En søjle-kristen
En menighed uden søjler er fattig, og den står i stadig fare for at opløses. Er der ikke nogle, der vil lægge ryg til og virkelig bære et åndeligt og praktisk ansvar, mangler der noget helt afgørende.

For hvis skyld kommer du?

Mange går kun til møde for deres egen skyld. Det er lyst eller mangel på lyst, der bestemmer, om de tager afsted eller bliver hjemme. For søjlerne i menigheden er det anderledes. De ved, at det betyder noget for prædikanten og de øvrige i forsamlingen, om de er der. Der er en særlig glæde ved at være fuldtallige eller næsten fuldtallige. For en forkynder kan det være en stor opmuntring at tale til en lille forsamling, når han ved, at han står over for en flok, der deler ansvaret for forsamlingen. Vi føler størst ansvar overfor det, som vi på en eller anden måde er med til at bære. Derfor fungerer de små menigheder som oftest bedst. Alle er med på den ene eller anden måde, og de får således brugt de gaver, som Gud har betroet dem. For mange har løsningen af praktiske opgaver ført til større åndelig ansvarlighed.
Søjlerne i menigheden kommer til møde for deres egen skyld. De ved, at de har en sjæl, der skal frelses. Men de kommer også for de andres skyld. De ved, at det er af betydning, at Kristi legeme som en enhed lytter til det samme ord, beder sammen og lovsynger Herrens navn.

Søjlens kendetegn

Søjlerne i menigheden er kendetegnet af udholdenhed. Til menigheden i Filadelfia siger Jesus: Fordi du har holdt fast ved mit bud om udholdenhed, vil jeg også holde dig fast ... Hold fast ved det, du har.
Der er nogle, der glemmer, at det koster stadig kamp at fastholde det, de har. Den synlige virkelighed adskiller sig her afgørende fra den åndelige. I mange sammenhænge koster det ikke det store at fastholde, hvad man allerede har i denne verden. Du har ting i dit hjem, som du har haft i årevis. Som noget helt naturligt regner du med at beholde det også fremover i livet, hvis ikke noget usædvanligt skulle ske.
Men i Guds rige er det anderledes. Det skyldes Satans stadige angreb. Han prøver på enhver måde at vende hjerte og tanke fra den rigdom, du ejer i de helliges samfund. Han vil altid pege på, at det skal være anderledes, end det er. Og først når det er blevet forandret, kan man helhjertet være med.
Nej; lyder Guds ord i ånd og sandhed, er dets medlemmer helliget ved Ordet. Vi kan ikke vide, om alle ejer den sande og levende tro, men vi ved, at Guds ord forkyndes ikke i en forsamling uden at bære frugt. Derfor er den sande og rette grundholdning til Guds menighed et helhjertet ja og en undren over, at jeg også får lov til at være med.
Mødeoplæg og ydre former vil der altid være forskellige opfattelser af, og her må vi ikke være stive, så længe ordets indtrængende og grundige forkyndelse ikke kommer i skygge af alle mulige indslag i mødet. Forkyndelsen er nemlig ikke en væsentlig del af mødet på linie med så meget andet. Nej, forkyndelsen er det helt centrale, hvormed alt andet står og falder.
Søjlerne i menigheden værner om den rette forkyndelse af lov og evangelium. Budskabet forandres ikke. Det kan man overbevise sig selv om ved at læse Luther og Rosenius. En ung fra en ikke-kristen sammenhæng var blevet omvendt ved at læse Rosenius: Vejledning til fred. Da jeg spurgte, hvordan det kunne gå til, svarede hun: Det stod så tindrende klart!
Der er et budskab, som vi skal kæmpe for at værne om. Alt for megen forkyndelse mangler bibelsk og åndelig substans.

Skjulte søjler

Hvor har der været mange enlige, ældre kvinder blandt søjlerne i Guds meninghed. De fremtræder ikke som noget stort. Ofte bøjes de også under legemlig skrøbelighed, men de er bærende søjler i menigheden.
De lever med Guds børn i hjertet, og de bærer deres åndelige situation frem for Herren. De ser alvoren. Derfor er det ikke altid halleluja-toner, der fylder deres sind. Men de har tillid til, at Herren kan gribe ind, som han har gjort det så mange gange før.
Når kræfterne tager af, og de ikke længere legemligt kan være til stede, når Guds folk samles om hans livgivende ord, så er de dog til stede i ånden. Fra deres hjem er de med til at bære mødet frem for Herrens ansigt på bønnens stærke arme.
Når sådanne kristne dør, bliver menigheden fattig. Men Herren lever, og han vil kalde nye søjlekristne frem.
På LMH ser vi det som vores opgave at være med til at formidle dette kald. Vi ønsker unge, der ikke er fyldt af negativ kritik, men som i troskab virkelig vil bære med. Og vi ønsker at kalde menigheden til at give dem praktisk og åndeligt ansvar og til at åbne sig for dem, så de får lov til at sætte deres præg på samvær og former under hensyntagen til både unge og ældre. Lever den enkelte for Herrens ansigt i lydighed mod grundvolden, vil det aldrig ske, at grundvolden forlades, og at Guds ords forkyndelse ikke længere er det, hvorom alting drejer sig.

---