...for at høre alt, hvad Herren har pålagt dig!
Disse ord er taget ud af en større sammenhæng, nærmere betegnet en situation, hvor der var kaldt til samling om Guds Ord. Om dette står der i overskriften til Ap.G. kap. 10 i en norsk bibeloversættelse: "Høvedsmanden Kornelius og apostelen Peter bliver på underfuld måde ført sammen". (Det kan i øvrigt anbefales at læse hele sammenhængen.) Da Peter ankom til det hus, hvor Kornelius boede, havde Kornelius sammenkaldt sine slægtninge og nærmeste venner, vers 24. Og som afslutning på en slags velkomsttale til Peter siger Kornelius, vers 33: »Jeg sendte da straks bud til dig, og du har gjort en god gerning ved at komme. Nu står vi så alle her for Guds ansigt for at høre alt, hvad Herren har pålagt dig.«

Selve måden hvorpå dette møde kom i stand skal ikke danne forbillede for, hvordan vi i dag skal forberede gudstjenester og møder i kristen sammenhæng. Det pålægger Bibelen os ingen steder. Men alligevel kan vi lære meget af denne specielle beretning om evangeliets indgang hos den hedenske militærofficer, Kornelius. Lad os blot standse for nogle få enkeltheder:

1. "...du har gjort en god gerning ved at komme". Denne lille sætning understreger for os, at det at forkynde Guds Ord for andre mennesker er en god gerning. Må vi aldrig glemme det, når vi hører og læser Guds Ord. Det er til gavn for os, fordi Guds Ord er mad for sjælen. Vi kommer åndelig talt sammen for at blive holdt i live ved Guds Ord. Og det er absolut en meget vigtig side ved forkyndelsen af Guds Ord. Prædikanten må billedlig talt dele ud af den mad, han selv lever af. Og derfor er det så vigtigt, at prædikanten netop uddeler GUDS ORD, som er levende og virkende. Det indbefatter også, at forkyndelsen af Guds Ord skal være til hjælp og vejledning for menneskelivet i dets mangeartede situationer.

2. Kornelius ville at tilhørerne skulle høre et budskab fra Herren! Det fremgår med al tydelighed af denne sætning: "Nu står vi så alle her for Guds ansigt for at høre alt, hvad Herren har pålagt dig".
Det er en stor velsignelse, når man kan fornemme at arrangørerne (og mødelederen!) er i forventning om at høre et budskab fra Gud Herren! Det kan komme til udtryk på flere måder, f. eks. ved at forsamlingen har været i bøn til Gud for prædikanten. Men det kan også komme til udtryk på den måde, at man er opmærksom på, at der ikke skal være alt for mange andre “indslag” på mødet. De kan så let komme til at tage pladsen for det ene nødvendige, den gode del, som Jesus taler om i Lukas 10,42, jf.. herunder også hvad Paulus skriver i Kol. 3,16a: "Lad Kristi ord bo i rigt mål hos jer".

Her vil jeg også gerne citere indgangsbønnen til gudstjenesten mange steder i Den Danske Folkekirke, sådan som den har lydt gennem mere end 50 år: “Herre! Jeg er kommet ind i dette dit hus for at høre, hvad du, Gud Fader, min skaber, du Herre Jesus, min frelser, du gode Helligånd, i liv og død min trøster, vil tale til mig. Herre! Oplad nu således ved din Helligånd for Jesu Kristi skyld mit hjerte, at jeg af dit ord kan lære at sørge over mine synder og at tro i liv og død på Jesus og hver dag forbedre mig i et helligt liv og levned; det høre og bønhøre Gud, ved Jesus Kristus! Amen.

Det er en smerte, at denne indgangsbøn mange steder er blevet erstattet af, hvad nogen nok vil kalde mere “tidssvarende formuleringer”. For det er en kendsgerning, at mange af de såkaldt nye kirkebønner slet ikke indeholder den dybde og fylde, som ovenstående ældre udgave af kirkebønnen er udtryk for. Og mon ikke der også her kan være en forklaring på, at der mange steder hersker forvirring og usikkerhed med hensyn til, hvad der skal foregå ved gudstjenester og møder i kristen sammenhæng? Hvis vi alle var mere opmærksomme på, at vi er forsamlet "for Guds ansigt for at høre alt, hvad Herren har pålagt prædikanten", så tror jeg at mange samlinger ville få et helt andet forløb - både med hensyn til forberedelsen (også prædikantens!) og afviklingen af vore samlinger om Guds Ord.

3. Peter var opmærksom på, hvad der var hans opgave som prædikant: Og han (Jesus) befalede os at prædike for folket og vidne om, at det er ham, Gud har bestemt til at være dommer over levende og døde, vers 42. Her er vi inde ved en meget afgørende side af forkyndelsen i kristen sammenhæng: At forkynde er at være vidne. Jeg vil forsøge at klargøre, hvad jeg mener med det. Hvis jeg bliver indkaldt til at være vidne i en retssag, så må jeg alene fortælle, hvad jeg har set og erfaret. Altså de kendsgerninger, som jeg er vidende om, fordi jeg selv har gjort erfaringer i forhold til de begivenheder og handlinger, som retssagen drejer sig om. Og jeg må ved min vidneforklaring være af sandhed i alt, hvad jeg siger, og jeg må stå inde for mine udtalelser med min egen personlighed og min egen identitet. Derfor må der ikke herske tvivl om hvem jeg er, når jeg møder op for at vidne. Hvis jeg f. eks. mødte op i retssalen i en forklædning med tildækket ansigt, og ikke ville sige mit navn, da er jeg sikker på, at jeg ikke kunne afgive en vidneforklaring, som dommeren kunne tillægge nogen som helst betydning. Jeg ved, at mange i vor tid ikke vil være enig med mig i det jeg nu skriver, men jeg skriver det alligevel, fordi det er min personlige overbevisning bl.a. i lyset af denne beretning fra Bibelen: Et kristent vidnesbyrd, en kristen prædiken, ja kristen forkyndelse i det hele taget, kan ikke fremstå med nogen overbevisende gerning, hvis det sker i form af drama, dukketeater, bugtaleri og andre former, hvor selve vidnet er skjult bag en forklædning eller maske. Jeg bæver ved at skrive det, men jeg synes, det må og skal siges meget tydeligt, for at vi ikke skal komme længere bort fra Bibelens klare tale om, hvordan kristen forkyndelse skal finde sted.

4...det er ham, Gud har bestemt til at være dommer over levende og døde, vers 42b. Her hører vi, at talen om dommedag har en central placering i den kristne forkyndelse. Det havde apostlene fået pålagt af deres Herre og mester, Jesus Kristus. Det understreges også i vor kirkes trosbekendelse, hvor vi bl.a. bekender sådan om Jesus: ...opfaret til himmels, siddende ved Guds Faders, den almægtiges højre hånd, hvorfra han skal komme at dømme levende og døde. Jeg ved, at mange ikke bryder sig om at høre tale om dommedag. Men sagen er alligevel yderst vedkommende for hvert eneste menneske. Det fremgår af bl.a. af Paulus’ brev til Filipperne, kap. 2, 10-11: ... for at i Jesu navn hvert knæ skal bøje sig, i himlen og på jorden og under jorden, og hver tunge bekende: Jesus Kristus er Herre, til Gud Faders ære.

5. Om ham vidner alle profeterne, at enhver, som tror på ham, skal få syndsforladelse ved hans navn, vers 43. Det er den sidste sætning, der i Bibelen er citeret fra den prædiken, vi her har beskæftiget os med. Og jeg er meget glad for at kunne læse, hvad der skete i den forbindelse. Mens Peter endnu talte, kom Helligånden over alle, der hørte ordet, vers 44. Hvor er det vidunderligt, at vi trygt kan regne med, at det ikke er os, der skal skabe syndserkendelse og tro på Jesus. Det må vi overlade til Den Hellige Ånd. Men vor opgave som prædikanter og forkyndere bliver klart ridset op her: En forkyndelse af, at der kommer en regnskabsdag, hvor ingen selv har mulighed for at klare frisag, men også en forkyndelse af syndernes forladelse i troen på Jesus og hans fuldbragt værk på korset. Det er endnu nådens tid. Lad os takke Gud for syndernes forladelse i kraft af Jesu, Guds Søns blod.

Når jeg her i korte træk har forsøgt at videregive noget, som i mange år har optaget mig og været en stor anfægtelse for mig i megen kristen virksomhed - både i Danmark og andre steder - så må jeg straks tilføje, at jeg selv kender til afmagt og svaghed, når det gælder min egen tjeneste som forkynder i en vækkelsesbevægelse i Danmark. Derfor har jeg stor trang til at sige med Paulus som afslutning på denne artikel: ..og bed også for os om, at Gud vil åbne os en dør for ordet, så vi kan forkynde Kristus-hemmeligheden, som jeg sidder i fængsel for. Bed om, at jeg må gøre den kendt og tale, som jeg skal. Kol 4, 3-4. - I øvrigt, brødre, bed for os om, at Herrens ord må få frit løb og æres, som det allerede sker hos jer, og at vi kan fries fra vanartede og onde mennesker; for det er ikke alle, der har troen. Men trofast er Herren, han vil styrke jer og bevare jer fra det onde. 2 Thess 3, 1-3.