Vejen til vækkelse
Meget kan vi overtage, og meget har vi overtaget: missionshuse, lejre, skoler, arbejdsstruktur, lægmandssyn, bibelsyn, syn på lov og evangelium og endnu mere kunne nævnes. Det eneste, vi ikke har kunnet overtage, er selve livet med Jesus.
Vor arv skal vi røgte ansvarsbevidst. Hvad har tidligere kristne ikke ofret, for at vi ikke skulle stå tomhændede? Og hvad giver de ikke i dag? Alligevel skal vi ikke skjule sandheden, hverken for os selv eller for andre: Det personlige forhold til Jesus kan ikke overtages. Det må fødes ved Helligånden. Uden det indre troens og kærlighedens liv med Jesus mister alt det andet sin betydning.

Krise

I dag savner mange i Guds menighed den tørst efter Jesus, som alene Helligånden kan skabe. Når den er tilstede, kan man ikke få nok af at høre Ordet. Det er gribende at høre, at folk i vækkelsestider vandrede i timevis for at høre en forkyndelse, som gav dem livets brød. De hungrede. De tørstede. De længtes. Og når Ordet blev rakt dem, drak de af livets vand. De gjorde det så rigeligt, at der blev overflod, og de priste sig lykkelige i Kristus.
Det sker ikke, når den første kærlighed til Jesus er kølnet. Da afløses det umiddelbare hjerteforhold til Jesus af korrekt formulerede sandheder. Men de kan aldrig erstatte livet!

Tørst får budskabet frem

Det præger en forkynders forkyndelse, når han ved, at der blandt hans tilhørere er nogle, der længes efter fred med Gud. Og når han selv er hungrende efter nåde, sætter det også sit præg på ham. Han forkynder evangeliet til frelse og forløsning. Han gør det ikke med visdoms overtalende ord, men med Ånds og krafts bevis.
Når et menneske er i nød, og sjælen skriger efter hjælp, da overvejer man ikke sine ord, men man rækker ham det frelsesbudskab, som redder den fortabte. Og man erfarer, at det når frem - ikke i kraft af måden, det siges på, men fordi Ånden levendegør. Vi kan ikke se Ham, men vi mærker Ham.

En gentaget erfaring

Det er slående at undersøge, hvilken plads bibellæsningen indtager i forbindelse med åndelige nybrud. Igen og igen må man konstatere, at fornyelsen altid kommer efter et intenst studium af Guds ord. Enhver forkynder må gøre sig klart, at intet er vigtigere for ham end bestandig læsning af Skriften.
Ånden får magt over hjerte og samvittighed ved læsning af Guds Ord. Det sker, at præster og prædikanter fortæller, hvor lidt de bruger Bibelen. Nu kan man ikke slutte fra enkelte til alle. Men udtalelserne får en til at spørge: Er det her, det svigter?
Rosenius skriver: Det burde skrives med ildskrift i hvert enkelt hjerte, og endda var det ikke stærkt nok slået fast. Hvem tænker vel på, at det dybest set er forsømmelsen at Guds ord, der er skyld i al åndelig elendighed i verden, al svaghed, såvel inden for kirken som i den enkeltes liv. Mens derimod flittig og ret brug af Skriften er kilden til åndelig velsignelse.
Kirkehistorien siger, at disse ord af Rosenius ikke er for stærke. Vi må bestandig opmuntre hinanden til at drage den rette konsekvens deraf.

En indvending

Hvorfor skal vi læse i Bibelen? tænker mange. Det hele er jo så enkelt. Jeg ved, at Jesus har fuldbragt alt til frelse for mig.
Det er godt at vide det, for det er sandt. Det er også sandt, at kun den, der i sit hjerte tror det, er frelst. Og det hjerte, som tror evangeliet, hungrer stadig efter at høre evangeliet.
Herren skænker din tro liv gennem sit ord. Ånden virker nemlig gennem Guds ord. Lytter du ikke stadigt til Herren, stivner det ord, Han har talt til dig engang. Det føles livløst, selvfølgeligt og uvedkommende. Ordet må stadigt høres, stadigt læses, stadigt modtages for at være levende for sjælen.

En fare

Djævelen gør alt, hvad han kan, for at Guds ord skal miste sin myndighed. Hans bedste middel i så henseende er det lille ord: mon? Hvor det ord får indpas, breder det sig som ugræs.
Et uhyggeligt eksempel i så henseende er Menighedsfakultetet i Oslo. Ole Hallesby var en Kristus-grebet mand. Han forkyndte budskabet med en ånds kraft, som ikke kom fra ham selv. Han førte mange til Herren. Og han var uforfærdet, når det gjaldt om at forsvare de fundamentale trossandheder. Samtidig åbnede han en sprække for bibelkritikken. Det var han ikke den eneste, der gjorde på MF. I dag er der lærere på MF i Oslo, hvis undervisning er bestemt af et bibelsyn, der er så trosnedbrydende, at der er studenter, der holder sig borte derfra for deres tros skyld.
Med andre ord: Vogt dig for bibelkritikken i enhver skikkelse. Enhver, der åbner selv den mindste smule for den, har indtaget en anden holdning til Skriften, end den Jesus indtog. Personligt kender jeg ikke noget eksempel på, at dette ikke har fået skæbnesvangre følger enten for en selv eller for dem, der er gået i ens spor.
Bibelen er Guds ord. Og den er uden fejl.

Bed om Helligånden

At tilegne sig Bibelen er ikke et spørgsmål om at kunne græsk eller hebraisk. Det er heller ikke et spørgsmål om at eje et helt arsenal af fortolkninger. Farisæerne forstod ikke Skrifterne, selvom de kunne dem udenad og vidste, hvad de gamle sagde om dem.
Gud har forbeholdt sig retten til at være den eneste, der kan åbne Skrifterne for dig. Han gør det ved Helligånden. Han ønsker, at du skal være klar over dette. Derfor opfordrer Jesus dig til at bede om Helligånden. Når Herren hører din bøn, ved du dig et med disciplene på vejen til Emmaus: Jesus selv kommer og vandrer med dig. Han åbner Skrifterne for dig. Han sætter dit hjerte i brand. Da ønsker du et, nemlig at Jesus skal føre dig dybere ind i sit ord. Derfor må du sige: Bliv hos os Herre. Hvor vi trænger til det. Lad os sammen bede derom.