Retfærdiggjort af tro
Da mennesket faldt, mistede det sin retfærdighed for Gud og sin
gudsfrygt. Men desværre mistede det også evnen til at være
retfærdig, og det udtrykkes med de ord: »Alle er blevet uduelige.«
Gud kan ikke vente sig noget af dig. Han kan
ikke engang retfærdiggøre dig ved loven, enten så loven er Guds
hellige vilje eller den er Guds faderlige omsorg for at lære dig
at gå. Slipper Gud sin lov løs på os, bliver vor uretfærdighed for
alvor tydelig, så tydelig, at vi kan sige: Vi er umulige. Vi har
ikke engang en fri vilje til at gøre det, loven kræver. I de
schmalkaldiske artikler siger Luther: »Jeg forkaster og fordommer
alle læresætnmger, som berømmer eller ophøjer vor frie vilje som
idel vildfarelse. Medens synden og døden hersker over os (uden
Kristus), og djævelen er vor herre, kan der ikke hos os være evne,
kraft eller forstand, hvormed vi kan berede os til retfærdighed og
liv. Det er klart, at vi er forblindede, syndens og djevelens
trælle.« Vi vil det, som er Gud imod. Vi føler ikke engang Satans
magt over os, men gør det onde med lyst, ja, vi føler det som en
byrde at have med Gud at gøre. Sådan ser vor synd ud.
Vi har ikke i vor magt at være rigtig
alvorlige, og vi kan ikke styre vore tanker, men må slippe alle
muligheder.
Rosenius siger: »Så længe et menneske kan gøre
en eneste god gerning, kan det ikke modtage nåde. Derfor er læren
om vor gode vilje nok til at ødelægge hver frelsesvej af nåde for
os.«
»Ved ham
(Jesus) bliver enhver, der tror, retfærdiggjort fra alt det, som
I ikke ved Mose lov kunne blive retfærdiggjort fra.« Ap.G.13,39
.
Men kender vi den oplevelse i dag, ikke mindst
I unge, at Gud kasserer os ved loven, så vi ikke rigtig tør møde
Gud, ikke løfte vore øjne til ham, ikke bede, ikke læse, men ser,
at helvede passer for os, for de uretfærdige. Det er så mærkeligt,
at denne oplevelse af ens indre storsynd er ligesom grunden for,
at vi kan finde den største af alle hemmeligheder, at Gud
retfærdiggør den fortabte. Skriften siger, at der er ingen
retfærdig, ikke én, men kan vi bekræfte det i sandhed i vore
oplevelser, eller løber vi udenom her? Kender vi vor indre
urenhed, vor indre forløjethed, vor trang til at give igen osv.?
Er det rigtigt af Bibelen at sige, at der er ingen, som elsker
Gud, ikke én? Det er jo sagt til jøder, som holdt loven efter
deres syn, og som var gudfrygtige efter deres opfattelse. De var
dog uretfærdige, men så det ikke.
»Men nu er
der uden lov åbenbaret en retfærdighed fra Gud,« siger
Rom.3,21
. Det er ikke altid let at regne det rigtigt, som står skrevet,
men det er underligt, når Den hellige Ånd afslører. Han kan
afsløre.
Sid nu stille et øjeblik og bed om, at Herrens
Ånd vil afsløre evangeliet for dig. Sid nu stille lidt, ganske
stille.
Det er Jesus, som er Guds retfærdighed som
menneske og som Guds søn, og som Gud. »Gud eksisterede som Kristus
og forligte verden med sig selv. «
I Jesus har Gud fået alt. Der har et menneske
på vore vegne været aldeles lydig, lige ind i en mærkelig
forbandelsens korsdød. Han gik vejen lydigt, mens jeg gik udenom.
Han gik ind i et offer, han ofrede sig selv, sit blod, sit liv, og
endda var det ikke betaling, men et særligt forhold til Gud. Det
ligner vor betaling, men det er mere. Skriften kalder det
forsoning, udslettelse af skyld, renselse af alle fejltrin,
genoprettelse af et nyt gudsforhold på en helt ny grund.
I Jesus er alt det ordnet, som står så hårdt i
mit sind, når jeg tænker på Gud. Alle mine synder fra mit væsens
dyb og fra min overflade hviler på ham. Den skyld, som lå på os
alle, lod Gud falde på ham. Han var Guds lam, der gik med verdens
synd. Dommeren selv døde for dødsfangerne. Det er gådefuldt for
mig, men ved Åndens lys prøver jeg at tro det. Er det ret, at mit
skyldbrev eller det, som ligger i mig af onde tanker af alle
slags, er taget væk gennem Jesus, så Gud ikke ser det? Er det
rigtigt, at Jesus ikke bare har gjort nok for mig, men har gjort
nok for hele verden, så Gud er tilfreds? Er det rigtigt, vil jeg
stille tage imod det i dag, at Gud tilsiger mig alle mine synders
nådige forladelse i Faderens, Sønnens og Den hellige Ånds navn.
Er gælden væk, er synden sonet, så er jeg fri.
Thi blodet, han udgød, det gælder dog mer
end alle de synder, du føler og ser
under smerte.
Og vid, at hvad Jesus har taget på sig,
det kaster han aldrig tilbage på dig -
det er borte!
Så har Jesus altså gjort renselse fra synderne over for Gud (
Hebr.1,3
), og så har han sat sig ved majestætens højre hånd. Der sidder
han, som er retfærdig for mig, retfærdiggjort af Gud, da han
rejste ham op fra de døde.
Èn er for alle retfærdig og ren.
Det er en evig retfærdighed, som er kommet for dagen. Ved den kan
Gud nu retfærdiggøre hver den, som kommer til Gud ved Jesus.
Den, som kommer til Jesus, kommer til
evangeliet. Men det at komme er ikke evangeliet. Du må regne med
Jesus og med, at der, er du retfærdig for Gud.
Vi ejer en retfærdighed af tro ved en andens
retfærdighed for Gud. »Retfærdiggjorte af tro har vi fred med Gud
ved vor Herre Jesus Kristus.«
I ham er jeg nu hvid og ren,
bvor sort jeg selv end er;
i ham jeg og er god og from,
fuldkommen stedse her;
thi hvad kan er, er også jeg,
og hvad han har, har jeg,
fuldkommen hellighed for dig,
din yndest på min vej.
(C. O. Rosenius).
Og den retfærdighed rokkes aldrig. Derfor, synger jeg:
Selv ringest kristen er i dig,
o, Jesus, helt retfærdig, salig.
(
C. O. Rosenius).
