Efesus-menigheden  (Åb.2,1-7)
Her får vi det sidste af Bibelens vidnesbyrd om Efesus- menigheden. Det er nu rundt regnet 40 år siden, Paulus første gang besøgte den (Ap.G.18,19f ), og omkring 35 år siden han skrev de evangeliske kernesandheder i brevet til denne menighed. Og endelig er det omkring 30 år siden Paulus skrev de to breve til Timoteus, som var i Efesus (sml. 1.Tim.1,3f ). Ifølge oldkirkens tradition havde apostelen Johannes været menighedsleder i Efesus fra omkring år 70 - det tidspunkt, hvor Jerusalem blev ødelagt.
    Det er ransagende at tænke over, at budskabet i Åb. 2,1-7 er skrevet til en menighed, der havde så betydningsfulde åndelige ledere som Paulus, Timoteus og Johannes, og som havde fået betroet et så stort lys i Guds ord som vel ingen anden menighed på den tid. Men her er lyset slukket eller ved at slukke.
    Det er Jesus, der taler her i Åb. 2,1-7. Det ser vi både i indledningen og i afslutningen af brevet. Jesus taler til menighedens leder og gennem ham til hele menigheden.
    Hvordan står det så til i denne menighed efter 40 år? Jesus er den, som ransager nyrer og hjerter (2,23). Han ser alle ting også indersiden. Og det var her, der var svigtet.
    Set udefra var det meget godt. Er der noget, der mangler? De har arbejde (egentlig slidsomt stræb), tålmodighed (udholdenhed), de har nådegaver til at prøve ånder. Her møder vi en menighed, som vil stå vagt om lære og liv. I praksis tog de afstand fra nikolaitternes gerninger (2,6). Jesus har meget at rose denne menighed for. De vil vogte både læren og livet inden for menigheden.
    Men så kommer det pludseligt som et lyn-nedslag: »Men jeg har det imod dig, at du har svigtet din første kærlighed« (2,4). Når der står din og ikke den første kærlighed, må det være Jesus der hentydes til. Dermed falder alt i ruiner. Dybest set bliver alt forkert i Efesus-menigheden. En kristens første kærlighed er Jesus selv - ikke hans gaver eller opgaver. En kristen kendes først og sidst på sin kærlighed til Jesus. Derfor lyder det videre: »Kom derfor i hu, hvorfra du er faldet, og omvend dig« (2,5).
    Lad os ikke glemme, at Efesus-menigheden var en ledende menighed i Lille-Asien. Det var en rigt udrustet menighed. De havde fået meget lys i Guds ord - og de havde mange gerninger for Jesus. Men menigheden kan ikke blive stående. Det vigtigste af alt manglede - Kærligheden. Jesus ser efter kærligheden. Intet kan erstatte den. Stor indsats i Guds riges tjeneste kan ikke erstatte kærligheden. Uden kærligheden til Jesus betyder alt det andet ingenting.
    Menigheden spørger: Hvad var det, vi gjorde før, som vi ikke gør nu? Svaret er enkelt: Udadtil gør de det samme, men det er ikke det samme alligevel, fordi kærligheden ikke er den samme. Brudgommen er ikke tilfreds med brudens gerninger. Intet kan erstatte kærligheden.
    Vi kan tænke på Peters' »indvielse« (Joh.21,15-17 ). Det var ikke en række kundskabsspørgsmål, men det var et spørgsmål, der kom tre gange: »Simon, Johannes' søn, elsker du rnig?«
    Elsker du mine troende venner? Jesus har nogle, som har behov for vores omsorg. Vover Jesus at betro de mindste små til os? Kærligheden til Jesus selv er forudsætningen for at kunne øve ægte hyrdeomsorg for de troende, som hører Jesus til. Er kærligheden til Jesus til stede, er alt det andet i orden. Mangler kærligheden, er alt andet galt. Jesus siger om kærligheden i endetiden: »Og fordi lovløsheden tager overhånd, vil kærligheden blive kold hos de fleste« (Matt.24,12 ). Menigheden i endetiden beskrives som kold.
    Din dygtighed i Guds riges arbejde er som din kærlighed til Jesus (Øivind Andersen). Men så bliver det budskab Efesus-menigheden fik endnu mere ransagende: »Men jeg har det imod dig, at du har svigtet din første kærlighed« (Åb. 2,4). Deres hjerter var blevet fjernet fra ham. De ejede ikke længere livet i Ham. Frafaldet var skjult for verden, men ikke for Jesus!
    I menigheden var de optaget af alt det, de skulle gøre for Jesus: gode gerninger, stå på vagt mod vranglære, udholdenhed i trængselen. Det var altsammen udmærket. I dag ville vi sige: Menigheden skulle tage de mange udfordringer op!
    Blikket var vendt bort fra Jesus og hen på deres egen kristne virksomhed, deres tjeneste og organisationsapparat. Når disse ellers så »gode« ting får opmærksomheden og bliver det egentlige i stedet for Jesus alene, kan det blive en meget fin facade.
    Men indholdet mangler. Hovedpersonen er sat udenfor.

Hvis ikke Jesus alene er vort liv, vor retfærdighed, helliggørelse og forløsning, ja, vort et og alt, så ejer vi ikke livet, men er åndeligt døde, selv om der findes en from facade.
    Gerningerne var der nok, men det var ikke gerninger, der var en frugt af kærlighed til Jesus.
    Går vi dybere ned i emnet, så må vi spørge: På hvilket punkt gik det galt? Hvad er en egentlige grund til dette frafald fra Jesus - midt i alt stræbet med at gøre gerninger for ham?
    Når det gælder forholdet til vranglæren (1.Tim.1,3ff), tyder det på, at formaningen ikke har været forgæves her. Menigheden har til en vis grad magtet at dæmme op mod vranglæren. For der står: »du kan ikke fordrage det onde; og du har prøvet dem, som kalder sig selv apostle, skønt de ikke er det, og du har fundet, at de er løgnere« (Åb. 2,2). På dette punkt i forhold til vranglæren har der været et opgør.
    Men i menigheden var de ved at glemme de evangeliske» kernesandheder« (Ef.1,3ff og Ef.2,4ff ), nemlig, at Gud i Kristus har givet os al åndelig velsignelse.
    Faren er den, at jeg kan blive så optaget af, hvad jeg skal gøre for Jesus, at jeg helt glemmer, hvad Jesus har gjort og er for mig.
    I Efesus var der sket en forskydning i forholdet mellem Jesus for mig og Jesus i mig. Uden at de troende i menigheden var klar over det, var denne snigende fare ved at føre dem bort fra evangeliet.
    Rosenius beskriver »antikristens ånd«, som sniger sig ind iblandt os ved, at en »ophøjer Helligåndens gerning i os og på en finere eller grovere måde skubber Kristi værk for os til side.«
    Her lå den store fare for denne ellers så prægtige menighed i Efesus. De var kommet bort fra Ordet: »Ligesom Menneskesønnen ikke er kommen for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange« (Matt.20,28 ).
    For os i dag er faren den samme som for menigheden i Efesus. Det sker, hvis der finder en forskydning sted i forkyndelsen fra lov og evangelium (synd og nåde) til kald og tjeneste. En forkynder udtrykte det sådan: »Hvis vi kører på med »offer-linien« - uden en nøje sammenhæng med den evangeliske og frigørende »rosenianske linie« - kan alt vort kristne arbejde ende i lovtrældom.«
    Brevet til menigheden i Efesus er ikke et afskedsbrev fra Jesus, men et kaldsbrev til omvendelse: »Kom derfor i hu, hvorfra du er faldet, og omvend dig og gør de samme gerninger som i den første tid« (2,5).
    Ifølge Bibelen har omvendelsen to sider. Der er noget vi skal vende os fra. Endnu vigtigere er det at forkynde Ham, vi skal vende os til, nemlig Jesus Kristus. »Det hedder jo: Vågn op, du som sover, og stå op fra de døde, og Kristus skal lyse for dig« (Ef.5,14 ). Her lyder der en formaning til at vågne op for troens folk (sml. 1.Kor.15,34 ).
    Det er kun evangeliet, som kan gøre os beredte. Det er kun ved at se på Jesus, vi kan holde os vågne, og ikke ved at tage os sammen. Hvis menigheden i Efesus ikke følger Jesu formaning til at omvende sig, »kommer jeg over dig og flytter din lysestage fra dens plads, hvis du ikke omvender dig« (2,5b).
    Der findes forskellige tolkninger af dette, at der trues med en flytning af lysestagen. Øivind Andersen skriver noget om det i sin bog »Hvad Ånden taler til menighederne«.
    »Lysestagen bærer lyset. Her tænkes der på dem i menigheden, som er tro mod Herrens ord og som Herren på en speciel måde har åbenbaret sit ord igennem. De bærer lyset og har stor betydning for hver menighed. Det er alvorligt, når en kristen menighed, organisation eller et samfund ikke kender sin besøgelsestid og bøjer sig for sandhedens ord, så de omvender sig til Herren. Så flytter Herren de mennesker væk, som han ellers havde sat der som lys og salt. Herren lader ikke dommen komme, før han har flyttet dem, dommen ikke skal ramme. I Efesus gik det galt. Lysestagen blev flyttet!«
    I historisk perspektiv kan vi sige: Lysestagen blev virkelig flyttet! I dag ligger der en lille tyrkisk landsby - Ajasoluk - hvor Efesus lå. Muhammedanismen råder, og der findes næsten ingen kristne i området.
    Guds ord står fast!
    Om menigheden i Efesus er det blevet sagt, at den er et eksempel på en udvikling fra liv til død. Denne menigheds historie kan kort beskrives sådan:
    En menighed dannes - den elsker Jesus - oplæres grundigt i troen vokser i nåden - kærligheden råder - fristes af det gamle liv - møder falske lærere - kommer i ydre trængsel - nogle falder fra - får solid vejledning og sund formaning - styrkes - får orden på de forkerte forhold - viser et forbilledligt liv - har mange gerninger - men har midt i det hele forladt Jesus.
    Efter sådan en udvikling må jeg tænke på, hvad Ole Hallesby engang sagde: »Hvis jeg fik anledning til at stille Jesus et eneste sprøgsmål, så måtte det blive dette: Hvordan står det til med mig?«

---