skrevet
Shafan
Dette siger Herren:
" ... spørg efter de gamle stier .. "
Jer.6,16

Syng om korset
Hans Erik Nissen  -  Mellem liv & død
( "Båndet" nr.4 1991 )

Trangen til lovsang er god. Vi har uendelig meget at takke Gud for. Det gælder vort liv på jord, vor tjeneste i Guds rige, og det gælder først og fremmest frelsen i Jesus. Min sjæl, lov Herren, og glem ikke alle hans velgerninger.

Alligevel har den lovsangsbølge, vi oplever, flere sider. Mange af lovsangene synges på iørefaldende melodier og har en meget enkel tekst. Andre er en slags lovsangsudbrud, som gentages gang på gang.

For lidt af tanken
Det er farligt at skabe en følelse og en stemning. Det sker let, når vi arrangerer specielle lovsangsaftener. At synge det samme igen og igen oplever mange som et følelsesmæssigt løft. Man synger sig ind i en sejrsrus. Men den varer så kort. Er det Guds ånd, som er virk­som, eller er der tale om noget rent sjæleligt?

Bunder interessen for lovsang i en rigtig konstatering af, at vi har for lidt af den og uden rigtig at gøre sig det klart, griber man så til sjælelige midler for at frembringe den?
Er det tilfældet, er vi på en farlig vej. Da rammes vi af Jesu ord: Hvad der er født af kødet, er kød, og hvad der er født af Ånden, er ånd. Da har vor lovsang selvets fortegn: Jeg synger, jeg priser, jeg ophøjer, jeg tilbeder.

Nu behøver det ikke altid at være forkert at sige jeg. Det sker ikke sjældent i Salmernes bog! Alligevel er der stor forskel på Davids salmer og megen nutidig lovsang. Det hænger sammen med, om lovsangen kommer

Udefra eller indefra?
Hvor har lovsangen sit udspring? Er den noget tillært og overtaget, eller er den født indefra? Jeg kan ikke sige mig fri for en forstem­mende følelse af, at postmodernismen også præger de troende. Postmodernismen er en kunstnerisk retning, som har sat sit præg på mangt og meget i vor tid. Overfladen gøres til det egentlige. Man arrangerer sit liv for at blive set. Livet leves på en scene under mere eller mindre beundrende blikke. Der spørges ikke efter et indre skjult liv. Det tror man nemlig ikke eksisterer. Der findes ikke indre værdier, som er højere end andre på den blankpolerede over­flade. Det er, hvad der tager sig ud, som giver livet værdi.

Mon ikke enhver kristen har en umiddelbar fornemmelse af, at kommer denne tidsånd til at præge os, er vi på vej ind i den store tomhed? Da vil vi midt i vore arrangementer overtage den uhyg­gelige mangel på indhold og fylde, som præger verden som sjældent før.

Hvor fødes den sande lovsang?
Det sker på Golgata ved korsets fod hos Jesus. Det sker, når jeg ved Guds nåde får lov til at tro alle mine synders nådige forladelse. Da ser jeg, at jeg ved Guds nåde er klædt i frelse, og en dyb og varm glæde fødes i hjertet. Tænk at være udkåret til at være Jesu brud. Kan det andet end skabe lovsang og tak i en fattig synders hjerte?

Ser vi på vækkelsens første slægtled, så sang de ikke mange af de lovsange, vi synger i dag. De sang om blodet, de sang om korset, de sang om himlen. De gjorde det med jubel og fryd i hjerte og sind.
Der er flere eksempler på, at lovsangen drog de ikke-kristne. De havde en stærk fornemmelse af, at de mødte noget, som var ægte og de blev ikke ladt i tvivl om, hvad det var, som havde skabt lovsangen. Det fremgik af, hvad der blev sunget om.

En ny sang
Selvom du hører Jesus til, trænger du til, at frelsens rigdom igen bliver levende for dig. Vi skal ikke opstille skemaer og tidsterminer for, hvordan og hvornår det skal ske. Men alt liv skal fornyes. Det gælder også det åndelige. Guds nåde må blive levende for hjertet. Det sker gennem vækst. Al vækst i Guds rige hører sammen med åbenbaring. Gud må gennem Ordet og forkyndelsen give mig en dybere afsløring af, hvem jeg selv er. Da får jeg brug for Jesus. Ham rækker Gud mig gennem sit ord.

Det er kristenlivets dybeste og rigeste hemmelighed at leve i en stadig tilegnelse af Guds nåde. Jeg må ind i den salige undren. Det er helt ufatteligt, at jeg får lov til at være et Guds barn uforskyldt af nåde. Jeg kan ikke tro det i egen kraft. Gud må give mig troens gave. Han må pege på sin Søn.

Hver gang det sker, lægger Gud en ny sang ind i min mund. Og det gælder ikke bare mig. Det gælder også andre. På LMH får vi lov til at opleve det med mellemrum. Når Gud drager sløret til side og lader os se ind i det fuldbragte, da er der ikke så mange af de nye sange, som rigtig udtrykker det, som hjerterne er fyldt af. Derfor finder eleverne nogle af de gamle sange frem. Ofte står der Lina Sandell eller C. O. Rosenius under dem. De tolker præcist og dug­friskt hjertets frigørelse og forløsning. Selvom de ikke står under afsnittet af lovsange i sangbogen, griber det mit hjerte både at lytte til dem og synge dem. Gud har åbnet vore øjne, vi har set Sønnens herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed. Den herlighed, Gud har givet Ham, den har Han givet os. Er det underligt, at vi må ære, prise og ophøje ham?


(Fra "Mellem liv & død" Luthersk Missionsforenings Bibelskoles Elevforening 1998 - med tilladelse fra forfatteren)