I efteråret 2007 er der fremlagt et forslag til nye vedtægter og ny struktur for LM. De foreslåede ændringer er ganske vidtgående og tager bl.a. sigte på at give kvinder i LM mulighed for fungere som ledere på nationalt plan. På nationalt lederplan vil man operere med to lederoraner, et landsråd og en landsstyrelse. Det første organ skal bl.a. have ansvar for organisatoriske forhold i LM som budget og overordnede strategier. Det andet organ skal have ‘et særligt læreansvar på vegne af hele foreningen’. Kvinder skal ifølge forslaget have adgang til det første organ, landsrådet, men ikke til det andet, landsstyrelsen. Landsrådets beslutninger ang. organisatoriske forhold skal være ‘retningsgivende’ og ‘bindende’ for landsstyrelsen. Landsrådet skal imidlertid også diskutere og forholde sig til lærespørgsmål, og dets vurderinger inden for dette område skal være ‘vejledende’ for landsstyrelsen.

I min kommentar til det fremlagte ændringsforslag vil jeg lægge vægt på at belyse og vurdere forslaget ud fra Skriften.

1. Spørgsmålet om, hvad der kan betegnes som rette og forsvarlige strukturer for ledelse i et kristent menigheds- og missionsarbejde, må i sagens natur vurderes i lyset af Skriften. Den er vores norm. Vore egne tanker og traditioner er fejlbarlige. Derfor må vi være åbne for, at studiet af Skriften kan føre frem til en revision af vore egne tidligere tanker og traditioner – også i LM.

2. Når det drejer sig om muligheden for, at kristne kvinder kan tage del i ledelsen af det kristne missions- og menighedsarbejde, må det i særlig grad belyses ud fra de tekster i NT, som taler om tjenestedelingen mellem mand og kvinde i hjem og menighed.

3. NT’s vejledning om forholdet mellem mand og kvinde i hjem og menighed er baseret på den såkaldte ‘hovedstruktur’ (kefalæ-struktur), som Gud har forordnet fra skabelsen, og ifølge hvilken manden er ‘hovede’ i ægteskabet, og kvinden er kaldet til at underordne sig under manden (1 Kor 11,3; Ef 5,23).

4. Mandens rolle som ‘hovede’ indebærer, at han har et kald til med Kristus som forbillede at sætte hensynet til sig selv og sin egen ære og magelighed til side med henblik på at tjene hustruen og fremme hendes og familiens trivsel. Manden tjener ved at varetage det overordnede ledende ansvar i ægteskabet og hjemmet. Hustruens kald er at underordne sig under sin mand, idet hun støtter og respekterer ham i det kald, han har fået (1 Kor 11,3; Ef 5,231-33; 1 Pet 3,1-7).

5. Det er hoved-strukturen i ægteskabet, der er begrundelsen for, at manden er kaldet til at være leder i menigheden, og at kvinden ikke kan være det. Fik kvinden ledermyndighed i menigheden, ville det indebære et brud på hovedstrukturen. Derfor må en kvinde ikke være tilsynsmand eller lærer eller i det hele taget bestemme over mænd i menigheden (1 Tim 2,12; 3,1-2).

6. Ifølge NT er der en lang række opgaver, som er åbne for kvinder i fuld overensstemmelse med hovedstrukturen. Kvinder kan eksempelvis være menighedstjenere, undervise den opvoksende generation, evangelisere og missionere, profetere, undervise andre kvinder og i det hele taget udfolde en meget bred vifte af tjenester og nådegaver i menigheden.

7. Troende mænd og kvinder har ifølge NT i lige høj grad del i det almene præstedømme (1 Pet 2,9-10) og er som sådan i lige høj grad kaldede til med deres liv og ord at forkynde Guds frelsesmagt. Dette må så blot udfolde sig i respekt for hovedstrukturen, hvorfor det for kvindernes vedkommende ikke kan forenes med en rolle som lærer- eller leder i menigheden.

8. Lederne i menigheden får i NT forskellige betegnelser: ældste, forstandere, tilsynsmænd, hyrder. Langt på vej er betegnelserne overlappende. I almindelighed synes den lokale menighed at være blevet ledet af en gruppe af ledere. Ifølge NT kan kun modne kristne mænd kaldes til at være ledere i menigheden (ApG 20,17 & 28; 1 Tim 3,1-7; Tit 1,5-9).

9. Det nytestamentlige lederbillede har mange facetter. Lederne er – med Kristus som forbillede – menighedens tjenere. De skal ikke herske over menigheden, men vogte den og drage omsorg for den. Til dette hører imidlertid et kald til med myndighed at give sand bibelsk vejledning og afvise al falsk lære (1Tim 3,1-7; Tit 1,5-9; 1 Pet 5,1-4). På grund af den myndighed, som er forbundet med lederrollen i menigheden, kan kun mænd være ledere.

10. Ingen steder i NT hører vi om kvinder, som indtager en rolle som ledere i det kristne missions- og menighedsarbejde. Når vi i GT møder et par eksempler på kvinder, der træder ind i en ledende rolle, bør to ting bemærkes: For det første sker det i en tid og sammenhæng, hvor det åndelige liv er i opløsning i Israel, og hvor mændene svigter som ledere. For det andet udøver de pågældende kvinder deres tjeneste på en måde, hvorved de viser, at de fortsat har respekt for og anerkender den gudgivne ordning for forholdet mellem mand og kvinde. John Piper og Wayne Grudem skriver om disse eksempler i den anbefalelsesværdige bog ‘Recovering Biblical Manhood and Womanhood’: “Der er i hvert enkelt tilfælde indikatorer på, at de pågældende kvinder fulgte deres særlige vej på en måde, der understøttede og ærede mændenes almindelige lederskab eller anklagede dem for deres svigt som ledere” (1991, s.72). På den måde kommer beretningerne til at understøtte den almene bibelske ordning, der reserverer lederskabet i menigheden for mænd.

11. Når NT taler om modne kristne kvinders kald til at være forbilleder for og vejlede andre troende kvinder, tales der ingen steder om, at dette kan eller bør ske, ved at de bliver ledere i menigheden. At det ikke er nogen tilfældighed, fremgår af de tekster, som taler om de kristne kvinders kald. Her understreges det, at kvindernes særlige kald er med deres liv og ord at vise respekt for og anerkendelse af hovedstrukturen, der pålægger dem at underordne sig under deres mænd. De ældre kvinder formanes således i Titus brev til at opdrage de unge kvinder til: “at underordne sig under deres mænd, så at Guds ord ikke bliver til spot” (Tit 2,4-5). I Første Petersbrev lyder kaldet til de troende kvinder: “Ligeså skal I hustruer underordne jer under jeres mænd”,og i forlængelse heraf mindes de om det forbillede de har i den gamle pagts hellige kvinder, der ”...underordnede sig under deres mænd; således bøjede Sara sig for Abraham og kaldte ham herre” (1 Pet 3,1 & 5-6). I Efeserbrevet lyder det grundlæggende kald til kvinderne: “Ligesom kirken underordner sig under Kristus, sådan skal også I hustruer underordne jer under jeres mænd i alt” (Ef 5,24). Hvordan vi end har det med det følelsesmæssigt og kulturelt, står det klart, at kvinder ifølge NT ikke kaldes til at udøve ledelse i hjem og menighed, men til at underordne sig under mandlig ledelse.

12. Det må til enhver tid være et vigtigt anliggende i et kristent missions- og menighedsarbejde, at bringe alle de tjenester og nådegaver til udfoldelse, som Gud har givet menigheden. Det gælder også og ikke mindst i forhold til menighedens kvinder. Som anført ovenfor, åbner NT for en lang række tjenester for troende kvinder. Jeg mener selv, at mange af dem kunne finde betydeligt større og rigere udfoldelse i vores missions- og menighedsarbejde, end tilfældet er i dag: profetisk tale i menigheden, evangelisation ud fra menigheden, ældre kvinders vejledning af yngre kvinder m.m. Der er nok af forsømmelser og nok at tage fat på inden for de tjenesteområder, som NT konkret opmuntrer kristne kvinder til at tage del i. Det er imidlertid umuligt at finde dækning i NT for, at manglende kvindelig deltagelse i menighedens ledelse udgør et problem og en forsømmelse. Her kommer en dagsorden på bane,som ikke findes i NT, men som til gengæld er meget fremherskende i vor tids verdslige kultur. Dette forhold er mere end en enkelt tanke værd.

13. I de skandinaviske folkekirker var stort set alle tjenester i menigheden i et par århunderder efter reformationen samlet i én person: sognepræsten. Missionsforeningerne brød i 1800-tallet klart og bevidst med dennne ‘monarkiske’ ordning og fremmede nådegavernes frie løb. Den gamle struktur kan imidlertid meget nemt vinde indpas igen også i missionsforeningerne f.eks. i form af en usundt ensidig centrering om prædikanten og menighedens ledere. Sker det, er det både forventeligt og faktisk også ønskeligt, at der opstår og udtrykkes utilfredshed med, at de troende kvinders nådegaver og udrustning ikke kommer til udfoldelse. Hvis dette er vores situation nu – og det tror jeg selv, at det i nogen grad er – da må det være et vigtigt anliggende at lade den aktuelle arbejdsform belyse kritisk af NT med henblik på at se, hvor der kan åbnes for en større og rigere udfoldelse af de kvindelige tjenester. Som nævnt ovenfor, tror jeg, at der er nok at tage fat på. Det gælder ikke mindst den indbyrdes opbyggelse ved vore møder med de ord og budskaber, som Gud har lagt den enkelte af os på hjerte – til opbyggelse, formaning og trøst (1 Kor 12,3-5). Hvis dette fandt større udfoldelse hos os, ville det uden tvivl bringe velsignelse med sig på mange måder. Jer er overbevist om, at det også ville lette meget af den berettigede frustration over en ubibelsk passificering og usynliggørelse af kvinderne iblandt os. Noget tilsvarende, tror jeg, ville gælde, hvis vi turde tage Paulus´ anstødeligt modkulturelle formaning til os og kalde ældre kvinder til at undervise yngre kvinder i at leve ret kristeligt i ægteskab og hjem (Tit 2,4-5). Bl.a. på disse områder er der for mig at se noget, som NT direkte opmuntrer os til at give plads for, men som endnu er meget forsømt.

14. At kvinder ikke er kaldet til at være ledere i hjem og menighed, indebærer ikke, at de ikke er kaldet til at varetage et selvstændigt ansvar for opgaver af væsentlig betydning og vægt. Det fremgår af de eksempler på kvindelig tjeneste, som er omtalt i NT, og som også nævnt ovenfor: evangelisation, undervisning af den opvoksende generation og af andre kvinder, profetisk tale, menighedstjeneste m.m. I disse opgaver er det åbenbart, at de tjenende kvinder ofte må tage selvstændige og vigtige beslutninger, som kræver stor visdom. Dette er ikke i konflikt med hovedstrukturen. Det fremgår allerede af den gammeltestamentlige lovprisning af den gode hustru i Ordsprogenes Bog kap. 31. Her møder vi en meget selvstændig, vis og handlekraftig kvinde, som “skaffer føde til sit hus”, “giver ordrer til sine piger”, “efter moden overvejelse skaffer hun sig en mark”, “for frugten af sit arbejde planter hun en vingård”, “hun åbner sin hånd for den hjælpeløse”, “hun er klædt i styrke og anseelse”, “hun tager til orde med visdom”, “hun overvåger, hvad der sker i hendes hus”, “hendes mand berømmer hende”. Men det er stadig manden, der er leder i hjem og ægteskab, og dermed er det ham, der har den endelige ledermyndighed i forhold til alt det, som sker i hjemmet. Dette er den uundgåelige konsekvens af Paulus´ord til kvinderne om at underordne sig under deres mænd “i alt” (Ef 5,24).

15. I menigheden er det således også fuldt forsvarligt, at kvinder får et selvstændigt ansvar for vigtige opgaver, som kræver stor åndelig modenhed og dømmekraft. I den apostolske vejledning for menighedstjenere lægges der netop vægt på sådanne kvaliteter (1 Tim 3,8-13). Menighedstjenerne havde tydeligvis et selvstændigt ansvar, men de udøvede det i anerkendelse af og respekt for, at de ikke havde det endelige og overordnede ansvar. Det overordnede ansvar for alle dele af menighedens arbejde lå hos de mandlige ledere. I menigheden – som i hjemmet – er kvinderne ifølge Paulus kaldede til at underordne sig “i alt” (1 Tim 2,11).

16. I NT møder vi en klar sondring mellem nogle tjenester, som er forbundet med en overordnet ledermyndighed, og andre tjenester, som ikke er forbundet med en sådan myndighed. Men vi møder ikke nogen sondring mellem et overordnet lederansvar for praktiske spørgsmål og et overordnet lederansvar for lærespørgsmål. Der synes at have været én ledelse, som havde det endelige ansvar for alle dele af menighedens liv. Kvinder kunne varetage en underordnet tjeneste både med formidling af den kristne lære – til andre kvinder og til den opvoksende generation - og med ansvar for praktiske ting – f.eks. som menighedstjenere. Men kvinder blev ikke kaldet til at være ledere på overordnet plan med myndighed over mænd hverken i lærespørgsmål eller i praktiske spørgsmål. Det endelige og overordnede ansvar for alle dele af menighedens liv synes entydigt at have hvilet hos de mandlige ledere. Dette er i fuld samklang med hovedstrukturen, der netop – både i hjem og menighed - implicerer mandlig ledelse ‘i alt’ (Ef 5,24; 1 Tim 2,11).

17. At sondringen mellem overordnet ledelse i lærespørgsmål og overordnet ledelse i praktiske spørgsmål er fremmed for NT har som nævnt et klart grundlag i hovedstrukturen, der implicerer et altomfattende mandligt lederskab. Men i tillæg hertil bør det overvejes, om det overhovedet lader sig gøre at sondre klart mellem de to kategorier af spørgsmål. Alene adiafora-problematikken indebærer, at grænsen er flydende og udefinérlig. Ethvert praktisk spørgsmål kan i princippet gå hen og blive et vigtigt åndeligt og læremæssigt problem i menigheden. Derfor giver det god mening, at alle forhold i menigheden er underordnet de ledere, der har den overordnede hyrde- og lærermyndighed.

18. Når det drejer sig om menighedsledernes afgørelse af lærespørgsmål, vil en sådan afgørelse som regel have karakter af en samtaleproces, hvor man gradvist afklares og til sidst samler sig om en endelig afgørelse. Det var sådan, det foregik ved apostelmødet (ApG 15,1-35), og det er sådan, det foregår hos os i dag. Det er helt åbenbart, at kristne kvinder må engagere sig i samtaler om lærespørgsmål, og at de også må stille udfordrende og kritiske spørgsmål til mænd og ledere i menigheden. Det gjorde f.eks. den samaritanske kvinde i forhold til Jesus (Joh 4), og det kan ske i fuld respekt for hovedstrukturen. Det er imidlertid et ganske andet spørgsmål, om kvinder kan og bør tage del i en samtaleproces på lederplan i menigheden med henblik på at nå til afklaring og afgørelse af et lærespørgsmål. Paulus foreskriver i 1 Kor 14,34, at kvinderne skal “tie stille” i menighederne. Dene formaning kommer efter, at Paulus i v.5 har udtrykt ønske om, at alle i menigheden talte profetisk. Det kan således ikke være den profetiske tale, han vender sig imod, men hvad da? D.A.Carson mener, at Paulus taler om den læremæssige bedømmelse af den profetiske tale. Denne bedømmelse har Paulus talt om kort forinden - i v.29: “de andre skal bedømme, hvad de siger”. Ifølge Carson må vi regne med, at den åbne samling med ‘frie vidnesbyrd’ blev efterfulgt af en bedømmende samtale, som tog sigte på at skabe afklaring om, hvorvidt det, som var blevet sagt, var læremæssigt sundt og godt. Det synes at have været en lignende samtale, som fandt sted efter Jesu første offentlige tale i Nazareths synagoge (Luk 4,22), hvor tilhørerne i udgangspunktet gav deres bifald til Jesu ord. Denne læremæssigt bedømmende samtale var ifølge Carson forbeholdt mænd, fordi den tog sigte på at vurdere og fælde dom over de ord, som var blevet fremsat af medlemmer i menigheden. Ordene kunne i sagens natur være blevet formidlet af mænd, og da kunne det krænke hovedstrukturen, hvis kvinder deltog i den bedømmende samtale. I så fald kunne en kvinde komme til offentligt at fælde negativ dom over en mands ord – potentielt hendes egen mands ord. Paulus´ begrundelse for, at kvinderne må tie, er netop, at de må respektere hovedstrukturen: “De må ikke tale, men skal underordne sig” (v.34). Ikke at kvinderne ikke må engagere sig i de spørgsmål, som drøftes. Men for at respektere hovedstrukturen må de tie under den bedømmende læresamtale i menigheden og “spørge deres mænd hjemme” (v.35). Så langt Carsons udlægning, som findes i den føromtalte “Recovering Biblical Manhood and Womanhood”, s.140-153. Hvis Carson har ret, hvad jeg selv er tilbøjelig til at tro, må det indebære, at kvinder også i vor tid er udelukket fra at tage aktivt del i drøftelser på ledelsesniveau, som tager sigte på at vinde klarhed i lærespørgsmål i det kristne missions- og menighedsarbejde. Det er for mig at se også det eneste, der giver mening i forhold til hovedstrukturen. Der vil være den samme fare i dag som på NT´s tid for, at kvinder i sådanne drøftelser kan komme til offentligt at fælde negativ dom over en mands og evt. deres egen mands ord og herved krænke hovedstrukturen.

19. Man kan overveje, om det er muligt at sondre mellem en ledelsesmæssig drøftelse af lærespørgsmål, som ikke er forbundet med nogen myndighed, og så en ledelsesmæssig afgørelse af lærespørgsmål, som implicerer myndighed. Det kan muligvis lade dig gøre at skelne på det principielle plan. Men i praksis er det ifølge min vurdering umuligt. Som regel vil netop drøftelsen være den afgørende del af processen, hvor holdningerne brydes og afklares. Er der modstridende meninger om en sag, vil de forskellige parter fremføre deres argumenter – gode og dårlige. Den afgørende indflydelse vil typisk ligge hos den part, som er bedst i stand til at argumentere for og vinde tilslutning til sit synspunkt. Får kvinder adgang til den afklarende drøftelse af lærespørgsmål i menigheden, vil de i praksis få adgang til og tage del i den ledende læremæssige myndighed. Dette bliver endnu mere uundgåeligt, hvis man i menigheden formelt ophøjer den læremæssige drøftelse med kvindelig deltagelse til at skulle være vejledende for den endelige afgørelse.

20. Når det drejer sig om de nordiske missionsforeninger og herunder også LM, er deres historiske strukturer et produkt af 1800-tallets demokratiske foreningskultur. De er ikke er udviklet i lyset af NT´s lære om menigheden og om forholdet mellem mand og kvinde i menigheden, men derimod i lyset af 1800-tallets liberale og demokratiske idealer. Missionsforeningerne blev udformet efter præcis samme skabelon som alle andre demokratiske foreninger på den tid. LM’s første fædre tilkendegav da også åbent, at de ikke ville danne en menighed. Den vision havde de prøvet af i frikirken, og den havde de nu lagt bag sig. Nu ville de blot danne en forening til evangeliets fremme. På den baggrund er det ikke underligt, at der, i takt med at vi i LM stadigt mere fremtræder og forstår os selv som en menighedsbevægelse, bliver et behov for at justere strukturen, så at vi kommer bedre i pagt med NT´s vejledning for menighedslivet. Det er allerede sket tidligere. I 1968 udgav vi en jubilæumsbog, som fastslog, at LM´s prædikanter ikke er hyrder. Blot få år senere blev det imidlertid fastslået, at prædikanterne i realiteten er hyrder og lærere. Nu gælder det spørgsmålet om, på hvilke niveauer kvinder kan være ledere. Det går ikke an, at vi i denne sag orienterer os ud fra LM´s historiske tradition, 1800-tallets demokratiske foreningsidealer eller samtidens ligestillingsideologi. Den afgørende norm må være Skriften. Det er det princip, jeg har prøvet at tage alvorligt med mine 20 punkter ovenfor. Jeg lader mig gerne sige og modsige i forhold til den udlægning af Skriften, som jeg har givet. Men indtil jeg møder overbevisende bibelsk begrundede indvendinger mod den, så er det den, jeg holder mig til. Og på den baggrund vurdere jeg, at der er seriøse problemer i forslaget til ny struktur for LM.

Mine betænkeligheder ved den nye struktur angår konkret det flg.:

1. Den nye struktur lægger op til en sondring på ledelsesniveau mellem på den ene side et organisatorisk mandat, som varetages af landsrådet, og på den anden side et læremæssigt mandat, som varetages af landsstyrelsen. Denne sondring er helt fremmed for NT og synes uforenelig med de nytestamentlige ordninger og vejledninger for menighedens ledelse.

2. Sondringen er udformet med henblik på at muliggøre kvindelig deltagelse i den overordnede ledelse i en lang række spørgsmål af stor betydning for missions- og menighedsarbejdet. Landsrådets beslutninger inden for dets mandatområde er ifølge forslaget ’bindende’ for landsstyrelsen. I de spørgsmål, der falder inden for landsrådets mandat, har kvinder således ifølge den nye struktur ret til at udøve myndighed over mænd. Jeg kan ikke se det anderledes, end at dette er i åbenlys strid med hovedstrukturen i NT, der formaner kvinderne til både i hjem og menighed at underordne sig under mænd ’i alt’.

3. Sondringen mellem de to mandater er også yderst uklar. Hvilke spørgsmål hører ind under det ene mandat, og hvilke hører under det andet? Hvem skal afgøre det? Hvad gør man, hvis man er uenig om det i forholdet mellem landsråd og landsstyrelse? Uklarheden om disse spørgsmål kan have sine fordele i en fase, hvor forslaget skal vedtages. Enhver kan da tolke uklarheden til sin egen fordel. Men på længere sigt er den foruroligende. Uklarhed af denne art skaber utryghed og spænding og kan i yderste konsekvens danne grobund for magtfordrejning.

4. Sondringen mellem de to mandatområder er efter min bedste overbevisning også umulig, da de organisatoriske forhold på mange områder er uløseligt vævet sammen med de læremæssige.

5. Den nye struktur lægger endvidere op til, at landsrådets forhandlinger om læremæssige spørgsmål er vejledende for landsstyrelsen. Læremæssige spørgsmål skal således drøftes af landsrådet, og disse drøftelser med kvindelig deltagelse skal vejlede landsstyrelsens holdning. Tankegangen er i god samklang med traditionelle demokratiske idealer og nutidige ligestillingsidealer, men den er for mig at se uforenelig med NT. Den åbner for en ligestilling af mænd og kvinder i den vigtigste fase af en læremæssig afklaringsproces – den afklarende ledelsesmæssige drøftelse. Jeg kan ikke se, at det er foreneligt med NT´s reservation af den læremæssige ledelse for åndeligt modne mænd.

6. Den nye struktur med læremæssige forhandlinger i landsrådet åbner endvidere mulighed for, at kvinder i menighedens midte kan fælde negativ dom over mænds – potentielt også deres egne mænds – læremæssige vurderinger. Det er for mig at se ikke foreneligt med hovedstrukturen.
   

7. Ifølge de foreslåede nye vedtægter skal resultatet af de læremæssige drøftelser i landsrådet skal være  ”vejledende” for landsstyrelsen. Hvad er begrundelsen for denne bestemmelse? Hvorfor ønsker man, at landsstyrelsen skal lade sig vejlede af landsrådet? Det er dog landsstyrelsen, der er valgt til at varetage den øverste myndighed som hyrder og lærere ud fra en, hvem der synes at have den nødvendige åndelige dømmekraft og fortrolighed med Skriften? Og landstyrelsen forventes vel netop som gode hyrder og lærere at vurdere ethvert lærespørgsmål selvstændigt ud fra Skriftens ord - uafhængigt af alle andres meninger og vurderinger? Hvad giver landsrådets vurdering så stor vægt, at den skal vejlede landsstyrelsen? Der synes for mig kun at kunne være to svar:

       A) At landsrådet antages at repræsentere foreningens medlemmer. Ifølge en traditionel demokratisk tankegang skal dette forhold tillægges afgørende vægt og betydning. 

       B) At landsrådet antages at repræsentare det specielt kvindelige syn på de relevante lærespørgsmål. Ifølge en moderne ligestillingstænkning er det et forhold, som bør tillægges afgørende vægt. I begge tilfælde er der imidlertid tale om en tankegang,som er helt fremmed for NT.Menighedens åndeligt modne mandlige ledere skal ifølge NT lede ud fra Skriften. De skal være fortrolige med deres menighed og dens tanker og holdninger, inklusive det, der rører sig hos dens kvindelige medlemmer. Men de skal ikke lade sig vejlede heraf. De skal selv vejlede – ved at lægge røst til Skriftens ord. Kun herved tjener de menigheden, og netop herved fremmer de dens åndelige liv, sundhed og myndighed.

8. En del af den kritik, som ovenfor er fremført mod den nye struktur rammer også dele af den ’gamle’ struktur i LM. Det er jeg bevidst om. Vi har således i længere tid forsøgt på kredsstyrelsesplan i LM at skelne mellem ledelse i lærespørgsmål og ledelse i andre spørgsmål. Kvindelige kredsstyrelsesmedlemmer kan ifølge vejledningen om ’Åndeligt lederskab – hyrde og læreransvaret i LM’ fra 2003 deltage i ledelsen på det sidste område, men ikke på det første. Sådan har vi forsøgt at manøvrere i en del år. Men det er for mig at se en yderst uklar ordning. Jeg ved om adskillige LM-prædikanter, som ikke har kunnet forlige sig den og følgelig heller ikke har kunnet stemme på kvindelige kredsstyremedlemmer. At fremstille vores historiske struktur på dette område som uproblematisk og alment anerkendt, holder med andre ord ikke. Det har til nød kunnet gå, så længe vi har været en forening med stor åndelig og teologisk homogenitet og med stor klarhed om tjenestedelingen og dens implikationer. Men jo mere det går tilbage på disse områder, jo mere problematisk bliver det. Det bliver ikke bedre af, at stadigt flere kredse begynder at gøre brug af prædikanter, som ikke er kaldede LM-prædikanter. Da kommer kredsstyrelsen i stadigt højere grad til i praksis at fungere som en hyrde- og lærer-myndighed. Jeg kunne nævne andre områder af LM- strukturen, hvor jeg oplever en tilsvarende uklarhed, men jeg lader det ligge her. Mit anliggende i denne sammenhæng er at anbefale, at vi ikke fører uklarheden op på endnu et niveau i LM-strukturen.

9. Som jeg har forsøgt at begrunde det i hele dette papir er der for mig at se så store problemer forbundet med forslaget til ny LM-struktur, at det vil være en stor ulykke, at det bliver vedtaget. Vi vil få en struktur og et lederskab i LM uden klar bibelsk legitimitet. Ifølge min vurdering vil det føre til en praksis i strid med den bibelske vejledning for forholdet mellem mand og kvinde.

10. Men hvad er så vejen frem? Det er så nemt at kritisere. Vi har af mere end én grund brug for en revision af vore vedtægter i LM og for en ny struktur, som er bibelsk forsvarlig og i kontakt med LM´s udfordringer i dag. Hvordan når vi frem til det? Som jeg har oplevet debatten om LM-strukturen, har den givet mig indtryk af, at vi langt fra er så enige i LM om de grundlæggende bibelske principper på dette område, som jeg selv troede. Et stykke på vej tror jeg, det kan skyldes, at vi ikke har taget os tid til at tale grundigt sammen om Skriftens vejledning. I stedet har vi udviklet hver vore selvstændige tanker og vurderinger i forskellig retning. Jeg tror, vi har brug for at vende tilbage til de centrale nytestamentlige tekster og tale om deres betydning helt fra grunden. I den forbindelse tror jeg også, vi kunne have godt af en frisk vurdering af de traditionelle demokratiske idealer og samtidige ligestillingstanker i forhold til NT’s menigheds- og ledelsestænkning. Med andre ord: skal vi nå frem til en god, ny LM-struktur, der er bestemt af bibelsk tankegang snarere end af vores kulturelle kontekst og foreningstradition, så må vi for mig at se begynde med gribe tilbage henover de sidste halvandet hundrede år tilbage til Ny Testamente og læse de centraletekster sammen på ny. Her er vores fælles udgangspunkt og grundlag. Kan vi finde sammen her, tror jeg også, at vi kan finde sammen om en god, ny struktur i LM.

v/ Mikkel Vigilius

Webmaster, Andreas Michelsen

Forside: www.shafan.dk