Tag vare på den fagre skat Tag vare på den fagre skat, som er. dig overgivet, ved Helligånden, som bor i os! 2. Tim. 1,14. (Norsk overs.).

Dette opmuntrer og formaner Paulus sin unge ven Timoteus til. Det samme vil vi, som i dag tror på Jesus, tilskynde og formane hverandre til.
Den fagre skat - det er evangeliet. I samme kapitel har Paulus anslået nogle af evangeliets dybeste toner, idet han minder om ham, som »frelste os og kaldte os med en hellig kaldelse, ikke på grund af vore gerninger, men i kraft af sit eget forsæt og nåden, som for evige tider siden blev givet os i Kristus Jesus.« 2. Tim. 1,9.

Den fagre skat - det er ordet om ham, som »tilintetgjorde døden og bragte liv og uforkrænkelighed for lyset ved evangeliet.« 2. Tim. 1,10.
Dette evangeliets sunde ord - det er den fagre skat. Tag vare på det! Ikke alle ved, at dette er en kostelig skat. I vort kristne land har alle et vist kendskab til evangeliet, men at det er en uendelig rigdom at tro det - det ved de ikke.
I Sydafrika var de indfødte på sine steder uvidende om diamanternes store værdi. Smarte hvide tilbyttede sig dem for værdiløse småting. Anderledes blev det, da de blev klar over stenenes værdi!
På samme måde er det med den fagre skat, der er tale om her. Vist er det et haltende billede - for hvad er jordens lokkende rigdomme mod evangeliets kostelige perle?
Men vi - vi ved, at det er en umistelig rigdom at tro evangeliet. Hvordan gik det til? Vi fik en dag at se, at netop dette evangelium var, hvad vi behøvede. Den, som i Ordet har mødt den levende Gud, ved først da, hvad det er at være hjælpeløs, fattig, fortabt. Ingen vælger frivilligt at komme i denne stilling. Men.»du overtalte mig, Herre - du tvang mig med magt.« Jer. 20,7.
For sådanne hjælpeløse er evangeliet en kostelig skat. Ordet om Jesu fuldkomne retfærdighed giver hjertet nyt liv - ja, skaber et nyt hjerte.
Tag vare på den fagre skat!
Tag vare på den for din egen skyld. Israel fik i ørkenen manna til føde, og vi kan i 2. Mosebog læse om, hvor glade de var for den. Som rimeligt var! Men i 4. Mos. 21,5 ser vi, at dagen kom, hvor det samme folk så med inderlig ulyst på denne manna, de fik fra himmelen. »Vi er lede ved denne usle føde,« sagde de.
Hvad kom det af?
Ja, hvem kan forstå sig på det utaknemmelige hjerte, som så snart bliver træt af den nåde, Gud giver! Ulykkelige folk, som var blevet led ved den himmelske manna, af hvilken de efter Guds bestemmelse skulle næres under vandringen i ørkenen.
Det samme gentager sig i dag, hver gang et menneske sløves i troen på evangeliet. Det, som før var en kostelig skat - nemlig ordet om den uforskyldte nåde - bliver lidt efter lidt »kedeligt« - »ensformigt« - »gammeldags« - og så lyder råbet efter noget nyt! Man kan da ikke evig og altid tygge drøv på det samme!
Og så dækkes denne knurren mod Gud bag en åndelig maske. Der må da være andet og mere at få! Det kan da ikke være meningen, at man fremdeles bare skal være en synder, der beder om nåde!
Tag vare på den fagre skat! Enhver tale om, at der er noget »mere« at få end den nåde, der rækkes os i ord og sakramenter, er egnet til at føre på vildspor.
Tag vare på den for dine medmenneskers skyld! For dit folks skyld!
Lige så gammel som evangeliet selv er denne indvending mod det: Det passer ikke for os, passer ikke for vor tid, for vor tænkemåde, for vort livsmønster. Denne indvending er under forskellige former blevet fremsat til alle tider. Der har nok aldrig eksisteret en tid, hvor evangeliet »passede ind«. Og endda har der til alle tider været lykkelige mennesker, hvis bekendelse var: I navnet Jesus fandt jeg livet.

Tag da vare på denne fagre skat!
Gør det »ved Helligånden, som bor i os.« Ja, for det er egentlig ved Guds Ånd alene, vi kan det. Han gør hjerterne skikkede for evangeliet. Hvor han får rum i hjertet, bliver evangeliet aldrig aflægs. Lad os derfor bede:

---