Udfordringen fra kirkevækstbevægelsen
    Læser vi Skriften igennem, kan vi ikke være i tvivl om, at hele verdenshistorien fra syndefaldets dag til Kristi genkomst dybest set handler om én ting: at Gud vil frelse det fortabte!
    ”Hvor er du?” Det er Guds første ord efter syndefaldet. Gud kalder synderen frem til opgør, omvendelse og frelse. Det samme kald lyder fra Gud ned gennem hele menneskeslægten og igennem alle Bibelens bøger helt frem til Guds sidste ord i Skriften: "Ånden og bruden siger 'Kom!' Og den, der hører, skal sige 'Kom!' Den der tørster, skal komme, og den der vil, skal få livets vand for intet." (Åb 22,17)
    Gud vil opsøge og frelse det fortabte. Det vil han også i vor tid. Når Gud ikke har stoppet verdensløbet endnu, så har det én eneste årsag: at han vil, at flere skal blive frelst. "Gud har tålmodighed med os, fordi han vil, at ingen skal fortabes, men at alle skal nå til omvendelse." (2 Pet 3,9) Derfor står verden i dag!
    I de nordiske lutherske missionsforeninger har man fra begyndelsen haft et klart syn for dette. Man har haft én overordnet målsætning: at udbrede evangeliet til menneskers frelse. Og i lang tid har arbejdet været præget af stærk åndelig gennemslagskraft og af ydre vækst.
    Men det er ikke tilfældet længere. I dag er missionsforeningerne på tilbagetog overalt i Norden. Der lukkes missionshuse i stort tal. Statistikkerne for medlemmer har nedadgående kurver. Og så rejses spørgsmålet: Gør vi tingene på en forkert måde? Hvorfor virker vores forkyndelse ikke som den gjorde engang? Hvordan skal vi arbejde og forkynde evangeliet - i dag?
    Ingen kan være i tvivl om, at de kulturelle betingelser for vores missionsarbejde har ændret sig, siden missionsforeningerne blev dannet. Vore nordiske lande er blevet afkristnede. De mennesker, vi vil vidne over for har ikke længere noget kristent verdens- og gudsbillede. De tror ikke på en Gud i himlen, som er deres skaber, herre og dommer. De er måske nok religiøse, men på deres egen måde og på egne præmisser. Det er mennesker, som ikke føler, at de har noget problem hverken med Gud, synden eller dommedag. Det gør os usikre. Hvordan skal vi forkynde for dem?
    I denne situation kommer den amerikanske Church Growth Movement (CGM) til os med et svar. Den har en evangelisationsmodel, der virker! Midt i den vestlige 'postkristne' kultur kan den fremvise vækstkurver, der peger opad. Med stor vækst i en lang række menigheder. Og man er selv overbevist om, at væksten skyldes en bestemt form for evangeliserende menighedsliv og forkyndelse, som er tilpasset vor tid.
    Inden for de nordiske missionsforeninger har særligt en række missionsforeninger i Norge og Danmark vist interesse og åbenhed over for CGM. Navnlig har man knyttet kontakter til og hentet inspiration fra Chicago-menigheden Willow Creek. Denne menighed er siden sin etablering i 1975 vokset til over 20.000 ugentlige gudstjenestedeltager. Det er tydeligt, at den danske og norske interesse og åbenhed over for menigheden primært skyldes dens imponerende ydre kirkevækst.
    I 2001 udgav Luthersk Missionsforening evangelisationsbogen ’Smittende tro’ af Willow Creek-lederen Bill Hybels. I forordet motiveres udgivelsen på denne måde: "Bill Hybels er leder af den såkaldte Willow Creek menighed i Chicago, som er speciel og bemærkelsesværdig i den forstand, at den har kunnet registrere en helt enestående vækst i flere årtier. Helt bevidst satser man som en vigtig del af menighedsprogrammet på at lægge møder og gudstjenester til rette, så de specielt henvender sig til kirkefremmede, og man kan altså registrere, at det ikke er resultatløst." ¹
   
    Willow Creek-menigheden er altså værd at beskæftige sig med og hente inspiration fra af én bestemt grund: fordi den bevisligt har oplevet stor numerisk vækst.
    Åbenheden over for CGM findes også i en del af de nye evangelisk lutherske frimenigheder i Danmark og i de nye selvstændige lutherske ’helmenigheder’ med fuld sakramentforvaltning i Norge. Selvom disse menigheder i nogen grad er blevet til ud fra ønsket om at distancere sig fra og mere eller mindre entydigt bryde med vranglæren i folkekirken, har andre motiver spillet en nok så stor rolle. Mange har argumenteret for de nye, friere og mere ’hele’ menighedstyper med henvisning til, at de er mere hensigtsmæssige for missionsarbejdet. Disse folk vil generelt være meget positive over for forandringer af menighedens ydre former, så længe de blot kan tjene til evangeliets udbredelse og menneskers frelse. Derfor skal man ikke undre sig over, at de forholder sig positive til CGM, der med nye menigheds- og arbejdsformer kan fremvise store væksttal.
    Der er dog ingenlunde enighed i de norske og danske missionsforeninger og i de nye lutherske menigheder om den åbne og positive holdning over for CGM. Der er inden for det sidste år blevet rettet alvorlig kritik mod de ledelser, der officielt har anbefalet at lytte til og lade sig inspirere af CGM. Kritikerne, som både er ledere og menige missionsfolk, har givet udtryk for, at CGM repræsenterer en forførende forvanskning af Guds ord og evangelium. De påpeger, at CGM´s overfladiske kristendomstolkning udhuler de bibelske grundsandheder til frelse og dermed opløser troens liv og kraft. Debatten om CGM i Norge og Danmark har aktuelt en intensitet og en alvorstyngde, som gør det nærliggende at overveje, om de involverede missionsforeninger kan undgå en indre opløsning eller splittelse, hvis man ikke tager et klart opgør.
    Meget taler for, at den påvirkning fra CGM, som nu mærkes i Norge og Danmark meget snart kan blive en stor udfordring også i de svenske og finske lutherske missionsforeninger. Derfor er det et spørgsmål med almen nordisk relevans, hvordan vi må forholde os til denne bevægelse.
    "På deres frugter kan I kende dem", siger Jesus. (Mt 7,16) Det er Herrens eget kriterium for efterprøvelse af forkyndere, der kommer til os i hans navn. Umiddelbart synes Jesus her at anbefale, at vi forholder os til de ydre resultater af forkyndernes virksomhed. Er der gode ydre resultater, så må vi tage imod forkynderne. Men i virkeligheden kunne intet ligge fjernere fra Jesu anliggende og pointe!
    Hvis vi ser på den tekstmæssige sammenhæng, så taler Jesus her om falske profeter og minder os om, at de i det ydre er tilforladelige. I det ydre virker alt godt. Problemet ved de falske profeter ligger på det indre plan - i det som er skjult for en umiddelbar menneskelig betragtning. "Tag jer i agt for de falske profeter, der kommer til jer i fåreklæder, men indeni er glubske ulve." (v.15) I det ydre er der imponerende udfoldelse af kraft og store resultater: profeti, uddrivelse af onde ånder, og mægtige gerninger - og alt sammen i Jesu navn. (v.22) De falske profeter er tilmed i god tro. De mener virkelig at tjene Herren. (v.21) Men der er en afgørende grundskade i det indre. De har forladt troskaben mod Guds ord. De gør ikke Guds vilje, men trodser den! Derfor er de uden for Guds rige og under Guds dom. Men først dommens dag åbenbarer sandheden! (v.21 og 23)
    Jesus taler i denne sammenhæng om, at man ikke kan plukke druer af tjørn eller figner af tidsler. NT-professor D. A. Carson påpeger, at alle på Jesu tid vidste, at tjørnebusken havde sorte bær, som kunne forveksles med vindruer, og at der var en tidsel, hvis blomst - måske især på en vis afstand - kunne forveksles med figner. ² Man kunne altså bedrages af det ydre skin. Træet så godt ud. Men når man kom tæt på frugterne og stiftede nærmere bekendtskab med, hvad der var indeni i dem, så kom sandheden for en dag. Jesu pointe synes således at være, at vi ikke må blive stående ved det første og umiddelbare indtryk. Vi må tæt på og undersøge, hvad der er 'indeni'. Vi må undersøge, hvad forkynderne siger. Hvad er indholdet i det, de kommer med? Det er det altafgørende spørgsmål. Kun ved at anvende dette spørgsmål kan vi kende forskel på sande og falske profeter her i tiden!

    Hvad lærer da CGM? Hvad er bevægelsens centrale anliggende og budskab? Jeg vil tage udgangspunkt i de to principper, som synes mest afgørende for CGM´s måde at tilrettelægge menighedsliv og forkyndelse på.
1)     Alt i menighedens arbejde bør sigte på maksimal numerisk vækst
    CGM tog sin begyndelse med en enkelt mand: Donald McGavran (1897-1990). Han var tredjegenerations missionær, tilhørte det amerikanske kirkesamfund ’Disciples of Christ’ og blev i 1930´erne ansvarlig for missionsarbejdet ud fra 17 kirker i Indien. I løbet af 1940´erne blev han stadigt mere frustreret over, at ingen af de 17 kirker voksede. Han var overbevist om, at dette ikke kunne være Guds vilje. Gud ønskede vækst, og når den udeblev, måtte det være, fordi de kristne ikke brugte de rigtige arbejdsprincipper: "Hvordan er det muligt for kristne at komme ud fra modne marker med tomme hænder? At få svar på dette spørgsmål - hvad er årsagerne til kirkevækst, og hvad er hindringerne for kirkevækst, blev det overordnede mål for mit liv." ³
    McGavrans arbejde med dette spørgsmål førte frem til en helt ny missionstænkning baseret på en enkel følgeslutning: Gud vil, at alle kirker skal vokse. Han har stillet midlerne for vækst til rådighed for de kristne. Vi må derfor afklare, hvilke midler der bedst sikrer ydre kirkevækst – og anvende dem!
    Missionsbefalingen udtrykker ifølge McGavran både Guds ønske og den kristne menigheds stadige mulighed - hvis den er lydhør over for Gud. Dette indebærer, at kirker, der ikke oplever vækst i antallet af bekendende og aktive medlemmer, må betegnes som åndeligt syge og ulydige. Numerisk vækst bliver således et 'nota ecclesiae' - et kendetegn på en sand kirke. Dette udtrykkes i klar tekst af Arthur Glasser, en af McGavrans medarbejdere: "Den kirke, som ikke vokser, er uden for Guds vilje." ⁴
    Dette er ikke ensbetydende med en principiel fornægtelse af, at Helligånden er det afgørende subjekt i missionen og den endelige årsag til kirkevækst. Men det er kirkens ansvar at finde ud af, hvordan Helligånden arbejder, og anvende de metoder og midler, som han bruger og velsigner. Vejen til forståelse af Helligåndens arbejdsmåde og de af ham velsignede midler er i ringe grad Skriftstudium og i langt højere grad empiriske undersøgelser af, hvilke arbejdsformer, der befordrer kirkevækst, og hvilke der ikke gør det. Og her bør man ifølge McGavran være hensynsløst pragmatisk: "Metoder og strategier i missionsarbejdet bedømmer vi i lyset af, hvad Gud har velsignet, og hvad han helt tydeligt ikke har velsignet. Intet skader et missionsarbejde så meget som at fortsætte med at anvende metoder, institutioner og strategier, som burde bringe mennesker til Kristus, men ikke gør det. Vi lærer folk, at de skal være hensynsløse, hvad metoderne angår. Hvis noget ikke virker til Guds ære og til hans kirkes udbredelse, så kassér det og find noget andet, der virker. Hvad metoderne angår, er vi pragmatiske på det barskeste..." ⁵
    Skal denne tilgang udmøntes i praksis, indebærer det en villighed hos kristne ledere og menigheder til at lade alle personlige hensyn underordne under hensynet til ydre kirkevækst. At få en kirke der vokser, har en pris. McGavran-disciplen C. Peter Wagner anfører som de to vigtigste kriterier for en succesfuld kirke:
   
    a) Lederen må ønske, at kirken skal vokse og være villig til at betale prisen.
    b) Menigheden må ønske, at kirken skal vokse og være villig til at betale prisen. ⁶

    Samme betoning møder man hos folkene fra Willow Creek. Her understreges det blandt andet, at prisen for vækst kan være splittelse af menigheder og udelukkelse af kritiske medlemmer. I et materiale fra en lederkonference i København foreskrives det således, at menighedsmedlemmer, der vedbliver at forholde sig kritisk til en missionarisk fornyelse af menigheden bør opmuntres til at finde en anden menighed og i yderste instans må behandles efter anvisningerne i Mt 18, 15-20 og altså sættes i kirketugt. ⁷
   
    Hvordan skal vi ud fra Guds ord vurdere denne tanke om numerisk vækst som styrende princip? Jeg vil sammenfatte min vurdering i en række korte punkter:
    Vi møder ingen steder i Skriften et guddommeligt krav til troens folk, om at vi skal frembringe ydre kirkevækst. Tværtimod, møder vi en stærk advarsel mod at lade os bestemme af, hvad der kan få folk til at strømme til. Målet er ikke et stort ydre bygningsværk her i tiden, men et bygningsværk, der består gennem ildprøven på den store dag! (1 Kor 1,18-25 + 3,10-15; 2. Kor 4,1-6)
    I apostlenes vejledning om missionsarbejdet rettes opmærksomheden ikke mod de ydre resultater, men mod anvendelsen af de rette gudgivne midler. Dette er ikke udtryk for en manglende nød for de ufrelste, tværtimod! Det er et udtryk for en stærk bevidsthed om, at kun Gud kan frelse mennesker, og at det derfor er altafgørende, at han vil kendes ved vore midler og selv vil virke med igennem dem. Kun ved Guds egen gerning i hjerterne kan mennesker blive frelst! (1 Kor 1,18-4,5; 2 Kor 3-4)
    Apostlene lægger ikke skjul på, at de midler, Gud virker igennem, ifølge en umiddelbar menneskelig vurdering synes svage og til dels som en hindring for ydre kirkevækst. Budskabet i lov og evangelium om Guds dom og nåden i Kristus er anstødeligt for det naturligt religiøse menneske. Men Gud knytter os til dette uanseelige og anstødelige ord for at knytte os til ham! Uanset dets ydre ringhed, er Guds ord i lov og evangelium Guds kraft til frelse! (Rom 1,16; 1 Kor 1,18-31 + 2,5)
    Selv med anvendelsen af de rette midler kan vi ikke tage for givet, at vi vil opleve synlig kirkevækst. Vi forberedes i Ny Testamente på, at mange vil vende os ryggen. (Mt 5,10-12) Det skete for Jesus og apostlene. Og vi ser i Skriften, hvad årsagen var. Det var ikke dårlige metoder og strategier, men det naturlige menneskes modstand mod Gud og evangeliet. Andre gange førte den samme missionsform imidlertid til vækkelse! Vort kald er til enhver tid at være tro! (1 Kor 4,1-5)
    Hvorfor evangeliet til nogle tider virker omvendelse og tro og til andre tider mødes med modstand og afvisning, er ikke gennemskueligt for os. Gud virker åndelig vækkelse og skaber tro, når og hvor han vil det. Som det udtrykkes i Confessio Augustana artikel 5: ”Ved Ordet og sakramenterne som midler gives Helligånden, som virker tro - hvor og når det behager Gud – i dem, som hører evangeliet.” Påtager vi os ansvaret for, at ordet skal virke tro i hjerterne, så trænger vi ind på et ansvarsområde, som Gud har holdt for sig selv - til velsignelse og befrielse for os! (Joh 1,12 f.)
    Netop erkendelsen af, at ordets livgivende virkning i hjerterne er Guds ansvar og ikke vores, giver en uendelig stor frihed og frimodighed i evangelisationsarbejdet. Vi ser det hos apostlene. For dem var én ting afgørende: at forkynde Guds ord sandt og uafkortet og give sig helt hen i denne tjeneste. Så måtte Gud virke tro, når og hvor han ville det. Når de tjente på denne måde, kunne de have frimodighed til enhver tid - både i medgang og i modgang. (1 Kor 4,1-5; 2 Kor 4,1-6)
    I et bibelsk normeret missionsarbejde helliger målet ikke midlerne i den forstand, at vi kan vælge de midler, som ifølge vores vurdering bedst tjener til at nå målet. Gud har selv foreskrevet det afgørende virkemiddel: den sande og uafkortede forkyndelse af Guds ord i lov og evangelium. (Rom 1,16-17; Rom 3,19-20; 1 Kor 1, 18) Ingen føres til målet uden om dette middel. Og inden for vores ansvarsområde er forvaltningen af dette middel selve målet!
    En ret forvaltning af Guds ord i missionsarbejdet indebærer, at lov og evangelium forkyndes sammen, konkret, forståeligt og radikalt. Mennesker må enkelt og klart høre om Guds vilje for deres liv og om alvoren i, at de er underlagt ham og på vej mod hans dom. De må høre om syndens dybe fordærv og om Guds vrede. Samtidig må de høre evangeliet forkyndt til trøst og tro, så deres blik vendes mod Jesus og hans fuldbragte frelserværk til forsoning af Gud og retfærdiggørelse af alle syndere!
    I arbejdet på at nå mennesker med Guds ord må vi være villige til personligt at betale den højeste pris og ofre både magelighed og personlig tryghed for at blive 'alt for alle'. (1 Kor 9, 22) Men vi må aldrig prioritere vores missionsindsats over troskaben mod Guds ord eller hensynet til kristne brødres og søstres samvittighed. Gør vi det, står vi sandhedens og kærlighedens Ånd imod og kæmper mod Gud selv.
    Strategiske refleksioner og bearbejdelse af vore arbejdsformer i forhold til kulturen er en naturlig og nødvendig del af vores missionsarbejde. Målet må her være at skabe de bedste betingelser for, at ikke-kristne kan høre og forstå Guds ord. Men i Skriften er det klart, at rette arbejdsformer ikke i sig selv sikrer god åndelig frugt. Missionsarbejdet er en åndskamp, hvor alt i sidste ende beror på Guds nåde og velsignelse og hans frelsende gerning ved sin Ånd. Derfor er bønnen til Gud helt central i vores missionsarbejde. (Ef 6,10-19).
    Ydre kirkevækst er ikke noget mål i sig selv. Det afgørende er, at der skabes sand tro i menneskers hjerter. Vi må til stadighed frygte det åndelige selvbedrag og den ydre vækst uden indre åndeligt liv. Netop derfor må vi i vore menigheder vedvarende lægge røst til en både ransagende, vækkende og evangelisk frigørende forkyndelse til omvendelse og tro. Kun når vi er tro mod dette kald, kan vi glæde os over ydre kirkevækst i vore forsamlinger. (Ap G 20, 20, 26-27, 31) 2)

2)    Menighedens gudstjeneste bør sigte på søgere og bør virke attraktiv på dem
    Efter McGavran overtog andre personer de ledende roller i CGM. I anden generation var det ikke mindst Robert Schuller og i tredje generation primært Bill Hybels fra Willow Creek. Disse to har flyttet fokus fra det offensive og opsøgende missionsarbejdet uden for kirken til kirkens modtagelse af søgende mennesker ved dens egen gudstjeneste. Tanken er, at det bedste middel til at nå ikke-kristne er en gudstjeneste, forkyndelse og menighed, som virker tiltalende og relevant for ikke-kristne og tilgodese deres følte behov.
    Den nye tænkning tog sin begyndelse i 1955, da Robert Schuller skulle danne en ny menighed i Orange County, Californien. Han begyndte med at besøge folk i kvarteret og spurgte alle, der ikke var aktive i en kristen menighed, hvorfor de ikke gik i kirke, og hvad der kunne få dem til at gøre det. Med udgangspunkt i deres svar udviklede han en ny gudstjenesteform, der var målrettet på at tiltrække ikke-kristne, imponere dem og tilfredsstille deres ønsker. I forkyndelsen til ikke-kristne måtte man ifølge Schuller lægge vægt på at vise forståelse for og imødekomme folks følte behov. "Dette betyder, at det vigtigste spørgsmål for kirken er: Hvad er menneskers dybeste følte behov?" ⁸ Svaret på dette spørgsmål måtte bestemme prædikenens indhold. I overensstemmelse med et erklæret ønske om kun at prædike positive budskaber har Schuller tilkendegivet, at han aldrig vil prædike om synd. Det følger med nødvendighed heraf, at han aldrig vil prædike evangeliet om Jesus som Guds lam, der bar vores synd og sonede den under Guds dom og vrede på korset.
    Hos Schuller fuldkommes Reinhard Niebuhrs beskrivelse af den liberale og humane forkyndelse: ’En Gud uden vrede bringer mennesker uden synd ind i et rige uden dom ved en Kristus uden kors!’
    Men kirken voksede. Og den nye gudstjenesteform virkede inspirerende på mange andre kirkeledere. En af dem var Bill Hybels. Han lægger ikke skjul på, at det var mødet med Schuller, som gav ham mod på i 1975 at etablere en menighed med en søgervenlig gudstjeneste.
    I den nye Willow Creek-menighed taltes der de første år så godt som aldrig om synd. Men da der viste sig tegn på vidtgående moralsk opløsning i menigheden, ændrede Bill Hybels politik. Han har siden gentagne gange betonet, at han i søgergudstjenesterne vil lægge vægt på at prædike det fulde bibelske budskab og ikke fortie hverken Guds hellighed, syndens alvor eller omvendelsens nødvendighed.
    Samtidig har han videreført Schullers vision om at skabe en gudstjeneste, der virker sympatisk, attraktiv, imponerende og behagelig på ikke-kristne, og en forkyndelse, der viser forståelse for og behandler folks følte behov og derved opleves relevant af ikke-troende. "Medmindre vi tager os tid til og arbejder på at afdække - objektivt og faktuelt - hvad folk er optaget af, hvad der plager dem, og hvilken service, de søger i kirken, så løber vi en alvorlig risiko for at blive irrelevante og af ringe værdi for de folk, der har behov for det, vi kan give." ⁹
    Med denne tilgang til forkyndelsen kan det ikke undre, at det har været svært for Bill Hybels at fastholde og udfolde visionen om at prædike det fulde bibelske budskab. Efter mere end et års analyse af forkyndelsen ved Willow Creeks søgergudstjenester kunne G.A.Pritchard i sin Ph.D.-afhandling, udgivet i 1996, konkludere, at hovedvægten i disse gudstjenester ensidigt lægges på, at Gud vil imødekomme og hjælpe de ikke-kristne med deres følte behov og give dem et stimulerende, velfungerende og tilfredsstillende liv. Guds hellighed er rykket helt i baggrunden. Syndens åndelige alvor og Guds vrede over synden omtales så godt som aldrig. ¹⁰

    I norsk og dansk sammenhæng er CGM-inspirationen altovervejende blevet formidlet ved en række Willow Creek-konferencer. Mange har vidnet om, at deres primære udbytte af disse konferencer var en fornyet nød for de ikke-kristnes frelse og en fornyet villighed til at give sig selv hen i tjenesten for evangeliet. Dette kan man kun glæde sig over. Samtidig er det tydeligt, at mange har taget tanken om den søgervenlige gudstjeneste til sig, og at der mange steder arbejdes på at realisere den - også i missionske sammenhænge.
    Det aktualiserer spørgsmålet om, hvordan CGM-søgergudstjenesten må vurderes i lyset af Guds ord. Jeg vil igen sammenfatte min vurdering i en række korte punkter.
    Ifølge Ny Testamente har menighedens gudstjeneste ét samlet hovedformål: at samle Guds folk om nådens midler – ordet og sakramenterne – og herved forny og opbygge Guds børn i en frimodig tro på Kristus og vejlede dem i livet med ham. (1 Kor 14,12; Ef 4,11-16; Kol 3,16-17). De troende formanes til at tage godt imod alle, som kommer til menigheden. Og her er en central og vedvarende udfordring for os alle! (Jak 2,2-4) Men vi møder ingen eksempler på evangeliserende forkyndelse ved menighedens sammenkomster.
    Menighedssamlingernes opbyggelige sigte må forstås i lyset af, hvad Ny Testamente siger om de troendes evangeliserende tjeneste. Vi får konkret vejledning herom to steder: Kol 4,5-6 og 1 Pet 3,1-5. Her betones det, at den enkelte kristne må leve godt med Jesus og herved være beredt på at tale og vidne om ham i sin hverdag, når anledningen opstår. Dette er det fælles vidnekald for alle kristne, og det synes at været den dominerende missionsform ud fra den lokale menighed.
    Ny Testamente lægger således op til at tænke om evangelisationen som det, der sker, ikke når menigheden samles, men når den spredes. Evangelisationen foregår 7 dage om ugen 24 timer i døgnet overalt, hvor de kristne færdes som lys og salt i verden. Åndeligt kraftfuld bliver denne evangelisation imidlertid kun, hvis de troende næres og opbygges i en rig, fri og myndig tro på Jesus - når de samles.
    Evangelisationen er de kristnes vidnesbyrd i verden 7 dage om ugen 24 timer i døgnet. Kraften til denne evangelisation får de, når de samles om nådens midler. Gudstjensten er de troendes åndelige kraft- og fornyelsescenter.
    At menighedens gudstjenester retter sig til de troende, fremgår blandt andet af, hvad der finder sted ved gudstjenesterne. Her oplæses og udlægges både det Gamle Testamentes skrifter og apostlenes skrifter. (Ef 3,4; Kol 4,16; 1 Tess 5,27; 1 Tim 5,17; 2 Pet 3,16) Det er til tider ganske krævende og indforstået stof. Ezekiels bog og Hebræerbrevet er f.eks. ikke enkle at gå til. Men begge bøger er blevet læst op i de nytestamentlige menigheder og er blevet udlagt til fornyelse og opbyggelse i troen for de kristne.
    Ved menighedens sammenkomster har man endvidere sunget salmer og sange med et opbyggeligt og åndeligt vejledende indhold. (Ef 5,19; Kol 3,16) Man har bedt sammen, bekendt troen, holdt nadver, formanet hinanden, bedømt profeti, bekendt synder for hinanden og øvet kirketugt. (Mt 18,15-17; 1 Kor 5,1-5; 11, 4-5; 11,17-34; 14, 29, 1 Tim 6,12; Jak 5,16) Først og sidst har man været samlet om evangeliets rige og dybe indhold, som er en skjult og helt uforståelig skat for ikke-kristne. (Kol 1,25-2,3;1 Kor 2,6-16; 2 Kor 3,14-17; 4,3-7)
    Samlet set må man sige, at få ting har kunnet virke mere fremmedartede for hedninger end at træde ind i en kristen gudstjeneste. Her har de mødt en virkelighed, en glæde, et fællesskab og en rigdom af en anden verden. En verden, som de selv stod helt udenfor, men som var levende og nærværende for de troende. Dette udelukkede ikke, at den ikke-kristne kunne blive tiltalt og vakt af Gud ved en gudstjeneste. Tværtimod, forudsætter Paulus, at netop det kan ske. (1 Kor 14,24-25) Men målgruppen for gudstjenesten er de troende – og netop derved tjener den evangelisationens sag!

    Intet er mere afgørende for evangelisationen end de troendes eget åndelige liv. Kraftfuld evangelisation er betinget af, at de troende næres og opbygges i en frimodig tro på Jesus og i et helligt liv som hans efterfølgere. Det er netop dette, de får hjælp til i gudstjenesten! Herfra sendes de så ud som lys og salt i verden. Men snart må de samles igen, for troen har brug for ny næring, ny trøst og en ny påmindelse om rigdommen i Kristus.
    Ud fra dette perspektiv vil intet være mere ødelæggende for evangelisationen end at nedtone gudstjenestens opbyggelige og trosfornyende sigte. Ser man på skitsen ovenfor med Guds modstanders øjne, kan der ikke være tvivl om, hvor han vil finde det hensigtsmæssigt at sætte angrebet ind for at lamme evangelisationen. Angrebet må rettes mod kraftcenteret!
    Betoningen af gudstjenestens opbyggelige og trosstyrkende formål er heller ikke et forsvar for en svag vægtlægning på evangelisation og evangeliserende forkyndelse. Denne form for forkyndelse er helt central i Ny Testamente og absolut nødvendig, hvis vi vil være missionsfolk af mere end navn. Men det er værd at bemærke, under hvilke former evangeliet blev forkyndt af de første kristne. I Ny Testamente kan vi identificere tre forskellige grundformer for evangeliserende forkyndelse.

    a)     Den første og vigtigste form er den, som allerede er berørt ovenfor: de kristnes vidnesbyrd i hverdagen. Det personlige vidnesbyrd er reel forkyndelse. Her lyder Guds ord til den enkelte, og Ånden virker med i selv det mest hjælpeløse vidnesbyrd. Kraften beror ikke på vidnesbyrdets ydre form, men på den Ånd, der virker med igennem det. En menighed med kristne, der vidner i hverdagen, er en menighed med omfattende evangliserende forkyndelse!
    b)     I Ny Testamente møder vi endvidere en række eksempler på evangeliserende forkyndelse i form af offentlig prædiken og proklamation af Guds ord uden for menigheden midt imellem de ikke-kristne. Det er primært de særligt kaldede apostle og evangelister, der varetager denne form for forkyndelse. Nogle gange fører forkyndelsen umiddelbart til vækkelse (ApG 2,14-41). Andre gange afvises den (ApG 14,14-29). Atter andre gange deles forsamlingen i modstandere og i nogle, som gerne vil høre mere (ApG 17,22-34).
     Denne forkyndelsesform når ud til dem, som ikke har personlige kristne kontakter, og deri har den sin særlige berettigelse og værdi. For den kristne menighed må det være en stadig udfordring at finde gode platforme for en sådan forkyndelse og at opmuntre og støtte dem, der har nådegaver til at formidle Guds ord på denne måde! På dette område synes vi aktuelt at stå i en slags opbrudssituation.

    En del af de arbejdsformer, som tidligere blev anvendt i stort omfang og med stor frimodighed til at fremme denne form for forkyndelse, glider stadigt mere ud af brug. Det synes at være tilfældet med f.eks. gademøder og evangeliserende teltmøder. Er tiden løbet fra disse arbejdsformer, eller har vi af andre grunde mistet troen på dem? Kan de fornyes, eller er det tid at tænke i nye baner? Vi kan ikke lade disse spørgsmål svæve i vinden. Som missionsforeninger må vi til stadighed overveje, hvordan vore arbejdsformer bedst muligt tjener evangeliets udbredelse – også i form af offentlig proklamation.
    Måske er det i særlig grad denne udfordring, som er baggrunden for, at mange i dag gør sig tanker om, hvorvidt det er hensigtsmæssigt at rykke den evangeliserende proklamation af Guds ord ind i menighedens rum og så invitere ikke-kristne – kendte som ukendte – til at være med. Det er en tanke og mulighed, som bør overvejes. At vi i Ny Testamente ikke møder eksempler på denne arbejdsform, behøver ikke at udelukke, at vi kan give plads for det i dag. Det kunne f.eks. ske ved regelmæssigt at afholde evangeliserende møder umiddelbart før eller efter de kristnes opbyggelige hovedsamlinger. Det kunne ske ved, at operere med to ugentlige samlingsdage. Det kunne ske ved lejlighedsvis at give menighedens hovedsamling en evangeliserende karaktér. Eller det kunne ske på en helt fjerde måde. I det omfang, den evangeliserende forkyndelse rykkes ind i menighedens huse, må man imidlertid være ekstraordinært opmærksom på, at det ikke i praksis indebærer en nedprioritering af den opbyggelige forkyndelse til de troende eller af andre elementer i de kristnes gudstjeneste, som har til hensigt at styrke troen på, lovprisningen af og livet med Gud. Hvis dette sker, rammes menigheden på selve sin åndelige livsnerve og livskilde!

    3)     Den tredje og sidste evangeliserende forkyndelsesform er ikke den mindst væsentlige. Det drejer sig om den enkle indføring i troen - i samtalens form. Denne form for evangeliserende forkyndelse fungerer i Ny Testamente tilsyneladende ofte som en opfølgning på den første forkyndelse af eller samtale om evangeliet. Når ikke-kristne på baggrund af deres første møde med evangeliet tilkendegiver en åbenhed over for at høre mere om Jesus, tager de kristne sig god tid til undervise dem og føre dem ind i troens grundsandheder – i dialogens form (ApG 17,2; 17,17; 17,32-34;18,4; 18,19; 19,8 f.; 20,7). I henseende til tidsforbrug synes denne form for forkyndelse at have fyldt be­tydeligt mere i apostlenes tjeneste end de offentlige prædikener.
     Som nævnt i det foregående kapitel må vi se det som en central udfordring for den kristne menighed i vor tid at udvikle former, hvorunder sådanne samtaler kan finde sted. Det kan ske i form af en åben bibelstudiegruppe. Det kan ske i form af et kort kursus med en indføring i troens ABC. Eller det kan ske under en helt tredje form – som f.eks. en række bibelstudier mellem én kristen og én ikke-kristen. Under alle omstændigheder vil langt de fleste søgende have stor glæde af et sammenhængende samtaleforløb som en hjælp til at høre om og blive fortrolig med de bibelske grundsandheder til frelse. Navnlig i en tid, hvor det kristne verdens- og gudsbillede er helt opløst hos mange mennesker i den vestlige verden, vil det være godt, hvis vi som kristne kan tilbyde en sådan grundlæggende indføring i den kristne tro. Herved vil de søgende også få hjælp til gradvist at forstå stadigt mere af det, som sker og siges ved menighedens opbyggelige hovedsamlinger. Uden en sådan sammenhængende undervisning vil det kunne tage overordentlig lang tid, før de på baggrund af gudstjenesternes forkyndelse kan sammenstykke et klart billede af den kristne tros centrale indhold. Ikke at søgende mennesker skal vente med at komme til menighedens hovedsamlinger. Men for mange vil det uden tvivl være meget gavnligt i en periode at komme begge steder. Ved hovedsamlingerne kan de være vidner til de kristnes samling om og glæde over rigdommen i Kristus. I det lille fællesskab kan de så få svar på alle deres spørgsmål og vokse i forståelse. På den måde kan de fungere som en tryg "mellemstation" på vej ind i menigheden. 

    Hvor er det svage led i vores evangelisationsarbejde i dag? I henseende til ydre arbejdsformer må det oplærende samtalefællesskab betegnes som et af de meget svage led i de lutherske missionsforeningers arbejde. Det er ganske tankevækkende i betragtning af, at de skandinaviske missionsforeninger begyndte som evangeliserende samtalefælleskaber i hjemmene. På et tidspunkt blev der så bygget missionshuse, stolene blev efterhånden alle vendt i samme retning og man udviklede en mødeform, hvor den monologiske forkyndelse erstattede dialogen. Mødet i missionshuset antog mere og mere sognekirkens gudstjenesteneform og blev for mange en erstatning herfor. Missionshusets møde blev menighedens hovedsamling. Det var en gradvis udvikling over mange årtier, og det var givetvis de færreste, der bemærkede, at man undervejs stort set mistede 'mellemstationen', det oplærende samtalefællesskab. At genrejse denne arbejdsform i en form, der paser til vor tid, må betegnes som en af de vigtigste strukturelle udfordringer i det evangeliserende arbejde.

    Men betyder det, at alt er, som det skal være, ved vore menigheders hovedsamlinger, og at man ikke skal bestræbe sig på at gøre dem forståelige for ikke-kristne? Det er et spørgsmål som ikke kan besvares entydigt bekræftende eller benægtende.
    På den ene side må det fastslås, at det må være en målsætning for enhver kristen menighed at bidrage til den størst mulige forståelse af det, som siges og sker i gudstjenesten hos alle deltagere. Det kan således være hensigtsmæssigt - mundtligt eller skriftligt - at forklare nogle led i gudstjenesten, ligesom det i relation til forkyndelsen, må være en klar målsætning at tale et jævnt og letforståeligt dansk. Det er ikke sundt, hvis prædikantens sprogbrug bliver mærkbart anderledes og mindre hverdagsagtig, så snart han træder op på talerstolen.
    På den anden side er imidlertid det værd at huske på, at vi som troende i gudstjenesten er samlet om et helligt mysterium, en usynlig Gud og en skjult åndelig rigdom i Jesus. Netop derfor vil de mest centrale dele af gudstjenesten og af den opbyggelige forkyndelse være uforståelig for og vække undren hos ikke-kristne. Sådan er det, og det skal vi ikke søge at undgå!
    Det er tankevækkende, at i kirkens største ekspansionstid i de første tre århundreder efter Kristus, var den kristne gudstjeneste og det kristnes fællesskab genstand for dyb undren fra hedningernes side. De begreb ikke, hvad der foregik, og hvad de kristne var så glade for. Tærsklen ind til den kristne menighed var høj. Det havde store omkostninger at blive døbt. Det kunne de ikke-kristne se. De kristne måtte bryde med synden, og mange gange førte dåben til både social udstødelse og forfølgelse. Alligevel tog de kristne dåben og dens konsekvenser på sig – med glæde! Hvad var hemmeligheden? Hedningerne undrede sig. De kunne se, at de kristne var sammen om og var glade for noget, som de selv stod helt udenfor. De vidste ikke hvad det var, men det virkede dragende!
    Oskar Skarsaune skriver, at netop det kristne fællesskabs markante anderledeshed i de første århundreder vakte søgende og interesserede spørgsmål hos de vantro: ”Hvad er det dér bag ved tærsklen, der er så værdifuldt og attråværdigt, at så mange er villige til at forcere tærsklen? På denne måde kunne tærsklen paradoksalt nok virke missionerende. Den øgede folks nysgerrighed og videbegærlighed, den skabte bevidstheden om værdi i det, der befandt sig bag dåben.”i
    Den norske idéhistoriker og missionspræst Knut Alfsåg skriver om samme sag: ”I sin klassiske vækstperiode, i de tre første århundreder af sin historie, var kirken iøjnefaldende uinteresseret i spørgsmålet om kulturel relevans. Den var håbløst og definitivt anderledes; de kristne var stolte af deres anderledeshed, og netop i den havde de deres appel.”¹¹
    Nu kan der være tale om mere end én form for anderledeshed. Det er ikke nødvendigvis alle kristenfolkets særpræg, som har deres årsag i, at vi lever for Guds ansigt, i glæde over frelsen i Jesus, med himlen som vort hjem og håb. Det er nødvendigt selvkritisk at overveje, om vore menigheders tilvante kultur og form stiller unødige forhindringer op for ikke-kristnes møde med Gud. Men det er ikke ensbetydende med, at vi må forholde os kritiske og en anelse skamfulde til alt det, der virker fremmedartet, uforståeligt og underligt på ikke-kristne ved vore møder og gudstjenester: forkyndelse ud fra gamle profetskrifter, bøn, trosbekendelse, nadverfejring og indforståede salmer. Fjerner vi alt det uforståelige og underlige, så fjerner vi i sagens natur også alt det, der har forbindelse med vor sande rigdom som kristne. For vor egentlige, sande og evige rigdom hører til den usynlige åndelige virkelighed. Den er skjult for vore menneskelige sanser - skjult i Kristus! Men for troens øje bliver denne rigdom netop åbenbaret når vi lytter til solid bibelsk forkyndelse, når vi træder ind for Guds trone i fælles bøn, når vi bekender troens rige indhold sammen, når vi modtager Jesus selv i nadveren, og når vi synger de rige og indholdsmættede salmer og lovsange. Tag dette væk, og vi mister synet for vores åndelige og evige rigdom i Kristus! Tag det væk, og troens glæde over Jesus dør ud! Tag det væk, og vi mister åndskraften og den gudskabte og vækkende anderledeshed i vore fællesskaber!
    Når det drejer sig om den evangeliserende forkyndelses indhold er det i høj grad værd at bemærke, hvordan Jesus og apostlene forkyndte. Intet sted i Ny Testamente - hverken hos Jesus eller apostlene - møder vi en evangeliserende forkyndelse, der samler sig om og søger at imødekomme menneskers følte dennesidige behov. Både Jesus og apostlene kan tage udgangspunkt i menneskers konkrete situation og spørgsmål, men de fører altid deres tilhørere ind til de evigt afgørende spørgsmål om synden, dommen og frelsen - med det samme! (Joh 4,1-42; Ap G 17,22-34)
    Det er karakteristisk, at den evangeliserende forkyndelse i Ny Testamente, tværtimod at imødekomme menneskets naturligt religiøse forventning til Gud om tilfredsstillelse af følte behov, afviser og skuffer alle disse forventninger med det samme. Forkyndelsen river mennesket ud af forestillingen om, at det kan stille krav til Gud, og fører det i stedet ind i mødet med en krævende og dømmende Gud. Herved åbenbares menneskets egentlige nød. (Ap G 17, 22-31; 1 Kor 1,18-25)
    Den nytestamentlige forkyndelse er kendetegnet af myndighed. Apostlene er bevidste om, at de repræsenterer en Gud, som er alles Gud - uanset om de tror på ham eller ej. En Gud som har skabt alle mennesker, ejer dem og som de alle skal stå til regnskab for. Det er ikke en Gud, der er på desperat jagt efter tilhængere på det religiøse marked. Det er en Gud som af ren omsorg for os gennem sine vidner kalder mennesker til at omvende sig til ham - i tide! (Ap G 17, 22-31)
    Apostlenes evangeliserende forkyndelse retter sig ofte til mennesker med et ikke-kristent guds- og verdensbillede. Ikke desto mindre prædiker de frimodigt til disse mennesker om himlens Gud og deres forhold til ham - i et enkelt og klart sprog. Og igennem denne forkyndelse møder tilhørerne Gud selv. Ordet skaber, hvad det nævner; det bygger et nyt guds- og verdensbillede op og formidler et personligt møde med den levende Gud. (Ap G 14,11-18; 17, 22-31)
    Den myndige forkyndelse ledsages i Ny Testamente af konkret medmenneskelig omsorg for de ikke-kristnes dennesidige behov. Vi møder det både hos Jesus og hos hans disciple, at forkyndelsens betoning af menneskets evige nød går hånd i hånd med en selvhengivende omsorg for den timelige. Her er vi kaldet til at gå i deres spor og med vore handlinger understøtte vidnesbyrdet om Guds kærlighed. (Mt 5,13-16) Her er en uhyre central og vedvarende udfordring for den troende menighed, som ligger i forlængelse af selve lovens kerne - næstekærlighedsbudet. (Mt 22,39-40)
    Den herlige og store gave i den nytestamentlige forkyndelse er evangeliet om Jesus som vores korsfæstede frelser. Ingen vantro mennesker kan se herligheden i denne gave. Skatten er skjult i et lerkar, der helt omslutter den. Kun Ånden kan åbenbare skatten, og netop sådan har Gud villet det. For at fastholde os i restløs afhængighed af ham og af hans Ånds gerning igennem ordet. (2 Kor 4,1-7)
    Skal vi være vidner om evangeliets herlighed, er det afgørende, at vi selv har vores glæde og kraft i evangeliet. Netop derfor har Gud udvalgt de svageste og mest ynkværdige syndere i verden som sine vidner. For at vi skal have behov for evangeliet om Kristus og derved kunne vidne om det! Vi skal ikke prædike os selv, men Kristus. Vi skal ikke vidne om vor egen kristendoms herlighed, men om nådens herlighed. Og det gør vi bedst som fattige syndere! (1 Kor 1,26-29; 2 Kor 4,5; 2 Kor 6,10; Ef 1,6)
    Den kristne menighed er altså ikke og skal ikke prøve på at være imponerende og tiltrækkende i verdens øjne. Da retter vi i virkeligheden andres opmærksomhed mod os selv, fremfor mod Kristus. Og vor egen opmærksomhed rettes samme vej. Vi bliver kirke-centrerede i stedet for Kristus-centrerede. Vi mister synet for rigdommen i Kristus, glider ind under loven og ender enten i mismod eller hovmod. Vi tappes for evangelisk frimodighed, for levende Kristus-glæde, og åndskraft i vort vidnesbyrd.
    I sidste ende beror alt i vort arbejde på den tro og åndskraft, som kommer fra Gud, og som rækkes til os, når vi lever i hans nærhed i personlig tilegnelse af hans ord i lov og evangelium. Det åndelige kraftfelt er identisk med spændingsfeltet mellem lov og evangelium. Her løses vi fra os selv og vort eget, og her knyttes vi til Kristus og finder hele vor rigdom, herlighed og kraft i ham. Gud give, at vi selv må leve her, og at vi igennem vores arbejde må føre andre herind! Kun da er vi tjenlige som lys og salt i verden - til enhver tid!

    Vinder CGM-tænkningen frem, vil den ikke styrke vores evangelisations-arbejde, men tværtimod tappe det for sand åndelig kraft. Det er jeg for min egen del ikke i tvivl om. Der er tale om en herlighedsteologisk tænkning, som orienterer sig ud fra det, som menneskeligt set virker stærkt, mægtigt og herligt. Følger vi denne tænkning, glider vi uvægerligt bort fra korsets livgivende evangelium mod åndelig udtørring, kraftesløshed og død.
    Vi står alle i fare for at glide ind på denne vej, for herlighedsteologien ligger i vor natur. Derfor er den en trussel for Guds menighed til enhver tid, og det profetiske kald er tidløst: ’Ikke ved magt og ikke ved styrke, men ved min Ånd, siger Hærskarers Herre!” (Zak 4,6)
    Hvorfor har en række af de nordiske missionsforeningerne åbnet sig for CGM? De bagvedliggende åndelige årsager har kun Gud det fulde indblik i. De ansvarlige ledere henviser til ønsket om at nå mennesker med det frelsende evangelium, og det må vi tage alvorligt. Alligevel må man undre sig over den udtalte mangel på kritisk teologisk bedømmelse. Hvorfor er man ikke mere kritisk? Jeg vil pege på fire mulige årsager.

    Kontekstualisering er blevet et modebegreb blandt missionsteologer og har også fundet indgang i missionsforeningerne. Umiddelbart fremstilles sagen meget enkelt. Vor kulturelle kontekst har forandret sig, og derfor må vore arbejdsformer forandres. Det er nødvendigt for evangeliets skyld, og det er teologisk uproblematisk. For vi forandrer ikke teologi, kun form. Mange ledere har ladet sig sige af dette. De ønsker at være progressive og åbne for nytænkning – også når nytænkningen kommer fra amerikanere. Problemet ligger ikke i denne grundholdning, men i den manglende bevidsthed om, at Skriften har meget at sige om formen i vores arbejde. Den er en del af teologien!

    Pragmatisme har været en del af missionsforeningskulturen fra begyndelsen. I spørgsmålet om den ydre tilrettelæggelse af missionsarbejde og menighedsliv har man i meget høj grad orienteret sig ud fra, hvad der tjente evangeliets udbredelse. Denne tankegang kan der siges meget godt om, og den har i nogen grad dækning i et evangelisk syn på de ydre kirkelige former - jvnf. Confessio Augustana 7: 'Det er ikke nødvendigt, at der overalt er ensartede menneskelige overleveringer eller riter og ceremonier indstiftede af mennesker." Men i vor tid synes det tiltrængt at understrege, at det personlige skøn angående formålstjenlige former har sin plads inden for rammerne af Guds ords vejledning om kristent menighedsliv og missionsvirksomhed.

    Pluralisme har i flere nordiske missionsforeninger været en del af kulturen fra begyndelsen både på det teologiske og det praktisk-kirkelige område. Man har givet plads for forskellige teologiske syn på en række spørgsmål og for forskellige former for kirkelig praksis og arbejdsmåde. Den indre pluralisme indebærer, at dele af en forening kan have synsmåder og arbejdsmåder, som andre dele tager klart afstand fra - eventuelt med henvisning til Skriften. Den tilvante pluralisme forstærker i sagens natur faren for, at den overordnede ledelse i visse situationer lader de mest progressive eller liberale dele af organisationen åbne døren for og ’afprøve’ nye tankegange og arbejdsformer, som ledelsen ikke på forhånd har underkastet en grundig teologisk prøvelse. Faren bliver særligt stor, hvor der ikke er en klar bevidsthed om ledelsens ansvar for at udøve hyrde- og læreromsorg.

    Evangelikalisme i form af inspirationsfællesskab med bibeltroende protestanter fra andre kirkesamfund har ligeledes fulgt de fleste nordiske missionsforeninger igennem lang tid. Det fælles teologiske grundlag for de ’evangelikale’ har primært været en bekendelsen til Bibelens autoritet og retfærdiggørelsen af tro alene med en særlig betoning af omvendelsens nødvendighed og kirkens forpligtelse til at forkynde evangeliet til verdens ende. I de seneste årtier er det evangelikale engagement for en del missionsforeninger blevet optrappet i tilknytning til netværk og konferencer for mission. Sideløbende med det optrappede engagement er den internationale evangelikale bevægelse imidlertid teologisk gået i opløsning, hvilket ikke mindst skyldes CGM. Denne udvikling synes i ringe grad at være blevet bemærket af missionsforeningerne i Norden.

    I 1996 blev den indre splittelse synliggjort, da Alliance of Confessing Evangelicals blev dannet. En lang række fremtrædende evangelikale kirkeledere, bl.a. missiouri-lutheraneren Jacob Preuss og den klassisk-reformerte R.C.Sproul, ville med dannelsen af den nye alliance markere, at store dele af den evangelikale bevægelse havde bevæget sig så langt væk fra Skriftens grund, at den snarere var bestemt af almenreligiøsitet og verdens tidsånd end af Guds Ord og Kristi Ånd.
    Grundlagsdokumentet for den nye alliance, ’The Cambridge Declaration’, er en indtrængende advarsel mod den åndelige og teologiske opløsning og et stærkt kald til at vende tilbage til de reformatoriske solae: Skriften alene, Kristus alene, Troen alene, og Nåden alene og dermed til ’hovedartiklen’ som det afgørende og umistelige grundlag for hele kirkens arbejde:

    ”Retfærdiggørelsen sker af nåde alene, ved troen alene, for Jesu Kristi skyld alene. Dette er den artikel, hvormed kirken står eller falder. I dag bliver denne artikel ofte overset og forsømt, forvrænget eller undertiden endog fornægtet af ledere, teologer og præster, der giver sig ud for at være ’evangelikale’. Skønt menneskets faldne natur altid er veget tilbage for at erkende sit behov for Kristi tilregnede retfærdighed, så bidrager moderniteten i høj grad til at opflamme og forstærke denne utilfredshed med det kristne evangelium. Vi har tilladt denne utilfredshed at bestemme karakteren af vor tjeneste for evangeliet og indholdet af vor forkyndelse.
    Mange i kirkevækst-bevægelsen tror, at sociologisk kendskab til og forståelse af tilhørernes situation er af lige så stor betydning for evangeliets fremgang som den bibelske sandhed, der forkyndes. Som følge heraf er overbevisningen om, hvad der teologisk er sandt, ofte blevet adskilt fra den praktiske udøvelse af evangeliets tjeneste. I mange kirker har markedsførings-orienteringen ført et skridt videre i retning af en udradering af forskellen mellem det bibelske budskab og denne verden, en fjernelse af korsets anstød og en reducering af den kristne tro til de principper og metoder, der giver sekulære sammenslutninger fremgang og succes.
    Selv om man måske stadig tror på korsets teologi, så tømmer disse bevægelser faktisk ordet om korset for dets mening...
    Hvor som helst i kirken, Bibelens autoritet er gået tabt, Kristus er blevet fortrængt, evangeliet er blevet forvrænget, eller troen er blevet forvansket, er det altid sket af én bestemt grund: vore interesser har fortrængt Guds, og vi gør hans arbejde på vor måde. Det er et almindeligt og dybt beklageligt tab i kirken i dag, at Gud ikke længere er i centrum for menighedens liv som før. Det er dette tab, der tillader os at forvandle gudstjenesten til underholdning, forkyndelsen af evangeliet til markedsføring, at forveksle det at tro med at følge en bestemt fremgangsmåde, det at være god med at føle sig godt tilfreds med sig selv, og det at være tro med at have fremgang og succes.” ¹²

    I det omfang, lederskaberne i de nordiske missionsforeninger tror på værdien af evangelikalt inspirationsfællesskab, bør der ikke herske tvivl om, hvilke dele af den evangelikale bevægelse, de henholdsvis må bryde med og knytte til ved, hvis de vil videreføre missionsforeningernes oprindelige åndelige linie.
    På mange måder minder CGM om rationalismen. Det kan være både bedrøveligt og opmuntrende at standse for dette forhold her til sidst.
    Rationalismens projekt var jo at vinde samtidens skeptikere tilbage til kirken ved at præsentere dem for en kristendom, som var tiltalende og fornuftig. Da var der noget, man måtte nedtone: talen om Guds vrede, om menneskets syndefordærv, om fortabelsen - og om Jesu stedfortrædende lidelse og død. Det gled i baggrunden. Og så talte man i stedet meget om, hvordan kristendommen kunne hjælpe mennesker til et godt og fornuftigt liv. Og det paradoksale er jo, at de rationalistiske præster over tid talte kirkerne tomme. For der var intet at hente i deres forkyndelse. Ingen virkelig åndelig kraft og næring.
    Vi har mange messefald i dag - mange aflyste gudstjenester. Men der var flere i Norge og Danmark i år 1800, da rationalismen var på sit højeste.
    Men netop da sker så det underlige. Da der intet er at hente i kirkerne, samles de troende i små kredse for sig selv. De læser Guds Ord og gamle lutherske prædiken-samlinger, og de kommer ind i et møde med Gud, som han virkelig er - til vækkelse, omvendelse og tro på Jesus. Og så går de ud blandt deres venner og naboer og vidner om ham. Og der er åndskraft i deres vidnesbyrd, for de har været inde hos Gud, og så bryder vækkelsen frem!
    Dette er livslinien i kirkehistorien. Til enhver tid har der været et folk, der har levet for Guds ansigt, og som har fundet sin eneste trøst og glæde i evangeliet om Jesus. Og det vidnesbyrd, der er udgået fra dette folk, det har der været kraft i - til liv for verden! Gud give, at vi må høre til dette folk - nu og altid!
[1] Bill Hybels, Smittende tro, Hillerød 2001, s.9
[2] D.A.Carson, The Sermon on the Mount. Matthew 5-7, Carlisle 1994, s. 138
[3] Citeret fra: R.J.Koester, Law and Gospel. Foundation of Lutheran Ministry, Milwaukee 1994,s. 109
[4] Citeret fra: Koester, s. 123
[5] Citeret fra: Martin Erdmanns artikel "Willow Creek" i Evangelical Times, Januar 2001, s. 30
[6] Koester s. 124-125
[7] Materialet "Builing Prevailing Churches",s.21, udgivet af Willow Creek Association og bl.a. tilgængeligt på hjemmesiden www.willowcreek.dk
[8] G.A.Pritchard, Willow Creek Seeker Services, Grand Rapids 1996, s.53
[9] Pritchard, s.63
[10]Pritchard, s.258-271
[11] Alfsåg, Knut:"Kirkens vesen og vekst", Norsk Tidsskrift For Misjon 1/04,s.40
[12] Teksten er oversat af Niels Ove Vigilius. Den oprindelige og fulde tekst til "The Cambridge Declaration" samt yderligere oplysninger om "The Alliance of Confessing Evangelicals" kan findes på alliancens hjemmeside: www.alliancenet.org

---

(Yderligere oplysninger om kirkevækstbevægelser - herunder Willow Creek - kan med fordel læses på: http://nyt-i-natten.blogspot.com/ , hvor der ligger flere fyldige rapporter. -
At kirkevækstbevægelsen er verdensomspændende, ses på Naturlig Kirkevæksts side:http://ncd-international.org/public/partners.html

"Det er større ansvar at følge sandheden end følge tiden.
Det bestandige er alt det, Kristus er og har gjort for os og alt det, vi har i ham. Mister vi det og fører mennesker hen til dem selv og deres fromhed, bliver kristenlivet magert, mat og magtløst"