skrevet
Shafan
Dette siger Herren:
" ... spørg efter de gamle stier .. "
Jer.6,16

Helvedestalen
Mikkel Vigilius, Hillerød

Få prædikener huskes efter et halvt århundrede. Ole Hallesbys radioprædiken fra 1953 er en undtagelse. I Nordens nyere kirkehistorie har ingen prædiken vakt så megen opsigt og skabt så stærke reaktioner som den. Den rystede Norge og rejste en pressestorm. Ole Hallesby selv blev udskældt, hånet og frakendt al menneskelig og teologisk anstændighed.

Det var en ganske kort tale på et kvartér. Den blev transmitteret fra indremissionens storsal i Oslo og sendt ud over den nationale radio. Hallesby var klar over, at han sikkert aldrig igen ville få anledning til at tale til så mange landsmænd.
Det var en omsorgsfuld tale.
Den er blevet kaldt ’helvedestalen’  

(Fra Talen, som kan læses på Nyt-i-natten/Manuskripter :Min viljesvekkede og ubesluttsomme tilhører. Nå har du tenkt og grublet og lengtet lenge nok etter Gud. Nå må du handle. Og ta så i morgen oppgjøret med dine venner.

og med en vis ret. For Hallesby talte med dyb alvor og umisforståelig klarhed om helvedes virkelighed. Men tonen var afdæmpet, indtrængende og omsorgsfuld. Det meste af talen bestod af en stærk tilskyndelse til den enkelte tilhører om at søge et ret forhold til Gud. Hallesby lagde hovedvægten på Guds frelsesvilje, hans opsøgende gerning og Jesu fuldbragte frelse. Det var i denne sammenhæng de vækkende ord om helvede lød: ”Jeg taler sikkert til mange, som ved, at de er uomvendte. Du ved, at hvis du faldt om på gulvet i dette øjeblik, så faldt du lige i helvede. Du ved, at du ikke kan og ikke vil dø, sådan som du er nu. Du må blive omvendt, inden du dør. Men du vil ikke omvende dig nu...Hvordan kan du, som er uomvendt lægge dig roligt til at sove om aftenen; du som ikke ved, om du vågner i din seng om morgenen eller i helvede?"

Budskabet virkede oprørende på mange, men også vækkende. Mennesker bankede på hos præsten. De måtte få deres sag med Gud i orden. Der gik kom alvor ind over folket. Biskop Eivind Berggrav beskrev den åndelige situation nogle uger efter radioprædikenen: ”At dømme efter den mængde af spørgsmål, som den nationale radio har fået, går der en bølge af alvor gennem vort folk for tiden. Det er ganske underligt, for man skulle jo tro, at det ville være en bølge af irritation. Den bølge er der også, men en sådan bølge af irritation vil altid følge en alvorsbølge, som skygger følger solen.”

Berggravs ord er værd at mærke sig også i vor tid. En sand og åndskraftig forkyndelse til omvendelse vil altid ledsages af en dobbelt reaktion: irritation og vækkelse. Det skete for Jesus, det skete for apostlene, og det vil ske for os i dag.
Men kan og skal vi forkynde som Hallesby?

Forudsætningerne i vores folk er anderledes. Det kristne verdensbillede og gudsbillede er brudt ned hos de fleste. Vor tids religiøsitet er stærkt individualistisk og synkretistisk. Med andre ord er den meget lig den religiøsitet, som rådede blandt hedningerne i apostlenes tid og kontekst. Og hvordan prædikede apostlene så til dem? Det er påfaldende, at grundstrukturen i deres forkyndelse var den samme som hos Hallesby. De evangeliserende prædikener Apostlenes Gerninger lægger vægt på disse tre ting: Guds frelsesvilje, hans opsøgende gerning og hans myndige og bydende kald til omvendelse – nu!

Apostlene taler til mennesker, som slet ikke tror på himlens Gud. Men med deres ord opbygger apostlene det sande verdensbillede og gudsbillede for dem, så de møder den levende Gud og hans kald til frelse! Og reaktionen? Den samme, som mødte Hallesby for 50 år siden: irritation og vækkelse!
Hvordan skal vi forkynde til ikke-kristne i dag?
Det centrale budskab er det samme. De vantros situation har ikke ændret sig – heller ikke de sidste 50 år! De er borte fra Gud og fortabte. Det må de høre. De har ikke andre til at fortælle dem det end os! Det er os, som i vores generation må lægge røst til det anstødelige, omsorgsfulde og myndige kald til omvendelse - nu!

Men kan vi ikke begynde med noget andet? Kan vi ikke give dem noget andet først?
Jo, i vores personlige omgang med ikke-kristne må vi give dem vores tid, vores omsorg, vores forbøn, vores gæstfrihed, vore ører og vort hjerte. Der må vi række den hjælp, vi kan give, ind i alle de behov, som vi møder. Og her må vi vente tålmodigt på anledningen til at sige et ord om Jesus.

Men når vi møder dem i forkyndelsens situation, så står vi over for dem i Guds sted. Og da har vi én ting at gøre: med ligefremme ord at vise dem deres sande stilling over for ham! Det er deres altafgørende behov. Og det må vi ikke tøve med at hjælpe dem med. Det er apostlenes mønster. Læs efter: de går til hovedsagen med det samme - altid!

Hvordan udrustes vi til at tale ret om Gud i dag? På én måde: ved selv at leve for hans ansigt i personlig tilegnelse af hans ord i lov og evangelium. Da ophører Guds dom og helvede at være et teoretisk problem eller en besværlig lære for os. Da bliver det alvor og virkelighed – for os selv! Da bliver evangeliet om Jesu stedfortrædende død og hans rensende blod vores egen dyreste skat og største glæde. Da bliver det det, vi vil tale om og ikke kan tie med! Da bliver der åndskraft og troværdighed i vores forkyndelse!

Svækkes derimod vores personlige liv med Gud, og svækkes den ransagende og vækkende forkyndelse i vore egne forsamlinger, da bliver Guds vrede og helvede en stadigt mere uforståelig og meningsløs virkelighed for os. Da finder vi det i stadigt højere grad irrelevant og uanstændigt at tale om dette til ikke-kristne. Og da vil vi snart finde os selv i koret af dem, som hånede Ole Hallesby!

Må Gud hjælpe os at leve for hans ansigt, så vi formes af hans Ånd til at være sande vidner. Og må han give os villige og modige forkyndere af vækkelsens og frelsens budskab også i vor tid!
Ved det norske menighedsfakultets 40-års jubilæum holdt den da 69-årige Hallesby en prædiken, som er blevet kaldt hans åndelige testamente. Her lyder det blandt andet: ”Jeg kommer aldrig i mit liv til at tale for så mange nuværende og blivende præster som i dag. Jeg skal for øvrigt snart trække mig tilbage, og derfor vil jeg i dag bede jer om et par ting: Svigt aldrig korsets teologi....Svigt aldrig omvendelsens hårde og anstødelige tale. Gud, give jer nåde til at forkynde omvendelse og syndens tilgivelse med brændende og bedende omsorg for sjælene...Svigt ikke forsvaret af vor dyrebare tro. Måtte Gud give jer mod og vilje til at lide og kæmpe for evangeliet!”
(Gengivet med tilladelse af Mikkel Vigilius)