Carl Fr. Wisløff - I JESU NAVN

Så siger Herren: Tag vare på ret og øv retfærd! Thi min frelses komme er nær, min ret skal snart åbenbares. Esaj. 56,1.

Min frelses komme er nær, siger Herren til os i sit ord i dag. Min ret skal snart åbenbares. »Snart« er et godt ord, men det kan være et krævende ord tillige, for det har som regel forbindelse med det at vente.

Vi holder ikke af at vente. Men den venter aldrig for længe, som har noget godt at vente på. Det er det, Gud ville sige os i dag, at den, som tror på ham, virkelig har noget rigt og stort i vente, for det hedder jo: Min frelses komme er nær.

Der er mennesker, der er så lykkelige, at de tør sige, de allerede kender Guds frelse. Vi får lov til at sige at vi for Jesu Kristi skyld er frelst. Det er et stort ord at tage i sin mund, men det er sandt.

Den, som i tro har taget imod Jesus, kender Guds frelse. »Dette er det evige liv,« sagde Jesus i sin ypperstepræstelige bøn, »dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, som du har sendt, Jesus Kristus.« Johs. 17,3.

Og Herren selv har sagt: »Den, som tror på Sønnen, har evigt liv og kommer ikke for dommen, men er gået over fra døden til livet.« Johs. 5,24. Det vil sige: Gud ser os i Jesus som sine børn. Han har os ikke under sin vrede for vore synders skyld, som vi havde fortjent det, han har os under sin nåde og kærlighed for Jesu Kristi skyld. Han, som betalte vor gæld hos Gud, idet han døde for os og opstod for os.

Den, som personligt har oplevet denne Guds frelse, han har fået hjælp i den største nød, der kan nævnes: syndens nød.

Så skulle vi, som har fået lov at tro, at dette er sandt, og at det gælder dig og mig, heller ikke have vanskeligt ved at huske, at Gud altid vil høre vor bøn om hjælp. Han vil gribe ind og sende hjælp i livets strid. Ikke altid gør han det sådan, som vi havde ønsket. Det hænder, han gør det på en måde, så det ikke er let for os at få øje på meningen. Men når vi beder til ham, hører han os altid. Ej heller svarer han altid på timen og minuttet, når vi råber. Det kan tage lang tid, synes vi, før vi får svar. Men ordet her siger altså: Min frelses komme er nær. Det har vi så let for at glemme.

Det er med os som med de helt små børn. Se bare sådan en lille størrelse på nogen få måneder, når han skal have mad. Lader mor ham vente bare et øjeblik, så tror han straks, at han ingenting får, og så skriger han. At der er noget, der hedder »siden«, og at det undertiden kan være nødvendigt at »vente«, det har han ingen forstand på. Får han det ikke straks, så tror han, at han slet ikke får det.

Men vi, som er voksne og har nogen livserfaring, er det ikke på samme måde med os? Tålmodighed er ikke vor stærke side. Vi beder Gud om hjælp, når noget står på. Vi synes, vi trænger så ubegribelig hårdt til den hjælp. Et eller andet er vanskeligt, sygdom eller nød af anden art plager os. Så beder vi Gud gribe ind i vor situation, så den ændres.

Da er det, vi oplever, at vi må vente. Og det er som regel ikke behageligt. Helst ville vi have det, vi bad om, med det samme. Og når ikke det sker, synes vi, Gud er sen til at høre. Hvorfor venter du så længe med at hjælpe mig, Gud?

Ordet svarer: Det er ikke nølen fra Guds side. Der er bare det, at alt tager sig så helt anderledes ud for ham end for os. Peter skriver: »Dette ene må I ikke glemme, I elskede, at én dag er for Herren som tusinde år og tusinde år som én dag. Herren nøler ikke med at opfylde forjættelsen, sådan som nogle anser det for nølen.« 2.Pet 3,8-9.

Står vi og ser på sådan et lille utålmodigt væsen, som ikke orker at vente i to minutter på sin flaske, kommer vi let til at smile ved tanken på, hvor lidt begreb om tingene sådan en lille én har. Stakkels lille du, tænker vi - livet skal nok få lært dig at vente! Men vi da - hvor meget mon egentlig vi har fået lært? Jeg frygter for, vi er meget lig ufornuftige småbørn, som ikke kan finde sig i at vente et øjeblik.

Den, som i tro vender sig til Gud med bøn om hjælp, han skal vide: Der er svar undervejs. Og vi, som har oplevet, at Gud hjalp os i den største af al nød, da han frelste os og gjorde os til sine børn, vi skulle da vel have så megen tro til Gud, at vi kan vente lidt på hans time. »Jesu vej er altid god, ret og rigtig altid fundet.« Den kristne ved sig frelst, og han venter at blive frelst! Der er en mærkelig dobbelthed i dette. I troen ejer vi allerede nu det, vi håber på. Men den fulde frelse er noget fremtidigt. Den, som tror på Jesus og holder sig til ham, får lov at være vis og glad i troen på, at han engang skal få del i den fulde frelse hjemme hos Gud.

Men hvad har vi da at gøre, mens vi venter på denne frelse? Vort skriftord sagde: »Tag vare på ret og øv retfærd! Thi min frelses komme er nær.«

Guds frelse sigter på at føre os ind i tjenesten for ham. At være frelst er ikke det samme som at slå sig til ro i al magelighed. Nej, netop fordi vi har så store ting i vente hos Gud, netop derfor skal vi følge Jesus i al vor færd.

Vi skal vente på Jesus i aktiv tjeneste. Mange af os husker sikkert et billede, Jesus brugte engang. Han skildrer et rigmandshus, husets herre er ikke hjemme, han er på en lang rejse, og han har ikke sagt nøjagtigt, hvilken dag han kommer hjem. - Hvilken tjener, som er tro mod sin herre, vil da begynde at indrette sig, som om hans herre aldrig skulle komme tilbage? Nej, den tro tjener gør sit arbejde i troskab, for han vil gerne findes rede, når herren kommer.

For Guds børn er hele livet en adventstid - en ventetid, de skal tilbringe i aktiv tjeneste for ham, hvis frelses komme er nær. 

(Afsnit fra "I Jesu Navn" af Carl Fr. Wisløff - Dansk Luthersk Forlag 1972 - Shafan 2019-10-31)