Der skal komme dage, siger Gud Herren
Læser vi i Amos´ bog vil man uvilkårligt blive standset for ordene i kap. 8,11-12 : ”Der skal komme dage, siger Gud Herren, da jeg sender hunger over landet, ikke hunger efter brød eller tørst efter vand, men efter at høre Herrens ord. De skal flakke om fra hav til hav, og fra nord til øst skal de strejfe rundt og søge efter Herrens ord, men de finder det ikke.”

Den åndskamp vi i dag står i, lægger nogle alvorlige spørgsmål ind over os. Os, som kalder os med kristennavnet. Og når vi f.eks. læser i Guds ord om alvorlige begivenheder, så kan vi nemt komme til at reservere os lidt. Ordene forekommer os nemlig både upassende og ubehagelige. Med henblik på ovenstående bibelord må vi derfor prøve os selv, om det er noget som vi, du og jeg, skal tænke over og måske også tage med i vores forbøn med henblik på vor åndssituation.
De to vers vi læste fortæller om en tilstand, der kan komme i Guds folk, ved ikke at lade sig lede af Gud og hans ord. Men da mange mennesker i vor tid ikke beskæftiger sig ret meget med Guds ord kan det uhyggelige ske, at man får et forkert og entydigt billede af Gud. Set med det menneskelige øje ser det derimod ikke forkert ud.

Men, at få et forkert og fejlagtigt billede af Gud er dog mere alvorligt end noget menneske kan forestille sig. Der findes vel næsten intet, som er mere alvorligt. Alligevel er der nogen som siger: ´Er det nu nødvendigt at gøre opmærksom på den slags. Det er jo med til at gøre mennesker både urolige og bange.´

Da vil jeg svare, at det gør også mig, både urolig og bange, ikke mindst for mit eget Guds-liv. Desuden siger Guds ord også ´at i de sidste tider da er der mennesker, som skal falde fra troen.´ (1.Tim.4,1) Det siger os, at bliver der ikke talt om disse ting da kan vi med rette blive anklaget for svigt i forkyndelsen. Og da Guds ord også minder om konsekvenser i forbindelse med det vi her taler om, da må vi desto mere gøre opmærksom på det. Også selv om nogle måtte have et ønske om det modsatte.

I Hebr.3,12-13 læser vi: ”Se til, brødre, at der aldrig i nogen af jer skal være et ondt vantro hjerte, så der sker frafald fra den levende Gud, men forman hinanden hver dag, så længe der er noget, der hedder ”i dag”, for at ingen af jer skal blive forhærdet ved syndens bedrag."
Og i Dommerbogen 16 læser vi om Samson, og syndens bedrag. Han lod sig lokke og forføre. Der står om ham, at han troede, at han nok en gang skulle kunne klare sig overfor filistrene. Men da læser vi disse alvorsord i vers 20: "Han vidste ikke, at Herren havde forladt ham." Tænk, at blive forladt af Gud, uden selv at vide det.
Og kommer det så langt, da må det hænge sammen med, at det Gud taler, ikke alene bliver overhørt, men det bliver også forkastet. Og måske uden at tænke over konsekvenserne, selv om de er forudsagt i Guds ord.

Kan det ske i dag?

I den forbindelse er det vanskeligt at lade være med at stille det spørgsmål: ´Kan dét, som vi møder i Amos´ bog, kan dét også komme til at ske i vore lande i dag?´
Hertil må nævnes, at der findes ingen garanti i Guds ord for, at det ikke også kan ske i vor tid. Og så må vi stadig huske de ord fra 1. Kor. 10,11, om de advarende eksempler: ”Og det blev skrevet for at vejlede os, til hvem tidernes ende er nået.” Og det må også gælde ordene fra Amos´ bog.

Hvem var Amos?

Lad os først se lidt på hvem Amos var. Han skulle være samtidig med profeterne Joel og Jonas og Hoseas. Og så læser vi om ham, at han var fårehyrde, eller kvægavler. Og så står der om ham, at han dyrkede morbærfigen. Hvad siger det os?
Det siger os, at Amos var en ganske almindelig mand og ikke som sådan profet i almindelig forstand. Alligevel, så var det ham, en morbærfigendyrker, en kvægavler, som Gud udtog til en opgave, som Han/Gud ville have gjort og udført i sit folk.

På Amos´s tid var Israel inde i en rig materiel udvikling. Og på overfladen syntes alt, at stå vel til. Men denne rige og materielle udvikling bekymrede Amos. Og det var jo også fordi, at med en rig og materiel tilstand følger der ofte noget ´andet´ med, nemlig gudløshed og ringeagt for Guds ord. Det leder vore tanker hen på menigheden i Laodikea (Johs. Åb. 3), som Herren måtte udspy af sin mund, på grund af deres lunkenhed: ”Siden du siger: Jeg er rig, jeg har samlet til huse og mangler intet, og du ikke ved, at hvis nogen er elendig og ynkelig og blind og nøgen, er det dig.” (V. 17)
Synet Amos fik var, at han så Guds dom hænge over det gudløse folk. Og det var da han så sig kaldet til at forkynde, som han gjorde. Med advarsel og dom. Men det må understreges, at denne forkyndelse, den kom ikke bare fra en morbærfigendyrker, en kvægavler, men den kom fra Gud selv. Den Gud, som havde et inderligt ønske om, at frelse sit vildførte folk. Og så tror vi, at Gud vil det samme i dag. Frelse de vildførte.

Landet kan ikke bære forkyndelsen

Vil vi læse lidt mere i Amos´ bog, da vil vi også lægge mærke til, at da Amos i sin profeti og forkyndelse vendte sig til folket, da blev han anklaget for sammensværgelse.
I kap. 7,10 læser vi disse mærkelige ord: "Landet, kan ikke bære alle hans ord." Og hvad var det andet end udtryk for, at folket ønskede ikke, at blive gjort opmærksom på deres farlige tilstand. De ønskede ikke at blive gjort opmærksom på deres vildfarelse. Ja, de ønskede reelt ikke at blive gjort opmærksom på deres synd. De ville følge og fortsætte deres egne veje. Sådan som tilfældet også er i dag. Og resultatet blev mærkelig nok dette, i første omgang, at det var Amos, som blev udvist af Israel.
Med andre ord, så var det Gud, som tog den mand der kunne hjælpe folket, det var ham Gud tog fra dem, på grund af deres ulydighed. ´Landet kunne ikke bære Guds ORD.´ Og det vil i realiteten sige, at Gud tog forkyndelsen af ordet fra dem.

Med henblik på vore egne lande og den situation vi befinder os i, som land og folk i dag, med en tiltagende gudløshed i både kirke og samfund, så er det yderst alvorligt at tænke på, at udvisningen af Amos den kan vel også ske på lignende måde i dag? Sådan, at Herrens sande forkyndere må tages fra os. For alvorligt er det, at ringeagte Gud og hans ord.

En trang tid

Der er mange ting der tyder på, at vi nu oplever en meget trang tid med hensyn til advarsler og formaninger. Noget som Guds ord ellers ikke sparer på. C. O. Rosenius siger: ”Så længe der endnu er lidt olie på lampen, så elsker Guds børn FORMANINGEN.”

Som udviklingen har formet sig i snart mange år, også i kristenfolket, så kan den frygt melde sig: Må Gud en dag flytte den lysestage vi har haft i vore lande i mere end tusind år? Flytte den fordi vi ikke længere ´kan bære hans ord.´ Og noget værre kan vel næsten ikke tænkes, om det skulle gå sådan, som Amos profeterede, og som lød: ”Der skal komme dage, siger Gud Herren, da jeg sender hunger over landet, ikke hunger efter brød eller tørst efter vand, men efter at høre Herrens ord.”

Det er ikke sikkert, at der bliver mangel på forkyndere. Det er heller ikke sikkert, at møder og samlinger fremover bliver en mangelvare. Men kan det komme til at gå sådan, at vi fremover kommer til at mangle forkyndere med en forkyndelse, som tør stå på Skriftens evige og klare grund og fundament og sandhed, og som klart og utvetydigt tilkendegiver dét, som Gud har talt i sit ord?

Ingen ved hvordan det kommer til at gå. Derfor er det ikke så enkelt at give et svar på spørgsmålet. Men det er alvorligt og det er tankevækkende. Ikke mindst på grund af den alvorlige åndssituation, som vi befinder os i, og hvor slet ikke så få må gå skuffede hjem fra et møde. De fik ingen føde for deres sjæl.
Og når bekymringen for mange af os opstår hænger det jo også sammen med, at når vi ser på det kirkelige landskab da er vi jo langt på vej kommet ind i en blindgyde. Og det, som dér forekommer, det bliver jo ikke bare i statskirken, men bevæger sig også udenfor med en smitte som sniger sig ind i forsamlingerne. Flere ledende mænd, som vi tidligere har haft tillid til, har nu indtaget nye og anderledes holdninger.

Nye vinde

Den tid vi oplever i dag vil for mange, som kender lidt til fortiden, og som kender lidt til historien, forekomme meget anderledes end tiden gjorde før. Der blæser nemlig i dag vinde ind over os, som har formået at ændre på mange ting. Og den arv vi talte om før i tiden, arven fra både Luther og Rosenius, den tales der ikke så meget om længere. Og ser vi på bogsalg mange steder er de i høj grad præget af bøger af meget tvivlsom karakter.

Den belejlige tid

I Johs. Sandveds kommentar til Amos´ bog står flg. skrevet: ”I sin store godhed havde Gud gennem århundreder sendt sine tjenere til Israels folk. Da var det en belejlig tid. Da var Gud at finde. Men nu forkynder Herren med rystende alvor, at nådetiden har en slutning.” Det vil sige, at der kan komme tider, da det ikke længere er muligt at finde Gud – i FORKYNDELSEN? Da spørger vi: ´Er vi i dag, flere steder, ved at nærme os denne tilstand? Vel, mange mennesker samles. Store møder og arrangementer, med forskellige indslag. Men, findes Guds sandhedsord til tugt og formaning, trøst og opbyggelse?
I snart mange år har der lydt en forkyndelse i blandt os, som har betonet Guds kærlighed så stærkt, at den anden side af Gud, hans hellighed og vrede over synden, næsten ikke er kommet frem. Og en sådan forkyndelse er nok langt farligere end de fleste forestiller sig. Og hvad kan dette ikke resultere i?

Hunger efter Ordet

Men endnu er der nogen som tørster efter Livets Ord. Der er stadigvæk mennesker, som hungrer efter brød. Og i den sammenhæng kan vi ikke lade være med at tænke på apostelen Peter.
Han havde været inde i store vanskeligheder. I Johs. 21 læser vi om en uvurderlig samtale han får med sin Frelser. Og samtidig får han pålagt en opgave, nemlig at forkynde Guds Ord til liv og trøst.
Efter Jesu gentagne spørgsmål, om han elsker Jesus mere end de andre gør, siger Jesus til ham: ”Vogt mine får!” På norsk: ”Fø mine får.”
Og det er netop dette, det drejer sig om. Vi må alle have føde for vore sjæle. Og får vi ikke den sande føde, da dør vi. Og sjæleføden, som vi alle behøver er nu engang ikke noget, som forkyndere bare kan ´plukke´ ud af Guds ord, efter eget forgodtbefindende. Og det gælder også den føde, som ikke passer og smager det naturlige menneske.
Der må næsten, som aldrig før, fordi vor tid er så ond, forkyndes både lov og evangelium, forkyndes om synd og nåde, frelse og fortabelse om vi skal ´overleve´ den afslutningstid vi er inde i. Bliver en sådan forkyndelse ikke praktiseret, og bliver den ikke hørt, da kan vi næppe påregne at nå frem til det himmelske mål. Lad os bede om flere forkyndere til denne vigtige opgave.

Indbydelse – fra Gud

Vi tror at Guds ord har en særlig indbydelse til os i afslutningstiden. En indbydelse til IKKE at ringeagte hverken hans advarsler eller formaninger. Men derimod, at lytte til dem. Og også gøre det sådan, at budskabet fra Amos´ bog om, at søge Herrens ord, ikke bliver en forgæves søgen, fordi vi ikke tog imod Guds ord, som Guds ord.

---