Et nutidigt sprog
For nylig læste jeg i et indlæg om musik og lovsang, at man bør benytte et sprog, som nutidige mennesker forstår.

Men det sprog med karismatiske sange, som flere kredse åbner sig for, er sandsynligvis den mest virksomme ”døråbner” for denne bevægelses forføriske ånd. Det bliver Djævelens ”trafikstøj”, som overdøver alt – forstyrrer og opsluger selve budskabet. Fokus, centrum er flyttet – så det ikke er Jesus, der er i centrum - det drejer sig mere om formerne, som derved er centrum.
Både i GT og i NT læser vi om to linier indenfor musikken.

1. Enten til Guds ære - den åndelige, Gud velbehagelige musik. ”David gav de ledende levitter besked om at lade deres brødre sangerne stille sig op med deres musikinstrumenter, harper, citere og cymbler; de skulle lade høje glædestoner lyde.” 1.Krøn.15,16 ”Og da det fik bogen, faldt de fire væsener og de fireogtyve ældste ned for Lammet, hver med sin harpe og sine guldskåle fulde af røgelse – det er de helliges bønner. Og de sang en ny sang:” Åb.5,8-9

2. Eller denne verdens musik som til syvende og sidst er til ære for denne verdens fyrste indtrængende skildret i Babylons lovprisnings-og tilbedelsesmusik. ”Så snart alle folkene hørte lyden af horn, fløjte, citer, harpe, psalter og alle andre instrumenter, kastede alle folk, stammer og tungemål sig ned og tilbad guldstøtten, som kong Nebukadnesar havde opstillet.” Dan.3,7
”Fri mig for lyden af dine sange, dine harpers klang vil jeg ikke høre!” Am.5,23
Bliv heller ikke afgudsdyrkere, sådan som nogle af dem blev det – som der står skrevet: »Folket satte sig ned og spiste og drak; og de rejste sig for at danse.« 1.Kor.10,7

Der findes to vigtige, grundlæggende Bibelsteder om de åndelige sange og lovsangen i menigheden:
”tal til hinanden med salmer, hymner og åndelige sange, syng og spil af hjertet for Herren” Ef.5,19
”Lad Kristi ord bo i rigt mål hos jer. Undervis og forman med al visdom hinanden med salmer, hymner og åndelige sange, syng med tak i jeres hjerte til Gud.” Kol.3,16
I begge tilfælde ligger betoningen i, at lovsangen for Herren er en inderlig, åndelig ting; den finder sted i vore hjerter. Der bliver ikke nævnt bestemte musikinstrumenter heller ikke finder vi dans og klappen i hænder eller andre udtryksformer for lovprisningen, som det ellers var almindelig i GT. Når menigheden priser Gud, så nærmer den sig Ham i ånden - og den træder ind i den himmelske Helligdom. Denne himmelske, åndelige egenskab i den nytestamentlige tilbedelse afstår fra alle ydre ritualer i former og tiltag, som kunne tjene kødet og betvinge ånden på kødelig vis - det kunne aflede de troende og hindre tilbedelse i ånd og sandhed, som er deres forret og opgave . Joh 4,24:“Gud er ånd, og de, som tilbeder ham, skal tilbede i ånd og sandhed.”

Dvs udtryksformen i tilbedelsen af Gud bør vælges sådan, at det svarer til disse sanges høje mål og frembringes velbehageligt for Herren. Al uharmonisk og tøjlesløs udfoldelse af det kødelige - alt, hvad der er uforenelig med Guds hellige væsen, må ikke få plads i menighedens åndelige tilbedelse og sangskat, som den synger for Herren.
I Åb. 14,2-3 læser vi om den nye sang foran lammet.
Her finder vi ydmyghed og afkald på kødelig selvudfoldelse, himmelsk harmoni og ønsket om at ære og forherlige den evige Gud og Lammet.
Når vi sammenligner denne himmelske tilbedelse, som vi alle engang er kaldet til, med larmen af el-guitarer, slagtøj og elektronisk orgel - i forbindelse med dans og ekstatisk beruselse, som i dag bliver lovprist som "lovprisning“ og tilbedelse, så burde modsætningen åbne vore øjne. 
(Se i øvrigt artiklen ”Den nye sangen” af Jan Bygstad, hvor han bl.a. skriver: For det tredje ser det i dag ut til at det i stadig mindre grad er de åndelig ansvarlige – de som har hyrde- og læreansvar innen organisasjonene – som styrer den åndelige utviklingen. Det er mer og mer de som leder an i ungdoms- og musikkarbeidet som setter sitt preg på den oppvoksende kristenslekt.)

---