Hvad spejler du? Et menneske er mere end et spejl, men det er også et spejl. Det gengiver den virkelighed, som det vender sig imod. Derfor kan du gennem samvær med mennesker ikke undgå at mærke, hvad de er optaget af. Hvad hjertet er fuldt af, flyder munden over med.

Dygtige analytikere

Mange kristne er skarpsindige, når det gælder at analysere vor egen tid. Det hænger sammen med, at de gennem Guds ord har fået øjnene åbnede for syndens dybe dimension. Vi ved, at det onde ikke først og fremmest skyldes miljø, men arv. Derfor tror vi ikke på, at noget samfundssystem kan skabe paradis på jord. Vi mener ikke, at alle samfundssystemer derfor står lige. Men mennesket er dybest set det samme i Washington og Moskva. Overalt er det sig selv nærmest. En kristen er ikke blind for, at verden går frem mod forfærdelige katastrofer. Han kan også forstå dem, som på forskellig vis rejser sig i protest imod ødelæggelsen omkring os. Men de forskellige løsningsforslag forekommer ham overfladiske og letkøbte. En kristen ved nemlig, at ondskabens rod er menneskehjertet. Derfor er der ikke noget håb uden en ny fødsel.

Hvor er hjælpen?

At beskrive en patients sygdom er ikke det samme som at helbrede ham. Og er sandheden ikke, at vi er langt bedre til at fortælle, hvori sygdommen består, end til at række ordet til frelse? Har du ikke ofte hørt en prædikant beskrive nøden på en måde, så der virkelig blev lyttet, men da han ville række livets brød, var hans prædiken hurtigt forbi? Og du, som ikke er prædikant: Hvorfor er det langt lettere at blive enig med mennesker om tidens elendighed end at tænde lys i mørket? Er sandheden den, at vi spejler verden omkring os? Vi gør det dybere end de fleste. Vi gør det ikke overlegent fordømmende. Vi ved, at vi er i verden, og nød og krig rammer også os. Men vi er så lidt tændt af håbet.

Surdejens kraft

Vi kan ikke ud af antallet af omvendte aflæse Guds folks tilstand. Det var de få, der fulgte Jesus, mens han vandrede på jord. Porten er trang, og vejen er smal. Det er de færreste tider, hvor mennesker er strømmet ind i Guds rige. Alligevel må vi spørge os selv, om der ikke er tegn, der tyder på, at saltet ikke har den kraft, som Herren havde tiltænkt det? De mange, der søger til de nyreligiøse bevægelser, er de alene udtryk for hvilken vældig magt mørket har? Kan de ikke også være et udtryk for, at det lys, Herren har tændt, ikke skinner så klart, som det skulle?
For mig er der ingen tvivl om, at vor nød er, at vi i ringe grad spejler Jesus. Vi har så få gode ord at sige om ham, fordi vore hjerter i alt for ringe grad er vendt mod ham.

At spejle Jesus

Vi spejler Jesus så lidt. Det skyldes, at vi ikke er vendt mod ham og ham alene. Så mange mere eller mindre væsentlige problemer har indfanget vores opmærksomhed. Derfor er livet så svagt. Det må være vor stadige bøn, at Herren må føre os således, at vore øjne til stadighed vender sig imod det eneste faste punkt i vores tilværelse, Jesus. Vi kan tage beslutning om, at det skal være sådan, men vi kan ikke selv gøre det til virkelighed i vort liv. Herren må gøre det. Og det sker ofte gennem trængsel og nød. Guds tugt har jo den hensigt, at vi skal få del i hans hellighed, og det får vi alene, når vore hjerter hænger ved Jesus.

Jesu nåde

Skal du spejle nåden, må du leve af nåden. Du må leve så nær den Gud, der er en fortærende ild, at din mund tilstoppes, og du må sige: Gud vær mig synder nådig! Det er i dette forhold til Gud, han kan åbenbare sin nåde indefra for dig. I denne stilling smager du Jesu blod, som renser dig for al synd. Da bliver nåden dit hjertes sang. Du priser dig salig over Jesus. Du spejler ham.

Jesu hellighed

Disciplene frygtede Jesus. De kunne ikke leve sammen med ham uden at fornemme den uendelige afstand, der var mellem dem og ham. Han var så ganske anderledes end dem. De elskede ham, men de frygtede ham også. Det var ikke alt, de vovede at spørge ham om. De følte sig så små og syndige i deres selviske egoisme.
Disciplene spejler Jesu hellighed. Jesus var deres ven, men han blev aldrig deres kammerat.
Du kan ikke være vendt mod Jesus uden at væmmes ved den måde, som nogle taler og synger om deres Herre og Mester på. Det er så få, der i dag i åndelig forstand tager deres sko af, fordi de står ansigt til ansigt med Gud, når de står over for Jesus. Johannes var en af dem, der stod Ham allernærmest. Han faldt ned som død for Jesu fødder, da hans Herre åbenbarede sig for ham på Patmos.
Du som i sandhed kender Jesus, du spejler hans hellighed.

Jesu fred

Jesu fred spejler kun den, der har sit liv og dets kilder i forsoningen. Gud har forandret - ikke sig selv, men dig. Han har dækket dig med sin søns dyrebare blod. Det har forandret dig fuldstændigt. Din synd er borte. Derfor har du heller ikke længere nogen skyld. Der er ikke nogen gæld at betale. Gud har stiftet fred ved korsets blod. Denne fred går du med til verden, når du ikke vil vide af andet end Jesus Kristus og det som korsfæstet. Da er det ikke synd, uro og nød, der har bemægtiget sig sind og tanke, men det er Guds sejr på Golgata. Den er nemlig din: Evig sejer nu jeg ejer altid, Herre Krist i dig!

Kunne du og jeg spejle denne vidunderlige fred, som overgår al forstand. Gør vi det, skaber vi hunger efter den. Og freden med Gud er verdens eneste håb.

---