Fri fra menneskefrygt
»Se, jeg sender jer ud som får blandt ulve. Vær derfor snilde som slanger og enfoldige som duer. Tag jer i agt for mennesker! De skal udlevere jer til domstolene og piske jer i deres synagoger, og I vil blive stillet for statholdere og konger på grund af mig, som et vidnesbyrd for dem og for hedningerne. Men når de udleverer jer, så vær ikke bekymrede for, hvordan I skal tale, eller hvad I skal sige; for det skal blive givet jer i samme stund, hvad I skal sige« (Matt 10, 16-19).
    Hvad er menneskefrygt? Lad mig allerførst indkredse emnet ved at sige, hvad jeg ikke tænker på i denne forbindelse. Der findes jo en slags menneskefrygt, som alle kender til. Man kan føle angst i forhold til andre mennesker. Nogle oplever det stærkere end andre. Der findes nogen, der er menneskesky, som det hedder. De tør næsten ikke være der, hvor der er mange mennesker. De bliver generte og tør ikke føre en samtale med fremmede.
    Det er ikke det, vi taler om her. Nej, når her tales om menneskefrygt, er det i en bestemt sammenhæng. For det første er det den menneskefrygt, som hindrer nogen i at omvende sig. For det andet er det den frygt for mennesker, som vil hindre os i åbent at bekende, hvem vi tror på. Og for det tredje er det den menneskefrygt, som vil hindre os i at gøre op med vore synder, der hvor vi burde gøre det.
    For en kristen er dette en meget alvorlig sag. Vi må nemlig gøre os klart, at en kristen er fremmed i verden og altid vil være det. Læg mærke til, hvad Jesus siger i teksten: Tag jer i agt for mennesker, for de skal forfølge jer. Det siger Jesus mange steder. »En tjener er ikke større end sin herre. Har de forfulgt mig, vil de også forfølge jer« (Joh 15,20).
    En kristen vil altid være et fremmedelement i verden. Verden forstår ham ikke, og i Jak 4,4 står der, at den, der vil være ven med verden, står som en fjende af Gud. Det er jo ikke ligefrem det, vi oftest hører i dag. Nu siges der snarere, at kristne skal blande sig med verden. De må ikke skille sig ud, men skal følge med både her og der. Vær som en af dem, bliver der sagt.

    At den kristne skal være salt i verden, står fast. Men så siger man, at saltet ikke må blive i posen, men skal blandes i maden. Det betyder, at kristne skal blande sig med verden og alt dens væsen. Når vor Herre Jesus derimod taler om mennesker som salt, er pointen, at saltet er anderledes og har kraft i sig. Guds børn skal påvirke verden, ikke ved at være ligesom verden, men ved at være anderledes. Sådan var det i kristendommens første tid. Da lignede de troende ikke verden mest muligt, de var tværtimod udskilt fra den. Det var det, der gav dem deres kraft.
    Det bliver man ikke populær af, og da gælder det, at den, der vil være verdens ven, bliver Guds fjende. Når man indser den situation, går det ofte sådan, at den, der føler det rigtigt at omvende sig nu, i stedet bliver fyldt af menneskefrygt. Han magter det ikke - det bliver for meget. Og den, som er en kristen, ved, at han burde vidne om Jesus og tone rent flag; men det koster så meget. Menneskefrygten griber ham.
    Der er mange eksempler i Bibelen på, hvordan menneskefrygt kan kue nogen, mens andre får nåde af Gud til at overvinde den. Modstanden fra verden kommer fra to sider og på to måder. Den ene er fra denne verdens mægtige. Det kan være statholdere og konger, som der stod i teksten. Det kan være autoriteterne, staten eller et politisk parti. De gamle kristne oplevede det i den ældste tid, og vi kender til det i dag. Man behøver ikke at rejse så langt. Mange steder koster det virkelig noget, fordi de, der har magt og myndighed, ikke bryder sig om dem, der er kristne og bekender troen på Jesus.
    I Dan 3 står der, at alle skulle tilbede en billedstøtte af guld. De skulle kaste sig ned og tilbede den. Dog var der tre mænd, som ikke gjorde det. Man skulle måske tro, at så lille en minoritet kunne få lov til at være i fred. Nej, den totalitære, politiske magt er så stærk, at den forlanger, at alle skal bøje sig. Det er ikke nok, at man er lydig mod statens love, man skal også følge den politiske ideologi.
    Tag jer i agt for mennesker, siger Jesus. Da bliver man stillet på prøve. I Dan 6 har vi et andet slående eksempel. Der står der om Daniel selv. Han hørte, som alle de andre, påbudet om, at man ikke måtte bede til nogen anden end kongen. I dag ville det hedde, at du ikke må hylde andet end partiet. Det kan være den statslige ideologi, politik, eller hvad der kunne nævnes.
    Hvad gjorde Daniel? Han gik hjem. »I tagværelset havde han åbne vinduer, der vendte mod Jerusalem, og tre gange om dagen knælede han og bad til sin Gud og takkede ham; sådan havde han altid gjort« (Dan 6,11). Det kostede ham en tur i løvekulen. Men Herren var med ham.
    Hvilket pres fra verdslige magthavere! Vi kan opleve noget af dette også i vor tid. Det kan komme til at koste noget at stå fast som Daniel.

    Modstanden kan også komme fra anden side. Det må vi ikke glemme at tage med. Den kan nemlig komme fra religiøs side. Jesus siger ikke, at vi kun vil blive stillet for statholdere og konger, men også blive udleveret til synagogerne. Det vil sige til de religiøse magthavere. Guds børn kan komme under et stærkt pres fra religiøse retninger, f.eks. fra dem, der repræsenterer 'religion' og 'åndelighed'. Det har vi mange eksempler på i Bibelen.
    Vi kan f.eks. i Joh 9 læse om, at Jesus helbredte en blindfødt. Farisæerne og de skriftkloge ville have rede på, hvem der havde gjort det. Da turde næsten ingen sige noget. Drengens forældre var bange for jøderne, for de havde nemlig allerede besluttet, at den, der bekendte Jesus som Kristus, skulle udelukkes af synagogen (v.22).
    Tænk engang! De måtte ikke længere være med der, hvor Gud blev tilbedt. De skulle udelukkes fra den åndelige sammenhæng. Der, hvor man læste i Guds Ord, hvor man forkyndte Guds vilje, der måtte de ikke være med, fordi de troede på Jesus.
    Vi har i tidens løb haft en del lignende eksempler. Da Den Augsburgske Bekendelse for ca. 450 år siden blev fremlagt for kejser Carl, var det ikke kun kejseren - den verdslige øvrighed - de havde imod sig. Det var også kirken.
    Vi kan tænke på Luther, da han stod i Worms. Da sagde de til ham: Hvem er du, som vover at gå imod så mange kirkemøder, så mange paver og så mange hellige mænd og kvinder i kirken? Hvem er du, som tør rejse dig imod hele den hellige romerske kirke?
    Har nogen været under et større pres, end Luther var i Worms? Han svarede: »Hvis I ikke kan overbevise mig ud fra Guds Ord, kan jeg ikke bøje mig. Her står jeg. Jeg kan ikke andet.«
    Presset kan altså komme fra religiøse retninger, som forlanger, at vi skal bøje os for dem. Vi kan blive udsat for en snigende lære, der vil have os til at tænke, at vor hidtidige kristendom kun er lidt eller ingenting værd. Nej, nu kommer den sande og virkelige lære!
    Det er ikke noget nyt. Nogen sådant er ofte sket. Jeg husker tilbage i 1930-erne, hvor der kom en bevægelse, der blev kaldt Oxfordbevægelsen. Der kom nogle amerikanere og fortalte os, hvad kristendom er. Det havde vi tidligere ikke helt forstået, mente de. Der blevet mægtigt røre. Jeg mindes et stort møde. Folk stormede til for at høre. Uden for indgangen mødte jeg en gammel ven, som sagde til mig med et lunt smil: »Det er da interessant at skulle være vidne til kristendommens indførelse i Norge!«
    En lignende fornemmelse .har jeg også haft senere. Der siges: Først nu kommer det! Og den, der ikke er med på det nye, bliver beskyldt for at være dømmesyg og forhærdet. Du må også følge med!

    Menneskefrygt kan have mange former. Vi har to eksempler på, hvordan Peter bøjede af for menneskefrygt. Det ene er i ypperstepræstens gård. Da Peter stod og varmede sig ved ilden, var der en, der sagde til ham: »Du er en af dem.« »Nej,« sagde han, »det er jeg ikke.« Lidt efter var der en til, der sagde det samme. Igen nægtede han. Og så en tredje: »Du er også en af dem, dit sprog røber dig. Du er fra Galilæa og hører med til Jesu disciple.« Da gav han sig til at bande og sværge på, at han ikke kendte den mand. Det var menneskefrygt. Peter risikerede nemlig at få samme behandling, som Jesus fik.
    Der også et andet eksempel på Peters menneskefrygt i vor bibel. Det er lærerigt. Vi finder det i Gal 2,11: »Men da Kefas (Peter) kom til Antiokia, trådte jeg op imod ham ansigt til ansigt,« siger Paulus, »for han havde dømt sig selv. Før der kom nogle fra Jakob, spiste han nemlig sammen med hedningerne.« Det kunne jøder ellers ikke gøre, men så havde Gud jo vist Peter, at det, Gud kalder helligt, skal han ikke kalde vanhelligt. Nu var jøder og hedninger et i Kristus. Derfor spiste han sammen med hedninger. Men så kom der nogen fra Jakob, står der, og de sagde: Hvad er det, du gør? Du, som er jøde, har ikke lov til det. »Da de kom, trak han sig tilbage og skilte sig ud af frygt for de omskårne.«
    Hvordan forstår vi det? Jo, Peter var klar over, hvad der var det rette, men så kom der nogen, der var af en anden mening. De sagde: Det her er jo galt, du må tage det noget mere alvorligt. Det var judaisterne. De sagde, at det ikke var nok at tro på Jesus. Nej, der må noget mere til. Man skal omskæres og holde loven. Det må blive anderledes. Det er alt for lidt kun at tro på Jesus og blive frelst af nåde. Der skal mere til. Det pres blev så voldsomt, at Peter bøjede af - i første omgang.
    »Enhver, som kendes ved mig over for mennesker, vil jeg også kendes ved over for min fader, som er i himlene. Men den, der fornægter mig over for mennesker, vil jeg også fornægte over for min fader, som er i himlene« (Matt 10,32-33). Så vigtigt er det, siger Jesus.
    Hvordan skal vi da kunne overvinde menneskefrygten? Der er meget at sige om det, og lad mig trække nogle af Bibelens vidnesbyrd frem om den sag.

    Allerførst vil jeg gerne nævne noget fra Joh 3. Der læser vi om Nikodemus, som kom til Jesus om natten. Han var farisæer og en af jødernes rådsherrer. Hvorfor kom han til Jesus om natten? Det har der været lidt forskellige meninger om. Nogen siger, at det var, fordi han var bange for mennesker. Han sneg sig af sted i nattens mulm og mørke, for at ingen skulle se det. Andre peger på en anden omstændighed. Sådanne lærersamtaler mellem skriftlærde autoriteter foregik om natten, for at ingen skulle forstyrre dem. De skulle kunne sidde i fred for indblanding fra mennesker. Det siger nogle tolkere.
    Jeg tror måske, årsagen har været lidt af begge dele. Det, jeg ser som et stort pointe, er, at han i al fald kom til Jesus med sin frygt og med sin trang efter at få klarhed i sin frelsessag. Han kom til Jesus! Det er den eneste løsning, der findes. Du må aldrig tro, at du skal kunne klare det ved at sige: Det skal jeg selv klare. Skulle jeg være bange for noget som helst, jeg, der er så modig! - Nej, det duer ikke! Du må gå med din menneskefrygt til Jesus og tale ud med ham. Der findes ingen anden måde at ordne den sag på.
    Jeg har en lille bog derhjemme af den kendte pietist August Hermann Francke. Bogen hedder 'Nikodemus eller menneskefrygten'. Det er en bog om menneskefrygt, og den kalder han for Nikodemus. Hvordan gik det Nikodemus, da han giktil Jesus? Han fik hjælp. Læs hvad der står i Joh 7,45-53. Der bliver vi ført ind i Det Høje Råd, hvor de drøfter, hvad de skal gøre med Jesus. De ved ikke deres levende råd. »Denne folkeskare, som ikke kender loven, er forbandet,« siger de i stor vrede. Da er det, at Nikodemus siger til dem: »Vores lov dømmer da ikke et menneske, uden at man først har hørt på ham og fået rede på, hvad han har gjort?« - Det var godt klaret! Denne mand, som var bange for at komme til Jesus ved højlys dag, står nu midt i ulveflokken og lægger et godt ord ind for Jesus. Det synes jeg er fint.
    Videre står der i Joh 19,38-39, at da Jesus skulle tages ned fra korset, var det Josef fra Arimatæa og Nikodemus, der kom. Nu brænder han alle broer bag sig. Nu vil han bekende Jesu navn. Han er vel ikke færdig med menneskefrygten, hvem bliver vel det? Men han står alligevel frimodigt frem.
    Der er kun en eneste ting, der kan jage menneskefrygten ud. Ved du, hvad det er? Det er frygt for Gud. Det læser vi om i Luk 12,4-5. Der siger Jesus: »Og jeg siger til jer, mine venner: Frygt ikke dem, der slår legemet ihjel og derefter ikke er i stand til at gøre mere. Jeg vil vise jer, hvem I skal frygte: Frygt ham, som efter at have slået ihjel har magt til at kaste i Helvede. Ja, jeg siger jer: Ham skal I frygte.«
    Menneskefrygt helbredes ved gudsfrygt, ikke ved nogen anden medicin. Gudsfrygt bor i det hjerte, som er frelst af nåde ved tro for Jesu skyld. Du skal gøre med menneskefrygten som med alle dine andre synder, for den er et udslag af den gamle natur og er synd. Du skal bekende det for Jesus og få tilgivelse. Du skal ikke tro, at du skal komme til ham, omtrent som når du har en tom benzintank: Du får en påfyldning, og så skal du selv klare resten. Den tankegang er helt forkert. Nej, du skal komme som en fortabt synder til Jesus og tage imod nåde som nåde. Da bliver du frelst for det blods skyld, som randt på korset. Du er jo ingenting i dig selv, men du har alt i Jesus. Han vil hjælpe dig med menneskefrygtens synd som med alle andre synder. Du må have tilgivelse for den. Til gengæld får du den kraft, han giver til dem, som er frelst af nåde og ikke har noget i sig selv, men alt i Jesus.
    Her er endnu en ting, jeg gerne vil pege på. Jeg vil ønske, at du aldrig vil glemme det. Som kristen har du to naturer. Du har både 'kødet' og 'Anden'. Kødet er den syndige natur, vi er født med. Den arv har vi fra Adam. Den onde natur findes også i en kristen. Vel er kødet korsfæstet, det er overgivet til døden; men den gamle 'røver' rører på sig, der er liv i ham endnu. Som Katekismen siger: Kødet skal druknes ved daglig anger og bod. Derimod skal der daglig opstå et nyt menneske, som skal leve for Gud i retfærdighed og renhed.
    Den gamle natur er der stadig, og den bliver aldrig anderledes. 'Kødet' er ikke lydigt imod Guds lov og kan heller ikke være det, siger Paulus i Rom 8. Menneskefrygten er et udtryk for kødets væsen. Derfor vil det ligge som en fare og en fristelse endog hos en gammel kristen. Du må derfor ikke blive alt for forskrækket, hvis du oplever fristelsen i dig selv og tænker som så: Jeg kan vist ikke være nogen kristen, når jeg endnu kender til menneskefrygt. Frygten for at bekende og for at tone rent flag er et udslag af den gamle natur. Hvad skal jeg da gøre? Du skal overgive det til døden. Det skal dø, akkurat som alle andre synder, onde tilbøjeligheder, onde tanker og onde lyster. Derimod skal det nye menneske leve, det, som blev født, da du kom til tro. Du kan læse i Gal 5 om kødet, der står Ånden imod og Ånden, der står kødet imod. Lad det gamle menneske dø. Lad menneskefrygten dø som alle andre synder, og lad det nye menneske leve. Det lever af nåden ved Helligånden i troen på vor Herre Jesus Kristus.
    Hold dig til Guds Ord! Når du har Bibelens vidnesbyrd om, hvad der er rigtigt, skal du handle efter det. Så vil det gå dig, som der står om en af kongerne i Juda: »Så længe han vandrede ad Herrens veje, voksede hans mod« (2 Krøn 17,6). Han havde ikke så meget mod til at begynde med, men når han gik på Herrens veje, voksede modet frem.
    Der er blevet fortalt om nogle pionermissionærer i det sydlige Afrika i det forrige århundrede, at de var modige som løver. Der var vanskelige forhold, og det har missionærerne stadig ofte. Det drejede sig om et ægtepar, hvor man sagde, at han var født med et 'løvehjerte' mens hun var født med et 'duehjerte'. Hun var ikke modig af naturen, sådan som han var. Men når vanskelighederne kom, var de 'løver' begge to, for de levede med Jesus.
    Det er så velsignet, når vi fra Bibelens ord ved, hvad der er rigtigt, så vi kan handle derefter.
    Her vil jeg fortælle, hvad jeg hørte i Japan. Det var en troende kvinde, den eneste kristne i hele familien. Det er ikke let. Ved nytårsfesten sagde svigerfaderen, at hun skulle lave fædrealteret til og udføre ceremonierne. Da sagde hun til sin mand, at hun ikke kunne gøre det, fordi hun var en kristen. »Jo,« sagde han, »det er du nødt til at gøre, for du kan ikke fornærme min far.« Hvad skulle den stakkels kvinde gøre? Hun gik til nogen i menigheden og fremlagde sin nød. De sagde: »Du tror jo ikke selv på det, det er jo bare en ceremoni. Derfor kan du godt gøre det, for du ved jo, at det ikke betyder noget for dig.« Hun var alligevel ikke rolig. Derfor gik hun til præsten og fortalte ham om det. Præsten vidste, at dette var meget omdiskuteret i Japan. Han sagde: »Det er et vanskeligt spørgsmål.« Til sidst gik hun til en troende kvinde i forsamlingen. Der fik hun klar besked:»Jamen, det står der jo i Bibelen!« Så læste de i 2 Mos 20, hvor der står: »Du må ikke lave dig noget gudebillede i form af noget som helst oppe i himlen eller nede på jorden eller i vandet under jorden. Du må ikke tilbede dem og dyrke dem, for jeg, Herren din Gud, er en lidenskabelig Gud« (v.4-5). - »Tak skal du have,« sagde hun, »nu ved jeg, hvad jeg skal gøre.« Så gik hun med Bibelens ord og sagde klart fra over for svigerfaderen. Hun kunne ikke gøre det, fordi hun var en kristen. Gud var nådig og hjalp hende. Svigerfaderen sagde: »Godt, så må en anden gøre det.« Det kan måske gå værre en anden gang, men her gik det godt.
    »Menneskefrygt kan sætte fælder,« står der i Ordsp 29,25; men den, der har samvittigheden frigjort i evangeliet, og som holder sig til Guds Ord i Bibelen, behøver ikke at frygte mennesker.

---