skrevet
Shafan
Dette siger Herren:
" ... spørg efter de gamle stier .. "
Jer.6,16

Jeremias´ profetkald var i fare (Jer.15,15-21)
Dag Risdal - "Levende forkyndelse eller tomme ord?"

I dette afsnit møder vi profeten Jeremias i bitterhed. Hvad er der sket, siden Herren kaldte ham til profet og gav ham stærke løfter om sit nærvær (kap.1)?
Jo, det blev en god start. Jeremias gik med frimodighed i gang med at forkynde Guds ord. Han holdt en del flammende ungdomstaler (kap. 26). Her mindede han folket om dets store synd mod Gud: »Thi to onde ting har mit folk gjort: mig, en kilde med levende vand, har de forladt for at hugge sig cisterner, sprukne cisterner, der ikke kan holde vand« (2,13).
I hellig iver holdt han sin store tale i templet (kap. 7-9), hvor han mindede om forskellen på sand og falsk kristendom med disse ord: »Stol ikke på den løgnetale: her er Herrens tempel, Herrens tempel, Herrens tempel!« (7,4). Som det klare sandhedsvidne han var, gjorde han op med de falske profeter: »Thi dumme er hyrderne, Herren søger de ikke, duer derfor til intet, og hele deres hjord er spredt« (10,21).
Men til sidst kom der en reaktion hos Jeremias efter at have frembåret det stærke budskab gennem længere tid. En af grundene til det var, at budskabet fra Herren gennem Jeremias ikke vandt genklang hos lederne eller folket i Jerusalem. De afviste budskabet og ville ikke høre. Profeten spørger: »For hvem skal jeg tale og vidne, så de hører derpå? Se, de har uomskårne ører, kan ej lytte til; se, Herrens ord er til spot og huer dem ikke« (6,10).
Jeremias klager med dyb smerte: »Men dersom I ikke hører, da græder min sjæl i løn for hovmodets skyld, den fælder så bitre tårer; mit øje rinder med gråd, thi Herrens hjord føres bort« (13,17). Som tidligere nævnt stod Jeremias i en dobbelt kamp. Der var Guds kamp med Jeremias, og folkets kamp med ham.
Der kom et tidspunkt i hans liv, hvor han ikke længere orkede at stå i denne dobbelte kamp. Så måtte Herren gribe ind. Det er det, vi hører om i Jer. 15,15-21. Der var komment noget »uædelt« ind i hans liv, som ikke tålte Guds ords lys. Jeremias blev fyldt af bitterhed i sit sind, af mismod, utålmodighed og mangel på tro, og det havde en brod mod Gud selv.
»Vid, at for din skyld bærer jeg hån« (v.15).
Grunden til, at Jeremias blev hånet, var Gud selv. Dermed havde profeten indirekte en anklage mod Gud. Gud havde givet sine løfter og sine domstrusler til folket i Juda. Men Gud er tålmodig, han vil ikke, at nogen skal gå fortabt (2.Pet. 3,9). Gud ventede med at sende den straf over folket, som han havde bebudet igennem Jeremias' forkyndelse. Det trak ud med, at Guds dom blev virkelighed.

Men det, at Gud tøvede, gjorde situationen værre for Jeremias. Folket hånede og spottede ham mere og mere. I den krise, som profeten derved kom ind i, fandt han trøst i Guds ord. »Men mig blev dit ord til fryd og til hjertens glæde« (v.16).
Men så fortsætter Jeremias sin klage- og knurretone i de følgende vers. De alvorlige tider har gjort, at profeten ikke har kunnet sidde »i glades lag; grebet af din hånd sad jeg ene, thi du fyldte mig med harme« (v.17). I dette lå en bebrejdelse mod Gud. Fordi Gud havde givet Jeremias et så alvorligt budskab at forkynde om dommen og evigheden, kunne han ikke blande sig i selskabslivet og fornøjelserne som de andre. Og så blev profeten bitter mod Gud.
Derfor udbryder han: »Hvorfor er min smerte evig, ulægeligt mit sår?« (v.18) Her møder vi en Guds medarbejder, som har medlidenhed med sig selv. Men Jeremias går endnu længere i sin anklage mod Gud. Han beskylder Gud for at være »som en skuffende bæk, som vand, der sviger« (v. 18b). Det var stærkt sagt af en Herrens profet.
Der var kommet synd ind i profetens liv. Det var ikke Gud, der havde svigtet Jeremias, men omvendt. Jeremias havde været utro mod sin Herre. Jeremias trængte til en omvendelse, til et opgør med sin Gud. Denne »bitre galde« (sml. Ap.G. 8,23) skulle renses ud, ellers kunne det komme til at gå ham evigt galt. Det uædle var i gang med at ødelægge hans forkyndergerning (v.19).
Ja, det hele var blevet så alvorligt, at det drejede sig om profetens åndelige liv. Hvis Jeremias fortsat skulle være Guds mund, måtte han vende om og udskille det uædle, som var kommet ind i hans liv (v.19).
Men Jeremias stod i endnu en kamp, og den gjaldt forholdet til det folk, han skulle forkynde for. Denne spænding lå indbygget i Guds ord til ham - her frit citeret: »Hvis du vender om, så vil jeg lade dig komme tilbage og stå for mit åsyn, og hvis du (i forkyndelsen) skiller det ædle (Guds klare ord) ud fra det uædle (tidsåndens tanker om Gud og Guds rige), skal du være som min mund. De skal igen vende om til dig (og Guds ord), men du skal ikke vende om til dem (og deres tanker)« (v.19).
Her ser vi Jeremias' situation, nemlig i forholdet til hans forkyndelse.

I det lange løb blev det anstrengende for Jeremias at stå i »ild-linien«, altid med et budskab fra Herren, som var så totalt forskelligt fra det, de religiøse ledere og falske profeter forkyndte om Gud og Guds rige. Tidsånden er altid fuld af verdslig tankegang. Det blev et slid for profeten, altid at være på »kollisionskurs« med folkemængden. Måske glemte Jeremias, at denne modstand var han blevet forberedt på af Herren (1,18).
Det kan være, Jeremias tænkte: Hvis jeg bare giver lidt efter og tager mere hensyn til det, folket vil have, så vil de måske høre. Det ser ud som om Jeremias til en vis grad har givet efter for presset fra tidsånden. Dermed var han ikke længere det klare sandhedsvidne, som han havde været før. I sin forkyndelse blev han mere mærket af tidens smag end af Herrens ord.
Det blev en stor fare i hans liv. Jeremias' profetkald stod på spil. Jeremias måtte vende om, hvis han stadig skulle være Herrens profet. Han måtte vende om i sin forkyndelse og skille det ædle ud fra det uædle. Han skulle forkynde Guds klare ord, både om synd og nåde, om Guds dom og Guds frelse.
»Når øksen er sløv og dens æg ej hvæsses, må kraft lægges i; men den dygtiges fortrin er visdom« (Præd. 10,10).
Jeremias havde ikke noget valg. Enten måtte han bøje sig for Guds vilje, eller også blev han bare et »ekko« af tidens tanker. Ud fra det som følger, kan vi se, at Jeremias bøjede sig under Guds ord (v.20-21). Derfor fornyer Herren det løfte, han gav profeten under hans kaldsoplevelse (1,18).

Jeremias' problem er aktuelt for os i dag. Det koster noget for den, som vil stå i SANDHEDEN - i Ordet - i sin forkyndelse. Forkynderen står i fare for at vokse bort fra det gamle budskab om synd og nåde.
I dag er der mange, som spørger: Er der ikke andre sider i kristendommen, som er vigtige, fx samfundsproblemer, etiske spørgsmål, forholdet mellem rige og fattige, en ny verdensorden, osv.? En forkynder føler sig fristet til at give efter for dette krav - at tage disse emner op, fordi de er aktuelle i tiden!
I vores tid er der megen sammenblanding af det ægte og det falske. Djævelen prøver at få det falske til at ligne det ægte, uden at det er det. Jo mere en forkyndelse ligner den ægte uden at være det, des farligere er den.
Det afgørende kendetegn på det ægte er ikke, om personer eller bevægelser er så og så »åndelige« menneskeligt vurderet, for det med »åndelighed« er sjælefjenden helt med på, hvis han kan opnå noget med det.
Men det, den onde ikke kan være med på, det er SANDHEDEN. »Der er ikke sandhed i ham ... han er en løgner, ja, løgnens fader« (Joh. 8,44). Al efterligning af sandheden, eller blanding af sandhed og løgn, er virkelig farligt. Ser vi denne fare? I et sangvers står der:

»Se mørkets hære samles, mod korset øves vold,
I mange kristnes hjerte bliver kærligheden kold.
Og lys og mørke blandes i kristenhedens navn,
Og syndens gerning øves i menighedens favn.«

Ordets sandhed vil støde sammen med tidsånden og moderne tanker. En sand kristen går altid mod strømmen. En Ordets forkynder vil betone noget andet end det, der er på mode i tiden. Det bedste værn mod falsk forkyndelse og lære er at kende HAM, som er »vejen, sandheden og livet« (Joh. 14,6).
Ligesom en falsk mønt lettest kan opdages, når man kender klangen af den ægte mønt, sådan vil sandheden fra Guds ord afsløre og fordrive løgnen.
Historisk set kan man vel sige, at de forkyndere, som har slået stærkest igennem, har været »ensidige«. Ensidigheden har bygget på »evangeliet om Jesus og om opstandelsen« (Ap.G. 17,18), dvs. budskabet om synd og nåde - Jesu soningsdød og opstandelse fra de døde. Men denne form for ensidighed i forkyndelsen udelukker ikke, at hele Guds råd bliver forkyndt (Ap.G. 20,26-27).
Hvis de unge skal bevares hos Jesus livet igennem, må de have ordentlig føde i forkyndelsen. Den forkynder, som pløjer dybt i Ordet, bliver aldrig tør. Den kilde tørres aldrig ud.
Der står skrevet, at vi som nyfødte børn skal hige efter ordets uforfalskede mælk for ved den at vokse op til frelse (1.Pet. 2,2). Den, som har drukket åndelig, uforfalsket mælk, har fået smag for det ædle, og vil lettere kunne skelne mellem det og det uædle. Men ligesom Jeremias står han ikke uden for den fare at blande uædelt og ædelt, at drikke surrogater i stedet for uforfalsket mælk.

Meget af det, som forkyndes i dag, ligger ved siden af det egentlige. Det bliver tåget og uklart og ikke ord til forløsning. Derfor må vi bede denne bøn: Lad mig ikke tage fejl af røsten - hyrderøsten! (Joh. 10,27). En ungdomsleder sagde: »Vi må være åbne for alt nyt.« Det er ikke vejen at gå på det kristne område. Hvis der er noget vi har behov for, så er det at finde tilbage til begyndelsen.
Profeten Jeremias måtte begynde forfra. Han måtte finde tilbage til stedet, hvor han røg af sporet.
Det viser sig, at den, som er tro mod Herren i hans Ord, bliver et redskab til frelse for land og folk. Det ser vi ikke mindst i Herrens løfte til Jeremias: »De skal vende om til dig« (Jer. 15,19). Det svarer til Jesu ord: »Var I af verden, så ville verden elske sit eget ... Har de forfulgt mig, vil de også forfølge jer; har de holdt fast ved mit ord, vil de også holde fast ved jeres« (Joh. 15,19-20).
Den, som vender om og skiller det ædle ud fra det uædle, han taler ikke forgæves. Taler vi Herrens ord - og er Herrens Ånd med i budskabet - da vil Ordet selv gøre gerningen - og så sker der noget. Herren har brug for den, der skiller det ædle ud fra det uædle. Han bliver et Herrens vidne - han bliver som Guds mund. Det bliver ikke populært, men det har sin virkning alligevel. Nogen vil lytte til Ordet, de bliver frigjort ved evangeliet og frelst.
Profeten blev en redning for sit folk trods al modstand!
(Fra "Levende forkyndelse eller tomme ord" s.86-90 af Dag Risdal - Luthersk Missionsforenings Elevforening 1989)