldighed at bruge det i tjenende
kærlighed. Så virker det tilbage på personen selv. Gør vi det af
kærlighed er små som store gaver nyttige.
Åndsgaverne døde ret snart ud. Den profetiske holdt sig længst.
Dette tab gav måske stødet til fremkomsten af Ny Testamente.
Tungetale var ikke bare at tale et fremmed sprog. Vi taler dansk
og kan vi ikke mere, vil engelsk være os fremmed. Talte vi engelsk
her kunne det tydes som tungetale. Det er selvsagt fejl.
Tungetale var et sprog, men der står i forskellige slags tunge.
Paulus siger: Taler jeg med engles tunger. Paulus har hørt
uudsigelige ord. Det er et sprog der tales i himlen. Det er nok
det sprog Gud har givet enkelte mennesker at tale på jorden.
Modsvarende var tydningsgaven. Om nogen taler i tunger han bede at
han også må kunne tyde det. Er der ingen, der kan tyde, så skal
han tie. På pinsedagen talte apostlene i tunge. De forskellige
hørte dem tale i deres eget sprog. De som var modtagelige fik
gaven til at forstå. Andre var utilgængelige og de sagde, at
apostlene var fulde og forvirrede.
Den profetiske gave kommer ved åbenbarelse. Personen, som besidder
den, hører og bærer frem. Derefter belærer han. Tekst (Gud) og
tale. Taler en, og en anden får en åbenbarelse, skal den første
tie (med sin forklaring) og den anden tale. Man er ikke tvunget
til at prædike, fordi man fik en åbenbarelse - Profetens ånd er
profeten underdanige. Har man Guds Ånd kan man herske over den, så
man kan vente til tiden er. Talen om at Ånden trænger os, er ikke
rigtig. Guds tale til den ene skal supplere den andens.
Menigheden stolede på, at det var Guds Ord og tog mod det, når
ikke de, der prøvede ånderne sagde imod.
Stræb efter at tale profetisk. - Forbyd ikke at tale i tunger.
Paulus talte mere i tunger end de alle - alligevel finder vi ham
aldrig som tungetaler. Heller nogle ord, som forstås end tusinde,
der ikke forstås. Forbyder afgjort kvinder at tale i forsamlinger.
Det er nu mest kvinder, der repræsenterer tungetale. Her er
kvinden nr.1, mens Paulus nægter kvinder adgang.
Menigheden er ikke bare så og så mange medlemmer, men et legeme.
Hvert lem har betydning. Ånden i Kristi legeme er den, der leder
- også åndsgaverne. Lemmerne må føje sig efter dette. Hånden
gør sit, foden sit. Et legeme, hvis hoved er Kristus - et legeme,
som ledes af samme ånd.
Nu er menigheden splittet, mange afdelinger hver med sit
retsmål. I tilfælde har man sat Guds klare ord ud af kraft af Hans
til sine egne meninger. Så længe menigheden er sønderslidt er der
ingen plads for åndsgaverne.
3.Joh.9-10
- Diotrefes nægtede apostlen adgang fordi han ville være den
ypperste. Denne kødelige jagen efter at være førstemand er vidt
forskellig fra Åndens magt. Megen kødelig magt gør, at de udslag ,
der kaldes åndsgaver ikke er af Gud.
Nej alle vore skranker og menneskelige ritualer må falde. Gud må
have styret. Så får vi måske åndsgaver igen.
(Fra manuskriptsamling "Aanden" af Frits Larsen -
venligst stillet til rådighed af familien til gengivelse
på Shafan. - 22.02.08)