En lille opbyggelig bog s.57flg.
I virkeligheden er mission ganske enkel: Vi bliver glade for Jesus, og ligesom den forelskede ikke kan tie stille med det, men lader hele verden vide, hvor dejlig hun eller han er, sådan har også den kristne det med sin herre og frelser. Bekymrer den forelskede sig om måden? Jo, selvfølgelig, man vil jo naturligvis nødig komme til at sige noget ufordelagtigt om kærligheden i sit liv, men det er ikke måden, der er afgørende. Det afgørende er det menneske, man ikke kan tie stille om. Her­med påstår jeg ikke, at et kursus i kommunikation ikke kan være en god ide, men jeg vil gerne skyde den ide ned, at når vi ikke oplever den lydhørhed og vækkelse, vi alle ønsker, så skyldes det måden, vi formidler evangeliet på. Lydhørheden og væk­kelsen kommer alene ved Helligåndens virke, og den kan vi bede om, ikke fremmane, hvor mange spændende initiativer vi end tager.

    Som jeg ser det, er den store fare for os kristne såmænd ikke, at vi forbener i vores kristne subkul­turer. At dette kan forekomme, er hævet over en­hver tvivl, vi kan alle forbene, i vores liv og i vores menigheder, jeg tror bare ikke, at det er den stør­ste fare, når det gælder vores bestræbelser på at nå vores venner, naboer og kolleger med evangeliet. Nej, den store fare består i, at vi i bestræbelserne på at nå disse mennesker netop glemmer, hvad det er, vi vil nå dem med.
    Det er evangeliet om Jesus, vi skal fordybe os i, ikke metoderne til at bringe dette til vores med­mennesker.
    Siger jeg dermed, at de mange kurser og tests og bøger, som produceres, ligefrem kan stå i vejen for evangeliet? Ja, det gør jeg. Jeg går endda videre og stiller det spørgsmål, om ikke alle disse tiltag endog kan gøre, at vi selv glider bort fra det sande evangelium. Sagen er nemlig, at det, der optager os, skal være Jesus, ikke en metode, et princip, en vision. Og her hører jeg et kor af protester (eller hallucinerer jeg mon?); de siger, at jeg fuldstændig har misforstået det her, eftersom det jo netop er evangeliet om Jesus, de forsøger at formidle. Her­til vil jeg gerne bede dig have mig undskyldt; det er slet ikke min mening at dømme eller fordømme nogen. Jeg nævner med vilje ingen særlige initia­tiver eller organisationer (skønt de stikker mig i halsen og kribler i mine fingre); jeg spørger blot: Er der en tendens til, at vi får vendt vores fokus bort fra Jesus og over på formen, menigheden, os selv?
    Vi har det med at gøre tingene for vanske­lige. Vores opgave er at gøre alle folkeslag til Jesu disciple. Midlet hertil er Guds ord, som levende­gøres i hjerterne ved Helligånden. Det ligger jo ligefor: Vi skal leve på en måde, som er dette kald værdigt; vi skal elske og bede for vores medmen­nesker; vi skal fortælle dem, at dommen kommer, og at Jesus derfor er død for deres og vores skyld, så vi alle kan gå fri af dommen, når blot vi kom­mer til Jesus med det, som skiller os fra Gud, nemlig vores synd. Så enkelt er det.
    Dette er en forenkling af hele den kristne lære, jeg ved det godt. For man kan jo indvende: »Hvad med nådegaverne? Hvad med hverdags­livet? Hvad med det ene og det andet?« Og jeg hilser alle disse indvendinger velkommen. Det skal med alt sammen. At leve som kristen handler om det alt sammen, men min pointe er, at der er rigeligt af alt det andet, det er evangeliet, som har trange tider.
    Mange mennesker går i kirke en gang om ugen. Det er så det. De læser måske i deres Bibel i tyve minutter om dagen. Mange, som kalder sig kristne, kan slet ikke svinge sig op på så meget. Og det er helt i orden. Der findes ingen regler, ingen kvoter, ingen krav - frelsen er gratis. Men heraf fremgår det jo så også, hvad det er, vi skal være sammen om, når vi mødes i vores menighe­der.
    Evangeliet.
    Jesus er menighedens centrum, og når vi kom­mer sammen, er det ham, vi skal bede til, læse om, høre om, fordybe os i, tilbede, lovsynge. Det betyder ikke, at gudstjenesterne ikke kan være festlige, tværtimod, det betyder netop, at det skal være festligt. Der findes jo masser af mennesker, som samles med det formål at synge og feste og holde kurser og drøfte principper og markedsfø­ring, ja, der findes endda mennesker, som samles om en person ligesom de kristne. Politiske partier, afterparties for rockstjerner, unge mennesker i weekenden, som ikke aner, hvorfor de fester, men festes skal der immervæk!
    Vi krisrnes særkende er alene, at den person, vi er samlet om, er Jesus, Guds søn.
    Og hvilken person!
    Tænk engang: Jesus er Guds søn, kommet som menneske for at frelse alle, der vil tage imod indbydelsen til den store fest. Han betalte for dig med sit liv. Han har, som nævnt indledningsvis, al magten både i himlen og på jorden. Og det er ham, vi tilhører.
    Der findes ingen højere. Der er ingen på højde med ham. Han alene har magten. Han alene be­stemmer. Han alene definerer, hvad der er rigtigt og forkert. Han alene dømmer. Han alene frelser!
    Undertiden ser det ikke sådan ud. Ærlig talt. Det ser ud, som om Fanden selv regerer her i verden, og på sin vis er det også sandt nok. Sandt i den forstand, at ham djævlefyren endnu raser - åh, hvor han dog raser! - men hans tid er kort, og snart vil støvet lægge sig her i denne verden, hvor riger kommer og går, og tilbage vil Gud og hans rige stå som det eneste sande og evige rige.
    Jesus tilhører vi. Jesus skal vi være stolte af. Jesus er vi stolte af.
    Er du stolt af Jesus?
    Vel, jeg kender selv til den situation, at jeg står der blandt andre mennesker, for hvem nærværende bog jo i bedste fald er volapyk og i værste fald ansporer dem til at ringe efter både politiet og en ambulance, jeg har stået der og fremmumlet vage hentydninger til min »kristendom« og »tro«; som en anden Peter i ypperstepræstens gård fandt jeg det upassende eller ligefrem angstprovokerende og ydmygende at bekende Jesus som den, han er: min herre og frelser, min trøst, mit håb og min bedste ven. Heldigvis er Jesus alt det, jeg ikke selv er, og som han tilgav Peter, har han tilgivet mig.
    Når det så er sagt, så lad mig her udbasunere det så tindrende klart som muligt: Jeg er stolt af at tilhøre Jesus Kristus. Han er Guds søn, Kristus, den Salvede, han er det slagtede lam, som de fire levende væsener og de ældste ved Guds trone ka­ster sig ned for og tilbeder. Og som jeg tilbeder. Al ære tilhører ham og ham alene.
    Og her er jeg fremme ved mit egentlige an­liggende: Den Jesus, præcis denne fantastiske og ophøjede og evige Jesus, han har givet mig lod og del i sit rige. Ja, ikke bare mig, men alle, som øn­sker at være med. Mig har han åbenbaret dette for, så jeg simpelthen ikke kan lade være med at dele det med andre.
    Ja, jeg svigter. Ja, jeg lyver. Ja, jeg ... fortsæt bare listen. Hr. Djævel, du, som plager mig nat og dag med alle disse anklager: Kom nu bare med det hele, ud med det! For jeg er fuldstændig ligeglad! Jesus er alt det, jeg ikke er.
    Og med mine begrænsede evner og mine mange eksempler på, hvor galt det kan stå til med det faldne menneske, og med mine dominerende egoistiske motiver og handlinger, med min hid­sighed og dårlige sans for timing og så videre og så videre, vil jeg gøre præcis det, Jesus bad sine disciple og dermed også mig om: Gøre alle folke­slagene til hans disciple.
    At han har valgt sig en dårlig tjener i mig, ved både han og jeg, men hvad så? Det er ikke mig, dette afhænger. af, men Jesus. Afhang Guds riges udbredelse af mig, var udsigterne ikke bare dårlige, men fuldstændig latterlige. Præcis ligesom dengang på bjerget, hvor Jesus gav sine disciple Missionsbefalingen.
    Evangelisternes beretning om disciplene er ikke beretninger om helgener. Tværtimod. Vi mø­der tvivleren, den impulsive og fornægteren og de ærekære. Når Jesus sendte dem ud på denne enor­me mission, så havde han aldrig forestillet sig, at de skulle gå alene. Det er derfor, han understreger, at han har al magten. Dermed får de et mandat, og kort efter får de Helligåndens udrustning.
    Efter at have studeret Skriften og gået rundt med Jesus i tre år, begreb de det endnu ikke. Vi læser, at de endnu tvivlede. De var bange. De var rådvilde. Men så kom Helligånden og kastede lys over det hele. Gav dem saft og kraft. Frimodig­hed. Vejledning.
    Den samme Hellige Ånd, som åbenbarer Kristus for os i dag.
    Hvilken Kristus?
    Se, dette spørgsmål bliver jeg nødt til at op­holde mig lidt ved her til sidst. For der er mange meninger om, hvem Jesus er, og det er til at blive rundtosset af.
    Den Kristus, som jeg tror på og bekender mig til, er den Jesus, den Guds søn, som beskrives i Bi­belen, både i Det Gamle og Det Nye Testamente. Lige fra Mosebøgerne til Johannes' Åbenbaring læser vi, at der findes mennesker, som i Guds navn forkynder en anden Gud end den eneste, sande Gud.
    Jeg forstår det for så vidt godt. Det ligger så dybt i os: »Har Gud virkelig sagt det og det? Jeg ved godt, at der står sådan og sådan, men mon det skal forstås så bogstaveligt?«
    Skriften skal læses i lyset af Skriften, og når man læser, finder der altid en tolkning sted. Men til syvende og sidst er det et spørgsmål, hvorvidt man tror på, at forfatterne til de bibelske skrifter har fået deres mandat fra Gud. Har de det, og det tror jeg fuldt og fast på, er Bibelen den målestok, vi skal bruge, når vi skal »prøve ånderne«.
    Dermed siger jeg også, at enhver, som ikke vil tale om dom og Helvede, og at Jesus frelser os fra dette, er en vranglærer. Og så er jeg ganske lige­glad med, hvor megen vækst der måtte være i en kirke, hvor man lærer sådan. For mig siger det in­tet som helst om, hvorvidt det, der foregår, er godt eller skidt. Det eneste, der har betydning, hvad det angår, er, om det er Bibelens vidnesbyrd om Den Levende Gud, som forkyndes. Hvor impone­rende og velordnet og handlekraftig og succesfuld en menighed er, siger intet som helst om, hvorvidl det er en god eller en dårlig menighed. Der findes såkaldt kristne menigheder med masser af succes, vækst og mægtige gerninger, som ikke har det fjerneste med Jesus Kristus at gøre. Jeg gentager: Alene, hvor Bibelens sande lære formidles, og hvor nådemidlerne forrettes efter de bibelske anvisnin­ger, findes Guds menighed. Alt det andet er gan­ske underordnet.
    Det vil måske være fristende at stille følgende spørgsmål: Qg hvem, kære Thomas, synes du så hører til Guds menighed og hvem ikke? Og jeg mærker understrømmen af fordømmelse ikke bare af min fordømmelse, men også af min forsømmel­se, så lad os lade dette ligge. Det tilkommer alene Gud at dømme, og i øvrigt ligger det helt uden for denne bogs rammer at gennemgå de forskellige menigheders teologi eller mangel på samme.
    Men det tilkommer mig - som en del af det almindelige, hellige præsteskab, som en del af Kristi legeme - at komme med denne advarsel:
    Evangeliet er i fare.
    Det har det altid været, og det er ikke blevet bedre med tiden. Det var aldrig uden grund, når Jesus åbnede munden, heller ikke da han fortalte om de ti brudejomfruer, eller da han sagde: »Men når Menneskesønnen kommer, mon han så vil finde troen på jorden?«
    Dette må mane til besindighed. Når apostlene i deres breve gang på gang advarer imod vrang­lære, så er det med god grund. Fordi det ligger os så snublende nær at forme Gud efter vores eget billede.
    Da jeg var barn og hørte beretningerne fra Det Gamle Testamente om mennesker, der tilbad guder af træ og sten, og da jeg hørte om israelitterne, som tilbad en guldkalv, de selv havde fået Aron til at lave, så begreb jeg det simpelt hen ikke. Hvordan kunne de være så dumme? tænkte jeg.
    Og med god grund. Det var virkelig dumt. Sagen er bare, at vi alle står i fare for at danne os gudebilleder, som vi tilbeder, gudebilleder som måske nok kan ligne den eneste sande Gud, men som ikke er ham. Vi står altid i fare for dette. Der er kun en ting, som kan bevare os fra dette, nem­lig at lade os nære af Skriften, så vi får nedkæmpet de mange vrangforestillinger, vores syndige sind ustandseligt producerer.

    Så kom jeg vist hele vejen rundt. Overfladisk, vil en og anden nok indvende, og jeg skal intet sige til mit forsvar. Mit ærinde var blot at opmuntre til at holde fast ved den Kristus, som Bibelen forkyn­der, og opmuntre til at gøre, som Jesus befalede. Hvad verden så end måtte sige. Hvilket kor af studerede røvere, om de så kalder sig teologer eller professorer eller biologer eller noget helt tiende, er ganske underordnet; i Bibelen finder vi Guds gode og retfærdige dom over mennesket åbenbaret, vi finder hans gode vilje og kærlighed, som fik ham til at sende Jesus for at løskøbe os fra synden og døden bevidnet, vi finder ind til den faderfavn, hvor vi trygt kan hvile, hvor meget verden end raser omkring os.
    Det er ikke bare verden, der raser med al sin forlorne skønhed og indbildske visdom. Den Onde gør det også. Snart kastes han og alt det, som hører ham til, i den evige ild, og så bliver der fest.
    Vi er alle indbudt til denne fest. Jesus selv har indbudt os. Han har endda givet os en ordentlig stak indbydelser i hånden og sagt til os, at vi bare skal dele ud af dem til højre og venstre. Ingen tilbageholdenhed der - bare del ud!
    Han kommer snart. Det har han lovet.

---