7 Et liv i lidelse
Det er dog forunderligt, at så snart et menneske i sandhed er omvendt til Kristus og begynder at leve gudeligt, indfinder korset sig. Du, som er udvalgt af Gud, kaldet, retfærdiggjort, helliget og herliggjort, skulle vente at få gode dage på jorden. I stedet kommer anfægtelse og lidelse, indre og ydre trængsel, frygt, had og forfølgelse, sygdom og sorg. Det bliver ikke mange gode dage, du får i verden.
    Enhver kristen må trækkes med sine synder og for syndens skyld med en bange samvittighed. Vel er vi genløst og frie. Men Djævelen giver os ikke fred. Han fortæller os, at vi har syndet, og at Gud er vred på os. Så længe en kristen er her, lever han i kødet. Det får han at mærke. Det onde har dybe rødder i hans natur. Den indvortes lidelse over det onde, som bor i ham, er uudsigelig. Så kommer verden og bider de hellige som en slange i hælen. Alt dette ydmyger en kristen og driver ham til bøn om Guds nåde og kraft. Korset bliver for ham den kraftigste lægedom mod de onde lyster.
    Enhver kristen får sit kors, og enhver synes vel, at hans kors er det tungeste. Men om så alle kors lå på en lang række, og han selv måtte vælge, ville han dog vælge sit eget.
    Den, som vil forkynde evangeliet rent og ret, får fjender og forfølgere. Kristus lider endnu i sine lem­mer. Men når det stormer værst, så grønnes Guds træer. Af vor fattigdom skaber Gud rigdom, af vor sygdom sundhed. Af ondt rygte skaber han et godt rygte. Af sorg skaber han glæde. Vort liv hviler i Guds hænder.
    Gud vil, at alle sande kristne skal leve under kor­set for at komme til at ligne hans Søn mere og mere, Rom.8,29 . Jo mere hellig en kristen er, jo mere vil han lide for Kristi skyld. Herren sender korset for at bevare sine hellige i ydmyghed. Der findes intet, som ydmyger os mere end kors og lidelser. Vi lærer os selv bedre at kende, vor indre urenhed og ond­skab, og dette driver os til bøn og til at dø bort fra synden og verden, for at Kristus må leve i os og vi mere forvandles efter hans billede.
    Den, som vil nyde det gode, må også lide det, som er ondt. Den, som vil til himlen, må først have smagt helvede. Den gren, som bærer frugt, bliver renset, for at den skal bære mere frugt. Hvis vi intet kors og ingen trængsel havde og ikke blev prøvet i lidelsens ovn, Es.48,10 , så ville vi snart hovmode os og falde i synd og vantro.
    Under alle trængsler bliver troen prøvet. I sådanne tider bliver det åbenbart, om du ejer troen på Guds blotte og bare ord på trods af alle følelser. Trængs­len vækker os af det søvnagtige bønneliv. I nøden lærer vi at bede. Og Gud hører bønner. Bøn og nåde omfavner hinanden. I trængslens tider lærer du at sætte dit håb til Gud.
    Den trøst, vi har i alle vore trængsler, er, at vi har en forsonet og nådig Gud i himlen. Guds nåde er min trøst. Gud er vor Far, og han kender sine børn og ved, hvad vi trænger til. Der blæser megen hård vind over os. Men netop trængslen er det bedste tegn på, at Gud elsker os. Han, som sårer, læger også. Og han, som tugter, forstår at trøste os.
    Lidelsen bliver så pinefuld, fordi vi må erkende, at vi fortjener at lide for vore synders skyld. Men hør, kære kristne venner! Alle jeres synder, som nu ængster jeres samvittigheder, har Gud tilgivet for Kristi skyld. Så snart den mindste tro på Kristus er vågnet i hjertet, og du er døbt, er al din syndebyrde taget fra dig, og du er blevet et nyt menneske. Hvor troen og dåben er, der er ingen synd, men lutter evig retfærdighed.
    Vær stærk i Herren og lid med tapper tålmodig­hed! Jo større lidelserne er, desto mere frimodigt vil hjertet blive. Du har en forunderlig Gud. Sine kære­ste børn slår han hårdest, og de tungeste dage er ken­detegn på hans inderligste kærlighed. I trængslens tid lærer du at elske Gud og hade synden. Er dine tidligere synder dig ikke en vederstyggelighed? Du må ikke tro, at du er forladt af Gud. Gud forkaster ingen, som han har taget imod i nåde, når blot disse ikke selv løber bort fra ham. »Og når I må lide her en kort tid, vil al nådes Gud, som har kaldet jer til sin evige herlighed ved Kristus Jesus, selv udruste, støtte, styrke, grundfæste jer« (1.Pet.5,10 ).
    De veje, Gud fører sine børn, synes underlige. Han lader sine synke dybt, men de drukner ikke. Han fører dem ned til dødens porte. Han dræber og gør levende. Også døden kan vi gå i møde med frimodighed. Dør du, så dør du for Herren. Du vil ikke blive færdig med din livsgerning. Men vær blot tilfreds! Hvis Gud havde villet bruge dig mere, så havde det været en let sag for ham. Ingen bliver færdig med sin gerning hverken i Guds rige eller i verden. Det, du ikke har udrettet, kan en anden gøre. Og hvad en anden ikke kan, det kan Kristus selv gøre. Glæd dig derfor til din død! Da får du en fuldkommen forløsning fra denne jammerdal til evig ro og glæde. Synden skal ikke være der mere. Heller ikke sygdom og tungt slid. Du skal slippe for at leve blandt ugudelige. Dit gamle legeme bliver til støv. Men din sjæl, som er renset med Jesu blod, lever i en fuldkommen forening med Gud og nyder en evig og uudsigelig glæde i hans paradis. Lever du i Herren, så dør du også i Herren. Han tager imod dig som et dyrebart klenodie, fylder din sjæl med guddommelig klarhed og bor og lever i dig. Tusind år bliver sikkert som en dag. Og på den yderste dag henter han så dit legeme og gør det herligt som solen. Den frelste sjæl og det herliggjorte legeme lever så i himlen i evig fryd og salighed.
    De ugudelige bliver fordømt til evig pine, fordi de har hadet nådens ord og ikke taget imod Guds kald til omvendelse. Den Herre Jesus Kristus skal »åbenbares fra himlen med flammende ild og brin­ger straf over dem, der ikke kender Gud og ikke er lydige mod evangeliet om vor Herre Jesus« (2.Thess.1,7-8 ). De fortabte »skal straffes med evig undergang fjernt fra Herrens ansigt og fra hans herlighed og magt« (2.Thess.1,9 ). Men de troende skal for Kristi skyld få lov at gå ind til det evige liv i uudsigelig herlighed.

---