Antikrist
Når verdenshistorien nærmer sig sin afslutning, fortæller Bibelen os, at Antikrist vil fremstå. Han vil blive den store Forfører, den som forfører hele jorden (Åb 13,3.8.14). Hans fremtræden forberedes igennem det, som Bibelen kalder det store frafald (2 Thess 2.3.9ff.), et udtryk, som ikke kan betyde andet end, at det store flertal skal vende Kristus og Bibelen ryggen. Enkelte vil hævde, at der vil komme en stor, verdensomspændende vækkelse i den sidste tid, men ud fra det, vi læser i Åbenbaringsbogen og 2. Thessalonikerbrev, ser det ud til, at det stik modsatte vil være tilfældet: Foranlediget af et massivt frafald lader menneskeheden sig rive med ind i et dybt had til kristen tro og bekendelse: »Da skal de udsætte jer for trængsler og slå jer ihjel, og I skal hades af alle folkeslag på grund af mit navn. Da skal mange falde fra, og de skal udlevere hinanden og hade hinanden« (Matt 24,9-10).

Det, som vi særligt skal mærke os, når det gælder personen Antikrist, er, at han vil blive en legemliggørelse af menneskets selvforgudelse: »Modstanderen, der ophøjer sig overalt, hvad der hedder Gud og helligdom, så at han sætter sig i Guds tempel og udgiver sig selv for at være Gud« (2 Thess 2,4). I personen Antikrist vil det, der er selve grundsynden - »I skal blive som Gud« - nå sit yderpunkt. Menneskehedens ønske om at afsætte Gud fra tronen vil i Antikrist blive koncentreret som i et brændpunkt, og i ham samles menneskets behov for at tilbede sig selv og sit eget. I Antikrist guddommeliggør mennesket sig selv, og dermed vil også synden »nå sit mål« (se 1 Mos 15,16). Og dermed er verden moden til dom! Det er derfor Skriften gør det klart, at Jesu genkomst vil ske i Antikrists dage. Det er ham, som »Herren Jesus skal dræbe med sin munds ånde og tilintetgøre, når han kommer synligt« (2 Thess 2,8).

Menneskets selvforgudelse - menneskedyrkelsen - møder vi i flere sammenhænge i Skriften. Selve urtypen finder vi i beretningen om Babelstårnet (1 Mos 11,1-9), hvor vi hører om hele kulturens fald i selvdyrkelse og om, hvordan Gud Herren skrider ind til dom. Guds folk får hos profeten Esajas en stærk advarsel imod disse ting: »Stol ikke på mennesket, hvis åndedrag er et vindpust; hvad regnes det for?« (Es 2,22).

I de perioder af verdenshistorien, hvor mennesket oplever stor medgang og velstand, møder det også en stadig fristelse til overmod og selvtilstrækkelighed. Det er netop ind i en sådan tid, proferen taler her. Mennesket er ikke andet end jord af jord, og skal vende tilbage til den jord det blev taget af (1 Mos 3,17f.). Vi forstår, at afslutningen på verdenshistorien bliver en meget vanskelig tid for Guds folk. Både fordi de forførende kræfter i tiden vil være stærkere end nogensinde før, og fordi det vil koste uhyre meget at bekende Jesu navn (Åb 13). Ja, om Dyret (Antikrist) siges det tilmed, at »det fik givet magt til at føre krig mod de hellige og besejre dem« (Åb 13,7).

»Besejre« betyder i denne sammenhæng formentlig, at Guds fOlks indflydelse og selvstændighed bliver knækket, men ikke at de troende bliver helt udryddet fra jorden. Jesus kender til alt det, der ligger forude, og giver derfor også et bestemt løfte netop med henbIik på denne tid: »Hvis de dage ikke afkortedes, blev intet menneske frelst; men for de udvalgte s skyld vil de dage blive afkortet« (Matt 24,22). Jesus drager omsorg for, at hans folk - som må bære korset i hans fodspor og »igennem mange trængsler gå ind i Guds rige« (ApG 14,22) - heller ikke i disse tider skal »frisies over evne« (1 Kor 10,13). Det er godt at vide, at han, som »bar nøglerne til døden og dødsriget« (Åb 1,18), har lovet sine børn. at »dødsrigets porte skal ikke få magt over« dem, som hører ham til (Matt 16,18). Selv i sådanne vanskelige, ja næsten uuholdelige tider, skal Guds folk være frimodige. Frimodige, fordi der står skrevet: »Han, som troner i himlen, ler, Herren spotter dem« (SI 2,4).

Om så ondskaben raser, betyder det ikke, at Herren har mistet kontrollen. Tværtimod er det Djævelens sidste krampetrækninger. før han endelig er slået til jorden, og Guds søn regerer alene i himmel og på jord, og hele skaberværket fyldes af hans velsignelse og liv. Derfor siger Skriften også: »Når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig« (Luk 21,28).

---