Etisk Vranglære
Luther har forklaret os, hvad vranglære er: En vildfarelse, som er i strid med Skriften, og som hårdnakket bliver fastholdt.
    Bibelen er den kristne kirkes højeste autoritet og rettesnor i alt, som har med tro og livsførelse at gøre. Den, der lærer og forkynder i strid med Skriftens ord i disse alvorlige spørgsmål, giver sig af med vranglære.
    Bibelen bruger de strengeste ord om dem, som forkynder et andet evangelium end det rette og sande budskab fra Gud (Gal.1,8f og 2.Kor.11,4 ). Lige så alvorligt advarer den mod dem, som lærer de kristne at leve i strid med Guds vilje (2.Tim.3,1-7 og Jud.1,3f. ).
    Vildfarelser, som vender sig imod Den Hellige Skrift må kaldes vranglære, enten det er troens eller livsførelsens spørgsmål, det drejer sig om. Vranglære er forvrængning af Skriftens budskab.
    Vi vil i det følgende sige noget om etisk vranglære. I denne sammenhæng er der ikke kun tale om synd mod Guds bud, men om falsk lære på det moralske område. Al synd er ond og farlig og må bekendes for Gud i anger og tro, hvis den ikke skal føre til fortabelse. Men etisk vranglære er noget andet og mere. Den består i, at man ikke bare gør det, der strider imod Guds Ord, men endog holder med dem, som gør det (se Rom.1,32 ).
    I vort århundrede har der været megen strid på grund af vranglære på troens område. Den liberale teologi fornægtede eller omfortolkede Kristi guddom, hans undfangelse ved Helligånden og jomfrufødslen, hans opstandelse på den tredje dag osv.
    Der har derimod ikke været megen uro på grund af vranglære på moralens område. Den kristne moral har været anfægtet af fritænkere og ikke-kristne retninger. Men blandt dem, som ville kaldes kristne, har der stort set været enighed om de moralske hovedspørgsmål.
    Nu er situationen imidlertid blevet en anden. I de senere år er der fremført tanker og meninger, som tidligere næppe havde nogen talsmand inden for de kristne kirkesamfund. Helt åbenlyst bliver bibelske bud og formaninger nu erklæret for at være forældede og sat ud af kraft.
    I flere år har der været uro omkring de seksual-etiske spørgsmål. Det drejer sig om samliv uden for ægteskabet og om homofIle. Ved siden af loven om provokeret abort - som til stadighed er et åbent sår i vores folk - har disse moralspørgsmål jævnligt været oppe til debat.
    Der kan ikke herske nogen tvivl om, hvad Skriften siger om et aktivt seksuelt forhold mellem to personer af samme køn. Med klare ord bliver »mænd, som ligger i med mænd« eller lader sig bruge til dette nævnt sammen med andre synder, som udelukker et menneske fra Guds rige (1.Kor.6,9 og Rom.1,26f ).
    Der kan heller ikke være tvivl om, at Bibelen fordømmer seksuelt samliv uden for ægteskabets ramme. Guds vilje er, at vi skal afholde os fra hor - at enhver skal have sin hustru i hellighed og ære (1.Thess.4,4 ). Ingen påstande eller forklaringer kan komme uden om, at ens 'samboer' ikke er ens ægtefælle. Om sådanne forhold bruger Bibelen ordet hor. Man kan undre sig over, hvordan mennesker, som vil kalde sig kristne, fuldstændig kan tilsidesætte så klare skriftord. Men man behøver ikke lede længe efter forklaringen. Her finder vi nemlig den bitre frugt af det nye bibelsyn, som er trængt ind i vor kristenhed.
    For nylig har vi kunnet læse, at ingen må fordømme et homofilt samliv og sige, at det er i strid med Guds bud, »hvis de lever i et oprigtigt og trofast forhold til den, de elsker.« Hvad Paulus angår, så var hans advarsler møntet på forhold, som gjaldt dengang, men ikke gælder længere. Paulus omtaler ikke 'ægte homofIli'. Han vidste ikke, hvad det var. Dette siger en ungdomspræst, altså en vejleder for kirkens ungdom. Hun hævder samtidig, at ægteskabet ganske vist er det rigtigste 'for de fleste', men man kan ikke dømme dem, som mener, at et samliv kan være forpligtende og rigtigt også uden 'ægteskabets formaliteter' (Vort Land, 14.3.1981).
    Desværre er ungdomspræsten ikke alene om at sige noget sådant. Hvad homofIlien angår, har vi for få år siden set et skræmmende eksempel på teologisk udglidning. I 1977 offentliggjorde det norske bispernøde en udvalgsrapport, som ganske enkelt erklærede Bibelens udsagn om homofili for at være tidsbetinget og uden praktisk betydning som vejledning for os i dag. Nu har videnskaben nemlig lært os noget, som Paulus ikke vidste, nemlig at der findes noget, som kan kaldes 'ægte homofili'. Nogle mennesker er født sådan. Det vidste Paulus ikke. Hans advarsler gjaldt visse forhold i hans samtid. Derfor må vi ikke dømme nogen, siger udvalget, som mener, at et homoseksuelt forhold mellem ægte homofile mennesker kan være i overensstemmelse med budet om næstekærlighed. På den anden side mener de, at der dog ikke findes noget i Bibelen, som giver grundlag for en positiv anerkendelse af homofile forhold.
    Uden nogen kritik offentliggjorde bispemødet udvalgets udredning og fremholdt for egen regning, at kirken er 'tilbageholdende' i denne sag. Den kan hverken fastholde den traditionelle fordømmelse eller give homofile forhold kirkelig velsignelse. Denne tilbageholdende indstilling grunder sig på 'Bibelens egen tilbageholdenhed', sagde biskopperne. (Se referat og vurdering i Fast Grunn 1978 side 70f. og 114ff.).
    Både udvalgets fremstilling og biskoppernes tilslutning hertil vakte forfærdelse i vide kredse. Og det med god grund. Det kritisable og dybt beklagelige ligger især i to forhold. For det første har biskopperne her stiltiende præsenteret udvalgets moderne vurdering af apostlene. Disse bliver ikke anført som inspirerede og autoritative budbærere fra Herren selv, men vurderet som teologer og kirkefædre, som er begrænset af forholdene på deres egen tid.
    Den kristne kirke har altid troet og vidst, at profeter og apostle i Skriften taler med autoritet som Guds inspirerede sendebud. Sådan er det ikke længere. Det moderne bibelsyn åbner for den mulighed, at vi kan korrigere apostlene både i troens forhold og i moralspørgsmål.
    For det andet havde biskopperne ingen virkelig vejledning at give. I en tid, hvor de moralske normer er i opløsning, nøjes biskopperne med at tale 'tilbageholdende' på et område, hvor Bibelen er alt andet end tilbageholdende. Det havde været på sin plads at minde vor samtid om den moralske grundholdning, som Skriften anviser ved sin tale om ægteskabet. Det er reelt nok, at nogen kan have en homofil tendens. Mennesker kan have meget at kæmpe med, og de må mødes med kærlighed. Det, som Bibelen fordømmer, er homofile handlinger. 
    Biskop D. Hauge har udtalt, at han og hans kolleger kom til at udtale sig 'for varsomt' i 1977. (Vort Land, 22.4.1981). Efter vor mening burde bispekollegiet tage sagen op igen. Hvis ikke kollegiet kan enes om en bibelsk vejledning, ville det være på sin plads, at 'nogen' af dem gav klare signaler. Det er jo en alvorlig sag. I kredse, hvor man hævder et moralsyn og moralsk praksis i strid med Skriften, tager man biskoppernes udtalelse til indtægt og bygger på den. Desværre ikke helt med urette. Så forvirret og forvirrende er bispeudtalelsen, at den peger mest i retning af det homofile standpunkt.
    Skal forvirringen fortsætte, kan man spekulere på, hvilke situationer der vil opstå, når man dertil tager nyere lovgivning i betragtning. Den kendte forfatter Francis Schaeffer fortæller i magasinet 'Christianity Today' (10.4.1981) om en menighed i San Francisco, som kom for retten, fordi de havde opsagt en organist, som var åbenlyst praktiserende homoseksuel. - Det drejede sig om loven mod diskriminering.
    I 1972 kom det norske Menighedsfakultets lærerråd med en udtalelse om ordination af kvinder. Flertallet hævdede, at man ikke kan afvise ordination af kvinder, og at det ikke behøver at være stridende mod Guds Ord. Et mindretal pegede derimod på de kendte nytestamentlige steder, som ikke giver plads for kvinders ordination til kirkens læreembede. I den sammenhæng pegede mindretallet på den store fare, man står i, når man hævder, at princippet om kvinders underordning er tidshistorisk betinget og ikke har gyldighed i vor tid hverken i kirken eller i ægteskabet: »Vi frygter, at dette syn på Skriftens autoritet kan efterfølges af konsekvenser for andre af Det Nye Testamentes (NT) anvisninger og formaninger. Her tænker vi ikke mindst på det, som NT siger om forholdet mellem kønnene, og som berører samlivsformer, skilsmisse, gengiftning m.m.«
    Det har vist sig, at mindretallet havde uendelig meget ret. Nu optræder den ene efter den anden og forsikrer, at apostelen Paulus slet ikke var uangribelig i sine udtalelser. Forståelsesmæssigt delte han sin tids begrænsninger, f.eks. hvad homofili angår, mens vi i dag har en dybere indsigt i sådanne spørgsmål.
    Der er brug for en alvorlig besindelse på Skriftens autoritet som Guds inspirerede Ord. Vi hører og læser til stadighed forsikringer om, hvor nødvendigt det er at få et kirkeligt organ, som kan træffe afgørelser i lærespørgsmål. Men hvor megen hjælp vil der være i et sådant organ, så længe Skriftens klare budskab ikke godkendes som Guds eget Ord? Det vil ikke hjælpe os meget. Bispeudtalelsen fra 1977 demonstrerer dette med nedslående tydelighed.

---