En lille opbyggelig bog s.7-17
Forestillingen om, at man kan være kristen uden at drive mission,
er lige så absurd, som den er populær blandt mennesker, der ikke
kender Jesus Kristus. Det ligger i selve det at være kristen, at
man er vidne om Kristi død og opstandelse, den selv samme Kristus,
som lige inden han fór til himmels sagde til sine disciple:
”
Mig er givet
al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle
folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og
Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt
det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage
indtil verdens ende.”(
Matt.28,19-20
)
Nu var det jo ikke noget, Jesus sådan lige kom
i tanker om på falderebet, nej, at Gud er alles Gud, og at de, som
kender ham, proklamerer hans navn ud over hele jorden, går som en
rød tråd gennem hele Bibelen,
Slm.108,4
;
Es.2,4
;
Es.11,10
;
Joel4,2
;
Joh.3,16)
i missionsbefalingen skærer han det blot ud i pap for disciplene
til alle tider. I
ngenting er ændret siden dengang. Jo, vi har
lært at flyve, elpæren og computeren er opfundet, men når det
gælder livets væsentlige spørgsmål, har ingenting ændret sig,
siden Jesus stod dengang på bjerget i Galilæa. Det er Jesus, der
har al magten, og han har befalet sine disciple at gøre, døbe og
lære.
Det, vi læser her – ja, ikke bare her, men i
hele Det Nye Testamente – er netop de første kristnes vidnesbyrd
om, hvad det var for en Jesus, som vandrede omkring her på jorden
i godt tredive år, det er hans lære, som er videregivet til os
også her i dag og vil bestå, indtil enden kommer.
Der findes mennesker, som vil betvivle
evangelisternes troværdighed, og skønt jeg undertiden mærker en
voldsom vrede, når jeg konfronteres hermed, afløses vreden
heldigvis snart af både medlidenhed og undren.
Da Simon Peter havde sagt, hvem han troede,
Jesus var, sagde Jesus til ham:
”Salig
er du, Simon, Jonas’ søn, for det har kød og blod ikke åbenbaret
dig, men min fader i himlene” (
Matt.16,17)
- ja, må jeg tilføje, og salig er jeg, Thomas, Eriks og Ninas søn,
at også jeg af hjertet kan bekende, at Jesus er Kristus, Guds søn.
De, derimod, som ikke er salige, er dem, som
ikke kender Jesus. De har måske læst om ham og hørt om ham. De
beundrer ham. De lærer af ham. De tror også på det, de mener, er
ham. Men Jesus af Nazaret, ham kender de ikke. Gjorde de det,
ville deres hjerter boble af fryd alene ved lyden af hans navn.
Kendte de ham og forstod, at han virkelig dér på bjerget gav sine
venner denne store opgave – og det skønt der var nogle, der
tvivlede – ville de vide, at alting afhænger af ham, som elsker
dem, og som virkelig har magten både i himlen og på jorden.
Hvis ikke man skal have medlidenhed med et
menneske, som ikke kender Jesus, ved jeg ikke, hvem man skal have
medlidenhed med.
Og hvis man som Jesu discipel ikke undres over,
at lige netop jeg har fået troens gave, så har jeg ingen som helst
anelse om, hvorfra man nogensinde skulle blive i stand til at
mobilisere undren.
Hvorom alting er: Jesus, som har al magten, har
befalet sine disciple at gøre alle folkeslag til sine disciple.
Hvordan det? Jo, ved at døbe dem i Faderens, Sønnens og
Helligåndens navn og ved at lære dem at holde alt det, han har
befalet.
Det er opgaven. Er du en Jesu discipel, er
kursen for dit liv hermed afstukket. Og er du ikke en Jesu
discipel, må jeg her fra begyndelsen af (ud over at udtrykke min
allerdybeste forundring over, at du har fået fingre i denne bog)
sige det til dig, som det er: Se at få bragt det i orden. Få bragt
hvad i orden? spørger du måske. Og hertil er svaret: Forholdet til
Gud.
Forstår du: Uden Jesus har du ikke fred med
Gud. Uden Jesus er du uden håb. For uden Jesus står du ganske
alene, når du engang skal stå foran Guds trone. Og da er
undergangen nær. Det sker nemlig. Det sker nemlig virkelig –
virkelig – virkelig – det sker en dag, at vi alle skal møde vores
Skaber. Verden, som vi kender den, ender, og hvert eneste menneske
skal dømmes efter sine gerninger, og har man forbrudt sig på blot
ét punkt, går man til grunde i mødet med Gud. Det betyder, at også
du og jeg skal møde Gud. Og den dag – åh, hvilken forfærdelig og
vidunderlig dag – den dag skal vi dømmes.
Eller det vil sige: Jeg skal ikke dømmes.
Ligesom Simon Peter, der bekendte Jesus som Guds søn og herre,
ligesom han ikke bliver dømt, bliver jeg det heller ikke. Hvorfor
ikke? Bestemt ikke, fordi Simon Peter var nogen helgen. Læs blot
historien om ham i Bibelen, hvordan han altid talte, før han
tænkte, hvordan han svigtede sin herre, hvordan han hyklede, så en
anden apostel, nemlig Paulus, måtte tale ham midt imod, mens folk
så måbende til. Og jeg er ikke et hak bedre, tro mig (eller spørg
min kone). Også jeg er fordærvet, hyklerisk, en kujon.
Og dog går vi begge fri af dommen.
Simon Peter og jeg – uden sammenligning i
øvrigt – klarer os gennem livet, døden, dommen og evigheden, og
det gør vi, fordi Jesus er vores herre og frelser.
Hvordan det forholder sig med dig, ved jeg
ikke; jeg ved bare, at dem, som går fri på dommens dag, er dem,
som ikke dømmes efter deres egne gerninger, men efter en andens.
Det er altså Jesus og hans gerninger, som er afgørende. Hvor mange
gode eller dårlige gerninger Peter og jeg end kan prale med eller
skamme os over, så har det dog ingen betydning på dommens dag. Det
har naturligvis betydning for vores medmennesker, hvordan vi
agerer over for dem, men overfor Gud gælder kun ét spørgsmål: Har
vi givet afkald på vores egne gerninger, ja, vores eget liv, og
modtaget det liv og de gerninger, Jesus har givet os?
Dette, som er et opgør med alverdens
religiøsitet, er det centrale i denne lille bog, og jeg vil blive
ved med at vende tilbage til det. ”Vende tilbage?” tænker du
måske. ”Jamen er alt ikke netop sagt hermed?”
Ja, det skulle man måske tro, men man skal ikke
have studeret særlig megen kirkehistorie, før man indser, at det
langt fra er tilfældet. Man skal ikke have skævet særlig meget til
sit indre, før man indser, at skønt alting står og falder med
dette ene – forsoningen og forløsningen ved Jesu fuldbragte værk –
så har vi mennesker, også de velmenende, også dem, som læser mange
teologiske bøger, også dem, der taler i tunger og tager sig af de
hjemløse og sultne, os alle sammen, så har vi en besynderlig
tendens til at miste fokus. Selv i bestræbelserne på netop ikke at
miste dette af syne kan vi opbygge strategier og metoder, som gør,
at vi til sidst kun ser metoderne og strategierne, mens Jesus
forsvinder.
Alt er på sin vis sagt med Jesu gerning. Det er
ved ham vi begynder og ender. Det er ved ham, vi lever og dør. Det
er ved ham, vi genfødes til det evige liv. Det er ved ham, vi
opbygges som kristne. Det er ved ham, vi henter kraft til
kristenlivet. Det er ham, der har magten både i himlen og på
jorden, og det er derfor, han samler sine disciple dér på bjerget,
før han stiger til himmels for at gøre en plads rede til alle, der
vil tage imod invitationen.
Som sagt er der sket meget siden dengang på
bjerget – politisk, teknologisk osv. – men i alt væsentligt har
intet af betydning ændret sig. Jesus er den samme, hans befaling
er den samme. De vidnesbyrd vi har om, hvem Jesus var og dermed
er, er bevaret. Først og fremmest har vi de skrifter, som er
samlet i Det Nye Testamente.
Og går man Det Nye Testamente igennem, viser
det sig snart, at det er en naturlig fortsættelse af Det Gamle
Testamente. Hvor Det Gamle Testamente peger frem på den Messias,
som skal redde menneskeslægten, fortæller Det Nye Testamente om
den Messias, som rent faktisk reddede menneskeslægten, dig og mig.
Det er med andre ord Messias – Jesus af Nazaret
– som er alle de bibelske skrifters midtpunkt. Det er ham, alting
handler om. Og det er såmænd ikke kun i Bibelen, at det forholder
sig sådan. Faktum er, at alting – siger og skriver alting –
handler om en person:
Mennesket og Gud: Jesus Kristus.
Efter at have læst Missionsbefalingen er det selvfølgelig
nærliggende at spørge, hvad det var for et budskab, disciplene så
bragte med sig. Hvad sagde de? Hvad gjorde de? Hvad var vigtigt
for dem, at mennesker skulle høre? Hvad ønskede de, at folk skulle
tro på?
Det er der skrevet tonsvis af bøger om, og
eftersom Prædikeren jo har ret i, at man bliver træt af den megen
læsning,
Præd.12,12 vil
jeg
her tillade mig at skære helt ind til benet og groft inddele
budskabet i tre hovedpunkter, de selv samme hovedpunkter, som,
ligeledes forenklet, også udgør Det Gamle Testamente:
1. Gud har skabt alting, hvilket altså
inkluderer mennesket. Der er ingen anden gud end Gud, resten er
noget vi finder på.
2. Vi står til regnskab over for Gud, hvad
enten vi ved det eller ej, og hvad enten vi vil det eller ej.
3. Eftersom vi alle er gennemsyret af ondskab
og egoisme og ikke giver Gud den ære, som tilkommer ham, går vi
til grunde i mødet med Gud. På dommens dag vil ingen
mennesker kunne bestå, alle vil gå fortabt. Drevet af sin store
kærlighed til mennesket besluttede Gud derfor engang i tidernes
morgen at lægge al synd over på sin egen søn, Jesus Kristus, ved
hvem vi får syndernes forladelse og evigt liv. Bibelen er en
samling af skrifter – profetier, oplæring, vidnesbyrd mv. –
inspireret af Guds Hellige Ånd; alt sammen stiler det imod dette
ene: At vi skal nå til erkendelse af vores skyldforhold til Gud og
derfor gribe ud efter den redning, han har givet os.
Der er, jeg ved det godt, også meget andet at
hente i Bibelen – visdomsord, praktisk hjælp, trøst osv. – men jeg
vover at påstå, at det alt sammen sådan set kun er forklaringer.
Bibelen er snarere historien om Gud, og hvad han har gjort for
mennesket, end det er historien om mennesket og dets tanker om
Gud. Og når apostlene f.eks. kommer med konkrete råd med hensyn
til det ene eller det andet, så er det, fordi disse formaninger
tjener som redskab til dette højeste mål: At føre læseren til
Jesus og vokse i erkendelse af ham.
