skrevet
Shafan
Dette siger Herren:
" ... spørg efter de gamle stier .. "
Jer.6,16

Nåden alene!
Mikkel Vigilius, Hillerød

    Få ting er så opmuntrende og trosstyrkende som at høre vidnesbyrd om, hvordan mennesker er kommet til tro. For i sidste ende handler alle vore vidnesbyrd i hovedsagen om én eneste ting: Guds store nåde mod syndere!
    Det er ikke sådan, vi selv forestiller os det. Af naturen tænker vi om omvendelsen som et samarbejde mellem Gud og os: Gud gør sit og jeg gør mit. Gud tilvejebringer frelsen i Jesus og jeg må så tro og leve som en kristen. Gud gør langt det meste, og det skal han have tak for! Men der er altså stadig en del, som jeg må gøre!
    Det er denne lille del, der til stadighed bliver mit problem! Både før jeg er kommet til tro og efter. Hvorfor oplever vi det ofte så slidsomt at være kristne? Hvorfor glider vi ind i at tænke om kristenlivet som et tungt åg af krav og fordringer? Der er så meget, vi skal tænke og tro og mene og gøre – rigtigt! Det er tungt og sejt, og indimellem kan vi gribe os selv i at overveje, om det ikke ville være meget lettere ikke at være kristen!
    Hvad er grunden? Den lille del! Vores bidrag til frelsen.
    Det er ikke altid, det tynger os lige meget. Men når vi hører Guds lov forkyndt; når vi hører om Guds fordringer og forventninger og om hans vrede mod hykleri og udvendig religiøsitet, så er det næsten, så det trykker for brystet! Vi får brug for at bede. Vi beder om tilgivelse for vores halvhed og lunkenhed og om hjælp til at leve ham nær, tage bedre imod hans ord, tro mere levende og leve mere afgjort. Og så rejser vi os fra bønnen – glædesløse! For vi aner allerede, at det ikke vil lykkes. Vi har det ikke i os!
    Og det er så inderligt sandt. Vi har det ikke i os!
    Det var det, Luther gjorde erfaring af som munk. Han gav virkelig alt, hvad han havde i sig. Han studerede Guds Ord døgnet rundt, var umenneskeligt hård mod sit legeme i en grad og gav sig til Gud i bøn nætter igennem i intens og inderlig tryglen om dog at få en frelsende tro og et levende kristenliv: Gud, hjælp mig til at tro og leve ret!
    Men han havde det ikke i sig!
    ’Jeg altid dybere sank ned, der var ej vej til salighed. I synden var jeg fangen.’
    ’Syndens kraft er loven’ – siger Paulus i 1 Kor 15,56. Hvem skulle tro det? At synden bliver stærk i vore liv, netop når vi tager Gud bud og formaninger alvorligt og sætter alt ind på at leve efter dem. Men det er virkeligheden. Intet er så åndeligt opslidende og udtærende som at kæmpe intenst og målrettet under loven for at tro og leve ret som en kristen – med frelsen som indsats! Det fører kun én vej: nedad i en stadigt stærkere erfaring af, at være fanget i syndens hængedynd.
    I et af Münchhausens eventyr hører vi om, hvordan baronen under en ridetur kommer bort fra vejen og ender i kviksand. Han råber om hjælp, men ingen hører ham, og han synker bare stadigt dybere i. Men så får han en idé. Han tager sig selv ved håret, trækker til af al sin kraft og løfter både sig selv og hesten ud af kviksandet.
    ”I forhold til synden…” skriver den norske bibelskolelærer Jan Bygstad ”tænker vi mennesker akkurat som baron von Müchhausen. Vi lever i den vildfarelse, at bare vi er stærke nok, bare vi vil nok, så skal vi nok klare os ud af nøden.”
    Luther erfarede håbløsheden i dette projekt. Hans hjælp kom ikke indefra, fra hans egen beslutning, anstrengelse og vilje. Hjælpen kom udefra - gennem ordet om en anden! Ham, som har opfyldt alt og betalt alt for os – én gang for alle!
    ”Da jeg hørte dette ord” siger Luther ”Da følte jeg mig som født på ny, og oplevede det som at gå gennem åbne porte lige ind i Paradis.”
    Hvad var der sket med Luther? Med Luther var der ingenting sket! Han var i sig selv præcis den samme som før. Men nu så han, hvad der var sket for ham! Han så Kristi forsoning – som sin egen forsoning med Gud. Han så Kristi retfærdighed - som sin egen retfærdighed over for Gud. Og ved dette evangelium skabtes troen i hans hjerte, visheden, freden, friheden – og det nye liv!
   
    Frelsen er ikke et samarbejde! Frelsen er Guds værk alene!
    For en del år siden var den norske forkynder Einar Lundby i København. Ved den lejlighed hørte han, at en kvinde, som han kendte fra tidligere, var blevet psykisk syg. Hendes sygdom var til dels forårsaget af den forkyndelse, hun havde lagt øre til. Hun havde mødt en lovisk forkyndelse, som havde fortalt hende, at ’Jesus har gjort sit, og nu må du gøre dit.’
    Det budskab havde hun taget til sig og hun havde gjort alt, hvad hun kunne for at tro ret og leve ret som kristen – gøre ’sit’. Men det havde kun ført hende ind i stadig større anfægtelse og fortvivlelse og til sidst i psykisk sygdom og åndelig formørkelse.
    Einar Lundby fik at vide, at det ikke nyttede noget at tage ud og tale med hende, men han valgte alligevel at besøge hende. Da han kom til afdelingen, sad hun på en stol og så tomt ud i luften og gentog bare én sætning igen og igen: ’Jesus har gjort sit, nu må du gøre dit! Jesus har gjort sit, nu må du gøre dit!’
    Einar Lundby satte sig ned ved siden af hende og prøvede at få en samtale igang. Men det var svært. Hun sansede ikke noget. Uanset hvad han sagde og gjorde så forsatte hun bare med at gentage de samme ord: ’Jesus har gjort sit, nu må du gøre dit!’ Til sidst slap Einar Lundbys tålmodighed op, og halvt i frustration og halvt i nød for råbte han kvinden ind i øret: ’Du lyver! Jesus har gjort dit!”
    Og det ord, det trængte ind! Det vendte hendes opmærksomhed fra hende selv mod Jesus alene. Det løste hende, det gav hende troen, og det satte hende fri!
    Hvordan er det gået til, at vi er kommet til tro?
    De ydre omstændigheder har været forskellige, men én ting er fælles: vi er alle kommet til tro ved at høre Ordet om ham, som har gjort vort! Det, vi skulle have gjort. Han har gjort det fuldt og helt. Det er fuldbragt!
    Gud har talt dette ord ind i vores hjerte midt i vores syndenød, midt i vores vantro og tomhed - midt i kviksandet! Og gennem dette ord har Gud givet os troen. Han har vendt vort blik mod Kristus og har derved løftet os op og sat vores fødder på frelsens klippe!
    Det er din historie, og det er min historie!
    Det er Gud, som al æren skal have!
    Hvad har vi selv gjort for at bidrage til vores frelse? Vi finder et klart svar på det spørgsmål i Efeserbrevet kapitel 2, v.1-3: ”Også jer har han gjort levende, jer der var døde i jeres overtrædelser og synder, som I før vandrede i, da I lod jer bestemme af denne verdens tidsalder og af ham, som hersker over luftens rige, den ånd, der stadig virker i ulydighedens børn. Til dem hørte også alle vi engang. I vort køds begær gjorde vi, hvad kødet og tankerne ville, og vi var af natur vredens børn ligesom de andre.”
    Det er godt at blive mindet om, hvor man kommer fra! Der var engang, da dette her var min virkelighed: Jeg var under Djævelens herredømme, på fortabelsens vej, under Guds vrede. Der har jeg været!
    ”Jeg har altid været kristen!” Den formulering har jeg hørt flere gange. Men den bliver meningsløs i mødet med sådan en tekst her. Det gælder for os alle, at vi begyndte vort liv i mørkets og fortabelsens rige!
    Hvad kunne vi dengang gøre for at bidrage og medvirke til vores frelse? Vi skal lægge mærke til to små ord i teksten her!
    Først i v. 1 ordet ’døde’. Vi har været døde. Når man er død, så ser man intet, så forstår man intet, og så kan man absolut intet gøre for at ændre ved sin tilstand!
    Prøv at gå ud på kirkegården og råb ud over gravene: stå op, bliv levende, gør det gode, tro! Der sker ingenting! Den, som er død, kan intet gøre for at ændre ved sin tilstand.
    For det andet i v 2 ordet ’lod’. Vi lod os bestemme af denne verden og af ham, som kaldes denne verdens gud. Vi var ikke hans stakkels uskyldige fanger. Vi havde Djævelen til far, og vi var villige til at gøre, hvad der lystede vores far. Vi lod os føre og bestemme af ham. Det var det, vi ville! Og var der én ting, vi ikke ville, så var det at tro Gud, lyde Gud og komme til Gud! Det hverken kunne eller ville vi!
    Det var situationen for mig engang! Jeg var i Djævelens rige og under hans herredømme, og jeg ville være der! Så fortabt har jeg været! Og det har vi alle! ”Til dem hørte vi alle også alle engang.”
    Men…- lyder det så i v.4 – ”Men i sin rige barmhjertighed og på grund af den store kærlighed, han har elsket os med, gjorde Gud os, der var døde i vore overtrædelser, levende med Kristus – af nåde er i frelst!”
    Når jeg i dag kan kalde mig Guds barn og vide, at jeg er det, så skyldes det ene og alene, at Gud greb ind i mit liv. At han kom til mig, lod mig høre evangeliet om Jesus og ved dette ord vakte mig åndeligt til live og førte mig fra mørkets rige over i sin elskede søns rige. Det er ikke noget, jeg har gjort eller virket eller bidraget til. Det er noget, han har gjort!
    For nogle år siden var Carl Frederik Wisløff i Danmark og prædikede i den forbindelse om frelsen af nåde alene. Bagefter kom en af vore prædikanter hen til ham for at tale med ham om sin egen omvendelse: ’Ja med mig gik det jo sådan til, at jeg gjorde alt det, jeg kunne, og så gjorde Gud alt det, han kunne, og så blev jeg frelst!” ”Nå” sagde Wisløff ”mener du virkelig det?” ”Ja, jeg strittede imod det bedste jeg kunne – og så gjorde Gud resten!”
    ”Men sådan har jeg ikke oplevet det!”- siger du måske! ”Jeg har oplevet, at jeg faktisk gerne ville komme til Jesus og tro på ham! Jeg har oplevet, at jeg selv valgte at tro.”
    Ja, men hvem skabte dette i dig?
    ”Ingen kan komme til mig.” siger Jesus ”Hvis ikke Faderen, som har sendt mig, drager ham.” (Joh 6,44) ”Det er ikke jer, der har udvalgt mig, men mig, der har udvalgt jer.” (Joh 15,16)
    Bibelen taler meget om Guds udvælgelse til frelse. Det er ikke alt, der er lige nemt at forstå, og det er ikke alt, vi får svar på. Men det står klart, at Gud vil alles frelse og at han ikke udvælger os på grund af kvaliteter hos os selv, snarere tværtimod! Det er det, Paulus tydeliggør i Efeserbrevet 1,5-6: ”I sin gode vilje forudbestemte han os til barnekår hos sig ved Jesus Kristus, til lov og pris for hans nådes herlighed...!”
    Hvorfor har Gud udvalgt dig? For at du skulle være til lov og pris - ikke for din egen kristendoms herlighed – men for hans nådes herlighed! Han ønsker, at du netop ved at være den synder, du er, skal vidne om, hvor stor og herlig hans nåde er!
    Det er det, vi er kaldet til i denne verden. At være syndere, der har én ting at rose os af og vidne om: nåden i Kristus!
    ”Ja” tænker du. ”Guds nåde var stor, da jeg kom til tro. Dengang var jeg glad, og troen var levende. Men siden er det altsammen tørret ud: troen, kristenlivet, glæden. Nu føler jeg mig langt på afstand af Gud. Hvad jeg er fyldt af, har jeg slet ikke lyst til at tale om. Jeg tvivler på, om jeg overhovedet kan kalde mig en kristen.”
    Erfaringer som disse gør alle levende kristne før eller siden! Vi opdager, at vi bærer det samme gamle hjerte i os efter omvendelsen som før. Og til tider ser vi ikke andet end forlorenhed og fordærv hos os selv.
    ”Jeg elendige menneske, hvem skal fri mig fra dette dødens legeme!” Hvem sagde det? Det var den troende Paulus!
    Hvad var hjælpen? Hjælpen var ikke, at Gud kom til ham og forvandlede hans gamle kødelige hjerte og natur. Nej, hjælpen var, at Gud endnu engang vendte hans opmærksomhed mod Kristus og nåden i ham!
    ”Jeg elendige menneske!” råber Paulus i slutningen af Romerbrevet kapitel 7. Og så går der bare to vers, så priser og takker han Gud! Han selv er den samme! Hjertet er det samme! Men nu ser han ind i nådens evangelium: ’Så er der da nu ingen fordømmelse for dem, som er i Kristus Jesus!’ (Rom 8,1)
    Det er denne nåde, der frelser dig – fra din første til din sidste dag på denne jord. Der var intet, du skulle lægge til, da du kom til tro, og det bliver der heller aldrig!
    ’Gud vil være alene om at klæde sin brud’ – sagde de gamle. Han vil, at du skal bære én eneste klædning: nåden i Kristus!
    Det er derfor, han ved sin Hellige Ånd bliver ved at overbevise dig om din egen synd. Han nedbryder din stolthed. Han lyser gennem din kristendom. Han afdækker hjertets fordærv. Og det bliver han ved med – livet igennem. For kun derved kan du fornyes og bevares i glæden og takken over nåden! Kun derved kan du vedblive at være det, som Gud har kaldet dig til: et lovprisende vidne om nåden i Kristus!
(Gengivet med tilladelse af Mikkel Vigilius) (2.06.07)